ingvild h rishøi
Foto: Hans Frederik Asbjørnsen

Ingvild H. Rishøi

cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information. 2016.
Top image group
ingvild h rishøi
Foto: Hans Frederik Asbjørnsen

Indledning

Den norske novelleforfatter Ingvild H. Rishøi er som den første nogensinde blevet nomineret i to kategorier i den prestigetunge norske litteraturpris Brageprisen. Hun vandt prisen for ”Vinternoveller”, der med sympatisk præcision portrætterer nogle af samfundets skævere eksistenser. Dem, der har kærlighed nok, men ikke har midler eller overskud til at give den videre. Hendes noveller er skarpe og milde og emmer af en rørende næstekærlighed.

 

51674324

Blå bog

Født: 24. august 1978 i Oslo, Norge.

Uddannelse: Journalist.

Debut: La stå. Gyldendal Norsk Forlag, 2007. Noveller.

Litteraturpriser: Sult-prisen, 2012. P.O. Enquists pris, 2013. Brageprisen, 2014. Kritikerprisen, 2014.

Seneste udgivelse: Vinternoveller. Batzer & Co, 2015. Oversat af Jannie Jensen. Noveller.

Inspiration: Alf Prøysen, André Bjerke.

 

 

 

 

 

 

 

indvild

Artikel type
voksne

Baggrund

”Men det er det folk gør, køber puder, taler med fremmede. Og andre folk har det ikke som mig, de ryger ikke ned i et hul i sig selv, det er ikke sådan de har det. De siger bare noget. De siger bare hvad de skal have. – Jeg skulle have en pude til min søn, siger jeg. – Dun, fjer eller syntetisk? siger damen, og jeg mærker at jeg sveder nu, jeg lugter sikkert allerede af sved, og jeg ser hvad hun ser, når hun ser på mig, hvem jeg er, hvor jeg har været.”
”Den rigtige Thomas”, ”Vinternoveller”, s. 51.

Ingvild Hedemann Rishøi er født i 1978 og voksede op i Oslo-bydelen Lambertseter med forældre og lillesøster. Hendes mor arbejder med radiodokumentar på NRK og hendes far er norsklektor, og barndommen var præget af bøger, højtlæsning og historiefortælling i bussen på vej til børnehave om morgenen. I 1. klasse havde hendes klasselærer øje for hendes skrive- og fortælletalent, men det var hendes forældre, der opdagede hendes evne til at fortælle historier. I teenageårene boede hun i forstaden Kjelsås og var en ivrig håndboldspiller.

Rishøi er uddannet journalist og arbejdede som featurejournalist ved de norske aviser Dagbladet og Dagens Næringsliv fra 1999-2003. Et langvarigt sygdomsforløb gav en tænkepause, der resulterede i beslutningen om at blive forfatter, og hun har siden udgivet tre novellesamlinger og har skrevet tekst til to billedbøger for børn, ”Unbrakomonsteret” (2007) og ”Pling i bollen” (2012).

For novellesamlingen ”Vinternoveller” fik hun i 2014 den prestigefulde norske litteraturpris Brageprisen, og hun var den første nogensinde til at blive nomineret i to kategorier. Samtidig var det første gang siden 1967, at en novellesamling vandt. Præmiesummen på 75.000 norske kroner donerede hun til miljøværnsorganisationen Natur og Ungdom i deres arbejde mod udvinding af olie og gas på norsk grund.

I et interview fortæller Rishøi om inspirationen fra den norske forfatter Alf Prøysen, der bl.a. deler hendes blik for, at livet er godt og ondt på samme tid. Ellers har hun læst André Bjerkes fjollerim og en lang række klassikere, og et højskoleophold gjorde afgørende indtryk: ”Jeg lærte nok mest om skrivefaget, det år jeg gik på skrivelinjen på folkehøjskole i Åsane. Der forstod jeg, at skrivning også er et håndværk. Jeg turde jo aldrig sige her i Kjelsås, at jeg ville være forfatter, men jeg husker, da det gik op for mig, at Astrid Lindgren faktisk var et menneske. At hun var noget, der hed forfatter, og havde fundet på Emil og Pippi og Grynet og alle dem. Jeg husker, at jeg tænkte, at det måtte være et fint job.” (Hanne Mauno: Bragefølelsen. Dagsavisen, 2014-11-08. Egen oversættelse).

