frank jæger
Foto: Aage Sørensen / Ritzau Scanpix

Frank Jæger

cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Top image group
frank jæger
Foto: Aage Sørensen / Ritzau Scanpix
Main image
Jæger, Frank
Foto: Åge Sørensen / Scanpix

Indledning

Frank Jæger blev ved sin debut kaldt ”den lyse digter”, som besang Naturen og Kvinden og insisterede på det mirakuløse i livet. I efterkrigstidens mørke lyste han op som en livsglad og vital digter med digte om livsudfoldelse og sanselighed. Frank Jægers enkle, muntre og musikalske behandling af klassiske lyriske motiver som naturens omskiftelighed, kærligheden og erotikken var dog kun et element i et forfatterskab, der i tiltagende grad var kendetegnet ved mere dystre klange med ensomhed, fortabelse og forgængelighed som centrale tematikker.

Efterkrigstidens eksistentialisme

 

29208255

Blå bog  

Født: 19. juni 1926 på Frederiksberg.

Død: 4. juli 1977 i Helsingør.

Uddannelse: Bibliotekar fra Statens Biblioteksskole, 1950.

Debut: Dydige digte. Wivels forlag, 1948.

Priser: Otto Benzons Forfatterlegat, 1954. Kritikerprisen, 1958. De Gyldne Laurbær, 1959. Louisiana-Prisen, 1960. H.C. Andersen-legatet, 1961. Søren Gyldendal Prisen, 1962. Morten Nielsens Mindelegat, 1964. Det Danske Akademis Store Pris, 1969. Otto Rungs Forfatterlegat, 1973. 

Seneste udgivelse: Udsigt til Kronborg. Essays og noveller. Gyldendal, 1976.

Inspiration: Sophus Claussen. 

 

 

 

 

 

Erik Grip synger Frank Jæger viser.

frank

Artikel type
voksne

Baggrund

”Vi, der valgte natten,/ vi faar uglerunde øjne/ saaet til med sære syn./ Vore fødder træder varsomt/ Og en tanke trykker saart paa/ vore bryn.”
”Haandslag til Tony” i ”Dydige digte”, s. 7.

Frank Jæger blev født i 1926 på Frederiksberg i København, hvor han voksede op med sine forældre og sin fire år ældre bror Palle. Familien boede i Smallegade i en toværelses lejlighed med toilet i gården, og den lille Frank havde her en nøjsom men tryg barndom. Frank Jæger gik i gymnasiet på Schneekloths Skole, hvorfra han i 1945 tog studentereksamen. Mens han gik i gymnasiet, spillede Frank Jæger kontrabas i et jazzband, og et par timer om ugen var han boguddeler på Kommunehospitalet. Han stiftede i denne periode flere nære venskaber med unge mænd, der ligesom ham selv var mere optaget af kultur, litteratur og naturoplevelser end af besættelsen, der ellers prægede Danmark i de år.

I slutningen af gymnasietiden forelskede Frank Jæger sig i pigen Kirsten Vodder, og det var på en vandretur med hende, at Jæger i vinteren 1945 faldt gennem isen på en tilfrosset sø og fik pådraget sig en halsbetændelse, der efterfølgende udviklede sig til hjernehindebetændelse. Efter en længerevarende hospitalsindlæggelse kom Frank Jæger sig af sin alvorlige sygdom, og herefter tog hans digtproduktion for alvor fart. Han fik i 1947 sine første digte trykt i tidsskifterne Vild Hvede og Heretica. Frank Jæger var på dette tidspunkt studerende på Biblioteksskolen, han havde giftet sig med Kirsten, og det unge par havde bosat sig i det dengang landlige Farum i et idyllisk bindingsværkshus. Han mødte i disse år kredsen omkring Heretica, der bl.a. talte forfatterne Ole Wivel, Thorkild Bjørnvig, Tage Skou-Hansen og Jørgen Gustava Brandt, og han debuterede i 1948 med digtsamlingen ”Dydige digte” på Wivels forlag.

