martin a hansen
Foto: Mogens Amsnæs / Scanpix

Martin A. Hansen

cand.mag. René Hjelm, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Top image group
martin a hansen
Foto: Mogens Amsnæs / Scanpix
Main image
Hansen, Martin A.
Foto: Mogens Amsnæs / Scanpix

Indledning

Hvad er meningen med livets tomme gentagelser, døden, kærligheden og ja, galskaben? I sit forfatterskab leder Martin A. Hansen utrætteligt efter svar på disse eksistentielle, store spørgsmål i en hybridform, der blander tradition og modernisme. Ikke mindst får man som læser fornemmelsen af, at Martin A. Hansen i sine tekster leder efter den forløsende sprække, hvorigennem han kan nå ud af skriftens og sprogets fængsel til en slags forløsning, hvorefter ord ikke længere er nødvendige. Her er tale om en forfatters kamp, der er særdeles dramatisk, vedkommende og interessant – også for nutidens læsere.

46890981

Blå bog

Født: 1909 i Strøby på Stevns.

Død: 1955 i København.

Uddannelse: Folkeskolelærer, 1930.

Debut: Nu opgiver han. Gyldendal, 1935.

Litteraturpriser: Carl Møllers Forfatterlegat, 1936. Forfatterforbundets Legat, 1944. Kaj Munk-Prisen, 1944. Holger Drachmanns Legat, 1946. Politikens Kunstnerpris, 1947. Selskabet for de skiønne og nyttige Videnskabers Pris, 1948. De Gyldne Laurbær, 1949. Holberg-medaljen, 1952.

Seneste udgivelse: Juul, Ole: Martin A. Hansen for begyndere. Landsforeningen Martin A. Hansen, 2019.

Inspiration: Filosoffen Søren Kierkegaard, teologen N.F.S. Grundtvig og forfatterne Jørgen Nielsen og Steen Steensen Blicher.

Periode: Efterkrigstidens eksistentialisme

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Læserinden: Kan De da sidde her og fortælle historier nu? De må da handle! Hvad vil De gøre? Forfatteren: Hvad der er at gøre.”
”Midsommerfesten”, s. 163.

Jens Alfred Martin Hansen blev født i 1909 på Stevns som søn af en husmand og daglejer og voksede op under yderst beskedne kår. Hjemmet var meget religiøst, og han har efter alt at dømme haft en tryg barndom uden dramatiske eller belastende begivenheder. Allerede i de første barndomsår fik han interesse for historie, idet hans forældre var gode fortællere, som fortalte om slægten og begivenheder, der hvor han voksede op.

I 1930 tog han eksamen som folkeskolelærer fra Haslev Gymnasium, hvorefter han drog til København for at undervise fra 1931-45. Her blev han i 1935 gift med Vera Jensen, som han fik to børn med. Efter flere romanudgivelser i løbet af 1930’erne kunne han efter publiceringen af ”Lykkelige Kristoffer” (1945) lægge sit lærerjob på hylden for i stedet at hellige sig forfattergerningen.  

Pga. sine illegale bidrag til bl.a. tidsskriftet ”Folk og frihed” måtte han i efteråret 1944 gå under jorden indtil befrielsen i maj 1945, og i denne periode viste han sig måske mere produktiv end nogensinde tidligere. Han kom også til at slås med stor skyldfølelse, fordi to unge mænd gik ind i modstandskampen efter at have læst hans artikler, hvilket de måtte bøde for med livet.

Efter krigen blev Martin A. Hansen en feteret redaktør af tidsskriftet Heretica og fortsatte samtidig sin populære karriere som forfatter. Han stødte dog ind i en krise, da hans kone Vera blev alvorligt syg, fordi han ikke følte, at han havde nok at give. Krisen medførte, at Martin A. Hansen også mistede troen på sine egne eksistentielle opfordringer til andre og måske også troen på sig selv som det skrevne ords forfatter. Efter en periode med tavshed brød han denne med sit sidste fiktive værk, nemlig radioromanen ”Løgneren” (1950), der fik meget høje salgstal og som for længst har fået klassikerstatus.

