Frank Jæger

Artikel type
voksne
cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Main image
Jæger, Frank
Foto: Åge Sørensen / Scanpix

Indledning

Frank Jæger blev ved sin debut kaldt ”den lyse digter”, som besang Naturen og Kvinden og insisterede på det mirakuløse i livet. I efterkrigstidens mørke lyste han op som en livsglad og vital digter med digte om livsudfoldelse og sanselighed. Frank Jægers enkle, muntre og musikalske behandling af klassiske lyriske motiver som naturens omskiftelighed, kærligheden og erotikken var dog kun et element i et forfatterskab, der i tiltagende grad var kendetegnet ved mere dystre klange med ensomhed, fortabelse og forgængelighed som centrale tematikker.

Efterkrigstidens eksistentialisme

 

29208255

Blå bog  

Født: 19. juni 1926 på Frederiksberg.

Død: 4. juli 1977 i Helsingør.

Uddannelse: Bibliotekar fra Statens Biblioteksskole, 1950.

Debut: Dydige digte. Wivels forlag, 1948.

Priser: Otto Benzons Forfatterlegat, 1954. Kritikerprisen, 1958. De Gyldne Laurbær, 1959. Louisiana-Prisen, 1960. H.C. Andersen-legatet, 1961. Søren Gyldendal Prisen, 1962. Morten Nielsens Mindelegat, 1964. Det Danske Akademis Store Pris, 1969. Otto Rungs Forfatterlegat, 1973. 

Seneste udgivelse: Udsigt til Kronborg. Essays og noveller. Gyldendal, 1976.

Inspiration: Sophus Claussen. 

 

 

 

 

 

Erik Grip synger Frank Jæger viser.

frank

Baggrund

”Vi, der valgte natten,/ vi faar uglerunde øjne/ saaet til med sære syn./ Vore fødder træder varsomt/ Og en tanke trykker saart paa/ vore bryn.”
”Haandslag til Tony” i ”Dydige digte”, s. 7.

Frank Jæger blev født i 1926 på Frederiksberg i København, hvor han voksede op med sine forældre og sin fire år ældre bror Palle. Familien boede i Smallegade i en toværelses lejlighed med toilet i gården, og den lille Frank havde her en nøjsom men tryg barndom. Frank Jæger gik i gymnasiet på Schneekloths Skole, hvorfra han i 1945 tog studentereksamen. Mens han gik i gymnasiet, spillede Frank Jæger kontrabas i et jazzband, og et par timer om ugen var han boguddeler på Kommunehospitalet. Han stiftede i denne periode flere nære venskaber med unge mænd, der ligesom ham selv var mere optaget af kultur, litteratur og naturoplevelser end af besættelsen, der ellers prægede Danmark i de år.

I slutningen af gymnasietiden forelskede Frank Jæger sig i pigen Kirsten Vodder, og det var på en vandretur med hende, at Jæger i vinteren 1945 faldt gennem isen på en tilfrosset sø og fik pådraget sig en halsbetændelse, der efterfølgende udviklede sig til hjernehindebetændelse. Efter en længerevarende hospitalsindlæggelse kom Frank Jæger sig af sin alvorlige sygdom, og herefter tog hans digtproduktion for alvor fart. Han fik i 1947 sine første digte trykt i tidsskifterne Vild Hvede og Heretica. Frank Jæger var på dette tidspunkt studerende på Biblioteksskolen, han havde giftet sig med Kirsten, og det unge par havde bosat sig i det dengang landlige Farum i et idyllisk bindingsværkshus. Han mødte i disse år kredsen omkring Heretica, der bl.a. talte forfatterne Ole Wivel, Thorkild Bjørnvig, Tage Skou-Hansen og Jørgen Gustava Brandt, og han debuterede i 1948 med digtsamlingen ”Dydige digte” på Wivels forlag.

Han tog sin afsluttende eksamen fra Statens Biblioteksskole i 1950, men levede fra 1950 og frem som fuldtidsforfatter og kom aldrig til at arbejde som bibliotekar. Frank Jægers debut blev godt modtaget, og han blev hurtigt en offentlig kendt person. I efterkrigstidens efterkrigstraumer, alvorstunge sammenbidthed og angst for den kolde krig imødekom Frank Jæger et behov for formulering af det hverdagslige med digte, der beskæftigede sig med naturens omskiftelighed, kunsten, menneskets livsudfoldelse – herunder kærligheden og erotikken.

En livsglad digter, der skrev om nogle af lyrikkens klassiske motiver, var lige det, mange efterspurgte, og Frank Jæger fik hurtigt tilnavnet ”den lyse digter” og ”den lyse Jæger”. Han blev portrætteret og interviewet i stor stil, og hans digte blev sat i musik. Da Frank og Kirsten Jæger ligeledes var model for Jørgen Mogensens folkelige tegneseriestribe ”Poeten og Lillemor”, blev han for alvor kendt som indbegrebet af digteren, der skrev lyse, forfriskende digte, og var familiefar og ægtemand i landlige omgivelser. Et mediebillede af digteren med vildmandsskægget, der holdt af skovvandring og klassisk litteratur, som den selvbevidste forfatter selv medvirkede til.

