Leif Panduro

Leif Thormod Panduro blev født den 18. april 1923 på Frederiksberg. Hans mor var lærer, og hans far læste til cand.polit., men inden Leif fyldte et år, havde faren fundet en anden og forsvandt stort set ud af Leifs liv. Kort efter brød moren sammen og blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Nu startede en omflakkende tilværelse for den lille dreng, som blandt andet kom på børnehjem. Da Leif var seks år, blev moren atter indlagt på Statshospitalet i Nykøbing Sjælland, og nu for resten af livet (27 år i alt!). Leif Panduros morbror Gregers tog drengen til sig i sit hjem i Ringsted, hvor han ikke ligefrem blev overøst med kærlighed. Gregers mente ikke, at der var meget håb for Leif, som ifølge morbroren hverken duede til eller ville blive til noget. Men på trods af de negative forventninger klarede han sig så godt i skolen, at lærerne anbefalede, at han sprang 5. klasse over og gik direkte i mellemskolen, som det hed dengang. Gregers så nu sit snit til at slippe af med Leif og sørge for, at det varme forhold, der var opstået mellem Leif og den et år yngre fætter Rudi, blev saboteret. Leif blev sendt på kostskole i Birkerød, hvor han mistrivedes og klarede sig så dårligt, at han kun med nød og næppe bestod sin realeksamen i 1939.

I 1941 søgte han ind på Tandlægehøjskolen. I sin studietid var han aktiv modstandsmand, mens hans biologiske far i øvrigt var nazist og sidenhen blev likvideret af modstandsbevægelsen.

I 1947 afsluttede han sine tandlægestudier, og året efter giftede han sig med Ester Larsen, som han havde mødt på studiet. Sammen fik de to sønner.

Efter at have praktiseret som tandlæge i provinsen i både Sverige og Danmark debuterede Leif Panduro med romanen ”Av, min guldtand” i 1957, og fra 1965 kunne han lukke sin tandlægepraksis og hellige sig forfatterkarrieren. Selv om han kun blev 53 år, har han efterladt sig et bugnende oeuvre, og i sin samtid var han elsket for sine humoristiske personportrætter i den grad, at Ghita Nørby i forbindelse med hans død skulle have sagt: ”Hvem skal nu fortælle os, hvem vi er?”.

Leif Panduros debutroman ”Av, min guldtand” fra 1957 foregår i en dansk provinsby hen over en sommer. Romanens fortæller er byens tandlæge Danielsen, som egentlig bare gerne vil passe sin tandlægebiks og sin familie med kone og to drenge, men som igen og igen bliver forstyrret af mærkværdige hændelser og byens (andre) skæve karakterer. Igennem Danielsens blik får vi serveret en lang række skæve personligheder og humoristiske hændelser fra den lille provinsverden, mens hans to drenge altid har en frisk bemærkning klar og fungerer som en slags spejl og en bekræftelse af ordsproget: fra børn og fulde folk skal man høre sandheden. Fulde folk er der også en del af i værket med centrum i bodegaen Gormsen, hvor sorger og glæder bliver druknet i svulmende øl.

I korte kapitler hører vi om anstrengende familiebesøg, problemer med likviditeten og skæve karakterer som den skønne, men meget fåmælte Juanita, Mathis der sympatiserede med de forkerte under krigen og nu bliver løsladt efter 12 års fængsel – og taget til nåde af lokalsamfundet, fordi det ikke kan tåle at miste nogen, med mange flere.

Romanen er mest af alt en lille humoristisk grotesk krydret med livsfilosofi og causeri. Stemningen er let og ironisk, og tonen ligefrem. Der er ikke den store, fremadskridende handling i værket, men i stedet er den en anledning til at dykke ned i forskellige skæbner og parodiske hændelser. Romanens centrale tema er livets irrationalitet, og hvordan tilfældigheder gang på gang kan spænde ben for det såkaldt almindelige liv. Byens borgmester repræsenterer på fin vis irrationaliteten. Han er blevet borgmester – ikke på grund af sine talers indhold, men fordi han kan anvende så mange ord! I øvrigt må fortælleren agere en form for motor, når borgmesteren holder taler, for hvis ikke Danielsen står nær talerstolen og understøtter borgmesteren med en lille melodi, mister han fokus i sine taler.

Byens torv og provinslivets sladder spiller sin egen særegne rolle i værket og bliver nærmest fremstillet videnskabeligt, som om fortælleren vil prøve at sætte sladderen på formel og forstå dens væsen og virkemidler (se citat).

