kim leine
Foto: Robin Skjoldborg / Gyldendal

Kim Leine

cand.mag. Andreas Tonnesen, iBureauet/Dagbladet Information. 2015. Senest opdateret af Andreas Tonnesen, Bureauet, december 2019.
Top image group
kim leine
Foto: Robin Skjoldborg / Gyldendal
Main image
Leine, Kim
Foto: Robin Skjoldborg

Indledning

Det er barske og usminkede historier, den norskfødte forfatter Kim Leine skriver frem i sine værker. Fra debutens selvbiografiske historie til hans historiske roman ”Profeterne i Evighedsfjorden” kredser Leine om mennesker, der er kastet ind i barske livsbaner, præget af misbrug og flugt. Det er rastløse typer splittet mellem det barske og nærværende liv i Grønland og det flade Danmark. Leines fortællinger giver samtidig et fascinerende billede af det på én gang rå og dragende liv i Grønland. Forfatterskabet indbefatter efterhånden mange forskellige emner og genrer med alt fra børnebøger til horrorhistorier.

Blå bog

Født: 28. august 1961 i Norge.

Uddannelse: Uddannet sygeplejerske på Bispebjerg Sygeplejerskole i 1987.

Debut: Kalak. Gyldendal, 2007.

Litteraturpriser: Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, 2007. Weekendavisens Litteraturpris, 2012. Jytte Borberg-prisen, 2012. Politikens Litteraturpris, 2012. De Gyldne Laurbær, 2013. Radioens romanpris (DR Romanprisen), 2013. Nordisk Råds Litteraturpris, 2013. Søren Gyldendal prisen, 2019. Drachmannlegatet, 2019.

Seneste udgivelse: Dansk standard. Gyldendal, 2019. Roman.

Inspiration: ”Menneskeligt har jeg vist ikke rigtig nogen idoler, for der er jo altid et gebrækkeligt menneske bag facaden, og gudskelov for det. Men fagligt har jeg da en hel del: Hamsun, Tolstoj, Flaubert og Margaret Atwood bl.a.” 

Genrer/periodeAutofiktion, Roman

Læs også børneportrættet om Kim Leine

Artikel type
voksne

Baggrund

”Han sætter sin lid til tiden, jordens ufortrødne rotation og altings ubønhørlige fremadskriden. Intet bliver ved med at være det samme. Tiden er et fald, man falder og falder, og hvis man falder længe nok, så rammer man et eller andet.”
”Profeterne i Evighedsfjorden”, s. 472.

Kim Leine er født og opvokset i Norge. Barndomsårene tilbragte han i en lille bygd, og både bygdesamfundet og familien var stærkt præget af deres tro som Jehovas Vidner. Da Kim var fem år, brød faderen med familien og det troende liv og flyttede til København. Som 17-årig efterlod Kim Leine også sin mor, stedfar og lillebror og stak af til København for at opsøge sin far. Kim boede en række år hos sin far og dennes mandlige kæreste. Her begyndte et seksuelt misbrug, hvor faderen gennem flere år misbrugte sin søn.

Efter gymnasiet tog Kim Leine en uddannelse som sygeplejerske, flyttede sammen med Lærke, blev gift og fik børnene Johannes og Marie. Som uddannet sygeplejerske fik Kim Leine job i Nuuk, og familien flyttede til Grønland. Det blev til adskillige ophold i Nuuk og forskellige steder på Grønlands østkyst, der i alt varede 15 år. Undervejs blev ægteskabet med Lærke slidt i stykker, og Leine levede et udsvævende liv med en lang række affærer, med alkohol og slutteligt et eskalerende stofmisbrug. I 2004 kom Kim Leine fri af sit stofmisbrug og flyttede tilbage til Danmark. I 2007 realiserede han i en alder af 46 år de litterære drømme, der er grunden til, at han siden 12 års alderen har læst og skrevet kontinuerligt.

 

Kalak

”Der er ikke meget tilbage af den pige jeg måske elskede, og hvis død jeg måske har forvoldt. En forkullet torso, et kranie hvis indhold er kommet i kog, så det har åbnet sig som en blomst. Alligevel genkender jeg hende.”
”Kalak”, s. 274.