Han tog sin afsluttende eksamen fra Statens Biblioteksskole i 1950, men levede fra 1950 og frem som fuldtidsforfatter og kom aldrig til at arbejde som bibliotekar. Frank Jægers debut blev godt modtaget, og han blev hurtigt en offentlig kendt person. I efterkrigstidens efterkrigstraumer, alvorstunge sammenbidthed og angst for den kolde krig imødekom Frank Jæger et behov for formulering af det hverdagslige med digte, der beskæftigede sig med naturens omskiftelighed, kunsten, menneskets livsudfoldelse – herunder kærligheden og erotikken.

En livsglad digter, der skrev om nogle af lyrikkens klassiske motiver, var lige det, mange efterspurgte, og Frank Jæger fik hurtigt tilnavnet ”den lyse digter” og ”den lyse Jæger”. Han blev portrætteret og interviewet i stor stil, og hans digte blev sat i musik. Da Frank og Kirsten Jæger ligeledes var model for Jørgen Mogensens folkelige tegneseriestribe ”Poeten og Lillemor”, blev han for alvor kendt som indbegrebet af digteren, der skrev lyse, forfriskende digte, og var familiefar og ægtemand i landlige omgivelser. Et mediebillede af digteren med vildmandsskægget, der holdt af skovvandring og klassisk litteratur, som den selvbevidste forfatter selv medvirkede til.

Der var dog allerede fra starten af forfatterskabet en melankoli og dissonans bag idyllen i Frank Jægers sind og i hans lyrik. Som forfatteren Tage Skou-Hansen siger det i et interview: ”Fromme folk skriver ikke salmer, vel, naive folk skriver ikke eventyr og de folk, der skriver, at de elsker livet er ikke de mest robuste, det er sådan nogle sarte fyre, som egentlig er utrolig nærtagende sådan som Frank, når han skriver et digt, hvor han står og presser kinden ind mod et af skovens bare træer og hvisker: ”Jeg elsker livet”.” (Jacob og Janus Kramhøft: Skyggerne gror, s. 87).

Frank Jæger redigerede fra 1952-53 de to sidste årgange af Heretica sammen med forfatterkollegaen Tage Skou-Hansen, og i 1954 flyttede han med sin familie fra Farum til Tranekær på Langeland. Mange ting var under forandring i løbet af 1950'erne, hvor Ole Wivel forlod sit forlag til fordel for Gyldendal, og modernismen med Klaus Rifbjerg i spidsen overtog en stor del af den danske litterære scene. Fra at have været en af de mest feterede yngre poeter måtte Frank Jæger nu se sig rubriceret som harmonioptaget traditionalist.

I 1969 flyttede Frank Jæger og hans familie fra Langeland. Der var krise i ægteskabet med Kirsten, og Frank Jæger havde både tiltagende skriveproblemer og et voksende alkoholforbrug. Han var i perioder på antabus men blev mere og mere menneskesky og modløs. Han blev i 1972 skilt fra sin hustru og bosatte sig i Helsingør. Efter en entusiastisk begejstring for det nye og mødet med en ny kæreste blev hans tilværelse i stigende grad præget af økonomiske problemer, alkoholmisbrug og isolation. Han trak sig væk fra sine forfatterkolleger og brændte alle sine breve fra venner og bekendte.

Den menneskelige deroute i Frank Jægers sidste år blev også afspejlet i hans bøger. Digtsamlingen ”Idylia” var et af de vigtige værker i slutningen af forfatterskabet, og denne digtsamling er bl.a. blevet kaldt ”et stort og uforgængeligt værk, en kunstnerisk triumf, bygget på en tilværelse i opløsning” (Finn Stein Larsen: Den magiske lyskreds, s. 53). Frank Jæger døde i 1977 af et hjerteslag som kun 51-årig. Han ligger begravet på Helsingør Kirkegård. 

Dydige digte

”Alle gode ord og al den/ tavshed, der er smuk, har jeg i/ gemme./ Og en voldsom længsel efter/ gode ord og tavshed i din/ stemme.”
”Til en følsom veninde” i ”Dydige digte”, s. 54.

