portræt af Mathilde Walter Clark
Foto: Lærke Posselt

Mathilde Walter Clark

cand.mag. Madeleine Saunte, 2011 og 2018. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, juli 2020. Blå bog opdateret oktober 2024.
Top image group
portræt af Mathilde Walter Clark
Foto: Lærke Posselt

Den filosofiuddannede Mathilde Walter Clark går på opdagelse i eksistensens maskinrum. I hendes fortællinger byttes der rundt på tilværelsens byggesten, der drejes på subjektivitetens, fiktionens og absurditetens knapper med en legende, filosofisk nysgerrighed.

Forfatterskabet er præget af træfsikre observationer af mennesket, hvis konflikter og kontraster skildres med en snart rørende, snart tirrende komik og præcision.
Mathilde Walter Clark skriver fortællinger og romaner: Fortællingerne er geometriske og knappe, romanerne mangfoldige og barokke. Senest har hun udgivet essaysamlingen ”Huset uden ende”.

137250292

Blå bog

Født: 6. august 1970 i København.

Uddannelse: Cand.mag. i filosofi og dansk fra Roskilde Universitet og New York University, 1998.

Debut: Thorsten Madsens Ego. Samleren, 2004.

Litteraturpriser: Årets fund, 2005. Statens Kunstfonds Treårige Legat, 2006. Weekendavisens Litteraturpris, 2023. Politikens Litteraturpris, 2023. Læsernes Bogpris, 2024. Danmarks Åbenhedspris, 2024.

Seneste udgivelse: Hvordan man laver dyr. Politikens Forlag, 2023. Essay.

Inspiration: Thomas Mann og Franz Kafka, blandt andre.

 

 

 

 

Videoklip

Mathilde Walter Clark taler om "Det blinde øje" i podcasten Den dyriske time. December 2023. (1:22:28)

Artikel type
voksne

Baggrund

“Der var noget ved fiskehandlerens kone, som fik mig på den tanke, at hun var ved at blive til en fisk.”

“Fiskehandlerens kone” i “Grumme historier”, s. 32.

Den dansk-amerikanske forfatter Mathilde Walter Clark har en visionær og viljestærk tilgang til tilværelsen: Da hun var lille, drømte hun om at blive astronaut. Senere, i gymnasiet, ville hun være professionel tegneserietegner og åbnede tegnestuen “Comicaze” sammen med et par venner, i en nedlagt frisørsalon på Østerbro i København.

Efter at have afsluttet filosofistudierne på Roskilde Universitet og New York University arbejdede Mathilde Walter Clark en tid som tekstforfatter, men syntes at det var en desillusionerende branche, der drænede den kreative energi. I romandebuten “Thorsten Madsens Ego” fra 2004 kom hendes kritik af reklameindustrien og livet på bureauet til udtryk på en særdeles satirisk måde.
“Tingenes uorden” fra 2005 er en novellesamling med stramme, humoristiske og absurde fortællinger, der kredser om sproget og materien.
Der gik fem år, før den næste udgivelse fra hendes hånd er at finde på boghandlens hylder. Til gengæld er forførerromanen “Priapus” et stort og mangfoldigt epos på 460 sider.
Med “Grumme historier” (2011) dannes der tilsyneladende et mønster i forfatterskabet: Efter en roman følger en samling kortere historier. Denne gang fokuserer fortællingerne på de brikker, der danner et subjekt, og på dets fragmentering, forandring og opløsning.

Mellem udgivelserne er Mathilde Walter Clark aktiv med sideløbende projekter: For eksempel iværksatte hun i 2005 den kunstpolitiske kampagne “Mæcen søges”, hvor hun på humoristisk vis gjorde opmærksom på unge forfatteres økonomiske vilkår.
I 2009 stod hun for idéen og manuskriptet til den filosofiske udsendelsesrække ”I syv sind” på DR2, som hun også medvirkede i. Hun har desuden været redaktør for det litterære tidsskrift ”Den blå port” og fast klummeskribent i Alt for damerne, MetroXpress og i Dagbladet Information.