Sideløbende med forfatterjobbet er Ingvild H. Rishøi redaktør på bladet Avsagd Hagle, der er et satirisk litteraturfanzine, hvor bl.a. hendes søster også er med i redaktionen.

Ingvild H. Rishøi bor i bydelen Rødtvet i Groruddalen i Oslo med barn og sin mand, som hun også deler kontorfællesskab med.

Historien om fru Berg

”Så svømmer han. Jeg kan mærke strømmen i vandet mod kroppen. Jeg flyder lige over hans ryg, og jeg kan mærke i hele min krop at jeg er hans bror, jeg kan mærke at han trækker vejret en ekstra gang for mig./ De første år af mit liv er det kun sommer.”
”Det som lyser”; ”Historien om fru Berg”, s. 75.

Ingvild H. Rishøis første bog på dansk, ”Historien om Fru Berg” fra 2011 (”Historien om fru Berg”, 2013) består af fem noveller af varierende længde. Titelnovellen handler om en lille pige, der på sin fødselsdag står forstenet foran køkkenvinduet og venter forgæves på sin mor, der har lovet at komme. Pigen har tidligere fået hamsteren Fru Berg af sin mor, og da hun en dag finder den død, giver hun sig selv skylden: Hun har glemt at fortælle mor, at en hamster skal have vand. Barnets ansvarsfulde og naive refleksion tegner konturerne af morens svigt. Ikke kun pga. den døde hamster, men som et rungende fravær og en sorg over at blive forladt af en ustabil mor i en skilsmisse.

En fysisk lighed med Janis Joplin får i ”The life and death of Janis Joplin” en pige til at give sig hen til Joplins musik uden at kunne forstå teksterne. I stedet for at gå i skole får hun job som gartner på en kirkegård, hvor hun lurer på en tavs mandlig kollega. Der lægges an til en kærlighedshistorie mellem to, og der tegnes et næsten komisk billede af et par inkompetente sagsbehandlere ved kommunen.

50678806

Den lysende bille sankthansorm er et genkommende motiv i novellerne. Hunnen lyser om natten for at tiltrække hannerne, men når den holdes tæt i en lille barnehånd, brænder den og efterlader ar. Novellen ”Mine piger” handler netop om en mand, der drages af lysende kvinder, der ender med at brænde op eller brænde ham (af).

”Det som lyser” er en jegfortælling om en lille dreng, der som femårig lærer at svømme i elven på ryggen af sin storebror Rickard. Senere ser han sin bror forsvinde ind et indre virvar, mens han selv forsøger at forstå verden omkring sig. Det, der de første år af drengens liv var en evig sommer, bliver til en mørk og tung tid, og novellen slutter med et konstaterende spørgsmål: ”… og min bror er væk, hvordan skal det nu gå med mig.” (s. 94).

Det, der lyser, fortærer os, og kærligheden som lys, der kan aftage eller slukke, er et centralt tema i samlingen. Mennesker kan vende sig indad i sorg eller sygdom og på den måde ufrivilligt vende sig væk fra dem, der har allermest brug for dem.

Flere af novellerne har et kriminalistisk afsæt, og der foregår en masse, som ikke bliver fortalt. Fortællerstemmen er lagt hos både børn og voksne, kvinder og mænd, så familielivet og kærligheden anskues fra alle sider. 

Vinternoveller

”– Den sang var god, sagde Cecilie. – Den du sang om ulven. – Tak, sagde jeg. Hun lå i det andet hjørne af sofaen, hun var træt og gned sig i ansigtet. – Hvad er det for en sang? spurgte hun. – Det er fra en film jeg så sammen med børnene, svarede jeg. – Ronja Røverdatter. – Ronja, sagde Cecilie. – Det er faktisk ikke en film. Det er en bog.”
”Søskende”, ”Vinternoveller”, s. 131-32.

