Martin A. Hansen

Jens Alfred Martin Hansen blev født i 1909 på Stevns som søn af en husmand og daglejer og voksede op under yderst beskedne kår. Hjemmet var meget religiøst, og han har efter alt at dømme haft en tryg barndom uden dramatiske eller belastende begivenheder. Allerede i de første barndomsår fik han interesse for historie, idet hans forældre var gode fortællere, som fortalte om slægten og begivenheder, der hvor han voksede op.

I 1930 tog han eksamen som folkeskolelærer fra Haslev Gymnasium, hvorefter han drog til København for at undervise fra 1931-45. Her blev han i 1935 gift med Vera Jensen, som han fik to børn med. Efter flere romanudgivelser i løbet af 1930’erne kunne han efter publiceringen af ”Lykkelige Kristoffer” (1945) lægge sit lærerjob på hylden for i stedet at hellige sig forfattergerningen.  

Pga. sine illegale bidrag til bl.a. tidsskriftet ”Folk og frihed” måtte han i efteråret 1944 gå under jorden indtil befrielsen i maj 1945, og i denne periode viste han sig måske mere produktiv end nogensinde tidligere. Han kom også til at slås med stor skyldfølelse, fordi to unge mænd gik ind i modstandskampen efter at have læst hans artikler, hvilket de måtte bøde for med livet.

Efter krigen blev Martin A. Hansen en feteret redaktør af tidsskriftet Heretica og fortsatte samtidig sin populære karriere som forfatter. Han stødte dog ind i en krise, da hans kone Vera blev alvorligt syg, fordi han ikke følte, at han havde nok at give. Krisen medførte, at Martin A. Hansen også mistede troen på sine egne eksistentielle opfordringer til andre og måske også troen på sig selv som det skrevne ords forfatter. Efter en periode med tavshed brød han denne med sit sidste fiktive værk, nemlig radioromanen ”Løgneren” (1950), der fik meget høje salgstal og som for længst har fået klassikerstatus.

Han fik et væld af priser og anerkendelser for sit alsidige forfatterskab bestående af ikke kun romaner, noveller osv. men også essays, rejsebeskrivelser og kulturhistoriske værker. Han døde af kronisk nyrebetændelse på Bispebjerg Hospital i 1955. 

Efter debuten i 1935 med ”Nu opgiver han” fulgte ”Kolonien” (1937), der begge er kollektivromaner og handler om landbrugskrise og ideologiske betragtninger i forbindelse hermed. Derefter kommer eventyrromanen ”Jonatans rejse” i 1941, hvor Martin A. Hansen bl.a. har ladet sig inspirere af Cervantes’ ridderroman ”Don Quixote” (1605-15) og Jens Baggesens ”Labyrinten” (1792-93). Men det er i 1945, at hans første hovedværk udgives, nemlig ”Lykkelige Kristoffer”.

29051682

Romanen er komponeret som en rammefortælling, hvor den tidligere klerk og nuværende kræmmer Broder Martin under den nordiske syvårskrig fortæller om den unge, fattige, men adelige idealist Kristoffer, 32 år efter at begivenhederne foldede sig ud. Broder Martins fortælling lægger ud i 1534 på den fattige herregård Skrokhult, der ligger gemt dybt inde i Hallands skove. Her bor bl.a. Kristoffer og hans huslærer, klerken Broder Martin. På sin 18-års fødselsdag får Kristoffer en åbenbaring fra skovdybet, hvorefter han beslutter sig for at drage ud i verden som St. Jørgens ridder og de svages beskytter. Selvom Broder Martin mener, at Kristoffers ”kald” er falsk, så opfordrer han alligevel Kristoffer til at følge det. Efter ophold i klostre og på f.eks. borgen Våbenhøj og dramatiske begivenheder med flugt, kampe og romancer når Kristoffer (og lidt senere) Broder Martin til sidst det befæstede København. Her dør Kristoffer i kampen for sine idealer, men på siderne i romanen afslutter Broder sine personlige bekendelser om ”ædlingen” Kristoffer. Mens han skriver de sidste linjer i sin fortælling om idealisten Kristoffer i Varbergs fæstning, der snart vil blive overmandet af fjenden, erkender han, at hans liv i modsætning til Kristoffers har været uden kerne i form af idealer eller handlingskonsekvens som hos den både mere enfoldige, men også mere modige Kristoffer.

Dermed er det Broder Martin, der er romanens egentlige hovedperson. Med sin moderne, tvivlende antiheroisme skaber han spændingen mellem sit eget handlingslammede og tomme jeg og den fuldbyrdede idealistiske Kristoffer, der tør dø for sine idealer. Romanen kan dermed læses som et stykke bekendelseslitteratur, som man kan finde i Rousseaus ”Bekendelser”. Samtidig er der selvfølgelig også tale om en historisk roman, der balancerer mellem at sige lige så meget om den fortid, den er henlagt til, som den samtid den er skrevet i, dvs. Martin A. Hansens samtid i 1945.

Disse store og måske lidt tunge emner formidler Martin A. Hansen i en frisk kombination af livlige og samtidig arkaiske ordvalg og sætningskonstruktioner, hvori især hans naturmetaforer blomstrer ligeså levende som i f.eks. skælmeromanen.