Frank Jæger debuterede i 1948 med ”Dydige digte” og viste allerede her, at han var et stort lyrisk talent. Digtsamlingen består af 30 digte med både rimede og frie vers. I mange af digtene er der tale om en tilsyneladende ubekymret, enkel, humørfyldt stil, der skildrer glæden ved jorden, havet og en pibe tobak. Samlingen indeholder ligeledes livskloge, uhøjtidelige vers og ”en anråbelse om at gøre tilværelsen mirakuløs på ny” (Finn Stein Larsen: Den magiske livskreds, s. 9). Således slutter et digt tilegnet vennen og maleren Adam Fischer: ”Glem ikke at forny jeres undren!”

Et af samlingens gennemgående motiver er sammenkoblingen mellem livsudfoldelse og naturen. Det er også megen sanselighed og erotik i debutbogen: ”Vi bruger uvant varsomt vore sanser./ Her dufter mildt af kløverdug og dyr./ Hvem vil sige noget, om vi standser./ Din hvide kjole ser mig ind i øjet./ Din hvide stemme leger med min mund.” (s. 62). Der findes dog også mere melankolske klange i Jægers første digte. Allerede her har forfatteren indlagt et såkaldt Sidenius-digt – et tristesse-digt om den sortseende figur Sidenius, der har navn efter Pontoppidans ”Lykke-Per”, og som også vil optræde i senere digtsamlinger.

23643022

Også i bogens andre digte ser man en modklang til det livskraftige, idylliske og afvæbnende. I samlingens første digts sidste strofe hedder det: ”Vi, der vælger livet, gaar en dag paa tværs af vejen, ender i et efteraar. Vi faar regnen, natten, landet trykket ind mod vore hjerter, mens vi gaar.” (s. 8). Her er efterårsmørket, forfaldet og døden nærværende, ligesom digterjeget møder verden og livet gennem en kraftig fysisk effekt, hvor han får trykket regn, nat og jord mod hjertet.
I flere af samlingens digte findes en livsappetit og ungdommelig, udfarende kraft men også et stemningsskift til melankoli og tilbagetrækning. I digtet ”Kirsten og vejen fra Gurre” er det bl.a. kærlighedens sårbare vilkår og menneskets afmagt over for det uafvendelige, som tematiseres: ”Hvor kom vi altfor nær paa alle ting./ Det løvfald lod os se en sjælden ring:/ der stod en hest med samme hvide haar,/ som vore arme unger engang faar.” (s. 42).

Den unge Jægers lidelser

”Ud over gaardspladsen laa, som smidt af en vogn, smaa bunker af grus. Og ved synet af dem genfandt jeg her i junisolen, min barndoms sneerindringer, og nogle aar skred sammen i mig. Pludselig blev jeg strøget under næsen af et frostvejr, blev bidt i ørene af kulde, den lidt beklumrede dag blev høj og livsalig at færdes i, og grusbunkerne var saa de snedriver, som viceværten plejede at skrabe sammen til vor fornøjelse.”
”Den unge Jægers lidelser”, s. 103.

Frank Jæger udgav i 1953 ”Den unge Jægers lidelser”, hvis titel ironisk henviser til den tyske digter Goethes tragiske ”Den unge Werthers lidelser” (1774). I Jægers roman er der dog ikke noget lidelsesfuldt eller truende over de begivenheder i et livsforløb, der skildres. Bogens scener er snarere kendetegnet ved oplevelser af fantastisk eller drømmende tilsnit. En legende antirealisme, der understøttes af et poetisk billedsprog.
Romanen består af en række fortællinger af novelleagtig karakter med titler som ”En sommer”, ”Flugten” og ”Djævlens instrument” og er alle fiktive historier skrevet som erindringer. En dreng eller ung mand er hovedperson i alle fortællingerne, der bl.a. skildrer en lille drengs ferie hos sin tante og onkel, hvor sommerlæsningen influerer på drengens oplevelse af virkeligheden.

