Kim Leine
Foto: Robin Skjoldborg

Kim Leine (børn og unge)

cand.mag. Andreas Tonnesen, iBureauet/Dagbladet Information. 2017. Opdateret maj 2022.
Top image group
Kim Leine
Foto: Robin Skjoldborg

Indledning

Med sine indtil videre ni romaner har Kim Leine markeret sig som en vægtig og populær voksenbogsforfatter. Men med efterhånden fire udgivelser for børn og alle andre barnlige sjæle har Leine for alvor også skabt et andet spor i sit forfatterskab, der med en magisk og legende attitude tumler med tilværelsens helt store spørgsmål. Og her lægges ikke fingre imellem. Selvom temaerne til tider er barske, så er fortællingerne formidlet på en poetisk, livsklog og engageret måde, som smitter af på læseren.

 

48991432

Blå bog

Født: 28. august 1961 i Norge.

Uddannelse: Uddannet sygeplejerske på Bispebjerg Sygeplejerskole i 1987.

Debut: Kalak. Gyldendal, 2007.

Litteraturpriser: Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, 2007. Weekendavisens Litteraturpris, 2012. Jytte Borberg-prisen, 2012. Politikens Litteraturpris, 2012. De Gyldne Laurbær, 2013. Radioens romanpris (DR Romanprisen), 2013. Nordisk Råds Litteraturpris, 2013. Kronprinsparrets Kulturpris, 2018.

Seneste udgivelse: Drengen og pigen og miraklet i snehulen. Gyldendal, 2020. Illustreret af Peter Bay Alexandersen.

Inspiration: I arbejdet med sine børnebøger er Leine inspireret af blandt andre Neil Gaimans ”Coraline”, Astrid Lindgrens ”Brødrene Løvehjerte” og ”Frændeløs” af Hector Malot.

Læs også voksenportrættet om Kim Leine

 

Artikel type
boern

Baggrund

”Hej, så er Gud her igen. Er du der endnu? Det håber jeg. I dette kapitel skal vi høre om hvor Bodvald Orm tager Skærv og Nor med sig hen, og hvad de ser, og hvad der så sker. Romanen tager os nu med hen et sted hvor vi ikke har været før. Kommer du med?”
”Skovpigen Skærv”, s. 95.

Kim Leine er født og opvokset i Norge. Barndomsårene tilbragte han i en lille bygd, og både bygdesamfundet og familien var stærkt præget af deres tro som Jehovas Vidner. Da Kim var fem år, brød faderen med familien og det troende liv og flyttede til København. Som 17-årig efterlod Kim Leine også sin mor, stedfar og lillebror og stak af til København for at opsøge sin far. Kim boede en række år hos sin far og dennes mandlige kæreste. Her begyndte et seksuelt misbrug, hvor faderen gennem flere år misbrugte sin søn.

Efter gymnasiet tog Kim Leine en uddannelse som sygeplejerske, flyttede sammen med Lærke, blev gift og fik børnene Johannes og Marie. Som uddannet sygeplejerske fik Kim Leine job i Nuuk, og familien flyttede til Grønland. Det blev til adskillige ophold i Nuuk og forskellige steder på Grønlands østkyst, der i alt varede 15 år. Undervejs blev ægteskabet med Lærke slidt i stykker, og Leine levede et udsvævende liv med en lang række affærer, med alkohol og slutteligt et eskalerende stofmisbrug. I 2004 kom Kim Leine fri af sit stofmisbrug og flyttede tilbage til Danmark. I 2007 realiserede han i en alder af 46 år de litterære drømme, der er grunden til, at han siden 12-årsalderen har læst og skrevet kontinuerligt.

Drengen der drog nordpå for at finde julemanden

"Det var julemanden der hviskede det til mig, sagde Andreas. At vi skulle give dig et par isbjørnehjemmesko. Han er nu ikke helt tosset ham din julemand, sagde faren. Jeg elsker julen, sagde Andreas. Gør du ikke også det, far? Jo, jo, sagde faren. Det har jeg altid sagt: Julen er ikke helt ringe.”
”Drengen der drog nordpå for at finde julemanden”, s. 52.

