Iben Mondrup

Iben Mondrup er født i København i 1969, opvokset i Grønland fra hun var tre til 18 år og bor nu i København. Som 18-årig rejste hun til København for bl.a. at studere på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og i 2003 dimitterede Iben Mondrup som billedkunstner med en mastergrad i Kunstteori og formidling. På kunstakademiet lavede hun bl.a. også de dominans-undersøgende kunstvideoer ”Raise 1” (1995/1996) og ”Raise 2” (1995/1996). Allerede tidligt var hun kunstnerisk optaget af forholdet mellem at være fanget og underlagt og på den anden side være den, der underkaster sig.

Iben Mondrup har desuden lavet performancekunst sammen med den grønlandske performancekunstner Jessie Kleemann (f. 1959). Værket ”Sassuma arnaa” (Havets moder) blev vist ved en performancerække i forbindelse med Lydkunstudstillingen Horizonic, og i 2011 udgav forfatteren kunstnermonografien ”Jessie Kleemann – Qivittoq” om Jessie Kleemann.

Flere af Iben Mondrups bøger udspiller sig ligeledes på Grønland eller har Grønland flettet ind i tematikken, lige fra debuten ”Ved slusen” (2009) til de efterfølgende ”Store Malene” (2013) og ”Godhavn” (2014). I romanen ”Karensminde” (2016) bevægede hun sig for første gang væk fra Grønland og lod familiekonflikter indtage hovedrollen, og i ”Vi er brødre” (2018) undersøgte hun, hvordan to brødre udvikler sig helt forskelligt i efterslæbet fra Anden Verdenskrig.

Iben Mondrup har på forskellig vis beskæftiget sig med det menneskelige begær i sit arbejde. Temaet er gennemgående i hendes to romaner om billedkunstneren Justine, hhv. ”En to tre – Justine” og ”Store Malene”. I ”Godhavn” er menneskets drift en stor del af romanens tematik, og bogens rå tone efterlader et billede af en barndom, der er alt andet end tryg og uskyldig. Samme blik på barndommen kommer til udtryk i ”Karensminde”, hvor spørgsmålet om barnets potentielle ondskab står ubesvaret, og i ”Vi er brødre” deler den indadvendte lillebror Jens og den udadvendte storebror Poul synsvinklen i en roman, der bl.a. handler om den skam, som krigshandlinger efterlader i et menneske. . Med ”Tabita” (2020) gav Iben Mondrup stemme til de adopterede grønlandske børn og deres tragiske skæbner.

Iben Mondrup har to teenagebørn og var tidligere gift med digteren Niels Lyngsø.

Efter at have udgivet kunstbøger og skrevet forord til fotokunstbogen ”Den stille mangfoldighed” (2005) af Julie Edel Hardenberg udgav Iben Mondrup i 2009 sin debutroman, ”Ved slusen”.

Ligesom hendes monografi om Jessie Kleemann tog sit titelmæssige udgangspunkt i den grønlandske myte om Qivittoq, så er samme myte med som en underlæggende strøm i ”Ved slusen”. Myten Qivittoq beretter om et menneske, der er blevet ydmyget i en grad, han ikke kan udholde (som regel på grund af hans egne fejltrin), og som forlader bygden og lever for sig selv i ødemarken.

27633994

Om det er hovedpersonen Solvej, der udlever myten i sin selvvalgte isolation eller om det er hendes forsvundne professorkæreste, der ikke havde held med at gøre Solvej gravid, er ikke helt til at afgøre.

”Ved slusen” er skrevet i datid med mange replikker mellem hovedpersonen Solvej og de mennesker, hun møder og samtaler med omkring Sydhavn, hvor hun slår sig ned i en ramponeret husbåd. Vennen Olav og den besværlige – men dragende – Helene taler om stort og småt mellem egne bekendelser og teorier om verden, mens de alle tre udvikler sig og kommer tættere på en forsoning med deres fortid.

Beskrivelserne af Solvejs færden efter kæresten Verners forsvinden på en udflugt til Grønland, er præget af realisme og detaljerigdom og drejer sig tematisk set om sorgbearbejdelse, om at arbejde sig ud af en ensomhed og om at identificere sig med – og give slip på – fysiske rum og steder.