I en anden historie får tandlægeskræk drengen til at flygte ud på taget, hvor han møder en skorstensfejer, ligesom en kontrabas spiller en vigtig rolle i skildringen af en ung mands betagelse af den smukke Sille. Alle bogens historier er skrevet som jegfortællinger, og erindringens fortællestil slår også igennem i Jægers brug af en alvidende fortællestemme, som foregriber det, som siden hændte, eller fortolker det netop oplevede: ”Jeg vidste ikke dengang, at det som foregik for øjnene af mig og dér langt inde i mit hjerte og tyndt under min hud, var den afgørende omvæltning.” (s. 17).
”Den unge Jægers lidelser” er skrevet som en upålidelig erindringsbog, hvor det fantastiske og drømmeagtige bryder realismen. F.eks. går jegfortælleren hjem fra skole ”med sagte slag fra mine englevinger” (s. 28), ligesom han forveksler en pige og en kontrabas, hvis former minder om hinanden. Denne episode peger også på en anden væsentlig tematik i bogen nemlig en skildring af modsætningen mellem kunst og liv. Allerede fra starten af bogen anslås dette tema med disse ord om drengens selvopfundne storebror ”Jeg stod op paa hans erfaringers skuldre og sprang derfra dumdristigt ud i de dybe bassiner, hvis vande er dødsens farlige for de, der ikke har lært at svømme med løgnagtighedens udholdende svømmetag. Der maatte ske noget i hans liv, før der skete noget i min kunst. Fra hans oplevelsers springbræt er jeg hvirvlet, fra hans erfaringers skuldre er jeg sprunget.” (s. 9).

Cinna og andre digte

”Forstaa mig: Jeg er ikke den, I tror./ ”De smukke Eftermiddagsskygger gror.”/ Jeg er Poeten Cinna. Bange ser/ jeg kendte Skygger gro og blive mer.”
”Cinna, Poeten” i ”Cinna og andre digte”, s. 49.

Med ”Cinna og andre digte” fra 1959 er det ved at være slut med de lyse og lette digte i forfatterskabet. Der er fortsat fokus på en rig og frodig natur med vekslende vejrlig, forskellige landskaber, hav, strand og dyreliv, men midt i digtenes livsfylde er der også en tydelig tomhedsfølelse og et mismod til stede: ”Vejen er tom at gaa på./ Skoven er tom for dyr./ Det er den tomme hverdag/ efter vort Eventyr” (s. 17). Alle synes at have hver deres skæbne, mennesket, dyret, naturens planter, i digtene, hvor naturen primært optræder på egne præmisser – ikke som metaforer men i deres særskilte identitet.
Kærligheden skildres også i flere af denne samlings digte og kobles i de fleste sammenhænge sammen med en ensomhed og en længsel efter det, som er mistet: ”Kom ud af Trit, ku' ikke følges ad./ Hun var en Snegl, adstadigt skred hun frem (…) Jeg savner hende bitter, naar jeg finder/ en Snegl paa Vejen, hvor jeg ensomt gaar.” (s. 28).
Digtsamlingen er inddelt i tre afsnit med overskrifterne ”Dit Land erobret”, ”Shakespearesuite” og ”Vinterdigte”. I det midterste afsnit er Shakespeare-figurer det gennemgående element, mens vinteren binder det sidste afsnits digte sammen. Et af disse vinterdigte hedder ”Svanens død” og tematiserer både døden og det, at dyr og mennesker grundlæggende er kød. Synet af en smuk og jomfruelig svane på en blå vinterhimmel forvandles således i digterjegets drømme: ”Det frydefulde Syn/ forfølger mig i Drømme, hvor jeg ser/ den samme Svane, fed og uden fjer, ophængt ved Halsen, Bugen sprættet op./ Poetisk, aandig Svane: Lutter Krop” (s. 58).
En anden væsentlig tematik er digterens skabende og trøstende fantasievne. I et digt i slutningen af digtsamlingen sammenlignes digteren med bonden: ”At eje Verden/ om saa blot et kort Sekund; at se/ en vissen Andenlinie rette sig/ og gro ned over Siden, nye Skud/ til sandt og skønt et Digt staar foldet ud.” (s. 85).
Frank Jæger modtog De Gyldne Laurbær for ”Cinna og andre digte”. Digtet ”Sidenius fra Esbjerg” fra samlingen indgår i den danske Kulturkanon.

Idylia

”Befriet for alt,/ Udkommets Frygt,/ Ensomhedens Chikane./ Men ogsaa for Lys og Minder,/ Genskær af Lykke (…)/ Den Døde befriet for alt,/ ogsaa Angsten for Døden.”
”Den sovende” i ”Idylia”, s. 63.