Mathilde Walter Clark er vokset op i og omkring København, men har også boet i Buenos Aires og New York. Hun rejser ofte på forfatterophold i udlandet, når hun skal samle inspiration til nye værker eller finde koncentrationen til at skrive dem.

I 2018 udgav Clark romanen ”Lone Star”, der bygger på hendes egen familiehistorie, og denne er også baggrund for flere af teksterne i essaysamlingen ”Huset uden ende” fra 2020.

Thorsten Madsens Ego

“Når de havde fået tøj på kroppen, lod man dem drømme om pelse og schweiziske armbåndsure bygget med en særlig præcis mekanik; man gav dem lakerede tånegle i Manolo Blahnik.”
“Thorsten Madsens Ego”, side 192.

Der er to distinkte stemmer i Mathilde Walter Clarks debutroman “Thorsten Madsens Ego” fra 2004. Begge udspringer fra den samme hovedperson. Den ene er en tredjepersonsfortæller, der følger den forhutlede, ydmyge, underdanige og lidt patetiske mellemlederfigur Thorsten Madsen. Den anden er en jeg-fortæller: Thorsten Madsens harmdirrende, opblæste Ego, der afskyr alt og alle og kun tænker på at øge sin magt. Over Thorsten Madsen og over resten af verden.

25142454

Thorsten Madsen arbejder i den københavnske afdeling af Evans+Silversteins, et internationalt reklamebureau med hovedkontor i New York. Evans+Silverstein er ikke bare en virksomhed, det er en livsstil og en mission. Missionen er blandt andet at “Lade Alle Mennesker Vågne Op I En Drøm Skabt af Evans+Silverstein” (s. 32). Koncernens mange paroler er strøet ud gennem hele romanen, og dens urovækkende budskaber giver mindelser til Statens forklædte imperativer i George Orwells dystopiske roman “1984”.

Historien udspiller sig inden for reklamebureauets mure. Thorsten Madsen selv er mest interesseret i overlevelsen, i at holde sig flydende og helst i al ubemærkethed. Hans Ego derimod øjner chancerne for at stige i anseelse og position. For at det skal lykkes, må han vinde direktørens gunst og besejre ærkerivalinden, den altid elegante Kirsten Stenstrup, som han ynder at betegne som “Stensækken”. Men tingene er ikke altid, som de tager sig ud, og Thorsten Madsen får mere end én omvæltende overraskelse undervejs. Det er åbenbaringer af den slags, der gør mere livsklog, og der er udsigt til, at Thorsten Madsen og hans Ego kan lære at leve med hinanden.

Romanen er surrealistisk og fantastisk, men den er samtidig en træffende og meget morsom beskrivelse af den stemning, der regerer på mange arbejdspladser, og et portræt af moderne karrieremennesker, som mange nok kan nikke genkendende til.

Tingenes uorden

“Han gjorde sig i øvrigt ingen illusioner om, at han vidste særlig meget, men de få ting han vidste, lagde han umådelig stor vægt på. Han vidste for eksempel, at orden i omgivelserne afføder orden i tankerne. Og så vidste han, at sko ikke bare forsvinder.”
“Tingenes uorden”, s. 93-94.

Mathilde Walter Clarks fortællesamling “Tingenes uorden” udkom i 2005. De fjorten historier er tilsyneladende uafhængige af hinanden, men undervejs i læsningen opdager man, at de alligevel er kædet sammen mere end tematisk: Den sidste og længste historie, “Alter Ego”, om A, der drømmer om at blive en litterær karakter, danner en efterskudt ramme om de første tretten.

25891406

Fortællingerne fungerer som små reagensglas i praktiserende filosofi: Deres udgangspunkt er et legende “hvad nu hvis...”, hvorefter eksperimentet føres ud i sin yderste konsekvens. Som for eksempel i novellen “Fiskefilet”, hvor Otto Hoffmeyer mister sit ordforråd eller faktisk mere end det – begrebet om og for tingene. Som læsere erfarer vi, hvordan Otto Hoffmeyers verden bliver gradvist mindre i takt med, at begreberne forsvinder ud af hans bevidsthed. I fortællingen “Tingenes forsvinden” er det omvendt tingene, der forsvinder en efter en. Og så er der Rasmus Rask i novellen af samme navn, der desperat søger efter Det Oprindelige Sprog, efter tingenes egentlige navne.