”Kalak” er titlen på Kim Leines anmelderroste erindringsroman, der udkom i 2007. Det er en historie om identitet, eller rettere sagt en fortælling om den voldsomme og barske kamp for at komme overens med sig selv og konfrontere sig med den indre dæmon.

Leines fortælling kaster læseren midt ind i begivenhederne. Vi møder Kim, der sidder på et sygehus i Nuuk og skyder sig i armen med morfinpræparatet petidin. Herfra panoreres der tilbage til den 17-årige Kim, der er flygtet fra sin mor og stedfar og den bygd i Norge, hvor han er født og opvokset. Det er en flugt fra et barndomshjem og et minisamfund præget af livet som Jehovas Vidne. Nu står Kim i København for at opsøge sin homoseksuelle far, der repræsenterer en mulig frihed og en vej væk fra den straffende gud, der har ligget som en trussel i barndommen. Men én helt afgørende ting præger de første år i København: Faderen indleder et incestuøst forhold til sin søn Kim.

Den unge Kim formår ikke at forholde sig til og sætte ord på de følelser af skam og afmagt, som faderens overgreb fører med sig. Misbruget synker således ned i de mørke afkroge af den unge Kims sjæleliv. Den smertefulde misbrug/offer-mekanik, som den unge Kim tvinges ind i, er i høj grad det, der i resten af erindringsromanen tegner det dramatiske spor.

26989876

Færdiguddannet som sygeplejerske tager Kim med kone og to børn af sted til Nuuk i Grønland. Her begynder Kims anden store flugt, nemlig flugten væk fra faderen og minderne om overgrebet. Samtidig indledes de i alt 15 års liv i Grønland, der udgør den egentlige fortællemæssige kerne i ”Kalak”. At udstationeringerne er Kims forsøg på at flygte fra sig selv, bliver tydeligt i kraft af den ihærdighed, hvormed han lever sig ind i den grønlandske kultur og mentalitet. Kalak – ”en skide grønlænder” – er det øgenavn, som grønlænderne giver Kim. I kraft af sin rolle som sygeplejerske kommer Kim ind under huden på det barske liv i de grønlandske minisamfund med vold, druk, mord, selvmord og stoffer. Men han oplever også menneskeligheden, redder liv og hjælper med at bringe børn til verden. Han drages af den følelse af autenticitet og intensitet, som det at leve midt i den vilde natur og de uendelige vidder giver ham. Kims omgang med grønlænderne er dog på markant vis præget af den angst og rastløshed, han har med i bagagen. Således udlever den unge misbrugte dreng nu som voksen mand et stigende misbrug både i form af mange erotiske forhold til grønlandske kvinder – forhold der er præget af kynisme og følelseskulde – og i form af narkomani.

Kim når et absolut nulpunkt, men det viser sig også at blive et afgørende vendepunkt. Ud af det mørke, som incest og stofmisbrug har ført Kim ned i, vokser forfatteren Kim Leine frem. Flugten og misbruget, der har fulgt Kim gennem hele livet, ophører, da Kim Leine med sin egen stemme kan sætte ord på sit liv.

 

Tunu

”Amalie føler en uro over at være alene. Der kan ske så meget, galskab og ulykker kan gå som én løbeild gennem bygden, og så føles det mere trygt at være to.”
”Tunu”, s. 150.

”Tunu” er titlen på den roman, Kim Leine udgav i 2009. Tunu betyder ryg eller bagside og betegner også bagsiden af Grønland. Og det er netop her i en lille isoleret bygd på Grønlands østkyst, at Kim Leines roman tager sit afsæt.

I 25 små kapitler følger vi livet i og omkring bygden gennem et år. Fra et kapitel til det næste møder vi bygdens beboere og bliver vidner til hændelser, som på forskellig måde præger deres liv. Det synes således på sin vis at være bygden selv, der fortæller om sine indbyggere, og således kan romanen give læseren mindelser om Peer Hultbergs portræt af Viborg i romanen ”Byen og verden”.