Frank Jægers digtsamling ”Idylia” fra 1967 skildrer et alt andet end sorgløst liv i den frodige natur. Her slår de mørke og sorgfulde sider af forfatterskabet for alvor igennem. Dødsbevidsthed skildres bl.a. gennem barokkens emblemer, timeglasset og dødningehovedet, ligesom der ligger en tristhed i den silende regn, der sammen med tåge og slimet tang er gennemgående billeder i bogen.
Allerede i digtsamlingens første digt bliver en kvindes søde ord og sæbeduftende hænder og det hul, det skaber i ”Lysthusets Lindevæg”, kombineret med forekomsten af den ækle rotte som et symbol på det lyriske jegs sammenbrud: ”Men Rotten vil ikke glemmes, og selvom jeg tier om den, saa æder den sig ind paa min Tanke: Den havde et skabet Blik.” (s. 9-10). De velkendte motiver i forfatterskabet, naturen og kærligheden, har i denne samling fået en dyster grundtone.
”Idylia” består af både rimede og urimede digte med et rigt billedsprog og brug af allitterationer. I digtet ”Den slidte” fremhæver disse bogstavrim ord som Drøm og Død samt det blærede, brune og bortrev i skildringen af en drøm og dens betydning, der som tang rives bort fra stranden af vandets strøm: ”Som Tang imellem/ mine Hænder Drømmen/ Og Hjertet tungt,/ uroligt, fyldt med Død. Som Tang. Det blærede./ Det brune, Strømmen/ aflejred, bortrev/ hvad min Drøm betød.” (s. 60).
Samlingen er opdelt i fire dele, hvoraf det sidste er et langt fortællende digt, der har givet bogen navn, og hvis handling er en kærligheds- og forførelseshistorie, der bringer det fortællende jeg til fald og fortabelse. Der er tale om en slags guldalderunivers med episk sammenhæng, men alt er ikke, som det burde være. Rotten er igen på færde som symbol, og ”Idylia” viser sig at være en skrøbelig fiktion. Den fortællende sammenhæng brydes bl.a. ved, at der dukker fremmedelementer fra en anden tid op, f.eks. en svensk sangerinde: ”Det er Jenny Lind,/ jeg kender hendes yndefulde Gang,/ hvor er hun Fortid, smuk, uskyldig, ren” (s. 72). Den harmoniske nattergalesang bliver en nostalgisk modsætning til nutidsparrets flirt, liderlighed og splittelse. Med denne tematiske collagestil kan ”Idylia” siges at indskrive sig i en eksperimenterende modernisme. En anden vigtig pointe er, at selv om det lyriske jeg er en karakter i forfald, så er den verden, der bryder sammen, blevet omskabt i kunstnerisk form. Kunsten bliver det, der bliver stående tilbage.

Genrer og tematikker

Mange kender Frank Jæger fra verselinjer som ”O at være en høne”, som findes i Højskolesangbogen og forbinder forfatteren med lyrikken. Frank Jæger var en produktiv forfatter, som skrev tekster inden for mange genrer fra digte og noveller til romaner, hørespil og børnebøger, og den antirealistiske, fantastiske roman ”Den unge Jægers lidelser” blev Wivels forlags største salgssucces. Digtene havde dog også en særlig plads hos Frank Jæger selv: ”Indtil nu har jeg selv den opfattelse, at det vigtigste, af det jeg skriver, er digtene, og det er vel også, fordi de står mit hjerte nærmest.” (Frank Jæger i et interview i Danmarks Radio. Jacob og Janus Kramhøft: Skyggerne gror, s. 73).

Frank Jæger debuterede i en efterkrigstid, der forsøgte at komme sig over krigens gru, og han blev med sine første udgivelser hurtigt kendt i den danske offentlighed som den lyse, sorgløse kunstner, der levede på landet i en tilpasset harmoni af natur, kærlighed og poesi. Den unge Frank Jæger digtede da også om naturen, årstidernes skift som livsrytme, kunsten, det erotiske, kærligheden og det eventyrlige liv med en sproglig lethed og musikalitet. De første digtsamlinger indeholdt både en enkel, uhøjtidelig diktion og humoristiske indslag. Mange af samlingens digte fremhævede det mirakuløse i verden og i menneskets livsudfoldelse og var præget af sanselighed og en ungdommelig livsappetit.