I 2014 udkom Ingvild H. Rishøis ”Vinternoveller” (”Vinternoveller”, 2015), der består af tre noveller. I den korte ”Vi kan ikke hjælpe alle” er en ung mor og hendes femårige datter Alexa på vej hjem fra børnehave. Alexa har – igen – tisset i bukserne og fryser i regnen, men de har ikke råd til at tage bussen hjem. Moren har på Alexas opfordring givet en tyver til en narkoman på gaden, og da de står i prøverummet i centret for at prøve nye underbukser, har de derfor ikke penge til at købe dem. Den jegfortællende mor falder sammen på taburetten i refleksion over, hvor dårlig en mor hun er, og hvor uansvarlig Alexas far er, og gennem tilbageblik til morens barndom åbnes for de nedarvede være- og talemåder, som man ikke kan flygte fra. Stilen er gentagende, og man følger morens tanker i de lange, associerende sætninger.

51674324

I ”Den rigtige Thomas” er jegfortælleren Thomas lige kommet ud efter 18 måneder i fængsel, og han gør sig klar til at få besøg af sin søn Leon for første gang. Han skal bare lige købe en hovedpude til ham først. Da han ikke kan svare på nogen af ekspedientens velmenende spørgsmål om ”Dun, fjer eller syntetisk?”, ”Høj, lav eller medium?” og det værste: ”Hvor gammel er din søn?”, vælter han ud af butikken, ædende sin vrede og frygt. Den nærmeste pub lokker ham ind med kolde øl og varme Vibeke, der har god tid. Hele tiden har han fængselspsykologens konstruktive stemme kørende i hovedet, når han bliver usikker.

I ”Søskende” følger man et umage søskendepar: Mikael på fire, Mia på syv og Rebekka på 17. De har tre forskellige fædre og en ustabil mor, og med Børneværnets trussel om tvangsflytning stikker Rebekka af med de små børn til en hytte på fjeldet. Men turen er lang og kold, de små ben kan ikke gå i sneen, og først da en bil tager dem op, lyser håbet. Rebekka gør alt, hvad hun kan, for at passe på sine søskende, men alligevel er det hele lidt forkert.

Novellerne skildrer eksistenser, som ikke har de fornødne kræfter til at ændre på deres hverdag. De har drømme og gode intentioner, men hverken penge, overskud eller modenhed nok til at gøre det, de helst vil. De er fanget mellem deres faktiske muligheder og deres forestillinger, mellem selvindsigt og andres dømmende blikke. Normalitetsbegrebet kan ikke rumme dem, selvom de bare gerne vil indgå i den store bløde mængde, der er normal.

Genrer og tematikker

Ideerne til sine fortællinger får Ingvild H. Rishøi ofte fra brudstykker af samtaler, hun overhører. Hun fik inspiration til novellen ”Vi kan ikke hjælpe alle”, da hun en dag stod i et prøverum og overhørte, hvad der foregik i rummet ved siden af. Her snakkede en mor med sin lille pige, der havde tisset i bukserne, og de skulle købe et par nye underbukser til pigen. Det blev til en historie om en fattig mor, der mangler de sidste 20 kroner for at kunne købe sin datter et par rene underbukser: ”Jeg tror, jeg lægger mærke til sådanne bittesmå scener, fordi de kan være ladede med store ting. Alenemorens kærlighed til datteren ligger jo i det trussekøb. Når de store ting vises i helt konkrete småting, det er det, jeg synes, er spændende. Jeg prøver af og til nye ting af, men jeg har indtil videre ikke kunnet skrive store, episke romaner eller krimier med plot og sådan. Jeg arbejder hellere med trusser og småtterier.” (Hanne Mauno: Bragefølelsen. Dagsavisen, 2014-11-08. Egen oversættelse).

Om længden på sine tekster fortæller Ingvild H. Rishøi, at hun kun mestrer det korte format, og at en fordel ved at skrive noveller er, at man kan overskue hele teksten på en gang. Hun fortæller, at det bliver for kedeligt at skrive langt, og at hendes måde at arbejde med hver sætning på passer bedre til novellen end til romangenren: ”Novellen er et fantastisk sted at finpudse sin form. Men det hænder, det bliver for meget form og for lidt indhold. Selv læser jeg ikke for at studere form, men for at blive berørt.” (Jannie Schjødt Kold: Vinter er noget, vi kan miste. Weekendavisen, 2015-03-20).

