Jesper Wung-Sung

Jesper Wung-Sung er født på Ærø i 1971 og opvokset i byen Marstal. Det er en kinesisk oldefar, der gemmer sig bag det iørefaldende efternavn Wung Sung. Oldefaderen kom til Danmark som en del af Tivolis store Kina-udstilling i 1902, hvor han mødte en dansk pige og stiftede familie. Men trods forfatterens eksotiske og fremmedartede aner er det dog primært det danske og mere specifikt forfatterens hjemstavn, der danner den egentlige horisont for såvel noveller som romaner.

Efter Jesper Wung-Sung blev student fra Svendborg gymnasium i 1992, tog han til København, slog sig ned på Vesterbro og gik i gang med at studere ved Københavns Universitet. Hele tre uddannelser blev det til – engelsk, dansk og litteraturvidenskab – men ingen af de tre uddannelser blev fuldført. Og Wung-Sung har med sine rødder solidt plantet i fødeegnen fastholdt en udenforståendes blik på storbyen og på det universitære og litterære etablissement. På spørgsmålet om hvilken bog man absolut bør undgå, har Wung-Sung repliceret på følgende, meget sigende facon: “Enhver linje forfattet af Walter Benjamin. Selv om jeg jævnligt falder på knæ og takker manden. Han var stærkt medvirkende til, at det i tide lykkedes mig at undslippe humorforladthedens epicenter: Institut for Litteraturvidenskab, Københavns Universitet.” (Michael Jannerup Andersen: Fem spørgsmål til forfatteren. Interview i Jyllands-Posten, 2006-03-11).

I 1998 debuterede Wung-Sung med novellesamlingen ”To ryk og en aflevering”, der mødte stor ros fra en bred skare af anmeldere og blev tildelt Bogforums Debutantpris samme år. I 2004 blev novellesamlingen desuden forlæg til en ungdomsfilm af den århusianske instruktør Aage Rais-Nordentoft, der blev udtaget til Berlin Filmfestival det efterfølgende år. Jesper Wung-Sung har siden 1998 arbejdet udelukkende som forfatter og er efter ti års eksil vendt tilbage til fødeøen, hvor han bor sammen sin hustru og deres to sønner.

”To ryk og en aflevering” er den tvetydige titel på Jesper Wung-Sungs forfatterdebut fra 1998. Tvetydigheden peger på to af de fænomener, der udgør grundingredienserne i såvel novellesamlingen som i det forfatterskab, der har udfoldet sig siden hen. Eller med andre ord to af de grundkræfter, der driver de mandlige hovedpersoner, som befolker Wung-Sungs univers; nemlig sport – især fodbold – og seksualitet. Debuten, der består af 20 tæt skårne noveller, har udelukkende hankøn som hovedpersoner. Der er såvel drenge, unge drengerøve og voksne mænd, og ud af alle de enkelte historier toner således et samlet og facetteret udsagn frem om de eksistentielle vilkår, livet i provinsen – og livet i det hele taget – udfolder sig under.

Scenen er som sagt hverdagens begivenheder i provinsen, som de udspiller sig på den lokale grillbar, fodboldbanen, værtshuset, villakvarterets små veje og haver og havnen. Mændene, der optræder på denne scene, inkarnerer ofte en kæphøj, fandenivoldsk maskulinitet og selvhævdelse, der lige så ofte synes at dække over en usikkerhed, skrøbelighed og angst, som ligger lige under overfladen. Det er hårde og usunde liv, der leves med solide mængder af bajere og mad fra grillen. Men selvom en stor del af karaktererne i Wung-Sungs persongalleri enøjet og selvfornægtende synes at stive sig selv af med en kommentar om, at ”det skal drikkes væk”, og eventuelt at uddele et knytnæveslag for at få luft for de indestængte aggressioner, så fornemmer de selv deres afmagt, når kroppen ikke længere kan følge med ønsket om ekvilibrisme med fodbolden, når tanden efter 30 års trofast tjeneste som øloplukker pludselig knækker, eller konen en dag går sin vej.

Formen, Wung-Sung benytter sig af i sine noveller, er kendetegnet ved et stramt sprog. Sætningerne er korte og mundrette. Novellerne kan generelt betegnes som realistiske portrætter, der kredser om det underliggende, psykologiske landskab, som er årsag til hovedpersonernes gøren og laden. Dog fortaber Wung-Sung sig aldrig i overstrømmende og voluminøs patos, men opererer inden for det underspillede og antydningens kunst. Samtlige fortællinger i novellesamlingen er holdt i et tredjepersonsperspektiv, og man betragter derfor som læser fortællingernes karakterer med en vis afstand. Dog farves fortællingerne konstant af det sprog, som er karakterernes eget. Samtidig benytter Wung-Sung en teknik fuld af bratte skift og ellipser, der antyder bevægelserne mellem den indre oplevede verden og de ydre begivenheder. Den antydningens kunst, som Wung-Sung udfolder i sine fortællinger, består netop i en fortællerstemme, der med en gennemgående humoristisk sans og realistisk nærhed til fortællingernes personer, lader det eksistentielle drama udfolde sig i al dets provinsielle og hverdagslige konkretion.