Han fik et væld af priser og anerkendelser for sit alsidige forfatterskab bestående af ikke kun romaner, noveller osv. men også essays, rejsebeskrivelser og kulturhistoriske værker. Han døde af kronisk nyrebetændelse på Bispebjerg Hospital i 1955. 

Lykkelige Kristoffer

”’Det lyder klogt, maaske fordi jeg ikke forstaar det’, sagde Kristoffer. Da de kom hjem, og han havde lagt sig, tilføjede han: ’Men bare een Gang vil jeg have Lov at leve fuldt og vældigt, Broder Martin!’”
”Lykkelige Kristoffer”, s. 279.

Efter debuten i 1935 med ”Nu opgiver han” fulgte ”Kolonien” (1937), der begge er kollektivromaner og handler om landbrugskrise og ideologiske betragtninger i forbindelse hermed. Derefter kommer eventyrromanen ”Jonatans rejse” i 1941, hvor Martin A. Hansen bl.a. har ladet sig inspirere af Cervantes’ ridderroman ”Don Quixote” (1605-15) og Jens Baggesens ”Labyrinten” (1792-93). Men det er i 1945, at hans første hovedværk udgives, nemlig ”Lykkelige Kristoffer”.

29051682

Romanen er komponeret som en rammefortælling, hvor den tidligere klerk og nuværende kræmmer Broder Martin under den nordiske syvårskrig fortæller om den unge, fattige, men adelige idealist Kristoffer, 32 år efter at begivenhederne foldede sig ud. Broder Martins fortælling lægger ud i 1534 på den fattige herregård Skrokhult, der ligger gemt dybt inde i Hallands skove. Her bor bl.a. Kristoffer og hans huslærer, klerken Broder Martin. På sin 18-års fødselsdag får Kristoffer en åbenbaring fra skovdybet, hvorefter han beslutter sig for at drage ud i verden som St. Jørgens ridder og de svages beskytter. Selvom Broder Martin mener, at Kristoffers ”kald” er falsk, så opfordrer han alligevel Kristoffer til at følge det. Efter ophold i klostre og på f.eks. borgen Våbenhøj og dramatiske begivenheder med flugt, kampe og romancer når Kristoffer (og lidt senere) Broder Martin til sidst det befæstede København. Her dør Kristoffer i kampen for sine idealer, men på siderne i romanen afslutter Broder sine personlige bekendelser om ”ædlingen” Kristoffer. Mens han skriver de sidste linjer i sin fortælling om idealisten Kristoffer i Varbergs fæstning, der snart vil blive overmandet af fjenden, erkender han, at hans liv i modsætning til Kristoffers har været uden kerne i form af idealer eller handlingskonsekvens som hos den både mere enfoldige, men også mere modige Kristoffer.

Dermed er det Broder Martin, der er romanens egentlige hovedperson. Med sin moderne, tvivlende antiheroisme skaber han spændingen mellem sit eget handlingslammede og tomme jeg og den fuldbyrdede idealistiske Kristoffer, der tør dø for sine idealer. Romanen kan dermed læses som et stykke bekendelseslitteratur, som man kan finde i Rousseaus ”Bekendelser”. Samtidig er der selvfølgelig også tale om en historisk roman, der balancerer mellem at sige lige så meget om den fortid, den er henlagt til, som den samtid den er skrevet i, dvs. Martin A. Hansens samtid i 1945.

Disse store og måske lidt tunge emner formidler Martin A. Hansen i en frisk kombination af livlige og samtidig arkaiske ordvalg og sætningskonstruktioner, hvori især hans naturmetaforer blomstrer ligeså levende som i f.eks. skælmeromanen.  

Tornebusken

”Mange af os her mente at forstaa sig paa Livet, jævnt og ligetil. Livet lod sig jo faktisk maale med Tommestokken. Døden var noget, som laa uden for Tommestokken (…) Og saa er man i en falsk Virkelighed.”
”Septembertaagen”, s. 272-3.