27969658

Dog samler persongalleriet i Leines bygderoman sig til en vis grad om den udstationerede danske sygeplejerske Jesper og den konsultation i bygden, han er ansvarlig for. En række mailkorrespondancer, som Jesper har med sin søster og med sin lægekollega i Nuuk, udgør en del af romanens kapitler. Disse kapitler giver et indblik i Jespers eget problematiske og udfordrende ophold i den lille bygd, og samler samtidig de øvrige kapitlers forskellige historier og skikkelser, så der langsomt tegner sig et sammenhængende kollektivt portræt af det hårde liv i bygden. Vi bliver som læsere vidner til hverdagens store og små hændelser og begivenheder i bygden: utroskab, sygebesøg og ulykker. Samtidig er det et følt og indlevet indblik i indbyggernes indre liv, de små kapitler i glimt kaster af sig. Det er deres ønsker, deres rastløshed og ambitioner, alle deres dyder og dårligdomme, med andre ord deres livskampe, der folder sig ud undervejs i romanen.

Alle, der optræder i romanen, har deres at kæmpe med, alle har noget i klemme, eller noget på hinanden, og ingen forbliver uberørt af det barske liv, der må leves i det lille isolerede samfund.

 

Valdemarsdag

”Weiche er død, der er ikke længere noget der haster. Arresteret kan man altid blive. Han går ned ad gaden, kommer over til Nørregade og bliver ramt af solen, der står over tagene bag Vor Frue.”
”Valdemarsdag”, s. 17.

I 2008 udkom Kim Leines anden roman ”Valdemarsdag”. I stil med debuten har romanen en åbningsscene, der med sin rå intensitet og voldsomhed giver læseren en ægte mavepuster. Fortællingen kickstartes, da hovedpersonen Erik Rasmussen en junimorgen knuser hovedet på sin chef Aage Weiche og bevæger sig ud i det solrige danske sommervejr. Samtidig med denne nutid indfletter Kim Leine dels en række erindringspassager, der leder læseren fra Erik Rasmussens barndom og frem mod den skæbnesvangre junidag, der er romanens nutid, og dels en række politirapporter, som opruller mordsagen med øvrighedens distancerede analyser og formodninger. Leines komposition skaber en spændende dynamik mellem den personlige historie og den ydre karaktertegning af en morder, som politiet nedfælder i deres rapporter. Samtidig sikrer kompositionen en spændingsstruktur, hvor hændelsesforløbet, der går forud fra indledningens mord, langsomt oprulles og bliver tydeligt for læseren.

27443478

I erindringspassagerne erfarer man, at Erik Rasmussens barndom var præget af et svært forhold til en religiøs og overdreven pertentlig far, der, som det beskrives, ”vekslede mellem tavshed og raseri”. Den utilregnelige faderskikkelse sætter sine spor i den unge Erik. For da han som ung matros står til søs, tackler han sin angst og usikkerhed over for kvinder ved at fortsætte faderens afstraffende og sadistiske adfærd – vekslende mellem tavshed og raseri.

Tilbage i Danmark bliver Erik gift med kvinden Zenia. De bosætter sig i Nordsjælland og får sønnen Jørgen. Til at starte med er alt fryd og gammen, men hverdagen sniger sig hurtigt ind på det unge par. Zenia trives ikke med rollen som hjemmegående mor og bliver deprimeret og ugidelig. Den hårdtarbejdende Erik kan ikke håndtere sin kones problemer, kommer for hurtigt og for tit ud af kontrol og giver hende også bank. Parrets problemer bliver ikke bedre af, at familien flytter til København. Her starter Erik som flyttemand for en virksomhed ejet og drevet af Aage Weiche. Erik stikker endnu en gang til søs – på mange måder endnu et desperat forsøg på at straffe den kvinde han i bund og grund elsker. Da Erik vender hjem, er han fast besluttet på at få familielivet til at fungere, selvom det mere end nogensinde synes at være gået i opløsning. Og da Zenia forlader Erik og flytter ind hos Weiche, begynder Erik at planlægge sin fatale redningsplan.

Fortællingens kulmination er netop det mord, der skildres i indledningen af romanen.

Men den helt store overraskelse kommer i romanens slutning. Her træder historiens fortæller pludselig frem med formuleringen: ”Min farfar, lad os kalde ham Erik Rasmussen, trådte ud ad porten til Vridsløselille Statsfængsel den 3. juni 1949, kl. 12”. Først helt til slut viser det sig, at fortællingen om Erik Rasmussen er den litterære genfortælling af forfatterens farfars livshistorie. Således bliver også Kim Leines anden roman en fortælling, der tager afsæt i forfatterens egen familiære virkelighed.