Rishøi læser selv mange krimier for at aflure plot- og spændingsstrukturer, og barndommens eventyrinteresse afspejles også i hendes tekster. I slutningen af flere af hendes noveller kommer en tilfældig hjælper, der som en gæst fra et eventyr minder os om, at velfærdsstaten ikke samler alle op, og at vi derfor hver især har et ansvar for at tage hånd om hinanden. Rishøi oplever dog, hvordan folk i hendes nærmiljø i Groruddalen tager ansvar for hinanden, ”fordi vi bor tæt,” som hun siger (Mia Andersen: Historieskaperen. Groruddalen, 2014-12-01).

Sympatien ligger hos de mennesker, som har svært ved at rejse sig fra stolen eller gå udenom pubben. Alle har en grund til at handle, som de gør, og medmenneskelig omsorg og kærlighed kan lige præcis godt rumme næsten.

Rishøi portrætterer sine karakterer ud fra detaljer og lægger vægten på de små betydningsbærende forskelle. Klasseforskelle optegnes i detaljerne, som da Thomas overraskes af Live, der læser avis ved morgenbordet, hører NRK KLASSISK og foreslår at gå en tur i det fine vejr. Hun giver ham allernådigst to Panodiler, og han ”havde aldrig nogensinde taget færre end fire Panodiler” (s. 50). Novellerne tematiserer sociale skel og menneskers forskellige livsbetingelser i en erkendelse af, at man ikke altid selv er herre over sit liv og sine muligheder.

I sprækker i det klare sprog finder formuleringer fra behandlingssystemet vej. Mørke rande under øjnene er udtryk for ”lav kompetence i egenomsorg” (s. 106), og karakteren har både sin egen og sin sagsbehandlers formuleringer på tungen. På den måde er der hele tiden to blikke på en situation.

Gennem teksterne optræder der mange fraværende og ustabile mødre, og mennesker der forsvinder ind i sig selv i enten sygdom, ensomhed eller misbrug. 

Beslægtede forfatterskaber

Rishøi har flere forbilleder inden for novellegenren og fortæller selv om de to norske skoler inden for novellen: ”Den ene skole hylder Kjell Askildsens knappe stil, og den anden sværger til det eksperimenterende i Hans Herbjørnsruds noveller”, (Jannie Schjødt Kold: Vinter er noget, vi kan miste. Weekendavisen, 2015-03-20) og lægger til, at hun i sin første samling ”La stå” hørte til den sidste. Senere har hun overgivet sig til bare at have det sjovt, når hun skriver, uden at skele til litterære skoler.

Rishøis bøger har flere fællestræk med Ida Jessens noveller og romaner. De er funderet i en genkendelig realisme, og de solide psykologiske karakterskildringer er skabt i detaljer og fornemmelser. Hos begge forfattere aner man de store dramaer bag den stille overflade og det ufortalte, og i f.eks. i Jessens novellesamling ”Postkort til Annie” (2013) er der lavmælte og tyngende portrætter af konfliktfyldte familieforhold.

Den norske forfatter Trude Marstein skriver også ud fra familiens interne dramaturgi. Iscenesat i helt almindelige hverdage i et ligefremt sprog handler hendes bøger om de forventninger, mennesker har til hinanden og om de svigt og løgne, et liv spindes ind i. Kærlighed på kryds og tværs i familier er centralt i de registrerende skildringer i f.eks. ”Intet at fortryde” (2010) og ”Hjem til mig” (2013). 

Bibliografi

Noveller

Rishøi, Ingvild H.:
La stå. Gyldendal Norsk Forlag, 2007.
Rishøi, Ingvild H.:
Historien om Fru Berg. Batzer & Co, 2013. Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. (Historien om Fru Berg. 2011).
Rishøi, Ingvild H.:
Vinternoveller. Batzer & Co, 2015. Oversat af Jannie Jensen. (Vinternoveller. 2014)

Billedbøger

Rishøi, Ingvild H.:
Unbrakomonsteret – Ikea om natten. Illustreret af Inga Sætre. Cappelen Damm, 2007.
Rishøi, Ingvild H.:
Pling i bollen – fine og ufine barnerim. Illustreret af Bendik Kaltenborn. Cappelen Damm, 2011.

Om forfatteren

Web

Bokklubben, 2007-10-30.
NRK, 2007-10-30.
2014-01-17
NRK, 2014-11-21.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Ingvild H. Rishøi

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Dagsavisen, 2014-11-08.
Groruddalen, 2014-12-01.
Kold, Jannie Schjødt:
Vinter er noget, vi kan miste. Weekendavisen, 2015-03-20.