Umiddelbart efter Anden Verdenskrig udkom Martin A. Hansens ”Tornebusken” (1946) bestående af tre fortællinger, der med kristen tro forsøger at finde en vej ud af krisestemningens mørke. De kan læses som tre modernistiske eksperimenter, der afprøver nye fortællemåder og strukturer ved at indsætte fantastiske og mytiske elementer i novellerne, hvorved den almindelige, prosaiske virkelighed overskrides.

Den første er kærlighedshistorien ”Tornebusken”, der som i en kollektivroman ikke har nogen klart profileret hovedperson. I stedet tillægges synsvinklerne skiftevis alle historiens personer, og dermed glider læseren ubesværet ind og ud af alle personernes tankegange.

Novellen belyser kærligheden, dvs. hvor den opstår mellem de forskellige par, og hvor den ikke gør det, og i slutningen bliver det klart, at det er mellem Grethe og hendes fremmedgjorte Per, at kærligheden blusser op på ny. Det sker dog kun som konsekvens af, at den hårde og barske Johan, som Grethe har haft et godt øje til, dør. Novellen handler altså om kærlighedens lidelse (Grethe), død (Johan) og opstandelse (via Per). 

I den centrale novelle ”Midsommerfesten” finder man samme fortællebudskab, som er, at det er via det onde og lidelsen, at man når det gode. Det sker ved at ”forfatteren” inddrager ”læserinden” i en dialog om den fortælling, han sidder og skriver om bl.a. Georg og Alma. De to sidstnævnte bliver en fordobling af ”forfatteren” og ”læserinden”, og når via deres sokratiske samtale frem til en form for fælles forståelse, selvom Georg gør denne smertelig for Alma.

I samlingens tredje novelle ”Septembertaagen” bliver hovedpersonen, der læser om døden på et værelse, langsomt opmærksom på dødens konkrete indtrængen gennem det åbne vindue i form af den symbolske tåge. Han er nemlig blevet indkaldt som soldat og venter på at blive sendt i farefuld aktion. Mens de er ude på mission, opruller fortællingen soldatens forhold til farens død som soldat i Første Verdenskrig. Hvor farens død har været et uvirkeligt fortrængt fravær ligesom den også er fortrængt fra hverdagslivet, forsøger novellen at vise, at dødens nærvær skaber en helt anden dybere mening og bevidsthed.

Hvad der forbinder de tre noveller synes at være forsøget på at finde mening i død, ondskab og lidelse, og som noget der peger frem mod (næste)kærligheden samt mod det, der kan ophæve den lidelsesfulde fremmedgørelse.    

Agerhønen

”Fedt kom paa Panden, det sidste maaske, men nu tog Moderen resolut til de yderste Reserver … Bunden blev ikke skrabet i Selvopgivelse, for hun beredte et Haabets Festmaaltid.”
”Agerhønen”, s. 15.

Martin A. Hansens novellesamling ”Agerhønen” fra 1947 blev også udgivet kort efter Anden Verdenskrig. Hele samlingens tredelte komposition kan ses som bygget op omkring kristendommens mytiske grundskema liv-død-opstandelse/nyt liv.

F.eks. handler den første novelle ”Agerhønen” om en fattig families dødtriste og sparsommelige hverdagsliv, hvor faren blot sidder og læser den samme avisside igen og igen, mens moren syr og pigerne kigger i gamle ugeblade. Pludselig hører de et kraftigt bump på yderdøren, og foran den finder faren en død agerhøne. Det giver anledning til, at de går i gang med at tilberede et for dem uhørt kosteligt ”Håbets Festmaaltid”. Til måltidet bruger de alt, hvad de egentlig – fornuftigvis – burde spare på med henblik på morgendagen. Desuden overskrider den realismens prosaiske grænser, idet familiens søn udenfor vinduet ser en spøgelsesagtig skikkelse bevæge sig ud af deres have. Således får novellen en overnaturlig dimension, idet den slår over i den fantastiske genre.