Kim Leine debuterede som børnebogsforfatter i 2015 med fortællingen om ”Drengen der drog nordpå for at finde julemanden”. Bogen er illustreret af Peter Bay Alexandersen.

Historien handler om drengen Andreas, der bor i en lille bygd i Grønland og glæder sig forfærdeligt til, at det bliver jul. Men da Andreas’ far ikke er specielt glad for julen, insisterer Andreas på at tage ham med på slædetur nordpå, for det er der julemanden bor. Sammen tager de op til en fangerhytte og overnatter. Faren, der som barn er vokset op i et hjem, hvor julen ikke blev fejret, mener, at Andreas er gammel nok til at få at vide, at der ikke findes en julemand. Andreas bliver sur og holder fast i sin tro på julemanden og håber, at julemanden vil besøge dem om natten.

52037840

Da Andreas lidt senere vågner, kan man høre nogen uden for hytten. Mens Andreas bestemt mener, at det er julemanden, så virker faderen anderledes forknyt med geværet i armene. Farens beklemte attitude og også bogens illustrationer giver også læseren anledning til at tro, at det er en anden af det nordlige Grønlands beboere, der er kommet på besøg. Det er således ikke helt til at afgøre om vi er vågne, eller om vi drømmer, da julemanden træder ind og giver Andreas’ far en julegave, som han først må åbne juleaften.

Dagen efter tager de hjem igen. Og da det bliver juleaften, får Andreas’ far som den sidste en julegave, nemlig et par hjemmesko lavet af ægte isbjørneskind. Faren må indrømme, at ’han nu ikke er helt tosset ham julemanden’ og bliver til sidst betragtelig gladere for julen.

Leine lader i denne julefortælling barnets naive og fantastiske tolkning af begivenhederne stå over for farens realistiske forståelse. Og det gør han på en lun og humoristisk facon. Og han viser hvordan de to verdner på en eller anden måde alligevel er forbundet. Og ikke mindst hvordan barnets livlige fantasi og begejstring smitter af på faren.

Skovpigen Skærv

”Der er nogen der må skabe de billeder inde i sit hoved som fortælleren skaber med sine ord. Derfor er det lige så meget dig der fortæller den her historie, som mig. Og nu hvor vi har det på plads, kan vi begynde.”

”Skovpigen Skærv”, s. 6.

Skovpigen Skærv” er titlen på Kim Leines roman for børn fra 2016. Romanen er illustreret af Peter Bay Alexandersen, der modtog Blixenprisen som årets illustrator samme år.

Vi følger Skovepigen Skærv, som bor med sin familie i Navneskoven. Familien lever i samklang med og af naturen, ’hvor nogle må dø, for at andre kan leve’, som faren forklarer sin datter. Men uden om familiens liv i skoven ligger byens truende verden fuld af pest og magtbegærlige fyrster. Og familien splittes op, da forældrene bliver fanget for som tvangsarbejdere at bygge fyrsten et nyt palads.

52683343

Uden sin familie begynder nu en sej overlevelseskamp alene i vinteren for Skærv og senere følger en forunderlig rejse ud i verden for at finde sig selv og den far, mor og lillebror, som hun indledningsvist mister.

Det hele foregår i et eventyrligt miljø uden for tid og sted, men med velkendte rekvisitter fra et middelalderligt univers.

Fortælleren dukker på legende facon op i starten af hvert kapitel. Det er en slags appetizer, hvor fortælleren eller Gud, som han også kalder sig, for han er jo det fortalte univers’ egentlige dirigent, taler direkte til sin læser om det kommende kapitels begivenheder. Det er også via dette fortællermæssige greb, at Leine sent i romanen laver et magisk fordoblingsnummer. For uden om historien om Skærv flettes nu en mere nutidig historie ind om de to kræftsyge børn Magnus og Ida, som ligger til behandling på et hospital. Historien om Skærv viser sig at være en bog, som børnene læser. Således bliver historien et fantasiens frirum, hvor børnene måske har lettere ved at forholde sig til deres sygdom. I slutningen af romanen virker det nærmest som en parallelverden på den anden side af døden, hvor alt synes at falde på plads til sidst. Hvor nogle godt nok må dø, men hvor fantasien forekommer udødelig.

