Mathilde Walter Clark

Der er to distinkte stemmer i Mathilde Walter Clarks debutroman “Thorsten Madsens Ego” fra 2004. Begge udspringer fra den samme hovedperson. Den ene er en tredjepersonsfortæller, der følger den forhutlede, ydmyge, underdanige og lidt patetiske mellemlederfigur Thorsten Madsen. Den anden er en jeg-fortæller: Thorsten Madsens harmdirrende, opblæste Ego, der afskyr alt og alle og kun tænker på at øge sin magt. Over Thorsten Madsen og over resten af verden.

25142454

Thorsten Madsen arbejder i den københavnske afdeling af Evans+Silversteins, et internationalt reklamebureau med hovedkontor i New York. Evans+Silverstein er ikke bare en virksomhed, det er en livsstil og en mission. Missionen er blandt andet at “Lade Alle Mennesker Vågne Op I En Drøm Skabt af Evans+Silverstein” (s. 32). Koncernens mange paroler er strøet ud gennem hele romanen, og dens urovækkende budskaber giver mindelser til Statens forklædte imperativer i George Orwells dystopiske roman “1984”.

Historien udspiller sig inden for reklamebureauets mure. Thorsten Madsen selv er mest interesseret i overlevelsen, i at holde sig flydende og helst i al ubemærkethed. Hans Ego derimod øjner chancerne for at stige i anseelse og position. For at det skal lykkes, må han vinde direktørens gunst og besejre ærkerivalinden, den altid elegante Kirsten Stenstrup, som han ynder at betegne som “Stensækken”. Men tingene er ikke altid, som de tager sig ud, og Thorsten Madsen får mere end én omvæltende overraskelse undervejs. Det er åbenbaringer af den slags, der gør mere livsklog, og der er udsigt til, at Thorsten Madsen og hans Ego kan lære at leve med hinanden.

Romanen er surrealistisk og fantastisk, men den er samtidig en træffende og meget morsom beskrivelse af den stemning, der regerer på mange arbejdspladser, og et portræt af moderne karrieremennesker, som mange nok kan nikke genkendende til.

Mathilde Walter Clarks fortællesamling “Tingenes uorden” udkom i 2005. De fjorten historier er tilsyneladende uafhængige af hinanden, men undervejs i læsningen opdager man, at de alligevel er kædet sammen mere end tematisk: Den sidste og længste historie, “Alter Ego”, om A, der drømmer om at blive en litterær karakter, danner en efterskudt ramme om de første tretten.

25891406

Fortællingerne fungerer som små reagensglas i praktiserende filosofi: Deres udgangspunkt er et legende “hvad nu hvis...”, hvorefter eksperimentet føres ud i sin yderste konsekvens. Som for eksempel i novellen “Fiskefilet”, hvor Otto Hoffmeyer mister sit ordforråd eller faktisk mere end det – begrebet om og for tingene. Som læsere erfarer vi, hvordan Otto Hoffmeyers verden bliver gradvist mindre i takt med, at begreberne forsvinder ud af hans bevidsthed. I fortællingen “Tingenes forsvinden” er det omvendt tingene, der forsvinder en efter en. Og så er der Rasmus Rask i novellen af samme navn, der desperat søger efter Det Oprindelige Sprog, efter tingenes egentlige navne.

Mange af fortællingerne drejer sig således om en undersøgelse af forholdet mellem tingene og ordene, af materien og af sproget, der beskriver den. Et gennemgående spørgsmål er, om en ting eksisterer forud for det begreb, der navngiver den?

Det er eksistentielle spørgsmål, der er oppe at vende i Mathilde Walter Clarks fortællinger. Og det univers, hun skriver frem, er eksistentielt minimalistisk. Figurerne og stederne har et minimum af særpræg, de er så neutrale som muligt, som spillebrikker på et spillebræt, eller X og Y i en ligning. På den måde bliver de almengyldiggjorte, så hver enkelt figur repræsenterer noget essentielt menneskeligt, og en by ikke er et specifikt geografisk sted, men indbegrebet af byen som størrelse. Det kan lyde lidt skematisk, men Mathilde Walter Clarks legende tilgang til det danske sprog og næsten Roald Dahlske humor gør den tankevækkende samling fortællinger svær at lægge fra sig.