I 2. del synes døden at være det overordnede tema, f.eks. i novellerne ”Offer” og ”Høstgildet”. De handler begge om nogle uskyldige børns tragiske og brutale død pga. af den onde og uansvarlige behandling af dem.

Endelig finder man i 3. del temaet om genopstandelse eller nyt liv i den groteske historie ”Manden fra jorden”, der også bygger på myten om skabelsen i nordisk mytologi. I novellen vandrer en mand uforstående rundt i et ukendt ingenmandsland, mens hans fornuft og viden langsomt opløses. Pludselig ser han en anden mand grave sig op af jorden og overfalder derpå denne opstandne mand. Men den primitive jordmand er stærkest og vinder over hovedpersonen, der efterfølgende graver sig ned i samme hul, som jordmanden kom fra. I denne mytiske fortælling vinder de underjordiske urkræfter altså over den hovmodige, der ikke kan klare sig uden sin viden.

Novellesamlingen bygger i vid udstrækning på kristendommens temaer om f.eks. opstandelse, men flere af fortællingerne indeholder også fantastiske elementer, hvis de læses i lyset af litteraturteoretikeren T. Todorovs begreb om det fantastiske. I ”Agerhønen” og ”Manden fra jorden” blandes realismen med elementer fra det overnaturlige – med en vis undren eller tøven til følge hos læseren. Sprogstilen og tonen synes også hentet fra myten, sagnet og eventyret, mens stoffet til sprogbillederne ofte hentes fra naturen. 

Løgneren

”Hver slægt må erobre øen (…) Det er ånd at sætte plov i jorden og pløje, at sætte pen på papiret for at erobre den gennem viden”.
”Løgneren”, s. 182.

Efter et par år i tavshed blev Martin A. Hansens sidste større fiktionsværk, ”Løgneren”, udgivet i 1950. Det er oprindelig skrevet som radioroman og har i dag fået klassikerstatus i dansk litteratur.

Handlingen foregår på den lille danske ø Sandø, hvor hovedpersonen og ”løgneren” Johannes Vig er skolelærer og degn. Her oprulles trekantsdramaet mellem ham og de to kvinder Annemari og Rigmor i forskellige hverdagslige situationer og samtaler. I løbet af romanen beskrives Johannes’ fremmedgørelse, f.eks. i kirken, da han skal holde sin prædiken, men det er først, da han efterfølgende opholder sig i sin skolestue, at den ”åbner” sig for ham, hvor han således erkender sit tilhørsforhold til øen. Det er altså i rollen som skolelærer og ikke som degn, han finder sit kald. Han vil nemlig ”erobre” øen med viden ved at beskrive den som en slags antropolog eller geograf, dvs. videnskabeligt som en oplysningens tjener. Sådan overvinder han delvist sin fremmedgørelse.

50571491

Men hvad med kærligheden til de to kvinder, og hvad med næstekærligheden over for øens øvrige befolkning? I hans forhold til Annemari viser det sig, at han i årevis kun har leget med hende, men kom for sent, da han endelig ville bekende sine følelser for hende. Hans forhold til Rigmor består mest af råt begær, hvor han efterfølgende ikke vover at indlede et kærlighedsforhold til hende, idet han mener, at han blot ville ”kvæle” hende. I løbet af romanen har han skyldfølelse over for Oluf (som man kan se som repræsentativ for hele øens befolkning), idet han kunne have afværget et bådforlis. Da Johannes i slutningen vil bekende sin skyld over for Oluf og få ham i tale, er det for sent: Oluf forbliver tavs. I slutningen bekender Johannes, at han ikke kan gro via kærligheden eller den rigtige gudstro og afslår dermed at vælge den. Hans livslod er herefter ensomhedens: Den er ”som Gud vil”, dvs. en lod som en anden Gudsplaget Job.

