Spejl, skulder, blink

Citat
”Jeg er en parasit på den vestlige dannelseskulturs koloenorme kadaver, tænker Sonja, hun har kvalme. Kvalme og ømme håndled, og det spænder i kæben, som om noget, der virkeligt gerne vil ud, vil ud, men ikke må komme det. Måske er det vragdele af Sonja selv? Hvorfor hører jeg aldrig fra Kate? Hvad er det ved mig? Kan hun for helvede ikke bare ringe.”
”Spejl, skulder, blink”, s. 61.

Sonja bøjer nakken på Folkes køreskole på Frederiksberg. Hun er gammel ved siden af de 20-årige medkursister, et par årtier faktisk, og må i øvrigt skjule sin positionssvimmelhed for ikke at blive diskvalificeret i den udmattende kamp for det lille plastikkort. Men det er vigtigt, satans vigtigt, at hun får det kort. For Sonja føler sig fremmed. Ikke kun for den skingre kørelærer Jytte, også for veninden Molly, massøren Ellen, søsteren Kate og Københavns ”ensrettede mangfoldighed”, selvom det ellers var byen hun stak af til fra det mørke Jylland. Selv Gösta Svenssons krimier, som hun ellers bruger det meste af sin tid på at oversætte til dansk, er egentlig ikke Sonjas kop te. Det er anslaget i Dorthe Nors’ roman ”Spejl, skulder, blink” fra 2016.

52186994

Et tæppe af fremmedhed har langsomt fortættet sig om Sonjas verden, hvor den eneste udvej er adgangen til de fire hjul og væk. Men Jytte vil ikke lade hende skifte gear og bruger i stedet på 6. måned Sonja som affaldsspand for sit sladder, mens hun kæderyger og rækker fuck af de andre bilister. Det er svært, men Sonja får omsider meddelt Folke, køreskoleforstanderen, at der er brug for et kørelærerskifte. Folke påtager sig selv opgaven, og varmt og imødekommende får Sonja modvilligt lidt mere end hun har betalt for: ”Kan man for fanden da ikke bare lære at køre bil!” (s. 171).

”Spejl, skulder, blink” fanger en særlig danskhed på sin egen humoristiske måde. De tragikomiske situationer, hvor Sonja er fanget mellem de letgenkendelige personligheder fra det stereotype danskerkartotek er skrevet i et sprog, man kun kan stoppe op, studse over og muntres af. Især i dialogerne fanger Nors de små pauser og mellemmenneskelige misforståelser, der så godt afslører vores fremmedhed for hinanden, selv i årgamle relationer. Samtidig har Dorthe Nors også skrevet om et menneskes ensomhed. Romanen bryder med realisme illusionerne om den landlige idyl og storbyens diversitet og viser, hvordan man, på trods af at være et ærligt, kærligt menneske, ofte er alene i det her land. Mange steder er vi alle sammen fremmede for vores omgivelser, det værende cocktailparties i borgerskabets København eller villa og vovse mellem markerne i Jylland.