I 2012 udgav Kim Leine romanen ”Profeterne i Evighedsfjorden”. Det er en stort anlagt historisk roman og den første i en trilogi med udgangspunkt i Grønlands historie. Romanens handling løber kronologisk over tre hovedafsnit, som er indrammet af en prolog og en epilog, der bryder kronologien op og på dramatisk vis lader læseren træde midt ind i historien.
Romanens hovedperson Morten Falck ankommer i 1780’erne til København fra en lille norsk by. Han skal læse teologi, men hans egentlige interesse er lægevidenskab og de oplysningstanker, som præger tiden. Denne interessekonflikt er et udtryk for en grundlæggende eksistentiel konflikt. Morten Falck er den unge mand spændt ud mellem pligten og lysten, mellem nedarvede traditioner og forventninger og længslen mod personlig frihed og eventyr.
29260206
Efter fem år i København får Morten Falck sin embedseksamen i teologi, men den unge teolog virker mere splittet end nogensinde. Resultatet bliver et brud med København og en stilling som missionær i en dansk koloni ved Sukkertoppen.
Leines roman er bygget op som en klassisk udviklingsroman, hvor figuren Morten Falck i mødet med ”det vilde” Grønland får udfordret sit rationalistisk idealistiske udgangspunkt og ender som en nedbrudt mand, præget af drikfældighed, svigt og afsavn. Han er blevet tævet på plads af det barske liv i Grønland. Men han er også blevet klogere på sit eget sammensatte væsen. Sigende for romanen og den udviklingshistorie, den rummer, finder Morten Falck ikke hjem – hverken tilbage i Norge eller i København, hvor alt synes at gå til i den apokalyptiske storbrand i 1795. Derimod bliver præsten endeligt stedt til hvile i det fremmede – side om side med de grønlandske profeter i Evighedsfjorden.
Romanen er også historien om Grønlands første selvstændighedsforsøg. Og det er mødet med profeterne Habakuk og Maria Magdelene, et grønlandsk par, der prædiker en egen form for kristendom og har brudt med den danske overmagt og startet et alternativt samfund, som er med til at forandre Morten Falck. Profeterne og deres kamp for frihed og selvstændighed har rod i virkelige historiske begivenheder. Morten Falcks liv i kolonien og mødet med profeterne og deres frigørelsesprojekt bliver således også en stærk katalysator for den hårrejsende magt og undertrykkelse, der følger af den kolonialistiske tanke og verdensindretning.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Profeterne i Evighedsfjorden"