Mange af fortællingerne drejer sig således om en undersøgelse af forholdet mellem tingene og ordene, af materien og af sproget, der beskriver den. Et gennemgående spørgsmål er, om en ting eksisterer forud for det begreb, der navngiver den?

Det er eksistentielle spørgsmål, der er oppe at vende i Mathilde Walter Clarks fortællinger. Og det univers, hun skriver frem, er eksistentielt minimalistisk. Figurerne og stederne har et minimum af særpræg, de er så neutrale som muligt, som spillebrikker på et spillebræt, eller X og Y i en ligning. På den måde bliver de almengyldiggjorte, så hver enkelt figur repræsenterer noget essentielt menneskeligt, og en by ikke er et specifikt geografisk sted, men indbegrebet af byen som størrelse. Det kan lyde lidt skematisk, men Mathilde Walter Clarks legende tilgang til det danske sprog og næsten Roald Dahlske humor gør den tankevækkende samling fortællinger svær at lægge fra sig.

Priapus. En forførerhistorie

“Han spiste urter for at rense kroppen for traumer og blokeringer, (og han tænkte ikke på kvinder), han blev stukket i med nåle for at dæmpe angsten og længslerne, (og han tænkte ikke på kvinder).”
“Priapus”, s. 57.

I 2010 udgav Mathilde Walter Clark ”Priapus. En forførerhistorie”, der er en moderne version af Don Juan og Casanova. Modefotografen Priapus Cloakfire er afhængig af sex og kan forføre hvem som helst med sin charme og sit chokoladeblik. Han kan være kalkulerende og kynisk, men i virkeligheden vil han bare gerne være god. I forfatterinden Faye Mitchell ser han den renhed og ro, han higer efter. Han forfører hende, og de bliver et par. Faye danner en modpol i hans tilværelse: Han er afhængig af sex, men også af det spejlbillede af sig selv, han ser i hendes troskyldige blik.

28095767

Hun er en ukendt og debuterende forfatter, men ved hjælp af Priapus’ strategiske indsigt opnår hun anerkendelse og berømthed. Han tåler dog dårligt hendes succes, for den medfører, at hun rejser på bogturné med sin flotte agent Chase Moreno. Priapus kører stadig mere af sporet med sin jalousi og sin kønsdrift, og i et desperat forsøg på at fastholde kærligheden, gifter Priapus sig spontant med Faye i et renseri under Manhattan Bridge. Hans verden forkludres af fortidens spøgelser og af mystiske dobbeltgængere, indtil han til sidst tager Faye med sig til et nyt liv i en bortgemt flække på Mexicos kyst. En dramatisk aften går Faye ud i havets bølger og forsvinder. Det er begyndelsen på enden for romanens hovedperson, som lader sig indlægge på en privat klinik i Arizona for at blive et nyt og bedre menneske.

Romanen handler om den pendulering mellem utroskab og anger, hengivenhed og destruktiv jalousi, drift og idealer, som kærligheden til Faye igangsætter hos romanens ubeslutsomme hovedperson.
Også kronologisk pendler romanen frem og tilbage mellem punkter i Priapus’ liv: Før mødet med Faye, under deres forhold og efter hendes druknedød i Mexico. Den store roman er inddelt i syv dele, der knytter sig til bestemte perioder i hans liv: De succesfulde ungdomsår i New York, problemerne i Chicago, Fayes død i Puerto Escondido, klinikken i Arizona.
Romanen er et 460 sider langt portræt af en modsætningsfuld mand, en meget menneskelig antihelt, markeret og styret af manglen i sig selv: Et tomrum, der kaster ham ud i en evig jagt på opfyldelsen. Handlingen beskriver et dobbeltliv, der gradvist eskalerer indtil det groteske.

