Leif Panduro

Leif Thormod Panduro blev født på Frederiksberg d. 18. april 1923. Panduro var ikke mere end godt et år gammel, da faren stak af fra hjemmet, og moren Anne Johanne blev indlagt på en psykiatrisk afdeling. Efter en hård barndom hos sin koleriske morbror røg Panduro på en kostskole i Birkerød, og efter et par svinkeærinder endte han så på Tandlæge Højskolen i København.

Den utrygge opvækst gav Panduro en livslang angstneurose, der fra tid til anden sendte ham i terapi, men samtidig gav sygdommen også næring til hans litterære og filmiske værker: Forfatterskabet vrimler med ustabile mandstyper.

Efter at have praktiseret som tandlæge i provinsen både i Sverige og i Danmark debuterede Leif Panduro i 1957 med romanen Av, min guldtand, der handler om netop en tandlæge, hvis trygge vaneliv i en provinsby til stadighed forskubbes af sære, humoristiske optrin.

Både debuten og de efterfølgende udgivelser blev store, folkelige succeser, og i 1965 kunne Panduro lukke sin skrantende tandlægepraksis og hengive sig til skriveriet. Ud over sin litterære produktion var en stor mængde klummer og småartikler i aviserne med til at sikre hans udkomme.

I de tre romaner Rend mig i traditionerne (1958), De uanstændige (1960) og Øgledage (1961), som efterfulgte debuten, beskrives en unge mands besværlige socialiseringsproces, hvor den stivnede småborgerlighed stiller sig i vejen for den seksuelle drift og den individuelle udfoldelseslyst.

Øgledage, den mest eksperimenterende af alle Panduros romaner, består for størstedelens vedkommende af en uformidlet tankestrøm, hvor hovedpersonens sjælekvaler kommer for dagen. I denne roman, hvor fortællingen ikke opbygger et realistisk rum som i de øvrige prosabøger, etableres et stærkt symbolsk univers. Det er på mange måder den indre øgle, læs det indre dyr, som både skal tæmmes og fodres, der gives stemme.

Særlig i denne udgivelse er inspirationen fra psykoanalysen tydelig, og typisk for forfatterskabet er grundmotivet en overgangssituation mellem to livsstadier - her mellem barn og voksen - hvor individet er ekstra sårbart. Romanen begynder sådan her: Ja ja, jeg er en øgle. En af de kvikkeste. Lige nu er det lørdag, eftermiddag, sommer, og her sidder jeg med bukserne nede om hælene [...] Jeg presser på for at få den ud, men sådan er det med min fortid, kun i små stumper forlader den mig med sagte plask.

Særlig opmærksomhed nød det pyskologiske realistiske prosaværk Rend mig i traditionerne. Romanen kan betragtes som en generationsroman på linje med Klaus Rifbjergs beslægtede Den kroniske uskyld, der ligeledes udkom 1958. I Rend mig i traditionerne er synsvinklen (og sympatien) knyttet til David. Det er ham, der kommer til orde i opgøret med forældregeneration. Han er utilpasset og besidder en stærk uvilje til at acceptere de voksnes konforme verden. Det ungdommelige perspektiv bevirkede en ligefrem sprogbrug, slang og uartigheder, der kunne opfattes som temmelig stødende i samtiden.