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Av, min guldtand"

I Panduros gennembrudsroman ”Rend mig i traditionerne” fra 1958 er hovedpersonen gymnasieeleven David Dechel, der op til de afsluttende eksaminer får et mentalt sammenbrud. Læseren kastes ind i romanen og fortælleren Daniels hoved, mens han befinder sig på psykiatrisk afdeling og forsøger at forklare, hvorfor han egentlig er havnet der. I romanen henvender han sig flere gange eksplicit til sin læser og forsøger på den måde at appellere til og engagere læserne i sit oprør mod samfundets konformitet.

"Rend mig i traditionerne” er en humoristisk satire om at forme sin identitet i et samfund, der dikterer ens plads i livet. Men det er også en roman om at få hold på sig selv, når ens far er død, og moren er flagrende fraværende og går mere op i sin nye mand end i sin søn. Som repræsentanter for samfundets normer og regler står især skolens lærere, lægerne på den psykiatriske afdeling samt Daniels storebror Hugo. Daniel udtrykker sin modstand mod systemerne og konformiteterne både med handlinger (ved at bide og sparke) og med ord.

21991929

Som for eksempel her, hvor han beskriver opstarten på sin behandling: ”Næste dag begyndte det store slag om min udødelige sjæl. Det gik løs med mægtig præcision. Præcision er en god ting, si’r Hugo altid. Og det er bedre slet ikke at komme end at komme for sent. Sådan noget er han fuld af. Det er til at brække sig over.” (s. 32-33). På den psykiatriske afdeling får Daniel et vist fællesskab med en anden patient, hr. Traubert, om trangen til at stikke af og sprænge det hele i luften – i metaforisk som konkret forstand.

Romanens centrale tema er, hvordan man kan forme sin identitet og finde sin plads i livet i opposition til samfundets konventioner. I forlængelse af samtidens omdiskuterede psykiater R.D. Laing stiller romanen spørgsmålet, hvem der er mest ’normal’, og hvem der har evnen til at udfordre og udvikle samfundet – den gale eller den konventionelt normale. Daniel kommer et vist stykke vej i sit oprør, men da hr. Traubert dør, lægger Daniel tilsyneladende sit oprør på hylden. Han siger farvel til den psykiatriske afdeling og vender tilbage til gymnasiet.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Rend mig i traditionerne"

Hovedpersonen i Leif Panduros roman ”De uanstændige” fra 1960 er Thomas. Da læserne møder ham, er året 1939. Han er 17 år og netop flyttet ind i et hus i Charlottenlund med sin far, der er direktør og mest af alt går under betegnelsen ’klippevægsansigtet’, og en ængstelig mor, der bekymrer sig meget om sit helbred og lidt om verdenssituationen. Livet er regelret og alting givet hos Thomas, men inde hos naboerne er alt anderledes – ikke mindst på grund af de løsslupne, livsglade og seksuelt eksperimenterende tvillinger Topsy og Mick, som Thomas forelsker sig hovedkulds i. Hvem han er mest betaget af, har han svært ved at finde ud af, hvilket selvfølgelig ikke gør situationen nemmere for ham, for selvom erotik i sig selv er skræmmende og forbudt i Thomas’ univers, så er homoseksualitet forbundet med den største skam.

28327315

Romanen tematiserer Thomas’ forsøg på at løsrive sig fra sin families normer, og hans møde med kærlighed og erotik. Men det er ikke nemt at gøre sig fri af ’klippevægsansigtets’ strenge normer og ubrydelige regler, der er så håndfaste, at de ikke behøver blive udtalt, men blot kan stadfæstes igennem farens blik. Mest af alt føler Thomas sig som tilskuer, når han prøver at tage del i Mick og Topsys frigjorte leg med livet og hinanden.

På paradoksal vis bliver det Tysklands besættelse af Danmark, der hjælper Thomas på vej. Sammen med Mick bliver han en del af en lille og tæt forbundet modstandsgruppe, og det giver ham for alvor et tilhørssted. Med et får livet mål og mening, som dog får en brat og kaotisk afslutning, da besættelsen ophører, og Thomas i en noget kaotisk befrielsesscene – måske – skyder Mick. Dermed tager Thomas livet af sit eget ulmende oprør og sine homoseksuelle affiniteter, og afslutningsvis vender han hjem til forældrenes villa – og en fremtid, der er givet på forhånd.