Romanens alvidende tredjepersonsfortæller er meget fremtrædende: Det tydelige tonefald kommunikerer skiftevis empati, ironi, forståelse og fordømmelse af den tragikomiske antihelt. Ofte henvender fortælleren sig direkte til læseren i indforståede og nærmest fortrolige metakommentarer, som om de sammen står på sidelinjen og betragter Priapus’ problemer med løftede øjenbryn og bedrevidende hovedrysten.

I modsætning til Mathilde Walter Clarks ofte stringent komponerede noveller er romanen stor, broget, farverig og mangfoldig.

Grumme historier

“Der er noget, jeg ikke har fortalt til nogen. Alle mine kropslige afsondringer (de af dem, der ikke simpelthen blev væk): Jeg lagde dem i en plasticpose i min fryser.”
“Grumme historier”, “Madanmelderen”, s. 17.

Ligesom ”Tingenes uorden” består Mathilde Walter Clarks ”Grumme historier” fra 2011 af fjorten noveller. Det er meget varierede historier, som tager læseren med til forskellige verdenshjørner og til afkroge af bevidstheden, af fjorten meget forskellige fortællere.
Mange af historierne handler om personer, der gennemgår en forandring eller forvandling. De handler om subjektets ustadighed, om identitet og identitetsopløsning. Det er det, som gør dem grumme: Forandringen, fordoblingen, fragmenteringen og forfaldet, ofte manifesteret i det kropslige, leger med en arketypisk og grundfæstet frygt: Frygten for aldring og død, for tabet af kontrol over egen krop og for det ukendte. Tonen i novellerne er ikke uhyggelig, tværtimod ofte humoristisk, men temaet giver anledning til psykologiske gys.

28747748

Der er den sofistikerede madanmelder, hvis sanseapparat er så specialiseret, at hans krop bid for bid udskiller irrelevante led og lemmer, indtil kun munden og fordøjelsesorganerne står tilbage. Fiskehandlerens kone, der umærkeligt forvandles til en fisk. Diplomaten, der transformeres til den fremmede strenge dame, som hun ser inde i det barokke spejl, hun har købt på et loppemarked. Mia, som med sin glødende kådhed danser sin mystiske partner i døden.
I tråd med resten af forfatterskabet kan historierne bedst beskrives som en filosofisk leg. Abstraktionsgraden er højest i novellen “Tingesten”, hvor en person går rundt i et genstandsløst og uendeligt landskab, bærende på en ting, han ikke ved hvad er, eller hvor skal hen.
“Grumme historier” er befolket med forunderlige skabninger, som for eksempel homunculusen, et lillebitte menneske, som giver sin indehaver agtelse og rigdom, men for en meget høj pris. Eller den strandede kæmpehval, der forvandler den lokale by til en turistattraktion.
Hvor “Tingenes uorden” udforskede forholdet mellem sprog og materie, undersøger ”Grumme historier” gråzonen mellem liv og død. Hvor slutter det ene og starter det andet? Hvornår holder liv op med at være liv? Hvad er det mindste liv?

Lone Star

”Det er netop det der er pointen, det der har iværksat alt det her. Det evindelige Atlanterhav, at der var noget her og noget der, og at intet af det havde noget med hinanden at gøre, udover – ja, udover mig. Det er mit håb at jeg med bogen på en eller anden måde kan sy verdenerne sammen.”

”Lone Star”, s. 369.

”Lone Star” fra 2018 handler om Mathilde Walter Clarks forhold til hendes amerikanske far. Lige siden moren rejste hjem til Danmark med ”hvad der kunne være i en taske” og etårige Mathilde ”under armen”, er far-datter relationen blevet holdt i live af breve og af årlige besøg.

Romanen består af to bøger: ”Lone Star, Erindringsbog” og ”Lone Star, Rejsebog”. I den første erfarer vi, hvor stor en plads faren har i Mathildes bevidsthed, på trods af Atlanterhavet mellem dem, på trods af at de i de første elleve år ikke har noget fælles sprog, og selvom han mestendels er en flyvsk og glemsom figur. Han er seriøst savnet.