 

Profeterne i Evighedsfjorden

”Han længes efter at møde mennesker i deres naturtilstand, frie mennesker, uspolerede, måske længes han også efter at finde en naturtilstand i sig selv.”
”Profeterne i Evighedsfjorden”, s. 83.

I 2012 udgav Kim Leine romanen ”Profeterne i Evighedsfjorden”. Det er en stort anlagt historisk roman og tænkt som den første i en trilogi med udgangspunkt i Grønlands historie. Romanens handling løber kronologisk over tre hovedafsnit, som er indrammet af en prolog og en epilog, der bryder kronologien op og på dramatisk vis lader læseren træde midt ind i historien.

Romanens hovedperson Morten Falck ankommer i 1780’erne til København fra en lille norsk by. Han skal læse teologi, men hans egentlige interesse er lægevidenskab og de oplysningstanker, som præger tiden. Denne interessekonflikt er et udtryk for en grundlæggende eksistentiel konflikt. Morten Falck er den unge mand spændt ud mellem pligten og lysten, mellem nedarvede traditioner og forventninger og længslen mod personlig frihed og eventyr.

29260206

Efter fem år i København får Morten Falck sin embedseksamen i teologi, men den unge teolog virker mere splittet end nogensinde. Resultatet bliver et brud med København og en stilling som missionær i en dansk koloni ved Sukkertoppen.

Leines roman er bygget op som en klassisk udviklingsroman, hvor figuren Morten Falck i mødet med ”det vilde” Grønland får udfordret sit rationalistisk idealistiske udgangspunkt og ender som en nedbrudt mand, præget af drikfældighed, svigt og afsavn. Han er blevet tævet på plads af det barske liv i Grønland. Men han er også blevet klogere på sit eget sammensatte væsen. Sigende for romanen og den udviklingshistorie, den rummer, finder Morten Falck ikke hjem – hverken tilbage i Norge eller i København, hvor alt synes at gå til i den apokalyptiske storbrand i 1795. Derimod bliver præsten endeligt stedt til hvile i det fremmede – side om side med de grønlandske profeter i Evighedsfjorden.

Romanen er også historien om Grønlands første selvstændighedsforsøg. Og det er mødet med profeterne Habakuk og Maria Magdelene, et grønlandsk par, der prædiker en egen form for kristendom og har brudt med den danske overmagt og startet et alternativt samfund, som er med til at forandre Morten Falck. Profeterne og deres kamp for frihed og selvstændighed har rod i virkelige historiske begivenheder. Morten Falcks liv i kolonien og mødet med profeterne og deres frigørelsesprojekt bliver således også en stærk katalysator for den hårrejsende magt og undertrykkelse, der følger af den kolonialistiske tanke og verdensindretning.

Afgrunden

”Åh! Hvor er jeg? Hvem er jeg? Alt hvad jeg ved, er at jeg er en Gottlieb, min fars søn, min brors bror, og at jeg er på vej til krigen.”
”Afgrunden”, s. 598.

Kim Leines roman ”Afgrunden” fra 2015 blev til i forlængelse af et filmmanuskript om den danske modstandsmand Peter de Hemmer Gudme, der som ung deltog i den finske borgerkrig i 1918.

Med dette historiske afsæt har Kim Leine skabt en stor og vidtforgrenet og fabulerende fortælling om tvillingerne Kaj og Ib Gottlieb og om tiden mellem de to verdenskrige.

Fortællingen om tvillingerne lader Leine begynde i toget på vej til krigen i Finland. Det er de uprøvede unge mænd fulde af naiv ungdommelig længsel og kådhed, der snart efter hvirvles ind i den finske borgerkrigs rædsler. Krigsoplevelserne i Finland er brødrenes første møde med afgrunden – dels som en afgrund i forhold til en velkendt verden, og dels som den rædsel, krigen åbenbarer i dem selv.