Romanens stemme er en alvidende fortæller, som formidler med en ironisk distance og et smil på læben. Ingen af karaktererne bliver skånet, når de fortælles frem, og selvom Topsy og Mick på mange måder glorificeres, gemmer der sig under overfladen på Topsy og Micks frie liv adskillige brister i form af utroskab, alkoholmisbrug og incest.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "De uanstændige"

I Leif Panduros roman ”Fern fra Danmark” fra 1963 kastes læseren hovedkulds ind i en særpræget hovedkarakters tilværelse. Romanen indledes med sætningen ”Er pludselig til”, og dernæst følger en detaljeret beskrivelse af fortællerens omgivelser og dernæst af ham selv. Alt er beskrevet med en undren, som af en udenforstående, men dog med et nuanceret vokabularium. Det viser sig, at årsagen til, at han fremstår så undrende, er, at han har hukommelsestab, og resten af romanen er formet som en opdagelsesrejse og en jagt på fortællerens identitet. Igen og igen stiller fortælleren, som viser sig at hedde Martin Fern, sine omgivelser spørgsmålet: Hvem er jeg? Men ingen ønsker at svare – heller ikke på det sanatorium, hvor han befinder sig. Det eneste, der står klart i mødet med omgivelserne, er, at Martin Fern ikke ligefrem er vellidt. Hans nærmeste frygter ham eller hader ham, men ingen ønsker at fortælle ham hvorfor.

Hukommelsestabet giver Martin Fern en mulighed for at blive fri af sin fortid – af den han igennem andres blikke og erfaringer er. Igennem sproget distancerer han sig fra rollen som Martin Fern og tager aldrig direkte Martin Ferns identitet på sig. I sin egen optik er han ikke syg, mens andre bliver ved med at forholde ham det modsatte. Hans paradoks bliver, at han har en sygdom (hukommelsestab), som ikke generer ham selv, men derimod gør ham umulig at forstå for omgivelserne, der behandler ham, som om han er psykisk syg. Hans sygdom er således kun tydelig i forholdet til ’de andre’, som han kender fra tidligere, og på den måde kan det fortolkes som en social sygdom – et misforhold mellem jeg-fortælleren og verden.

Fortællerens manglende erindring gør endvidere, at han kan blive brugt som syndebuk for alle de andre karakterer, og på den måde tematiserer romanen umuligheden af at definere sig selv og af at stå uden for ’de andres’ blikke. I forlængelse af det tema kan det være oplagt at foretage en strukturalistisk analyse af romanen med fokus på italesættelser.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Fern fra Danmark"

Leif Panduros roman ”Høfeber” fra 1975 er det sidste værk, han nåede at afslutte. Den handler om dommeren Hans Erling Herzberg, der er en sympatisk og meget forstående mand. Han er så forstående, at han uden videre accepterer, at konen Elise har en affære med hans gamle ven, overlæge Klausen, og at sønnen Allan kun kommer på besøg, når han mangler penge.

Men da en ukendt mand en dag smider cayennepeber i hovedet på Hans Erling, får han kronisk snue og rindende øjne, og det værste er, at ingen rigtig tror ham – hverken hans kone, politimesteren eller kollegerne. Konen mener, at det er en slem omgang høfeber, som dommeren har fået for at få opmærksomhed. Hun har i det hele taget lidt svært ved at tage dommeren alvorligt – samtidig med at hun forsøger at skabe lidt spænding ved at iscenesætte dommeren som lidt af en sadist over for sin elsker for at få de to rivaler til at kæmpe om hende. Det eneste resultat af hendes anstrengelser er dog, at overlæge Klausen bliver endnu mere angstneurotisk end normalt.

07284608

”Høfeber” er fuld af intriger og forviklinger og mennesker, der har svært ved at tilpasse sig samfundets udvikling. Den eneste, der rent faktisk virker til at have ben i næsen og begge ben solidt plantet på jorden, er dommeren, men efterhånden bliver også han drevet helt ud i tovene på grund af gentagne overfald, den kroniske snue, og fordi ingen tror ham. Selv læseren bliver i tvivl om, hvorvidt dommeren rent faktisk er blevet overfaldet, eller om han er ved at blive vanvittig. Mere eller mindre vanvittige mennesker er der i øvrigt nok af i værket – overlæge Klausen lider af angst og tror, at Hans Erling vil slå ham ihjel. Hans Erlings elskerinde Lise K’s mand er blevet forelsket i en anden mand og er rejst efter ham til Stockholm, hvor han har formøblet alle sine penge, og imens er en rigmand drevet til vanvid af sin kærlighed til Lise K.

