Ligesom ”Tingenes uorden” består Mathilde Walter Clarks ”Grumme historier” fra 2011 af fjorten noveller. Det er meget varierede historier, som tager læseren med til forskellige verdenshjørner og til afkroge af bevidstheden, af fjorten meget forskellige fortællere.
Mange af historierne handler om personer, der gennemgår en forandring eller forvandling. De handler om subjektets ustadighed, om identitet og identitetsopløsning. Det er det, som gør dem grumme: Forandringen, fordoblingen, fragmenteringen og forfaldet, ofte manifesteret i det kropslige, leger med en arketypisk og grundfæstet frygt: Frygten for aldring og død, for tabet af kontrol over egen krop og for det ukendte. Tonen i novellerne er ikke uhyggelig, tværtimod ofte humoristisk, men temaet giver anledning til psykologiske gys.
28747748
Der er den sofistikerede madanmelder, hvis sanseapparat er så specialiseret, at hans krop bid for bid udskiller irrelevante led og lemmer, indtil kun munden og fordøjelsesorganerne står tilbage. Fiskehandlerens kone, der umærkeligt forvandles til en fisk. Diplomaten, der transformeres til den fremmede strenge dame, som hun ser inde i det barokke spejl, hun har købt på et loppemarked. Mia, som med sin glødende kådhed danser sin mystiske partner i døden.
I tråd med resten af forfatterskabet kan historierne bedst beskrives som en filosofisk leg. Abstraktionsgraden er højest i novellen “Tingesten”, hvor en person går rundt i et genstandsløst og uendeligt landskab, bærende på en ting, han ikke ved hvad er, eller hvor skal hen.
“Grumme historier” er befolket med forunderlige skabninger, som for eksempel homunculusen, et lillebitte menneske, som giver sin indehaver agtelse og rigdom, men for en meget høj pris. Eller den strandede kæmpehval, der forvandler den lokale by til en turistattraktion.
Hvor “Tingenes uorden” udforskede forholdet mellem sprog og materie, undersøger ”Grumme historier” gråzonen mellem liv og død. Hvor slutter det ene og starter det andet? Hvornår holder liv op med at være liv? Hvad er det mindste liv?