I 2010 udgav Mathilde Walter Clark ”Priapus. En forførerhistorie”, der er en moderne version af Don Juan og Casanova. Modefotografen Priapus Cloakfire er afhængig af sex og kan forføre hvem som helst med sin charme og sit chokoladeblik. Han kan være kalkulerende og kynisk, men i virkeligheden vil han bare gerne være god. I forfatterinden Faye Mitchell ser han den renhed og ro, han higer efter. Han forfører hende, og de bliver et par. Faye danner en modpol i hans tilværelse: Han er afhængig af sex, men også af det spejlbillede af sig selv, han ser i hendes troskyldige blik.

28095767

Hun er en ukendt og debuterende forfatter, men ved hjælp af Priapus’ strategiske indsigt opnår hun anerkendelse og berømthed. Han tåler dog dårligt hendes succes, for den medfører, at hun rejser på bogturné med sin flotte agent Chase Moreno. Priapus kører stadig mere af sporet med sin jalousi og sin kønsdrift, og i et desperat forsøg på at fastholde kærligheden, gifter Priapus sig spontant med Faye i et renseri under Manhattan Bridge. Hans verden forkludres af fortidens spøgelser og af mystiske dobbeltgængere, indtil han til sidst tager Faye med sig til et nyt liv i en bortgemt flække på Mexicos kyst. En dramatisk aften går Faye ud i havets bølger og forsvinder. Det er begyndelsen på enden for romanens hovedperson, som lader sig indlægge på en privat klinik i Arizona for at blive et nyt og bedre menneske.

Romanen handler om den pendulering mellem utroskab og anger, hengivenhed og destruktiv jalousi, drift og idealer, som kærligheden til Faye igangsætter hos romanens ubeslutsomme hovedperson.
Også kronologisk pendler romanen frem og tilbage mellem punkter i Priapus’ liv: Før mødet med Faye, under deres forhold og efter hendes druknedød i Mexico. Den store roman er inddelt i syv dele, der knytter sig til bestemte perioder i hans liv: De succesfulde ungdomsår i New York, problemerne i Chicago, Fayes død i Puerto Escondido, klinikken i Arizona.
Romanen er et 460 sider langt portræt af en modsætningsfuld mand, en meget menneskelig antihelt, markeret og styret af manglen i sig selv: Et tomrum, der kaster ham ud i en evig jagt på opfyldelsen. Handlingen beskriver et dobbeltliv, der gradvist eskalerer indtil det groteske.

Romanens alvidende tredjepersonsfortæller er meget fremtrædende: Det tydelige tonefald kommunikerer skiftevis empati, ironi, forståelse og fordømmelse af den tragikomiske antihelt. Ofte henvender fortælleren sig direkte til læseren i indforståede og nærmest fortrolige metakommentarer, som om de sammen står på sidelinjen og betragter Priapus’ problemer med løftede øjenbryn og bedrevidende hovedrysten.

I modsætning til Mathilde Walter Clarks ofte stringent komponerede noveller er romanen stor, broget, farverig og mangfoldig.

Ligesom ”Tingenes uorden” består Mathilde Walter Clarks ”Grumme historier” fra 2011 af fjorten noveller. Det er meget varierede historier, som tager læseren med til forskellige verdenshjørner og til afkroge af bevidstheden, af fjorten meget forskellige fortællere.
Mange af historierne handler om personer, der gennemgår en forandring eller forvandling. De handler om subjektets ustadighed, om identitet og identitetsopløsning. Det er det, som gør dem grumme: Forandringen, fordoblingen, fragmenteringen og forfaldet, ofte manifesteret i det kropslige, leger med en arketypisk og grundfæstet frygt: Frygten for aldring og død, for tabet af kontrol over egen krop og for det ukendte. Tonen i novellerne er ikke uhyggelig, tværtimod ofte humoristisk, men temaet giver anledning til psykologiske gys.

