Frank Jæger blev født i 1926 på Frederiksberg i København, hvor han voksede op med sine forældre og sin fire år ældre bror Palle. Familien boede i Smallegade i en toværelses lejlighed med toilet i gården, og den lille Frank havde her en nøjsom men tryg barndom. Frank Jæger gik i gymnasiet på Schneekloths Skole, hvorfra han i 1945 tog studentereksamen. Mens han gik i gymnasiet, spillede Frank Jæger kontrabas i et jazzband, og et par timer om ugen var han boguddeler på Kommunehospitalet. Han stiftede i denne periode flere nære venskaber med unge mænd, der ligesom ham selv var mere optaget af kultur, litteratur og naturoplevelser end af besættelsen, der ellers prægede Danmark i de år.
I slutningen af gymnasietiden forelskede Frank Jæger sig i pigen Kirsten Vodder, og det var på en vandretur med hende, at Jæger i vinteren 1945 faldt gennem isen på en tilfrosset sø og fik pådraget sig en halsbetændelse, der efterfølgende udviklede sig til hjernehindebetændelse. Efter en længerevarende hospitalsindlæggelse kom Frank Jæger sig af sin alvorlige sygdom, og herefter tog hans digtproduktion for alvor fart. Han fik i 1947 sine første digte trykt i tidsskifterne Vild Hvede og Heretica. Frank Jæger var på dette tidspunkt studerende på Biblioteksskolen, han havde giftet sig med Kirsten, og det unge par havde bosat sig i det dengang landlige Farum i et idyllisk bindingsværkshus. Han mødte i disse år kredsen omkring Heretica, der bl.a. talte forfatterne Ole Wivel, Thorkild Bjørnvig, Tage Skou-Hansen og Jørgen Gustava Brandt, og han debuterede i 1948 med digtsamlingen ”Dydige digte” på Wivels forlag.
Han tog sin afsluttende eksamen fra Statens Biblioteksskole i 1950, men levede fra 1950 og frem som fuldtidsforfatter og kom aldrig til at arbejde som bibliotekar. Frank Jægers debut blev godt modtaget, og han blev hurtigt en offentlig kendt person. I efterkrigstidens efterkrigstraumer, alvorstunge sammenbidthed og angst for den kolde krig imødekom Frank Jæger et behov for formulering af det hverdagslige med digte, der beskæftigede sig med naturens omskiftelighed, kunsten, menneskets livsudfoldelse – herunder kærligheden og erotikken.
En livsglad digter, der skrev om nogle af lyrikkens klassiske motiver, var lige det, mange efterspurgte, og Frank Jæger fik hurtigt tilnavnet ”den lyse digter” og ”den lyse Jæger”. Han blev portrætteret og interviewet i stor stil, og hans digte blev sat i musik. Da Frank og Kirsten Jæger ligeledes var model for Jørgen Mogensens folkelige tegneseriestribe ”Poeten og Lillemor”, blev han for alvor kendt som indbegrebet af digteren, der skrev lyse, forfriskende digte, og var familiefar og ægtemand i landlige omgivelser. Et mediebillede af digteren med vildmandsskægget, der holdt af skovvandring og klassisk litteratur, som den selvbevidste forfatter selv medvirkede til.
Der var dog allerede fra starten af forfatterskabet en melankoli og dissonans bag idyllen i Frank Jægers sind og i hans lyrik. Som forfatteren Tage Skou-Hansen siger det i et interview: ”Fromme folk skriver ikke salmer, vel, naive folk skriver ikke eventyr og de folk, der skriver, at de elsker livet er ikke de mest robuste, det er sådan nogle sarte fyre, som egentlig er utrolig nærtagende sådan som Frank, når han skriver et digt, hvor han står og presser kinden ind mod et af skovens bare træer og hvisker: ”Jeg elsker livet”.” (Jacob og Janus Kramhøft: Skyggerne gror, s. 87).
Frank Jæger redigerede fra 1952-53 de to sidste årgange af Heretica sammen med forfatterkollegaen Tage Skou-Hansen, og i 1954 flyttede han med sin familie fra Farum til Tranekær på Langeland. Mange ting var under forandring i løbet af 1950'erne, hvor Ole Wivel forlod sit forlag til fordel for Gyldendal, og modernismen med Klaus Rifbjerg i spidsen overtog en stor del af den danske litterære scene. Fra at have været en af de mest feterede yngre poeter måtte Frank Jæger nu se sig rubriceret som harmonioptaget traditionalist.
I 1969 flyttede Frank Jæger og hans familie fra Langeland. Der var krise i ægteskabet med Kirsten, og Frank Jæger havde både tiltagende skriveproblemer og et voksende alkoholforbrug. Han var i perioder på antabus men blev mere og mere menneskesky og modløs. Han blev i 1972 skilt fra sin hustru og bosatte sig i Helsingør. Efter en entusiastisk begejstring for det nye og mødet med en ny kæreste blev hans tilværelse i stigende grad præget af økonomiske problemer, alkoholmisbrug og isolation. Han trak sig væk fra sine forfatterkolleger og brændte alle sine breve fra venner og bekendte.
Den menneskelige deroute i Frank Jægers sidste år blev også afspejlet i hans bøger. Digtsamlingen ”Idylia” var et af de vigtige værker i slutningen af forfatterskabet, og denne digtsamling er bl.a. blevet kaldt ”et stort og uforgængeligt værk, en kunstnerisk triumf, bygget på en tilværelse i opløsning” (Finn Stein Larsen: Den magiske lyskreds, s. 53). Frank Jæger døde i 1977 af et hjerteslag som kun 51-årig. Han ligger begravet på Helsingør Kirkegård.
