Baggrund

Citat
“Som alle spørger jeg til det kropsløse, til ukendte dimensioners eksistens. Livet ligner månen, altid den samme side beskinnet af lys, den anden side bortvendt, ukendt, mørk. Uden for mit vindue vokser et pinjetræ, det er alt, jeg kan se. Jeg er Beatrice, og mænd kan gro skæg, muslinger perler.”
”Vandpest”, s. 110.

Merete Pryds Helle er født i 1965 og efter at have boet de to første år af sit liv i Søborg, flyttede familien til et nybygget parcelhus i Værløse. I 1985 tog hun HF-eksamen fra Nørrevold Gymnasium, og i perioden 1988-90 gik hun på Forfatterskolen i København. Hun har studeret Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og har en bachelorgrad, som koncentrerer sig om middelalder og renæssance. 

Pryds Helle beskriver selv, hvordan forfattergerningen blev uomgængelig i hendes liv: “… Jeg kan sige, at det at blive forfatter, for mig har været en måde, jeg kunne blive mig selv på. Måske ikke hele tiden, men sporadisk, når teksten lever og ånder under mig, og jeg selv lever og ånder, trækker vejret i samme rytme som sætningerne, og føler mig i mit rette element.” (Merete Pryds Helle: Hvordan jeg blev forfatter, side 33). Hun har arbejdet med mange genrer – både lyrik, essays, børnebøger, radioteater og computerspil – men det er den stilfornyende fiktionsprosa, der er hendes særlige kendemærke.

Pryds Helles liv er præget af stor rejselyst, og mødet med andre kulturer og tænkemåder påvirker i høj grad hendes romaner og noveller. Det er de lunere himmelstrøg i Afrika, Argentina, Italien og Spanien, der især har trukket.

En anden interesse, der også efterlader aftryk i forfatterskabet, er arkæologien, som viser sig konkret i ”Hej menneske” fra 2009. Pryds Helle har selv deltaget i udgravninger og beskriver i en kronik, hvad det er ved fundene fra fortiden, der fascinerer: “Hvilke historier har de fortalt hinanden om aftenen, og mens de arbejdede? Har de sunget til? Vi må læse ud fra de materielle levn.” (Merete Pryds Helle: At forme vædderens horn. Politiken, 2002-12-21). Skrift, læsning og arkæologi er tæt beslægtede emner i den senere del af forfatterskabet.

Privat har Pryds Helle dannet par med forfatterkollegaen Morten Søndergaard, og de har to børn sammen. I perioden 1998 til 2006 boede parret i Italien, hvor Pryds Helle var tilknyttet universiteter i Venedig og Firenze. Forfatteren er i dag bosat i Tisvilde i Nordsjælland.