Kim Leines ”Karolines kamp” fra 2023 er anden bog om den politiske figur Karoline Blicher. Tidsrammen er halvåret maj til oktober 2016. Karoline er blevet valgt ind i Folketinget, men partiet – som hendes far har stiftet – er ramt af skandale, og magtkampen i partiet er ved at bryde ud. De bånd, der i første roman tegnede sig mellem Karoline og Putins Rusland, er ikke mindsket i styrke. Og den folkevalgte politiker fungerer som egentlig agent med hemmelige møder på den russiske ambassade og tråde til Kremls øverste top. Med denne dobbelte rolle tager Karoline og hendes mand til USA midt i en polariseret præsidentiel valgkamp. Karoline kommer her helt tæt på Trumps inderkreds, som et muligt bindeled mellem Putin og Trump. Samtidig snerper tingene til, og det hele kulminerer på dramatisk vis, da den russiske agent Mikhail Petrov fra første bind som et løsgående missil igen krydser Karolines bane.
136222775
Romanens anden hovedfigur, journalisten Jesper Skov, bliver af sin redaktør sendt til Rusland for at skrive artikler hjem, men mest af alt for at finde ud af, hvad der er sket med hans russiske kone og sønnen Viggo, der har forladt ham for at forsvinde i Rusland. Dette spor i romanen ender med Jespers fængsling og en efterfølgende dramatisk flugt ud af Rusland gennem Murmansk mod grænsen til Norge.
Romanens opbygning hviler på en effektiv krydsklipning mellem disse spor. Koblingen sker også i kraft af den nye centrale figur, Leine føjer til sin fortælling. Den nyansatte analytiker ved det danske efterretningsvæsen, Annie Faurschou. Hun og hendes autistiske hjerne er udover det sædvanlige til at finde mønstre og veje i de uendelige strømme af data og netværk, som er efterretningsvæsnernes egentlige frontlinje.
Leine fletter her og der og alle vegne frit sin spændingsfyldte fortælling sammen af tråde hentet fra en genkendelig og aktuel politisk samtid. Det gør det muligt at skabe et kulørt og spændingsdrevet plot, der samtidig opererer i en aktuel og realistisk ramme.
Romanen slutter tilbage i København, hvor Karoline som vinder af partiets interne magtkamp træder frem som leder af et nyt parti, alt imens nyheden om Trumps valgsejr breaker.