Kim Leine
Foto: Robin Skjoldborg

Kim Leine (børn og unge)

cand.mag. Andreas Tonnesen, iBureauet/Dagbladet Information, februar 2017.
Top image group
Kim Leine
Foto: Robin Skjoldborg

Indledning

Med sine indtil videre seks romaner har Kim Leine markeret sig som en vægtig og populær voksenbogsforfatter. Men med to udgivelser for børn og alle andre barnlige sjæle har Leine åbnet et nyt spor i sit forfatterskab, der med en magisk og legende attitude tumler med tilværelsens helt store spørgsmål. Og her lægges ikke fingre imellem. Selvom temaet om overlevelse på trods af sygdom, død og ensomhed er det bærende element i det fortalte, så er det gjort på en poetisk, livsklog og engageret måde, som smitter af på læseren.

53453961

Blå bog

Født: 28. august 1961 i Norge.

Uddannelse: Uddannet sygeplejerske på Bispebjerg Sygeplejerskole i 1987.

Debut: Kalak. Gyldendal, 2007.

Litteraturpriser: Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, 2007. Weekendavisens Litteraturpris, 2012. Jytte Borberg-prisen, 2012. Politikens Litteraturpris, 2012. De Gyldne Laurbær, 2013. Radioens romanpris (DR Romanprisen), 2013. Nordisk Råds Litteraturpris, 2013.

Seneste udgivelse:  Pigen der kunne tale med hunde. Gyldendal, 2017. Børnebog.

Inspiration: I arbejdet med sine børnebøger er Leine inspireret af blandt andre Neil Gaimans ”Coraline”, Astrid Lindgrens ”Brødrene Løvehjerte” og ”Frændeløs” af Hector Malot.

 

Læs også voksenportrættet om Kim Leine

 

 

Artikel type
boern

Baggrund

”Hej, så er Gud her igen. Er du der endnu? Det håber jeg. I dette kapitel skal vi høre om hvor Bodvald Orm tager Skærv og Nor med sig hen, og hvad de ser, og hvad der så sker. Romanen tager os nu med hen et sted hvor vi ikke har været før. Kommer du med?”
”Skovpigen Skærv”, s. 95.

Kim Leine er født og opvokset i Norge. Barndomsårene tilbragte han i en lille bygd, og både bygdesamfundet og familien var stærkt præget af deres tro som Jehovas Vidner. Da Kim var fem år, brød faderen med familien og det troende liv og flyttede til København. Som 17-årig efterlod Kim Leine også sin mor, stedfar og lillebror og stak af til København for at opsøge sin far. Kim boede en række år hos sin far og dennes mandlige kæreste. Her begyndte et seksuelt misbrug, hvor faderen gennem flere år misbrugte sin søn.

Efter gymnasiet tog Kim Leine en uddannelse som sygeplejerske, blev gift med Lærke og fik børnene Johannes og Marie. Som uddannet sygeplejerske fik Kim Leine job i Nuuk, og familien flyttede til Grønland. Det blev til adskillige ophold i Nuuk og forskellige steder på Grønlands østkyst, der i alt varede 15 år. Undervejs blev ægteskabet med Lærke slidt i stykker, og Leine levede et udsvævende liv med en lang række affærer, med alkohol og slutteligt et eskalerende stofmisbrug. I 2004 kom Kim Leine ud af sit stofmisbrug og flyttede tilbage til Danmark. I 2007 realiserede han i en alder af 46 år de litterære ambitioner, som han har haft siden 12-årsalderen, hvor han begyndte at læse og skrive

Drengen der drog nordpå for at finde julemanden

"Det var julemanden der hviskede det til mig, sagde Andreas. At vi skulle give dig et par isbjørnehjemmesko. Han er nu ikke helt tosset ham din julemand, sagde faren. Jeg elsker julen, sagde Andreas. Gør du ikke også det, far? Jo, jo, sagde faren. Det har jeg altid sagt: Julen er ikke helt ringe.”
”Drengen der drog nordpå for at finde julemanden”, s. 52.

Kim Leine debuterede som børnebogsforfatter i 2015 med fortællingen om ”Drengen der drog nordpå for at finde julemanden”. Bogen er illustreret af Peter Bay Alexandersen.

Historien handler om drengen Andreas, der bor i en lille bygd i Grønland og glæder sig forfærdeligt til, at det bliver jul. Men da Andreas’ far ikke er specielt glad for julen, insisterer Andreas på at tage ham med på slædetur nordpå, for det er der julemanden bor. Sammen tager de op til en fangerhytte og overnatter. Faren, der som barn er vokset op i et hjem, hvor julen ikke blev fejret, mener, at Andreas er gammel nok til at få at vide, at der ikke findes en julemand. Andreas bliver sur og holder fast i sin tro på julemanden og håber, at julemanden vil besøge dem om natten.

52037840

Da Andreas lidt senere vågner, kan man høre nogen uden for hytten. Mens Andreas bestemt mener, at det er julemanden, virker faderen ængstelig og holder fast på sit gevær med et fast greb. Farens beklemte attitude og bogens illustrationer giver også læseren anledning til at tro, at det er en anden af det nordlige Grønlands beboere – isbjørnen – der er kommet på besøg. Derfor virker det næsten som en drøm, da julemanden træder ind og giver Andreas’ far en julegave, som han først må åbne juleaften.

Dagen efter tager de hjem igen. Og da det bliver juleaften, får Andreas’ far som den sidste en julegave, nemlig et par hjemmesko lavet af ægte isbjørneskind. Faren må indrømme, at "han nu ikke er helt tosset ham julemanden" og bliver til sidst betragtelig gladere for julen.

Leine lader i denne julefortælling barnets naive og fantastiske tolkning af begivenhederne stå over for farens realistiske forståelse. Men han viser også på en lun og humoristisk måde, hvordan de to verdener måske alligevel kan forbindes, når barnets livlige fantasi og begejstring ender med at smitte af på faren.