Mathilde Walter Clark udnytter det potentiale, kun litteraturen har: Med sine historier maler hun scenarier i fantasiens grænseløse palet, som ikke kan gengives på andre måder. Det er filosofiske eksperimenter, der undersøger, hvad eksistensen er, og hvad det vil sige at være menneske i verden. Forfatterskabet er en underholdende, psykologisk surrealisme, drevet af narrativt drive og fantasi, og skrevet med en særdeles spids pen, et skarpt blik og en opmærksomhed på sprogets virkemidler. Hun bruger litteraturen som scene, hvor hun kan udfolde eksistentielle spørgsmål, ofte ved at sætte dem ind i en overraskende kontekst.
Romanerne om Thorsten Madsen og om Priapus følger begge en maskulin hovedperson, som tumler med sin egen identitet. Romanerne tematiserer subjektets splittelse og indre selvmodsigelser. De beskriver på hver sin vis, hvordan roman(anti)helten forsøger at presse sin komplekse og fragmenterede personlighed ind i en form, som han tror kan svare til samfundets forventninger til ham. I debutromanen er det karrieremenneskets uharmoniske dobbelthed, der udstilles, mens det i “Priapus” er de erotiske roller, der sættes i spil.
Det er historier om samtidsmenneskets ensomhed og eksistentialistiske uro.
Hvor fortællerne i romanerne tager sig god tid, er rummelige, detaljerede og fulde af krumspring, er sproget i de to novellesamlinger ofte minimalistisk og nedbarberet. Nogle gange til en grad, så historierne mest minder om matematiske eller geometriske regnestykker, hvor logiske eksperimenter afprøves og føres ud i deres yderste konsekvens i et lukket, laboratorieagtigt fiktionsunivers. Historierne er skrevet med et minimum af konkrete detaljer, så de virker eksemplariske, næsten allegoriske. Det er almengyldige historier om mennesket i verden.
Genkommende temaer er dobbeltgængeren, opløsningen af subjektet, og tab-af-selvet.