Jens August Schade havde allerede fået udgivet digte i tidsskrifter, men hans egentlige debut kom i 1926, da den blot 23-årige digter udgav samlingen ”Den levende violin – aandelige sange og sanselige”.
I digtene fornemmer man tydeligt, hvordan den unge mand fra provinsen kæmper med at finde fodfæste i storbyen. Han veksler mellem begejstring over den frihed, han har fundet i byen (”Jeg har privat/ et paradis/ på 5. sal/ p.t. på denne jord” (sang s. 20)), mens digter-jeg'et også skræmmes af den ensomhed, hans nye tilværelse også rummer. Under det hele dunker en ubændig trang til at stifte intimt bekendtskab med de københavnske kvinder, for ”ja, vi elsker – / unge mennesker har ingen klæder på” (s. 56).
I et af åbningsdigtene, ”Den himmelske sol”, der er et af Schades mere berømte, får digter-jeg'et sat sig selv i centrum for digtenes udgangspunkt: ”Som den himmelske sol/ Om aftnen i vinkler og cirkler/ ordnede skyerne hjemme i Jylland/ former sig mine vers” (s. 11). Digteren er en sol(gud), som på overnaturlig facon får skabt orden i sin kunst og gør kaos til kosmos. Her røber Schade også en slags poetik (sin lære om poesi): Digteren (eller kunstneren i det hele taget) står det himmelske nær, og dermed abonnerer Schade på et for sin tid ganske bagstræberisk kunstsyn, som nogle vil mene hører et andet århundrede til. Mens en række forfattere i samtiden kaster versefødder, rim og romantisk himmelstræben over bord til fordel for avantgardistiske eksperimenter af mere ideologisk karakter, holder Schade fast i ældre kunstneriske dyder.
Til gengæld går Schade ikke af vejen for at gyde jorden for et af sit forfatterskabs vigtigste bidrag til dansk litteratur. ”Den levende violin” er fyldt med damer og drømme om lyst, men erotikken suppleres dog ikke af den beske ironi, som efterfølgeren ”Sjov i Danmark” (1928) er så rig på.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Den levende violin - aandelige sange og sanselige"