Pigen der kunne tale med hunde

”Er du ikke blevet bange for hunde? sagde faren. Hvorfor det? sagde Sofie. De gør jo ikke noget. Desuden kan jeg jo tale hundesprog. Nå, ja, men det fungerede jo ikke så godt med hundene ovre hos Nuka. Det var jo, fordi de var bange, far. De troede, jeg ville gøre hvalpene fortræd. Når man bliver rigtig, rigtig bange, så forstår man ikke altid, hvad der bliver sagt.”
”Pigen der kunne tale med hunde”, s. 49.

I 2017 vendte Kim Leine tilbage til den danske familie i Sydgrønland, som udgjorde persongalleriet i hans første børnebog. Men hvor det var storebror Andreas, der var fortællingens hovedperson i “Drengen der drog nordpå for at finde julemanden”, er det i historien om ”Pigen der kunne tale med hunde” lillesøster Sofie, det hele handler om. Hun fylder snart syv år og ønsker sig brændende en hundehvalp til sin fødselsdag. For Sofie kan nemlig tale med hunde, og med sin særlige trylleformular ”Egard-dunh!” kan hun forvandle familiens slædehunde til drager og tilbage igen. Men Sofies forældre vil hellere give Sofie en dukke, og i det hele taget forklarer de Sofie, at man skal være forsigtig med slædehunde, da de kan være farlige.

Både forældrenes bekymrede advarsler og den dragenatur, som Sofie behersker i sit legeunivers med hundene, bliver pludselig til blodig alvor. For en dag, da familien er på fødselsdagsbesøg hos en anden familie i bygden, krammer Sofie begejstret de søde små, nyfødte hundehvalpe uden at tage højde for hvalpenes mor, der nærmer sig.

Set igennem Sofies omtågede tilstand følges de dramatiske hændelser efter slædehundens angreb. En bumlende tur med båd bringer hende til sygehuset, og da Sofie igen vågner op, er det med halvtreds sting i ansigtet.

Trods den voldsomme oplevelse er det første Sofie gør, da de kommer hjem til bygden, at gå op til slædehundene for at se, hvordan de har det. Hun er heller ikke ked af sine ar, for hendes begejstring for hunde er ikke blevet mindre. Men hun er nok blevet lidt klogere på deres dragenatur. Og da fødselsdagen oprinder, får hun ikke bare én, men hele fire små hundehvalpe.

Som en krølle på historien lader Kim Leine i et efterskrift læseren forstå, at historien her, som flere andre dele i forfatterskabet, udspringer af hans eget liv. Pigen i historien er i virkeligheden hans egen datter, der i dag som voksen kvinde blandt andet er blevet professionel hundetræner.

Drengen og pigen og miraklet i snehulen

”Der var universet, solsystemet, jorden, Grønland, bygden, det grønne hus, Andreas, Sofie, far og mor, og inde i morens mave var der en astronaut der svævede rundt i sit eget univers.”
”Drengen og pigen og miraklet i snehulen”, s. 7.

Det er endnu engang Andreas og Sofie og deres forældre, det handler om i Kim Leines ”Drengen og pigen og miraklet i snehulen” fra 2020. Det er forår, og børnenes mor er gravid. Men om det er en pige eller dreng, ved de ikke endnu. Da tiden for fødslen er kommet, er bygdens helikopter til reparation, og familien må køre med slæde over den tilfrosne fjord for at komme til byens hospital.

48991432

Der er høj sol og blå himmel, da hele familien suser afsted. Højt over slæden følger Sofies krage Kraka, der ifølge Sofie i virkeligheden er en åndemaner, familien på afstand.