51715098

Det er mærkede unge mænd, der vender tilbage til København og til deres studier som henholdsvis læge og teolog. Dog har krigsoplevelserne sprængt store revner i både tro og moralske pejlemærker hos begge brødre. Som romanen følger deres liv i mellemkrigstidsperioden i 1920’erne og 30’erne, kæmper de med at finde tilbage i fredstidens normaltilværelse, de kæmper med at binde sig, stifte familie og falde til ro. Som tidligere i Leines forfatterskab bliver det et grænseoverskridende seksualitetens rum og senere stofmisbruget, der på forskellig vis bliver begge brødres måde at få afløsning for rastløsheden og den mørke krigsfortid.

Romanens kapitler indledes med en række dommedagslignende passager fra Johannes’ Åbenbaring, som er med til at tegne de alt andet end opbyggelige livsbaner, som romanen udfolder. Og da romanen åbner med de to attester, som redegør for brødrenes endeligt på den selv samme dag, er vi som læsere fra start klar over, hvor det ender. 

Kim Leine skriver mangefacetterede og levende figurer frem i sin fortælling. Både figurernes ydre omstændigheder og de indre linjer kædes sammen og blotlægges, uden at fortælleren forfalder til psykologiseren eller udtømmende forklaring. Som tidligere i forfatterskabet er Ib og Kajs historie grundlæggende en barsk historie, og som læser efterlades man især med et stærkt og uudsletteligt billede af krigens gru og rædsler.    

De søvnløse

”Stedet er fantastisk, og samtidig uendelig trist. Det er en boble af uvirkelighed. En kultur på vej mod undergang, men af andre grunde end den europæiske.”
”De søvnløse”, s. 50.

I 2016 udkom Kim Leines lille roman ”De søvnløse”. Handlingen udspiller sig over én dags forløb i den lille grønlandske by Tasiilaq, og med udgangspunkt i det lokale sygehus kastes der et kollektivt blik på en række af menneskene i byen. Det er sommer, det er lyst døgnet rundt, og vi befinder os i år 2025. Men selvom Leine henlægger begivenhederne til en nær fremtid, er vi så langt fra sci-fi-genren, som man nærmest kan komme. Det er den hverdagsrealistiske grønlandsskildring, der er Leines ærinde, men denne skildring sker på baggrundstæppet af et fremtidigt Europa, der står i flammer. Et krigsramt europæisk kontinent bliver således rammen for det almindelige og hverdagslige, der udspiller sig i den grønlandske by.

Som fortællingen skrider frem, portrætteres en gruppe mennesker. Deres indbyrdes forbindelser foldes ud i takt med, at vi følger eftersøgningen af den psykiatriske patient Sivertsen, som er stukket af fra sygehuset og er vandret op i fjeldet. Romanen lægger med eftersøgningen på sin vis op til et dramatisk højdepunkt, men det punkteres. Der sker aldrig rigtig noget afgørende. Og det hele afrundes med en munter, nærmest løssluppen scene på det lille sygehus.

52336848

På den måde glimrer tidligere ellers så centrale elementer i Leines værker ved deres fravær, det gælder den perverterede og normoverskridende seksualitet, det krasse eksistentielle mismod, misbruget og volden. I ”De søvnløse” fastholder Kim Leine det almindelige – det, der ligger mellem ekstremerne. Og det har ifølge Leine selv været en bevidst målsætning at tegne et andet og mindre dystert og voldsomt billede af Grønland og grønlænderne, end det der ofte tegnes.

Det kaotiske og ekstreme rumsterer dog alligevel, som allerede nævnt, i udkanten af romanen. Det er den fjerne krig nede i Europa. Hvorfor Europa er hærget af krig, får vi aldrig vished om. Leine lader på raffineret vis fremtidsscenariet med det krigsramte Europa spejle en erfaring, vi allerede kender i dag – billederne og efterretningerne fra den fjerne krig, det være sig Syrien, Irak eller Afghanistan. Og samtidig synes romanen indirekte at give et angstprovokerende bud på nogle af de tendenser, der præger Europa i dag.

Som afslutning på romanen lufter Leine også en politisk dimension, nemlig Grønlands fulde selvstændighed. 

Rød mand/Sort mand

”Den 1. november. Der er flere døde end levende. De ligger spredt som efter et militært slag hvor sejrherrerne er rejst deres vej, De flyder i havet som efter et søslag. De indfødte vender sig til Egede. Hvem er det der gør dette mod os? Er det Gud eller Djævlen?”


