Jens August Schade

Jens August Schade (1903-1978) er dansk litteraturs eksperimenterende spasmager. Han var en af Københavns sidste ægte bohemer og vendte normerne ryggen til fordel for et liv med poesi og fest.

Han kom til verden i Skive som søn af en af byens spidser, papirfabrikant Frederik Schade. Han kom til at gå i gymnasiet på Katedralskolen i nærliggende Viborg og blev herefter sendt til København for at studere nationaløkonomi. Det lignede en lige vej til en pæn bedsteborgerlig tilværelse for fabrikantsønnen, men Jens August Schade ville det anderledes. Han kom i hovedstaden i kontakt med det udskejende litterære miljø og tog da beslutningen om at blive fuldtidsboheme og kunstner. Kort efter havde han lagt sine økonomistudier bag sig og satte sig for at ernære sig som poet og skribent.

Efter at have huseret i tidsskriftet Atlantis debuterede han i 1926 med digtsamlingen ”Den levende Violin”, hvor han slog en erotisk tone an, som blev et vandmærke for hele forfatterskabet. Romanen ”Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet” (1944) skabte røre og blev anklaget for at være pornografisk, selvom bogens erotiske indslag i dag knapt får læseren til at løfte et øjenbryn.

Schade var tro mod sin kompromisløse bohemetilværelse hele livet. Han var aldeles uborgerlig, gjorde hvad han kunne for ikke at betale skat, havde efter sigende ikke en fast adresse indtil sin død og blev med tiden den centrale figur i det kunstneriske værtshusmiljø omkring Nikolaj kirke i det centrale København, også kendt som Minefeltet.

Schade advokerede også på en i dag temmelig antikveret selvforståelse som kunstner, hvor han omgivet af et utal af muser (kvinder, som inspirer til kunstnerisk udfoldelse) lever lidt ved siden af det hele i en skaben, som danner forbindelse mellem det jordiske og ophøjede. Ind imellem kom den livsførelse på kant med virkeligheden, f.eks. da han sammen med Det Danske Akademis Store Pris i 1963 modtog 50.000 kr. Da fik den lyse digter også det danske skattevæsens kærlighed at føle.

Jens August Schade døde i 1978 og ligger begravet på Assistens Kirkegård i København sammen med sin søn Virtus (1935-1995), som indtil sin egen død udgav mindre kendt Schade-materiale. 

Jens August Schade havde allerede fået udgivet digte i tidsskrifter, men hans egentlige debut kom i 1926, da den blot 23-årige digter udgav samlingen ”Den levende violin – aandelige sange og sanselige”.

I digtene fornemmer man tydeligt, hvordan den unge mand fra provinsen kæmper med at finde fodfæste i storbyen. Han veksler mellem begejstring over den frihed, han har fundet i byen (”Jeg har privat/ et paradis/ på 5. sal/ p.t. på denne jord” (sang s. 20)), mens digter-jeg'et også skræmmes af den ensomhed, hans nye tilværelse også rummer. Under det hele dunker en ubændig trang til at stifte intimt bekendtskab med de københavnske kvinder, for ”ja, vi elsker – / unge mennesker har ingen klæder på” (s. 56).

I et af åbningsdigtene, ”Den himmelske sol”, der er et af Schades mere berømte, får digter-jeg'et sat sig selv i centrum for digtenes udgangspunkt: ”Som den himmelske sol/ Om aftnen i vinkler og cirkler/ ordnede skyerne hjemme i Jylland/ former sig mine vers” (s. 11). Digteren er en sol(gud), som på overnaturlig facon får skabt orden i sin kunst og gør kaos til kosmos. Her røber Schade også en slags poetik (sin lære om poesi): Digteren (eller kunstneren i det hele taget) står det himmelske nær, og dermed abonnerer Schade på et for sin tid ganske bagstræberisk kunstsyn, som nogle vil mene hører et andet århundrede til. Mens en række forfattere i samtiden kaster versefødder, rim og romantisk himmelstræben over bord til fordel for avantgardistiske eksperimenter af mere ideologisk karakter, holder Schade fast i ældre kunstneriske dyder.

Til gengæld går Schade ikke af vejen for at gyde jorden for et af sit forfatterskabs vigtigste bidrag til dansk litteratur. ”Den levende violin” er fyldt med damer og drømme om lyst, men erotikken suppleres dog ikke af den beske ironi, som efterfølgeren ”Sjov i Danmark” (1928) er så rig på.