Kerstin Ekmans roman ”Hunden” fra 1986 udkom første gang på dansk samme år og blev i 2025 genudgivet i en opdateret oversættelse (”Hunden”). Heri møder vi en hundehvalp, der under en storm bliver væk fra sin ejer og nu må klare sig selv i vinterskoven, hvor føden er knap og sneen kold mod de bløde poter. Fra hundens perspektiv oplever vi, hvilke lyde og dufte, en iskold svensk skov på grænsen til Norge har at tilbyde. Hunden må selv erfare, hvilke dyr, den skal frygte og hvilke den er overlegen, og med tiden finder den sin plads i skovens hierarki. ”Han måtte på egen hånd lære det han havde brug for at vide,” som der står (s. 51).
142244209
Efter at have sultet gevaldigt og længe finder hunden et elgkadaver under sneen, som holder den varm og i live frem til foråret. Hele tiden opererer hunden et sted mellem erindring og glemsel, for den har en fornemmelse af noget, den ikke kan huske. Når en særlig duft indfinder sig, er den lige ved at have fornemmelsen af det tabte, men det forsvinder hele tiden igen. Som sommeren skrider frem, vokser han til og lærer at pisse og jage og strejfe og gø.
En dag ramler hunden ind i et jagtselskab, og en af jægerne vækker noget i ham. Men vedholdenhed og respektfuld afstand kommer jægeren sejlende over søen hver dag for at lægge lidt mad til hunden, der langsomt – i begyndelsen modvilligt – lader manden komme tæt på.
Den korte bog er simpel i sin form, men rig på sanseligt og tankevækkende indhold. Grebet med at have synsvinkel hos en hund tilter det klassiske litterære perspektiv med spejling og genkendelse hos læseren. Her må vi forlade os på at følge et dyr uden sprog, et fintsansende og intuitivt væsen, der overlever ud fra sin arts iboende intelligens. Samtidig følger vi på nærmeste hold årets gang i skovbunden og i trækronerne, græs og storkenæb mast sammen, når hunden har ligget på det, og vi ser verden med hundens uerfarne blik, når isen smelter og vandet bliver til truende bølger på søen: ”Der tårnede sig grå blokke op som brækkede mod stenene. Hvirvler af vand sang derude og kastede sig mod is og sten.” (s. 34). Naturens luner kan være farlige, og den poetiske og sansenære roman runger af den velkendte ekmanske uhygge. For i skoven findes både beskyttelse og livsfare.