I både Frank Jægers lyrik og hans prosaudgivelser var tonen dog ikke kun lys og indholdet præget af idyl. Der var nok tale om livsglæde i de første udgivelser men ikke om sorgløshed. Fra starten af forfatterskabet havde idyllen melankolske undertoner, der ligeså vel indeholdt skildringer af bl.a. forgængeligheden som menneskelivets grundvilkår. I løbet af forfatterskabet får stemninger af dissonans, ensomhed og fortabelse en stadig mere fremskudt plads.

Hans forfatterkollega Jørgen Gustava Brandt kalder bl.a. Frank Jægers lyrik moderne og elementært tidløs i sin fremstilling af både tomhedsfølelse og livstaknemmelighed: ”Det ukomplicerede billede af naturens muntre søn var ikke sandt, og nogle af hans bedste digte placerer ham i en modernisme, som han helst fornægtede.” (Jacob og Janus Kramhøft: Skyggerne gror, s. 43). I hans digtsamling med det ironiske navn ”Idylia” bliver døden for alvor nærværende som en central tematik, ligesom rotter billedligt vælter frem som symboler på sammenbrud. Med sin sidste digtsamlings brug af polyfoni og verdenssammenbrud synes Frank Jæger også at indskrive sig i den modernisme, han ellers eksplicit modsatte sig. Som Finn Stein Larsen påpeger i sin bog ”Den magiske livskreds”, er ”Idylia” et bevægende og kunstnerisk helstøbt udtryk for en verden, der bryder sammen, men også en fremhævelse af kunstens potentiale: ”Selvom Jæger lever ti år til, siger han her verden et gribende farvel, men dog med klog indsigt i, at kunsten består.”

Beslægtede forfatterskaber

Frank Jæger var i starten af sit forfatterskab del af kredsen omkring tidsskriftet Heretica, der trods store forskelligheder delte en oplevelse af, at poesien og den kunstneriske erkendelse var vejen ud af efterkrigstidens kulturkrise. De vendte sig mod rationalismen og de herskende ideologier og bragte i tidsskriftet tekster af forfattere som Rainer Maria Rilke, Sophus Claussen og Karen Blixen. Thorkild Bjørnvig blev Frank Jægers ven gennem det meste af Jægers liv, og de to forfattere synes også at dele et syn på naturen og landskabet som noget, der skal mødes med et åbent, sansende sind.
Frank Jægers lyriske forfatterskab formulerer en sammenhæng mellem livsudfoldelse og naturens omskiftelser og skildrer ofte naturen som medium for sindsstemning. I sin formulering af disse sindsstemninger ligger han som lyriker i forlængelse af den danske lyriske tradition fra digtere som Emil Aarestrup og Sophus Claussen til Jens August Schade, der også havde erotikken og sanseligheden centralt placeret i sit forfatterskab. Schade og Jæger har en lyrisk tone, der minder om hinanden, og i begge forfatterskaber er der et lurende mørke og en brudt idyl under overfladen. Frank Jæger var dog også en fornyer af den naturlyriske tradition bl.a. med et uhøjtideligt talesprogspræg.
I efterordet til bogen ”Skyggerne gror” sammenligner Erik Skyum-Nielsen ligeledes Frank Jægers lyrik med poesi af en senere dansk lyriker: ”Jæger og Nordbrandt? Sammenligningen trænger sig på, fordi begge digter på gehøret, det vil sige på oplevelser der allerede før en eventuel refleksion har antaget digtets form – stemningen ankommer klædt i sprogets musik.” (Jacob og Janus Kramhøft: Skyggerne gror, s. 130).