”Rød mand/Sort mand”, s. 421.

”Rød mand/Sort mand” fra 2018 er anden roman i Kim Leines planlagte trilogi om Grønland og kan læses som en art prequel til ”Profeterne i Evighedsfjorden”. Vi befinder os i 1720’erne, hvor en aldrende Kong Frederik den 4. har sat gang i det danske koloniprojekt i Grønland. Ligesom den foregående roman er denne bygget op i tre dele, indrammet af en prolog og epilog.

I første del sættes koloniens hold: 24 straffefanger fra Bremerholmen i København tvangsgiftes med 24 prostituerede kvinder og skibes afsted. De skal udgøre rygraden i den planlagte koloni. Herefter skildrer anden del de første barske år af koloniprojektet. 23 ud af de 24 par overlever ikke de tre første år.

Tredje del, der bærer titlen ”fædre og sønner”, åbner for alvor op for romanens tema, med en omsiggribende koppeepidemi som bagtæppe. Her handler det nemlig om alt det, der går i arv i kraft af de forkvaklede og forviklede relationer, der knytter koloniens beboere sammen. Særligt forholdet mellem den røde mand, åndemaneren Aappaluttoq, og den sorte mand, koloniens hårdhændede missionær, præsten Hans Egede, står som værkets egentlige knudepunkt. Tidligt i romanen hører vi, hvordan Egede stjæler åndemanerens søn, kristner ham og gør ham til sin egen. Denne søn, der som ung mand møder sin død og fortabelse strandet mellem sine to ”fædres” verdner, er et afgørende punkt i fortællingen og bliver en afgørende faktor for Aappaluttoq.

53969127

Men også for Hans Egede, der hen imod slutningen af sin livsbane vakler i forhold til den tro og livsførelse, han med hård hånd har prædiket over for de grønlandske hedninge. Relationen mellem Aappaluttoq og Hans Egede er således også selve billedet på forholdet mellem koloniherren og den kolonialiserede. Og det er en kritisk beskrivelse af, hvordan en stålsat og overlegen religiøs ideologi langsomt krakelerer i mødet med det barske liv på Grønland. 

Romanen er polyfon, dvs. at fortællingen udfolder sig gennem en lang række stemmer. De skiftende fortællerpositioner lader os som læsere se begivenhederne i et vekslende lys alt efter øjnene, der ser, og stemmen, der beretter. Dog indtager åndemaneren Aappaluttoq en særlig placering, da han som fortæller og som mystisk shamanistisk figur er i stand til at bevæge sig frit i tid og rum og på denne måde går bag om de andre personer i fortællingen. Med sin evne til overskridelse knytter han en række af de andre figurers individuelle skæbnebaner sammen og giver romanen dens fortællermæssige ramme.

Dansk Standard

”Ondskabens problem. Hvad gør man ved den? Man kan ikke dræbe den, for det gør den kun stærkere. Man kan ikke flygte fra den, for den følger bare efter. (…) Måske kan vi mennesker i virkeligheden ikke undvære den? Måske er menneskets største udfordring at lære at finde en fred i at ondskaben er til?”


”Dansk Standard”, s. 270-271.

I 2019 udkom Kim Leines ottende roman Dansk Standard, der åbner et nyt spor i forfatterskabet. Romanen er en absurd horrorhistorie, der er lige dele grum, ulækker og morsom.

Fortællingen er lagt i hænderne på det traumatiserede søskendepar Morten og Mette, der på skift fra en 1. persons fortællerposition beretter om begivenhederne.

Morten kalder sig E i et forgæves forsøg på at indhylle sig i normalitetens usynlighed og undslippe den fortrængte fortid. Han arbejder i Dansk Standard, et firma der har ”specialiseret sig i at standardisere verden”, og som romanen har fået navn efter. Søsteren Mette er læge og samtidig kronisk suicidal. Hun forsøger med egne ord ’at dræbe sit syge sind ved at skære i sit raske kød’. Hvis Morten bekæmper traumet ved fortrængning, er Mettes strategi den direkte konfrontation. Hun finder stor tilfredsstillelse i at rode med andres lemlæstelser og åbne sår for ikke at skulle forholde sig til sine egne sjælelige skader.