Men lige så smukt og storslået landskabet tager sig ud ved afgang, lige så pludseligt forandrer det sig. Piteraq – en orkan er på vej. Selvom Sofie er sikker på, at Kraka nok skal lede dem på vej, så må familien hurtigt søge mod kysten og grave sig ned, mens stormen raser. Da børnene vågner, er det nat, og deres mor er ved at gå i fødsel. Men da de vil vække deres far, opdager de, at han er væk. Der er ikke tid til at finde faren, for fødslen er i gang, og børnene skal hjælpe med at støtte barnets hoved, når det kommer. Sofie og Andreas hjælper mirakuløst deres mor, mens hun føder ikke bare et, men hele to børn – en dreng og en pige – dér i snehulen.

Om morgenen kravler Sofie ud og støder ind i sin far. Han går straks i gang med at fortælle om det, han tror er den største overraskelse. Nemlig at Kraka i nattens mørke synes at have ledt faren op på fjeldtoppen, netop til det sted, hvor der faktisk var mobildækning, så faren kunne tilkalde hjælp, og at hospitalets helikopter nu er på vej. Men Sofie ved, at hun har en overraskelse, der trumfer sin fars.

Genrer og tematikker

De børnebøger, Kim Leine indtil videre har udgivet, er forskellige i deres udformning fra det udprægede eventyrlige til det mere hverdagsnære. Dog kan man konstatere, at en række emner og motiver, som findes i Leines øvrige forfatterskab, i nogen grad går igen i hans børnebøger. Det gælder glæden ved naturen, barsk, foranderlig og mægtig, som den er. Men også troens rolle og litteraturens kraft kan findes mange steder på tværs af Leines forfatterskab.

Særligt den stort anlagte og ambitiøse roman om ”Skovpigen Skærv” er ikke bange for at lade børn tage livtag med store og svære emner. For det er en temmelig barsk historie om overlevelse på trods af angst, ensomhed og sygdom, der udfoldes. Men det er samtidig en historie om, hvordan venskab, fantasi og mod kan redde det enkelte menneske og sørge for den lykkelige slutning.

Fælles for Leines børnebøger er også den særlige evne til at forbinde det barnlige, fantasiens rum og den ydre, begivenhedernes verden i enkelt og poetisk sprog. Og i virkeligheden er det ikke alene forfatterens sprog, men samspillet mellem teksterne og Peter Bay Alexandersens illustrationer, der skaber historiernes egentlige magi.

Beslægtede forfatterskaber

Særligt Kim Leines roman om Skovpigen Skærv giver mindelser om Astrid Lindgrens fantastiske litterære børneuniverser. Leines Skovpige Skærv har mange træk til fælles med Lindgrens Ronja Røverdatter. Men særligt med sin måde at skabe to parallelle universer, hvis skillelinje er døden, minder Kim Leines roman om Astrid Lindgrens historie om Brødrene Løvehjerte, hvor sygdom, død og barnlig fantasi også giver grobund for en hinsidig eventyrlige verden – nemlig Nangijala.

Bibliografi

Romaner for voksne

Leine, Kim: Kalak. Gyldendal, 2007.
Leine, Kim: Valdemarsdag. Gyldendal, 2008.
Leine, Kim: Tunu. Gyldendal, 2009.
Leine, Kim: Profeterne i evighedsfjorden. Gyldendal, 2012.
Leine, Kim: Afgrunden. Gyldendal, 2015.
Leine, Kim: De søvnløse. Gyldendal, 2016.
Leine, Kim:
Rød mand - sort mand. Gyldendal, 2018.
Leine, Kim:
Dansk standard. Gyldendal, 2019.
Leine, Kim:
Efter åndemaneren. Gyldendal, 2021.

Børnebøger

Leine, Kim: Drengen der drog nordpå for at finde julemanden. Gyldendal, 2015.
Leine, Kim: Skovpigen Skærv. Gyldendal, 2016.
Leine, Kim: Pigen der kunne tale med hunde. Gyldendal, 2017.
Leine, Kim: Drengen og pigen og miraklet i snehulen. Gyldendal, 2020. Illustreret af Peter Bay Alexandersen.

Om forfatterskabet

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Kim Leine