Khaled Hosseine
Foto: Morten Holtum

Khaled Hosseini

Artikel type
voksne
journalist og cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2014.
Top image group
Khaled Hosseine
Foto: Morten Holtum
Main image
Hosseini, Khaled
Foto: Jeff Chu

Indledning

Det er historiens tyngde, geværsalvernes musikalitet og menneskets og sprogets sensibilitet, der kendetegner Khaled Hosseinis forfatterskab. I såvel debuten “Drageløberen” som efterfølgerne “Under en strålende sol” og “Bjergene gav genlyd” skriver han sig lige ind i bombekrateret: Afghanistan og den afghanske sårede sjæl. Og det gør han med en pen, der har blik for både de historiske detaljer, den menneskelige psykologi og de enkle sansninger, der giver nok så tung en hverdag et poetisk islæt.

29974861

Blå bog

Født: 4. marts 1965 i Kabul.

Uddannelse: Uddannet læge, dr.med. i 1993 ved University of California.

Debut: Drageløberen, 2004 (The Kite Runner, 2003).

Litteraturpriser: The Borders Original Voices Award, 2003. The Penguin/Orange Broadband Readers’ Group Prize, 2006-2008. Richard & Judy Best Read of the Year, 2008 og the Book Sense Book of the Year, 2008.

Seneste udgivelse: Og bjergene gav genlyd. Cicero, 2013. (And the mountains echoed, 2013). Oversat af Marianne Linneberg Rasmussen. Roman.

Inspiration: Ahmad Zahir (afghansk musiker).

Baggrund

“Den generation af afghanske børn hvis ører aldrig havde hørt andet end lyden af bomber og skudild, var endnu ikke kommet til verden. Som vi sad der og krøb sammen inde i spisestuen og ventede på at solen skulle stå op, havde ingen af os nogen anelse om at en levevis var forbi. Vores levevis.”
“Drageløberen”, side 29.

Khaled Hosseini blev født den 4. marts 1965 i Kabul som den første i en børneflok på fem. Hans far var diplomat og arbejdede for det afghanske udenrigsministerium, og hans mor underviste i farsi og historie på en pigeskole i Kabul. Om sin barndom fortæller Khaled Hosseini, at han var meget optaget af persisk poesi og også af persiske oversættelser af blandt andet “Alice i eventyrland”.

Da Khaled Hosseini var 11 år, blev hans far forflyttet til Paris i Frankrig af det afghanske udenrigsministerium. I 1980 var familien klar til at vende tilbage til Kabul i Afghanistan, men på det tidspunkt havde der været et blodigt kommunistisk kup i landet, der var invaderet af den sovjetiske hær. Derfor søgte Hosseinis familie videre mod vest, nemlig til USA, og i 1980 fik de asyl i San Jose i Californien.

Khaled Hosseini begyndte på en amerikansk skole, og i 1984 graduerede han fra Independence High School i San Jose, hvorefter han læste biologi på Santa Clara University. I 1988 blev han bachelor i biologi, og året efter begyndte han på medicinstudiet på University of California i San Diego, som han afsluttede i 1993.

Fra 1996 og frem til 2004 arbejdede Khaled Hosseini fuld tid som læge, men fra 2001 begyndte han at skrive. Han siger: “Jeg begyndte dagen med det bedste, jeg ved – at skrive. Jeg skrev fra kl. 4:30 til kl. 8 og tog derefter på arbejde. Fem dage om ugen.” (Mette Thiem: En barndom i Kabul. Jyllands-Posten, 2004-04-19).

“Drageløberen” udkom i 2003 og blev en stor succes, og fra 2004 kunne Hosseini fuldt ud dedikere sig til forfattergerningen, hvilket var en stor lettelse for ham. Han sammenligner således lægearbejdet med et arrangeret ægteskab. Siden har han suppleret med to verdensomspændende bestsellere, nemlig “Under en strålende sol” fra 2007 og “Og bjergene gav genlyd” fra 2013.

Khaled Hosseini lever i dag i det nordlige Californien med sin kone Roya og deres to børn. Han er dog stadig engageret i sit hjemland, hvilket også er tydeligt i hans romaner. Han er goodwill ambassadør for UNHCR og har endvidere startet en fond - Khaled Hosseini Foundation - som yder humanitær hjælp i Afghanistan.

Drageløberen

“Det mærkelige var, at heller ikke jeg nogensinde tænkte på Hassan og mig selv som venner. Ikke sådan som man almindeligvis opfatter ordet. Pyt med at vi lærte hinanden at køre på cykel uden hænder (...) Pyt med at vi var ude at sætte drager op."
“Drageløberen”, s. 29.

Khaled Hosseini debuterede i 2003 med romanen “The Kite Runner” (“Drageløberen”, 2004). Fortælleren er afghaneren Amir, født i Kabul i 1963 og opvokset som eneste barn af en enkemand, eftersom Amirs mor, Sofia Akrami, døde i barselsengen. Faren er særdeles geskæftig og vellidt i hele byen, og imens faren arbejder, leger Amir med Hassan, der er søn af farens tjener Ali. De to drenge har meget forskellige vilkår. Amir er pashtun og Hassan hazara, to etniske stammer med vidt forskellig historie – pashtunerne som konger og hazarerne som tjenere. En forskel der ligeledes manifesterer sig i børnenes relation, hvor Amir altid er den stærke.

Da Sovjetregimet besætter landet, og drageflyvningen i gaderne bliver erstattet af skudsalver, flygter Amir med sin far til USA. Det er i 1981, og de to må nu etablere sig i Fremont i Californien. Her skildres den ældres besvær med at tilpasse sig de nye normer og den unges muligheder for at udfolde sine evner.

25133862

Amir får sin grunduddannelse og fortsætter på en art forfatterskole. Han forelsker sig i en smuk ung afghansk kvinde med en tvivlsom fortid, og da faren med hastige fjed nærmer sig døden, beder han på Amirs vegne om Sorayas hånd. De to lever i et lykkeligt ægteskab. Amir bliver forfatter og Soraya lærer, men en dag bliver Amir hjemsøgt af fortiden og må vende tilbage til Afghanistan for at løse nogle af de knuder, som eksisterer i ham.

At læse “Drageløberen” er som at blive flået i, simpelthen. Der eksisterer en sensibilitet så gennemtrængende i såvel fortællingen som sproget, at man uvægerligt bliver revet med og ind i de rifter og sår, der eksisterer i Afghanistan; mellem de etniske grupper i landet, mellem Amir og hans far, mellem Amir og Hassan og i Amir selv. Igennem især Amir, men også Amirs far, undersøger romanen fortrydelsen, og hvordan mennesker kan tackle fortrydelse. Amirs far tackler sin ved at sætte velgørenhed i højsædet og stille utroligt store krav til sig selv og sine omgivelser. Amir tackler i første omgang sin fortrydelse ved at fortrænge sine gerninger, men de trænger sig på, og efterhånden indser han, at han må konfrontere dem – eller i virkeligheden må han mest af alt konfrontere sig selv.