47219027

Begge søskende er martrede af en grum familiefortid med incestuøse overgreb, som på absurd og overnaturlig vis gradvist rulles ud for læseren. Her kommer det okkulte selskab, Teosofisk Verdensuniversitet, som begge søskende kommer i kontakt med, ind i billedet. Selskabet arbejder nemlig i al hemmelighed med at bringe afdøde tilbage til livet i en slags reinkarnationer. Og det er ingen anden end Mette og Mortens tidligere overgrebsmand onkel Thomas, der via mystiske eksperimentale tiltag bliver bragt tilbage til livet. Og for at det ikke skulle være nok, er onkel Thomas ikke bare onkel, men faktisk også biologisk far til Mette og Morten.

Det er ud af denne plotmæssige ramme, at det på én gang vanvittigt klamme og humoristiske opstår – som da E bliver voldtaget af den mærkelige hund Pivskid, han har købt i et hundeinternat, og som faktisk viser sig at være en reinkarnation af netop onkel Thomas.

Horrorgenren er en helt ny facet ved Kim Leines forfatterskab, men romanen trækker samtidig klare tråde helt tilbage til forfatterskabets start. Det gælder særligt skildringen af personer martrede af fortiden og dens grumme incestuøse overgreb.

Genrer og tematikker

Kigger man på tværs af Kim Leines indtil videre otte romaner, træder en række fællestræk frem. For det første kan man konstatere, at det selvbiografiske spiller en stor rolle. Debutromanen medførte således en vis debat, da det er de mest tabuiserede og smertefulde dele af forfatterens eget liv, der kommer til udtryk i romanens form.

Leines roman er på sin vis den afgørende brik i det liv, der skildres. For det, der redder personen i og bagved historien, er netop, at han formår at skrive sig ud af ungdommens traume og voksenlivets stofmisbrug. Grænserne mellem romanens fiktive univers og biografiens fakta smelter bort i Kim Leines barske bog, der således rummer et klart aspekt af selvterapi. På spørgsmålet om det har hjulpet ham at skrive, siger Kim Leine: ”Ja. Fordi en del af forbandelsen ved al misbrug er hemmeligholdelsen. Når det til gengæld eksploderer, som nu med bogen, kender alle mine venner pludselig til det. Jeg har jo taget hele verden i ed på det, der er sket. Det andet er, at det er blevet mere konkret: En bog, jeg kan åbne og lukke.” (Tine Maria Winther: Sig mig lige…: Ned med fuld musik. Politiken, 2007-02-10).

Valget af genrebetegnelsen erindringsroman begrunder Leine på følgende måde: ”Det er en roman i formen og en erindringsbog i indholdet. Ordet roman antyder, at man forholder sig lidt frit til stoffet.” (Tine Maria Winther: Sig mig lige…: Ned med fuld musik. Politiken, 2007-02-10). Leines bog er ikke skønlitteratur med enkelte biografiske træk, men nærmere en litterær bearbejdning af forfatterens eget liv. ”For mig var det vigtige at skrive en roman, fordi det altid har været min ambition at genfødes litterært. Og jeg havde jo indholdet. Da jeg så havde fundet en form, hældte jeg bare indholdet i.” (Thomas Hebsgaard: Flygtningen. Information, 2007-02-01).

Grænsen mellem fortællingens Kim og forfatteren Kim Leine er som sagt svær at trække, og erindringsromanen fremstår som en modig og nådesløs selvudleverende historie om et hårdt og lidet flatterende liv fuldt af misbrug og flugt, men også fuldt af medmenneskelighed og fascinationskraft. Den indledende dedikation til forfatterens børn, der, som der står, ‘ønskede, at deres navne ikke blev ændret’, vidner om ”Kalak”s status som en litterær, men meget rå og virkelig dokumentation af forfatterens eget liv. Og også de to efterfølgende romaner ”Valdemarsdag” og ”Tunu” tager tydeligt afsæt i forfatterens personlige liv og forhold.