”Løgneren” lyver på to måder. Dels ved at fortælleren mod slutningen bekender, at han har skrevet begivenhederne i nutid, mens de i virkeligheden skete for ca. et år siden. Dels ved at Johannes blot har leget med de to kvinder på sin inautentiske, forførende måde uden nogen form for ægte kærlighed eller kristen næstekærlighed i forhold til f.eks. Oluf. Dermed er der tale om en roman, der via sin beskrivelse af antihelten Johannes peger ud over sig selv og på det, der bør vælges: følelsen og kærligheden. Og som en roman, der er skrevet med henblik på at blive læst op i radioen, er sproget mere afstemt og behersket end man ser i Martin A. Hansens tidligere fortællinger.   

Genrer og tematikker

Martin A. Hansens overordnede temaer henter han fra kristendommen, Søren Kierkegaard og eksistentialismen. Dermed kredser han utrætteligt om fremmedgørelse, meningen med lidelsen over for autenticitetsfølelse gennem kærligheden og troen.

Denne dobbelthed er gennemgående i hans forfatterskab, hvor den ofte allegorisk bliver tillagt to persontyper, nemlig den lidt enfoldigt troende, men til gengæld modigt handlekraftige person, som interagerer med sin modsætning, det moderne rationelle menneske, der stiller fornuft over følelse, viden over tro – men også tvivl over handling.

Mange af disse tvivlende typer går ofte til bekendelse i forsøget på at nå til forsoning med fremmedgørende splittelse mellem deres angstfulde skepsis og en handlingsorienteret selvrealisering i verden. F.eks. opfordrer både Broder Martin og Johannes Vig andre til at begå handlinger, de ikke selv har modet til eller troen på. Efterfølgende bliver de plaget af skyldfølelse og må gå til bekendelse. Under arbejdet med ”Lykkelige Kristoffer” skrev Martin A. Hansen således i sin dagbog i 1942, at man skal kunne ” … mærke under Humøret det røde Blod … bag Latter og Kynisme Skyldfølelsen.” (Martin A. Hansen, ”Dagbøger”, s. 273. Citeret i Efterskrift til ”Lykkelige Kristoffer” af Esther Kielberg). Karakteristisk for disse bekendende antihelte er også, at de ofte tvivler på deres egen skriftlige formidling, som om forfatteren forsøger at gøre opmærksom på, at det nærværende ”levende” ord er det talte - og ikke det skrevne.

Disse temaer arbejder Martin A. Hansen med inden for et bredt felt af genrer, hvor han i første del af forfatterskabet anvender kollektivromanen (”Nu opgiver han”, ”Kolonien”), skælme- og ridderromanen (”Jonatans Rejse”) og den historiske roman (”Lykkelige Kristoffer”). I anden halvdel af forfatterskabet er fortællingerne hybridformer (f.eks. ”Agerhønen” og "Tornebusken”), der blander fornyende eksperiment med ældre fortælleformer som myte, eventyr, sagn og islandsk saga. De to fortællinger ”Midsommerfesten” og ”Løgneren” kan læses som modernistiske eksperimenter med udsigelsesforholdene, mens Martin A. Hansen med sine fortællinger også kommer tæt på bekendelseslitteraturen og den sentimentale roman. Forfatterskabet er præget af stor, stilistisk fantasi og frisk spontanitet i sprogstilen, der med hensyn til tempo varierer med snart korte og ironiske sætninger som i sagaerne, snart med reflekterende, længere sætninger.

Beslægtede forfatterskaber

Martin A. Hansen skrev sine fiktive værker i en tid med stærke ideologiske spændinger og åben krig, der senere blev afløst af mørk efterkrigstid. Hos Martin A. Hansen mærkes en søgen efter andre værdier og ny livsmening for at udfylde et eksistentielt tomrum i lighed med mange andre af samtidens danske forfattere som f.eks. H.C. Branner og Paul La Cour og en fransk eksistentialistisk forfatter som Albert Camus.

