I 2010 udgav Mathilde Walter Clark ”Priapus. En forførerhistorie”, der er en moderne version af Don Juan og Casanova. Modefotografen Priapus Cloakfire er afhængig af sex og kan forføre hvem som helst med sin charme og sit chokoladeblik. Han kan være kalkulerende og kynisk, men i virkeligheden vil han bare gerne være god. I forfatterinden Faye Mitchell ser han den renhed og ro, han higer efter. Han forfører hende, og de bliver et par. Faye danner en modpol i hans tilværelse: Han er afhængig af sex, men også af det spejlbillede af sig selv, han ser i hendes troskyldige blik.
28095767
Hun er en ukendt og debuterende forfatter, men ved hjælp af Priapus’ strategiske indsigt opnår hun anerkendelse og berømthed. Han tåler dog dårligt hendes succes, for den medfører, at hun rejser på bogturné med sin flotte agent Chase Moreno. Priapus kører stadig mere af sporet med sin jalousi og sin kønsdrift, og i et desperat forsøg på at fastholde kærligheden, gifter Priapus sig spontant med Faye i et renseri under Manhattan Bridge. Hans verden forkludres af fortidens spøgelser og af mystiske dobbeltgængere, indtil han til sidst tager Faye med sig til et nyt liv i en bortgemt flække på Mexicos kyst. En dramatisk aften går Faye ud i havets bølger og forsvinder. Det er begyndelsen på enden for romanens hovedperson, som lader sig indlægge på en privat klinik i Arizona for at blive et nyt og bedre menneske.
Romanen handler om den pendulering mellem utroskab og anger, hengivenhed og destruktiv jalousi, drift og idealer, som kærligheden til Faye igangsætter hos romanens ubeslutsomme hovedperson.
Også kronologisk pendler romanen frem og tilbage mellem punkter i Priapus’ liv: Før mødet med Faye, under deres forhold og efter hendes druknedød i Mexico. Den store roman er inddelt i syv dele, der knytter sig til bestemte perioder i hans liv: De succesfulde ungdomsår i New York, problemerne i Chicago, Fayes død i Puerto Escondido, klinikken i Arizona.
Romanen er et 460 sider langt portræt af en modsætningsfuld mand, en meget menneskelig antihelt, markeret og styret af manglen i sig selv: Et tomrum, der kaster ham ud i en evig jagt på opfyldelsen. Handlingen beskriver et dobbeltliv, der gradvist eskalerer indtil det groteske.
Romanens alvidende tredjepersonsfortæller er meget fremtrædende: Det tydelige tonefald kommunikerer skiftevis empati, ironi, forståelse og fordømmelse af den tragikomiske antihelt. Ofte henvender fortælleren sig direkte til læseren i indforståede og nærmest fortrolige metakommentarer, som om de sammen står på sidelinjen og betragter Priapus’ problemer med løftede øjenbryn og bedrevidende hovedrysten.
I modsætning til Mathilde Walter Clarks ofte stringent komponerede noveller er romanen stor, broget, farverig og mangfoldig.