Et andet fællestræk ved Leines romaner er Grønland. I Kim Leines univers er Grønland et lige dele råt og dragende sted. Det er, som om livet på Grønland skærer ind til benet og lader alt det opbyggelige, forfængelige og forhåbningsfulde falde til jorden for at efterlade den enkelte både skrøbelig og afpillet, men måske også mere fri og ærlig. Kim Leine karakteriserer selv betydningen af det grønlandske på følgende måde: ”Grønland er også min egen frigørelse. For mig symboliserer Grønland at krænge sin gamle slangeham af og skifte identitet. At gøre oprør mod vedtagne love og finde sin egen vej. Nogle gange sker det på en destruktiv måde. Både for mig selv og for personerne i mine bøger.” (Marianne Krogh Larsen: Den kontrollerede ekstase. Weekendavisen, 2012-03-09).

 

Beslægtede forfatterskaber

Som roman ligner Kim Leines debutbog ikke mange andre romaner, da den så direkte er en litterær fremstilling af forfatterens eget liv. Men kvaliteten af hans debut består ikke kun i den utrolige historie, forfatterens eget liv rummer. Romanen rummer også en klar sproglig kvalitet. I det nøgterne og usminkede sprog, som de rå og voldsomme begivenheder formidles i, fornemmer man med mellemrum sprækker af melankolsk sødme og skønhed.

Den hudløst ærlige skildring af det seksuelle overgreb giver dog Leines bog et vist slægtskab med en selvbiografi som Kristian Ditlev Jensens ”Det bliver sagt” fra 2001, der også vakte opsigt med sin kredsen om seksuelle overgreb i barndommen. Leines bog kan også siges at være beslægtet med et forfatterskab som Erling Jepsens, der i høj grad tematiserer seksuelt misbrug og psykisk uligevægtighed, og hvor det at forholde sig litterært til disse tabuer bliver en slags selvterapi.

Med sin medrivende skildringer af det grønlandske samfund kan man se Leines romaner i sammenhæng med den danske forfatter J. Bech Nygaards romaner ”Natten er nådig” og ”Solen står lavt”, som skildrer det grønlandske samfund i 1960'erne med stor indsigt og personligt engagement. Eller grønlænderen Ole Korneliussen, der, siden han var 20 år i 1967, har boet i Danmark og skriver ud fra et kulturelt blandingsperspektiv. Sidst, men ikke mindst, kan man nævne Peter Høegs ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”, der kan læses som en postkolonial kommentar til det stadig eksisterende dominansforhold mellem Danmark og Grønland.

Også romanen ”Valdemarsdag” er kendetegnet ved et nøgternt og ganske effektivt sprog, der uden de store armbevægelser lader ane de underliggende følelser, der giver fortællingens dens drama og fascinationskraft. Desuden er det autobiografiske element også her en helt afgørende del af fortællingens plot og sammenhæng.

 

Bibliografi

Romaner

Leine, Kim:
Kalak. Gyldendal, 2007.
Leine, Kim:
Valdemarsdag. Gyldendal, 2008.
Leine, Kim:
Tunu. Gyldendal, 2009.
Leine, Kim:
Profeterne i evighedsfjorden. Gyldendal, 2012.
Leine, Kim:
Afgrunden. Gyldendal, 2015.
Leine, Kim:
De søvnløse. Gyldendal, 2016.
Leine, Kim:
Skovpigen Skærv. Gyldendal, 2016.
Leine, Kim: Rød mand - sort mand. Gyldendal, 2018.

Leine, Kim: Dansk standard. Gyldendal, 2019.

Børnebog

Leine, Kim:
Drengen der drog nordpå med sin far for at finde julemanden. Gyldendal, 2015. Illustreret af Peter Bay. Billedbog.

Trojka - tegneserie

Leine, Kim: Skarabæens time. Fahrenheit, 2018. Illustrator: Søren Mosdal. (1).

Om forfatterskabet

Artikler

Kjerkegaard, Stefan:
Litteratur som modsprog. Påtale i Information, 2007-13-12.
Jensen, Anders Rou:
Den lange vej til forfatterskabet. Interview med Kim Leine. Information, 2008-02-14.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Kim Leine

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Hebsgaard, Thomas:
Flygtningen. Information, 2007-02-01.
Winther, Tine Maria:
Sig mig lige…: Ned med fuld musik. Interview i Politiken, 2007-02-10.
Larsen, Marianne Krogh:
Den kontrollerede ekstase. Weekendavisen, 2012-03-09.