Gennem det meste af sit forfatterskab undersøger Martin A. Hansen forskellige eksistentialistiske temaer med udgangspunkt i Søren Kierkegaards eksistensfilosofi. Dette præg har forfatterskabet nok også fået, fordi Martin A. Hansen var en del af kredsen omkring tidsskriftet ”Heretica”, der udkom i årene 1948-53, og som han en overgang var med til at redigere. Sammen med bl.a. forfatterkollegerne Thorkild Bjørnvig og Frank Jæger forsøgte han at gøre op med førkrigsideologierne til fordel for eksistentialisme, hvor den enkelte må tage ansvar for eget liv.

Med sine eksistentialistiske temaer kan forfatterskabet selvfølgelig sættes i forhold til f.eks. Kierkegaards ”Forførerens Dagbog” eller til franske eksistentialistiske værker som Camus’ ”Sisyfos-myten” eller ”Faldet” eller til Jean-Paul Sartres ”Kvalme”. Men udover de fælles temaer hører lighederne også op mht. fortællemåde, idet Martin A. Hansen ligesom f.eks. den færøske forfatter William Heinesen forsøger at genanvende traditionelle fortælleformer som den kristne myte i nye kombinationer via litterære eksperimenter. Om sin litterære position skriver Martin A. Hansen nemlig således i et brev, at han om sin position ” … i Litteraturen og Traditionen, vil karakterisere mig selv som en ’Genoptager.’” (Anders Thyrring Andersen: Kætterbreve. Gyldendal, 2004, s. 71).

Tradition, kristendom, følelse og bekendelse er således mere fremtrædende i Martin A. Hansens forfatterskab end hos de franske eksistentialistiske forfattere. Til forskel fra disse forfattere kan hans forfatterskab også læses ind i traditionen for bekendelseslitteratur (der i nyere dansk litteratur findes hos f.eks. Vita Andersen og Suzanne Brøgger), samt læses i forhold til den sentimentale roman pga. den megen lidelse i forfatterskabet. Både med hensyn til bekendelsesbehov af skyld og sentimentalitet kan Martin A. Hansens forfatterskab dermed også sammenlignes med den franske filosof Jean-Jacques Rousseaus ”Bekendelser” (1765-70) og ”Den nye Héloise” (1761). 

Bibliografi

Romaner

Hansen, Martin A.:
Nu opgiver han. Gyldendal, 1935.
Hansen, Martin A.:
Kolonien. Gyldendal, 1937.
Hansen, Martin A.:
Jonatans Rejse. Gyldendal, 1941 (rev. 1948 og 1950).
Hansen, Martin A.:
Lykkelige Kristoffer. Gyldendal, 1945. (Kommenteret udg. 2011).
Hansen, Martin A.:
Løgneren. Gyldendal, 1950.

Novellesamlinger

Hansen, Martin A.:
Tornebusken. Gyldendal, 1946.
Hansen, Martin A.:
Agerhønen. Gyldendal, 1947.
Hansen, Martin A.:
Åsynet. Gyldendal, 1949.
Hansen, Martin A.:
Paradisæblerne og andre Historier. Gyldendal, 1953.
Hansen, Martin A.:
Konkyljen. Gyldendal, 1955.
Hansen, Martin A.:
Bogen. 1956.
Hansen, Martin A.:
Efterslæt. Sidste noveller og skildringer. Gyldendal, 1959.
Hansen, Martin A.:
Manden fra Jorden. Udvalg, 15 noveller. Gyldendal, 1999.

Essays

Hansen, Martin A.:
Leviathan. Gyldendal, 1950.
Hansen, Martin A.:
Orm og Tyr. Gyldendal, 1952.
Hansen, Martin A.:
Dansk Vejr. Gyldendal, 1953.
Hansen, Martin A.:
Maleriet som endte i ilden. 1953.
Hansen, Martin A.:
Midsommerkrans. Gyldendal, 1956.
Hansen, Martin A.:
Verdensromanen. Gyldendal, 1966.
Hansen, Martin A.: Daggry - essays om eksistens og livsanskuelse. Hovedland, 2019.