54300662

På et ret sent tidspunkt får Mathilde – ligesom tilfældigt – at vide, at hun har fire mindre søskende i Amerika, og efterhånden som hun vokser, dæmrer det i det hele taget for hende, at han har et liv derovre og ikke bare svæver ude i universet som en ensom stjerne, når han ikke er sammen med hende.

Erindringsbogen ruller deres relation ud, fra de tidligste barndomsminder om farens besøg i København, over den unge Mathildes sommerferier i den amerikanske familie, og indtil hun som toogfyrreårig finder ud af, at stedmoren har forment ham nogensinde at besøge hende igen.

Rejsebogen kommer efter erindringsbogen, både i rækkefølge og i kronologi. Den voksne datter og den gamle far mødes i den søvnige sydstatsby Lockhart, farens fødeby og Clark-familiens arnested. Rejsebogen er et amerikansk roadtrip i staten Texas, i slægtens rødder og i lokalhistorien. Ikke mindst er det første gang, at Mathilde og faren er på tomandshånd i dagevis.

”Lone Star” er Mathilde Walter Clarks mest personlige bog til dato. Den er på én og samme tid en kærlighedserklæring til faren og en kompromisløs undersøgelse af deres relation. En undersøgelse, som også trækker hele hendes excentriske amerikanske familie med sig, og de kulturelle sammenstød mellem USA og Danmark. Også i ”Lone Star” træder sproget i forgrunden med den særlige spændstighed, som er karakteristisk for forfatterskabet. Og filosoffen Mathilde Walter Clark fornægter sig ikke. ”Lone Star” tematiserer tid og erindring, og det at skrive. Den undersøger forskellen på at huske og at skrive, og hvad det gør ved erindringen at skrive den ned.

Huset uden ende

”Jeg føler mig hverken som ”dansker” eller ”amerikaner” eller ”halv-amerikaner”, og langt det meste af tiden tænker jeg heller ikke over at jeg er ”kvinde”. Jeg er ikke engang sikker på hvad det til bunds vil sige at bruge ordet ”jeg”.
”Huset uden ende”, s. 194.

Mathilde Walter Clarks essaysamling ”Huset uden ende” fra 2020 rummer 20 essays, hvoraf flere har været bragt i bl.a. Information, Weekendavisen og Politiken.

Det lange titelessay handler om forfatterens fars hus i USA, som man vil kende fra ”Lone Star”. Der blev begået et brutalt dobbeltmord for mange år siden, og Clark sætter sig for at undersøge det: hvem gjorde det, hvorfor og hvilken indflydelse har det på et hus, at nogen er blevet myrdet i det? Den formodede gerningsmand er en berømt seriemorder, og netop seriemorderens mytologiske status vækker nysgerrighed; den perfide interesse, seriemordere kan opnå fra fans, der køber ubehjælpsomme malerier og afklippede tånegle fra de indsatte på dødsgangen som mordermemorabilia.

48015913

Ansporet af en forelæsning af Marilynne Robinson reflekterer Clark over landskabets betydning for erindring, selvforståelse og skrift. Hvis man ikke selv har et landskab at erindre og trække ud af sig til litteratur, kan man ”suge ét op med pennen”, som der står (s. 72). Referencepunktet er skrivesituationen fra ”Lone Star”: øde steder i USA, hvor længslen efter far og hans landskab runger bagved.

Forfatterens egen skrivepraksis berøres i et essay, ligesom tanker om præsidentvalg, Trump og en gensidig uforståenhed mellem danskere og amerikanere gør det. Magisk realisme, Lykke-Per, Kierkegaard og den canadiske billedkunstner Agnes Martin rundes, og i ”Gorillaen i Corsicana” gør forfatteren sig betragtninger over aktuelle forklaringsmodeller og privilegieblindhed. Clark undrer sig over, at dem, der vil fjerne en gorilla fra en legeplads fordi det udtrykker racisme, kræver universitetsrektorers afgang og laver lister over ord, vi ikke må sige, ser verden lige så sort/hvidt som dem, de kritiserer. Forfatteren advokerer for et blik, der ikke opregner i kategorier, men ser verden i dens mangfoldige kompleksitet.

