Baggrund

Citat
”Han skal ikke tro, han har den magt at kunne dét. Hun smider blokken fra sig og tager støvlerne på. En pligt så stor, som både angår ham og hende, står lysende klar. Han er den der skal slettes fra verden, og hun er den der skal ordne det. Vitus. Abelone. Ingen medlidenhed. Hendes hænder ryster. Med kraftesløse fingre snører hun støvlerne. Hun finder blokken og skriver. Alt skal gøres op.”
”Bjørn”, s. 9.

Iben Mondrup blev født i København i 1969, men voksede op i Grønland fra hun var tre til 18 år. Allerede som 17-årig giftede hun sig med sin grønlandske kæreste, det krævede et kongebrev, og hun rejste med ham til Odense. Her begyndte hun at synge i et band og male. Hun blev optaget på Det Fynske Kunstakademi, flyttede til København og dimitterede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2003. Derefter lavede hun bl.a. performancekunst sammen med den grønlandske performancekunstner Jessie Kleemann (f. 1959) og udgav i 2011 kunstnermonografien ”Jessie Kleemann – Qivittoq”.

Mere og mere gled Iben Mondrup over mod ordene og debuterede som romanforfatter i 2009 med ”Ved slusen” på det grønlandske forlag milik publishing. Det grønlandske spiller en stor rolle i den, som det også gør i romanen ”Store Malene” (2013) og i hendes folkelige gennembrud ”Godhavn” (2014).

Siden har hendes forfatterskab delt sig i to spor. Det ene udgøres af Tabita-trilogien – ”Tabita” (2020), ”Vittu” (2022) og ”Bjørn” (2023) – hvor Iben Mondrup giver stemme til to adopterede grønlandske børn.

Romanen ”Karensminde” (2016) fortsætter til gengæld i sporet fra ”Godhavn” (2014), hvor Iben Mondrup er inspireret af sin egen familiebaggrund og en barndom, hvor hun tit oplevede sine forældre som fjerne. I ”Vi er brødre” (2018) tager hun yderligere et skridt bagud og fortæller med inspiration fra sin fars familiebaggrund. I romanen ”Hvordan kan vi” (2025) er hun tilbage i sin egen generation og fortæller år for år fra 1978 om sit eget turbulente liv.

Udgangspunktet i ”Hvordan kan vi” er et hus på Samsø, som hun selv som barn tilbragte mange ferier i, og som hendes egne børn også er vokset op med som et refugium. Fortællingen vokser til beskrivelser af Iben Mondrups tre ægteskaber og andre kærlighedsforhold. Det at blive mor til to børn gav hende for en tid et anker i tilværelsen. Men i mange år før og efter var det et livsvilkår, at hun konstant var på flugt fra det, hun kalder ”mørket”. Her udgjorde det at skrive en ro, som det også stadig gør. I skriveprocessen foregår dramaerne inde i hendes hoved og kan holdes i skak ude i virkeligheden. I dag sidder hun for det meste langt væk fra storbyen i sit hus i Hundested, når hun arbejder på sine romaner.