Dagbøger, digte og rejseskildringer

Hansen, Martin A.:
Kringen (Rejseskildring fra Norge). Gyldendal, 1953.
Hansen, Martin A.:
Rejse paa Island (Rejseskildring). Gyldendal, 1954.
Hansen, Martin A.:
Hemmelighedens kunstner. Udvalg af fortællinger, essays og digte. Gyldendal, 1999.
Hansen, Martin A.:
Dagbøger 1931-55. Bd. 1-3. Gyldendal, 1999.

Tekstsamling

For folkets frihed : Martin A. Hansen og besættelsen. Redaktør: Jørgen Jørgensen. Gyldendal, 2018.

Om forfatteren

Juul, Ole: Martin A. Hansen for begyndere. Landsforeningen Martin A. Hansen, 2019.

Oplæsning på grammofonplade og CD

Hansen, Martin A.:
Martin A. Hansen fortæller (Oplæsning på grammofonplade). 1962.
Thyrring Andersen, Anders:
Løgn og sandhed. Martin A. Hansen i lyd. Oplæsning og interview på dobbelt-cd). 2009.

Om forfatterskabet

Links, artikler og bibliografier

God hjemmeside om Martin A. Hansens liv og værk med tekster skrevet af forfatteren selv.
Hellern, Victor:
Martin A. Hansen. Studier i et forfatterskab. Gyldendal, 1958.
Bjørnvig, Thorkild:
Kains Alter. Martin A. Hansens Digtning og Tænkning. Gyldendal, 1964.
Kettel, Henrik:
Martin A. Hansens Forfatterskab. En bibliografi. Gyldendal, 1966.
Wivel, Ole:
Martin A. Hansen. Bd. 1-2. Gyldendal, 1967-1969.
Øye, Marie Kløvstad:
Det gotiske og det romanske livstema. En studie i ’’Løgneren’’. Universitetsforlaget, 1970.
Wivel, Ole (red.):
Omkring Løgneren. Hans Reitzel, 1971.
Nissen, Jan:
Den unge Martin A. Hansen. Gyldendal, 1974.
Ingwersen, Niels and Faith:
”Lucky Kristoffer” in: Martin A. Hansen, Twayne Publishers, 1976.
Denman, Henrik:
Martin A. Hansen litteraturen. En bibliografi. 1990.
Ljungberg, Henrik:
Den falske dagbog. Gyldendal, 1995.
Krejsager; Birgitte:
Fortællerens rum. Studier i Martin A. Hansens ”Orm og Tyr”. C.A. Reitzel Forlag, 1996.
Thyrring Andersen, Anders og Jørgensen, Jørgen (red.):
Martin A. Hansen – Dagbøger, Bind I-III. Gyldendal, 1999.
Mai, Anne-Marie (red.):
Martin A. Hansen. 2001. I: Danske digtere i det 20. århundrede, bind. 2, Gads Forlag, 2001.
Bugge, David (red.):
Arvesyndens skønne rose – Punktnedslag i Martin A: Hansens digtning. Gads Forlag, 2002.
Thyrring Andersen, Anders:
Kætterbreve. Martin A. Hansens korrespondance med kredsen omkring Heretica. 3. bind. Gyldendal, 2004. (Bind 1: 1941-50. Bind 2: 1950-55. Bind 3: Kommentarer og register).
Bugge, David:
Medusas søn. Digtning og etik hos Martin A. Hansen. Anis, 2005.
Juul, Ole:
Fortællingen om Martin A. Hansen og Heretica. Fra venten til valg. Anis, 2009.
Thyrring Andersen, Anders:
: Polspænding – Forførelse og dialog hos Martin A. Hansen.
Her kan man finde mange oplysninger om Martin A. Hansens liv.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Martin A. Hansen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Kielberg, Esther:
Efterskrift. In: ”Hansen. Lykkelige Kristoffer”, Martin A. Hansen. Danske Klassikere, Gyldendal, 2011.
Thyrring Andersen, Anders:
Kætterbreve. Martin A. Hansens korrespondance med kredsen omkring Heretica. 3. bind. Gyldendal, 2004.