Tre meget rørende tekster om at miste viser, at ord er det eneste, der kan nå over afgrunden, men at de rigtige er svære at finde. I et genuint humanistisk og antiracistisk ærinde skriver Walter Clark essays, der er personlige, anfægtede og tankevækkende.

Genrer og tematikker

Mathilde Walter Clark udnytter det potentiale, kun litteraturen har: Med sine historier maler hun scenarier i fantasiens grænseløse palet, som ikke kan gengives på andre måder. Det er filosofiske eksperimenter, der undersøger, hvad eksistensen er, og hvad det vil sige at være menneske i verden. Forfatterskabet er en underholdende, psykologisk surrealisme, drevet af narrativt drive og fantasi, og skrevet med en særdeles spids pen, et skarpt blik og en opmærksomhed på sprogets virkemidler. Hun bruger litteraturen som scene, hvor hun kan udfolde eksistentielle spørgsmål, ofte ved at sætte dem ind i en overraskende kontekst.
Romanerne om Thorsten Madsen og om Priapus følger begge en maskulin hovedperson, som tumler med sin egen identitet. Romanerne tematiserer subjektets splittelse og indre selvmodsigelser. De beskriver på hver sin vis, hvordan roman(anti)helten forsøger at presse sin komplekse og fragmenterede personlighed ind i en form, som han tror kan svare til samfundets forventninger til ham. I debutromanen er det karrieremenneskets uharmoniske dobbelthed, der udstilles, mens det i “Priapus” er de erotiske roller, der sættes i spil.
Det er historier om samtidsmenneskets ensomhed og eksistentialistiske uro.
Hvor fortællerne i romanerne tager sig god tid, er rummelige, detaljerede og fulde af krumspring, er sproget i de to novellesamlinger ofte minimalistisk og nedbarberet. Nogle gange til en grad, så historierne mest minder om matematiske eller geometriske regnestykker, hvor logiske eksperimenter afprøves og føres ud i deres yderste konsekvens i et lukket, laboratorieagtigt fiktionsunivers. Historierne er skrevet med et minimum af konkrete detaljer, så de virker eksemplariske, næsten allegoriske. Det er almengyldige historier om mennesket i verden.

Genkommende temaer er dobbeltgængeren, opløsningen af subjektet, og tab-af-selvet.

Beslægtede forfatterskaber

Forskellige aspekter i Mathilde Walter Clarks forfatterskab kan sammenstilles med forskellige forfattere. For eksempel minder den af og til groteske stil og humor om den norsk/engelske børne- og voksenbogsforfatter Roald Dahl. Beskrivelsen af det moderne individs tumlen med eksistentielle problemer på en let tilgængelig og morsom måde har paralleller til den norske forfatter Erlend Loes naivistiske undren. Den spekulative og rensede form, hun bruger i sin fortællesamling, minder om den argentinske forfatter Jorge Luis Borges' nærmest geometriske historier. Fortællingen “Naboen” i “Tingenes uorden” er uden tvivl inspireret af uhyggens mesterfortæller Edgar Allan Poe.

Men det forfatterskab, Mathilde Walter Clark har mest til fælles med, er Svend Åge Madsen. Lighedstrækkene ligger i hendes sans for sproget som formbart materiale og den lystbetonede og eksperimenterende leg med litteraturen som medie. Især er de begge interesserede i mennesket som erfarende og sprogligt væsen i verden.

Mathilde Walter Clark selv er en klassikersluger. Hun læser især de store værker i den europæiske og amerikanske litteraturhistorie, og hendes yndlingsforfatter er Thomas Mann.

Selv er hun bl.a. optaget af Marilynne Robinson, Henrik Pontoppidan og Søren Kierkegaard.

Om forfatterskabet

Artikler

Find og lån i bibliotek.dk:
Information, 2010-02-03.

Web

Biografi, bibliografi og kalender.

Søgning i bibliotek.dk

Find og lån i bibliotek.dk:
Emnesøgning på Mathilde Walter Clark

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Saunte, Madeleine:
Interview med Mathilde Walter Clark, marts 2009.
Fyns Stiftstidende, 2006-07-23.