Næsten samtidig som ”Godhavn” udgav Kristina Stoltz i september 2014 romanen ”På ryggen af en tyr”, og i deres senere bøger ligner de to forfattere hinanden. Ligesom ”Godhavn” handler ”På ryggen af en tyr” om overgangen fra barn til voksen og om som barn at være uovervåget og dermed være overladt til sig selv på godt og ondt. ”På ryggen af en tyr” kredser også om det tøjlesløse begær. Begæret er imidlertid ikke bare bundet af den seksuelle drift, men også af driften mod velstand og vækst på trods af klimaet, mennesket og jordens velbefindende.
Selv nævner Iben Mondrup i et radiointerview på P1 den norske forfatter Linn Ullmanns bog ”Et velsignet barn” fra 2006. Romanen kredser om det erotiske, om barndommens svigt og skyld, og ligesom med både ”Godhavn” og ”Tabita” er det en sansemættet og voldsom verden, som barnets seksualitet udspiller sig i.
Med Tabita-bøgerne skrev Iben Mondrup sig også ind i en adoptionskritisk bølge med en iboende kritik af Danmarks koloniale forhold til Grønland. En forfatter som Niviaq Korneliussen, der i bl.a. ”Blomsterdalen” (2020) skriver fra den unge grønlænders ståsted, er i den forbindelse også værd at nævne, samt Rasmus Theisen, der i ”Andre hunde” (2021) har et nuanceret og selvkritisk blik på at være dansker i Grønland.
Med ”Karensminde” og ”Vi er brødre” skrev Iben Mondrup sig ind i rækken af nutidige forfattere, der skriver semi-selvbiografiske, urolige familieromaner. Som hos andre er handlingen centreret omkring at skabe sig et ståsted med en ustabil opvækst i bagagen. Også her er slægtskabet med Kristina Stoltz tydeligt i hendes opbrudsroman ”Som om” (2016), hvor udgangspunktet er forfatterens egen barndom på Christianshavn og hendes skilsmisse som voksen.
I Iben Mondrups ”Hvordan kan vi” går jeg-fortælleren Iben tættere på sig selv som voksen og på sine turbulente år med kronisk rodløshed, der må dulmes på forskellig vis. Med sin ærlighed omkring misbrug er den beslægtet med f.eks. Lone Hørslevs roman ”Svømmende, rygende, grædende” (2024), hvor tabuet om den kvindelige kunstneralkoholiker får både krop og stemme. Mondrups frygtløse måde at dykke ned i erindringerne på kan også sammenlignes med Liv Helms ”Hvis du er bange, så ryk tættere på” (2025) og Thomas Korsgaards trilogi om Tue, der i 2021 blev afsluttet med ”Man skulle nok have været der”.