Der var dog allerede fra starten af forfatterskabet en melankoli og dissonans bag idyllen i Frank Jægers sind og i hans lyrik. Som forfatteren Tage Skou-Hansen siger det i et interview: ”Fromme folk skriver ikke salmer, vel, naive folk skriver ikke eventyr og de folk, der skriver, at de elsker livet er ikke de mest robuste, det er sådan nogle sarte fyre, som egentlig er utrolig nærtagende sådan som Frank, når han skriver et digt, hvor han står og presser kinden ind mod et af skovens bare træer og hvisker: ”Jeg elsker livet”.” (Jacob og Janus Kramhøft: Skyggerne gror, s. 87).

Frank Jæger redigerede fra 1952-53 de to sidste årgange af Heretica sammen med forfatterkollegaen Tage Skou-Hansen, og i 1954 flyttede han med sin familie fra Farum til Tranekær på Langeland. Mange ting var under forandring i løbet af 1950'erne, hvor Ole Wivel forlod sit forlag til fordel for Gyldendal, og modernismen med Klaus Rifbjerg i spidsen overtog en stor del af den danske litterære scene. Fra at have været en af de mest feterede yngre poeter måtte Frank Jæger nu se sig rubriceret som harmonioptaget traditionalist.

I 1969 flyttede Frank Jæger og hans familie fra Langeland. Der var krise i ægteskabet med Kirsten, og Frank Jæger havde både tiltagende skriveproblemer og et voksende alkoholforbrug. Han var i perioder på antabus men blev mere og mere menneskesky og modløs. Han blev i 1972 skilt fra sin hustru og bosatte sig i Helsingør. Efter en entusiastisk begejstring for det nye og mødet med en ny kæreste blev hans tilværelse i stigende grad præget af økonomiske problemer, alkoholmisbrug og isolation. Han trak sig væk fra sine forfatterkolleger og brændte alle sine breve fra venner og bekendte.

Den menneskelige deroute i Frank Jægers sidste år blev også afspejlet i hans bøger. Digtsamlingen ”Idylia” var et af de vigtige værker i slutningen af forfatterskabet, og denne digtsamling er bl.a. blevet kaldt ”et stort og uforgængeligt værk, en kunstnerisk triumf, bygget på en tilværelse i opløsning” (Finn Stein Larsen: Den magiske lyskreds, s. 53). Frank Jæger døde i 1977 af et hjerteslag som kun 51-årig. Han ligger begravet på Helsingør Kirkegård. 

Dydige digte

”Alle gode ord og al den/ tavshed, der er smuk, har jeg i/ gemme./ Og en voldsom længsel efter/ gode ord og tavshed i din/ stemme.”
”Til en følsom veninde” i ”Dydige digte”, s. 54.

Frank Jæger debuterede i 1948 med ”Dydige digte” og viste allerede her, at han var et stort lyrisk talent. Digtsamlingen består af 30 digte med både rimede og frie vers. I mange af digtene er der tale om en tilsyneladende ubekymret, enkel, humørfyldt stil, der skildrer glæden ved jorden, havet og en pibe tobak. Samlingen indeholder ligeledes livskloge, uhøjtidelige vers og ”en anråbelse om at gøre tilværelsen mirakuløs på ny” (Finn Stein Larsen: Den magiske livskreds, s. 9). Således slutter et digt tilegnet vennen og maleren Adam Fischer: ”Glem ikke at forny jeres undren!”

Et af samlingens gennemgående motiver er sammenkoblingen mellem livsudfoldelse og naturen. Det er også megen sanselighed og erotik i debutbogen: ”Vi bruger uvant varsomt vore sanser./ Her dufter mildt af kløverdug og dyr./ Hvem vil sige noget, om vi standser./ Din hvide kjole ser mig ind i øjet./ Din hvide stemme leger med min mund.” (s. 62). Der findes dog også mere melankolske klange i Jægers første digte. Allerede her har forfatteren indlagt et såkaldt Sidenius-digt – et tristesse-digt om den sortseende figur Sidenius, der har navn efter Pontoppidans ”Lykke-Per”, og som også vil optræde i senere digtsamlinger.

23643022

Også i bogens andre digte ser man en modklang til det livskraftige, idylliske og afvæbnende. I samlingens første digts sidste strofe hedder det: ”Vi, der vælger livet, gaar en dag paa tværs af vejen, ender i et efteraar. Vi faar regnen, natten, landet trykket ind mod vore hjerter, mens vi gaar.” (s. 8). Her er efterårsmørket, forfaldet og døden nærværende, ligesom digterjeget møder verden og livet gennem en kraftig fysisk effekt, hvor han får trykket regn, nat og jord mod hjertet.
I flere af samlingens digte findes en livsappetit og ungdommelig, udfarende kraft men også et stemningsskift til melankoli og tilbagetrækning. I digtet ”Kirsten og vejen fra Gurre” er det bl.a. kærlighedens sårbare vilkår og menneskets afmagt over for det uafvendelige, som tematiseres: ”Hvor kom vi altfor nær paa alle ting./ Det løvfald lod os se en sjælden ring:/ der stod en hest med samme hvide haar,/ som vore arme unger engang faar.” (s. 42).