Romanen er skrevet af en alvidende fortæller, som pendulerer mellem de forskellige karakterer og tager livtag med 1970’ernes samfundsomvæltninger som seksuel frigørelse, kvindesag, ungdomsoprør og oprør mod autoriteter. Det hele begynder tragisk med dommerens tilsyneladende død, men efterhånden går det op for læseren, at også fortælleren er temmelig utilregnelig og beregnende.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Høfeber"

Leif Panduro var en særdeles produktiv forfatter og udgav både romaner, noveller, skuespil, radiospil og film samt kronikker og artikler.

Skrivestilen er let, humoristisk og fuld af ironi, men den er også lidt gammeldags set med nutidens øjne. Humoren findes både på det sproglige niveau og i de beskrevne situationer, som når familien Thamms hest i ”De uanstændige” pludselig kommer vadende ind i stuen midt i en fest og drikker enorme mængder øl.

Et hovedtema i forfatterskabet er umuligheden af at definere sin identitet udenfor samfundets normer og regler. Det er en problematik, hovedparten af karaktererne bokser med, men uden at de lykkes med deres forehavende. De lykkes højest med at lave små ridser i normalitetens fernis, som da Thomas i ”De uanstændige” går op mod klippevægsansigtet (faren) og rent faktisk formår at ryste ham lidt i sin grundvold.

I forlængelse af normalitetstemaet spiller psykiatrien en central rolle. Både i værkerne ”Rend mig i traditionerne”, ”Fern fra Danmark” og ”Høfeber” fremstilles behandlerne karikeret og uden mulighed for at bidrage positivt til hovedpersonernes udvikling, og i sidstnævnte roman drager en psykiater ligefrem alle sine konklusioner om Dommeren (patienten) på baggrund af fordomme og nægter at lytte til ham.

Der er to oplagte vinkler at lægge på værkerne; en psykologisk og en socialkonstruktivistisk. Leif Panduro var inspireret af såvel Freuds psykoanalyse som af psykiater R.D. Laings ideer om galskabens strategier og muligheder for at udfordre samfundets normer og regler. Psykoanalysen er et klart baggrundstæppe, når Leif Panduro udstiller borgerskabets konstruktioner, børn der forventes at indordne sig og undertrykte seksualiteter. Især ”De uanstændige” er eksemplarisk, og hovedpersonen ender endog med at slå genstanden for både sit begær og sin jalousi ihjel. ”Rend mig i traditionerne” og ”Fern fra Danmark” er til gengæld eksemplariske for Laings teorier. I begge værker er hovedpersonerne indlagt på grund af psykiske sammenbrud og stiller spørgsmål til den virkelighed og de rammer for identitet, deres omgivelser giver dem. Selvom Leif Panduro ikke selv nåede at høre om socialkonstruktivisme, er det oplagt at arbejde med dens begrebsapparater og analysemetoder i mødet med Panduros karakterer, der – ligesom socialkonstruktivisterne påpeger – aldrig findes uden (andres) sprogliggørelse.

Leif Panduro skrev i forlængelse af store naturalister som Henrik Pontoppidan, men er og bliver en af dansk litteraturs store modernister, hvor han er nært beslægtet med flere af periodens store forfatterskaber: Med Villy Sørensen deler han især humoren, med Svend Åge Madsen deler han optagetheden af grænserne mellem normal og gal, mens han med Klaus Rifbjerg deler en litterær interesse for nære miljøbeskrivelser og identitetsdannelse – altså af, hvorfor et menneske udvikler sig, som det gør, og hvad der sker undervejs.

I modsætning til mange af sin samtids forfattere såsom de ovenfor nævnte, der eksperimenterer med stil og fortælleteknik, er stilen hos Panduro ligefrem og overskuelig, og hans værker er oftest præget af en fremadskridende handling og en god historie, der ofte skrider frem mod en katastrofe.

Leif Panduro er tydeligt inspireret af J.D. Salinger, og ikke mindst inspirationen fra hans debutroman ”Forbandede ungdom” fra 1951 skinner klart igennem i Panduros ”Rend mig i traditionerne”. I begge romaner bæres fortællerstemmen af unge mænd/drenge, der føler sig i modsætning til deres omgivne samfund, og som kommer i psykiatrisk behandling, og i begge værker henvender fortælleren sig direkte til læseren. Også fortællerens akavede forhold til det andet køn går igen i de to værker, men mens humoren lyser stærkt i Panduros værk, er sproget hos Salinger berømmet for at være ’grimt’ og matche teenagerens oprørstrang.

Blandt mere nutidige forfatterskaber er det relevant at sammenligne med en forfatter som Peter Høeg, der ligesom Panduro er optaget af grænserne mellem det normale og gale – og i hvordan det anderledes eller gale kan udstille og udfordre normaliteten som for eksempel i romanerne ”De måske egnede” og ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”.