Bibliografi

Digte

Jæger, Frank:
Dydige digte. Wivels forlag, 1948.
Jæger, Frank:
Morgenens Trompet. Wivels forlag, 1949.
Jæger, Frank:
De fem Aarstider. Wivels forlag, 1950.
Jæger, Frank:
Tyren. Wivels forlag, 1953.
Jæger, Frank:
Havkarlens sange. Gyldendal, 1956.
Jæger, Frank:
Til en følsom veninde, udvalgte digte. 1957.
Jæger, Frank:
Vinterdigte. Indbindingscentralen, 1958.
Jæger, Frank:
Cinna og andre digte. Gyldendal, 1959.
Jæger, Frank:
Seks Sidenius-digte. Sv. Jessens Bogtrykkeri, 1959.
Jæger, Frank:
Digte 1953-59. Gyldendal, 1960.
Jæger, Frank:
Fyrre digte. 1964.
Jæger, Frank:
Idylia. Gyldendal, 1967.
Jæger, Frank:
Aarets ring. Gyldendal, 1969.
Jæger, Frank:
Hjemkomst. Bogvennerne, 1970.
Jæger, Frank:
Udvalgte digte. Gyldendal, 1971.

Romaner

Jæger, Frank:
Iners. Gyldendal, 1950.
Jæger, Frank:
S. Mistral, 1973.

Noveller

Jæger, Frank:
Hverdagshistorier. Wivels forlag, 1951.
Jæger, Frank:
Den unge Jægers lidelser. Wivels forlag, 1953.
Jæger, Frank:
Kapellanen og andre fortællinger. Gyldendal, 1957.
Jæger, Frank:
Danskere. Tre Fortællinger af Fædrelands Historier. Gyldendal, 1966.
Jæger, Frank:
Døden i Skoven. 1970.
Jæger, Frank:
Provinser. Gyldendal, 1972.

Essays

Jæger, Frank:
Velkommen, Vinter og andre essays. Gyldendal, 1958.
Jæger, Frank:
Drømmen om en Sommerdag og andre essays. Gyldendal, 1965.
Jæger, Frank:
Naive Rejser. 1968.
Jæger, Frank:
Alvilda. 1969.
Jæger, Frank:
Essays gennem ti Aar. 1970.
Jæger, Frank:
Udsigt til Kronborg. Gyldendal, 1976.

Hørespil

Jæger, Frank:
Hvilket postbud – en due. Gyldendal, 1959.
Jæger, Frank:
Pastorale. Pelsen. Gyldendal, 1964.

Børnebøger

Jæger, Frank:
Tune – det første år. Branner. Branner, 1951.

Andet

Jæger, Frank:
19 Jægerviser ved Tony Vejslev. Wivels forlag, 1953.
Jæger, Frank:
Jomfruen fra Orléans. Jeanne d´Arc. Aschehoug, 1955. (Biografi)
Jæger, Frank:
Stå op og tænd ild. 1970. (Prosa)
Jæger, Frank:
Farum-dialog. Farum Boghandel, 1979. Udgivet posthumt.

Om Frank Jæger

Bøger og artikler

Brovst Nielsen, Bjarne:
Frank Jægers forfatterskab – en monografi. Hernov, 1977.
Brostrøm, Torben og Mette Winge (red.):
Danske digtere i det 20. århundrede, bind 3. Gad, 1981.
Syberg, Karen m.fl. (red.):
Dansk Litteraturhistorie. Gyldendal, 1984.
Harvig, Steen:
Om Frank Jæger. Systime, 1986.
Lasson, Frans:
Den unge Jægers breve 1944-56. Gyldendal, 1993.
Thyrring Andersen, Lotte:
Det grønne mørke: Rummelighed og intethed i Frank Jægers digtning. Odense Universitetsforlag, 1996.
Juul, Ole:
Den tavse Gud: fra poetisk erkendelse til etisk forståelse – en læsning af Heretica 1948-53. Anis, 1998.
Brovst Nielsen, Bjarne:
På fodrejse med Frank Jæger – erindringsglimt. Poul Kristensens forlag, 2001.
Lyngsø, Niels:
Større end skibsvrag og med langt, uklippet hår. Politiken, 2001-09-15.
Bech, Per:
Den unge Jægers lidelser. Information, 2003-06-13.

Søgnig i bibliotek.dk

Emnesøgning på Frank Jæger

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Stein Larsen, Finn:
Den magiske lyskreds – Frank Jægers lyrik. Gad, 2001.
Kramhøft, Jacob & Janus:
Skyggerne gror. Et portræt af Frank Jæger. Tiderne Skifter, 2002.