Kim Leine (børn og unge)

Kim Leine er født og opvokset i Norge. Barndomsårene tilbragte han i en lille bygd, og både bygdesamfundet og familien var stærkt præget af deres tro som Jehovas Vidner. Da Kim var fem år, brød faderen med familien og det troende liv og flyttede til København. Som 17-årig efterlod Kim Leine også sin mor, stedfar og lillebror og stak af til København for at opsøge sin far. Kim boede en række år hos sin far og dennes mandlige kæreste. Her begyndte et seksuelt misbrug, hvor faderen gennem flere år misbrugte sin søn.

Efter gymnasiet tog Kim Leine en uddannelse som sygeplejerske, flyttede sammen med Lærke, blev gift og fik børnene Johannes og Marie. Som uddannet sygeplejerske fik Kim Leine job i Nuuk, og familien flyttede til Grønland. Det blev til adskillige ophold i Nuuk og forskellige steder på Grønlands østkyst, der i alt varede 15 år. Undervejs blev ægteskabet med Lærke slidt i stykker, og Leine levede et udsvævende liv med en lang række affærer, med alkohol og slutteligt et eskalerende stofmisbrug. I 2004 kom Kim Leine fri af sit stofmisbrug og flyttede tilbage til Danmark. I 2007 realiserede han i en alder af 46 år de litterære drømme, der er grunden til, at han siden 12-årsalderen har læst og skrevet kontinuerligt.

Kim Leine debuterede som børnebogsforfatter i 2015 med fortællingen om ”Drengen der drog nordpå for at finde julemanden”. Bogen er illustreret af Peter Bay Alexandersen.

Historien handler om drengen Andreas, der bor i en lille bygd i Grønland og glæder sig forfærdeligt til, at det bliver jul. Men da Andreas’ far ikke er specielt glad for julen, insisterer Andreas på at tage ham med på slædetur nordpå, for det er der julemanden bor. Sammen tager de op til en fangerhytte og overnatter. Faren, der som barn er vokset op i et hjem, hvor julen ikke blev fejret, mener, at Andreas er gammel nok til at få at vide, at der ikke findes en julemand. Andreas bliver sur og holder fast i sin tro på julemanden og håber, at julemanden vil besøge dem om natten.

52037840

Da Andreas lidt senere vågner, kan man høre nogen uden for hytten. Mens Andreas bestemt mener, at det er julemanden, så virker faderen anderledes forknyt med geværet i armene. Farens beklemte attitude og også bogens illustrationer giver også læseren anledning til at tro, at det er en anden af det nordlige Grønlands beboere, der er kommet på besøg. Det er således ikke helt til at afgøre om vi er vågne, eller om vi drømmer, da julemanden træder ind og giver Andreas’ far en julegave, som han først må åbne juleaften.

Dagen efter tager de hjem igen. Og da det bliver juleaften, får Andreas’ far som den sidste en julegave, nemlig et par hjemmesko lavet af ægte isbjørneskind. Faren må indrømme, at ’han nu ikke er helt tosset ham julemanden’ og bliver til sidst betragtelig gladere for julen.

Leine lader i denne julefortælling barnets naive og fantastiske tolkning af begivenhederne stå over for farens realistiske forståelse. Og det gør han på en lun og humoristisk facon. Og han viser hvordan de to verdner på en eller anden måde alligevel er forbundet. Og ikke mindst hvordan barnets livlige fantasi og begejstring smitter af på faren.