28747748

Der er den sofistikerede madanmelder, hvis sanseapparat er så specialiseret, at hans krop bid for bid udskiller irrelevante led og lemmer, indtil kun munden og fordøjelsesorganerne står tilbage. Fiskehandlerens kone, der umærkeligt forvandles til en fisk. Diplomaten, der transformeres til den fremmede strenge dame, som hun ser inde i det barokke spejl, hun har købt på et loppemarked. Mia, som med sin glødende kådhed danser sin mystiske partner i døden.
I tråd med resten af forfatterskabet kan historierne bedst beskrives som en filosofisk leg. Abstraktionsgraden er højest i novellen “Tingesten”, hvor en person går rundt i et genstandsløst og uendeligt landskab, bærende på en ting, han ikke ved hvad er, eller hvor skal hen.
“Grumme historier” er befolket med forunderlige skabninger, som for eksempel homunculusen, et lillebitte menneske, som giver sin indehaver agtelse og rigdom, men for en meget høj pris. Eller den strandede kæmpehval, der forvandler den lokale by til en turistattraktion.
Hvor “Tingenes uorden” udforskede forholdet mellem sprog og materie, undersøger ”Grumme historier” gråzonen mellem liv og død. Hvor slutter det ene og starter det andet? Hvornår holder liv op med at være liv? Hvad er det mindste liv?

Mathilde Walter Clark udnytter det potentiale, kun litteraturen har: Med sine historier maler hun scenarier i fantasiens grænseløse palet, som ikke kan gengives på andre måder. Det er filosofiske eksperimenter, der undersøger, hvad eksistensen er, og hvad det vil sige at være menneske i verden. Forfatterskabet er en underholdende, psykologisk surrealisme, drevet af narrativt drive og fantasi, og skrevet med en særdeles spids pen, et skarpt blik og en opmærksomhed på sprogets virkemidler. Hun bruger litteraturen som scene, hvor hun kan udfolde eksistentielle spørgsmål, ofte ved at sætte dem ind i en overraskende kontekst.
Romanerne om Thorsten Madsen og om Priapus følger begge en maskulin hovedperson, som tumler med sin egen identitet. Romanerne tematiserer subjektets splittelse og indre selvmodsigelser. De beskriver på hver sin vis, hvordan roman(anti)helten forsøger at presse sin komplekse og fragmenterede personlighed ind i en form, som han tror kan svare til samfundets forventninger til ham. I debutromanen er det karrieremenneskets uharmoniske dobbelthed, der udstilles, mens det i “Priapus” er de erotiske roller, der sættes i spil.
Det er historier om samtidsmenneskets ensomhed og eksistentialistiske uro.
Hvor fortællerne i romanerne tager sig god tid, er rummelige, detaljerede og fulde af krumspring, er sproget i de to novellesamlinger ofte minimalistisk og nedbarberet. Nogle gange til en grad, så historierne mest minder om matematiske eller geometriske regnestykker, hvor logiske eksperimenter afprøves og føres ud i deres yderste konsekvens i et lukket, laboratorieagtigt fiktionsunivers. Historierne er skrevet med et minimum af konkrete detaljer, så de virker eksemplariske, næsten allegoriske. Det er almengyldige historier om mennesket i verden.

Genkommende temaer er dobbeltgængeren, opløsningen af subjektet, og tab-af-selvet.

Forskellige aspekter i Mathilde Walter Clarks forfatterskab kan sammenstilles med forskellige forfattere. For eksempel minder den af og til groteske stil og humor om den norsk/engelske børne- og voksenbogsforfatter Roald Dahl. Beskrivelsen af det moderne individs tumlen med eksistentielle problemer på en let tilgængelig og morsom måde har paralleller til den norske forfatter Erlend Loes naivistiske undren. Den spekulative og rensede form, hun bruger i sin fortællesamling, minder om den argentinske forfatter Jorge Luis Borges' nærmest geometriske historier. Fortællingen “Naboen” i “Tingenes uorden” er uden tvivl inspireret af uhyggens mesterfortæller Edgar Allan Poe.

Men det forfatterskab, Mathilde Walter Clark har mest til fælles med, er Svend Åge Madsen. Lighedstrækkene ligger i hendes sans for sproget som formbart materiale og den lystbetonede og eksperimenterende leg med litteraturen som medie. Især er de begge interesserede i mennesket som erfarende og sprogligt væsen i verden.

Mathilde Walter Clark selv er en klassikersluger. Hun læser især de store værker i den europæiske og amerikanske litteraturhistorie, og hendes yndlingsforfatter er Thomas Mann.

Selv er hun bl.a. optaget af Marilynne Robinson, Henrik Pontoppidan og Søren Kierkegaard.