Leif Panduro skrev i forlængelse af store naturalister som Henrik Pontoppidan, men er og bliver en af dansk litteraturs store modernister, hvor han er nært beslægtet med flere af periodens store forfatterskaber: Med Villy Sørensen deler han især humoren, med Svend Åge Madsen deler han optagetheden af grænserne mellem normal og gal, mens han med Klaus Rifbjerg deler en litterær interesse for nære miljøbeskrivelser og identitetsdannelse – altså af, hvorfor et menneske udvikler sig, som det gør, og hvad der sker undervejs.
I modsætning til mange af sin samtids forfattere såsom de ovenfor nævnte, der eksperimenterer med stil og fortælleteknik, er stilen hos Panduro ligefrem og overskuelig, og hans værker er oftest præget af en fremadskridende handling og en god historie, der ofte skrider frem mod en katastrofe.
Leif Panduro er tydeligt inspireret af J.D. Salinger, og ikke mindst inspirationen fra hans debutroman ”Forbandede ungdom” fra 1951 skinner klart igennem i Panduros ”Rend mig i traditionerne”. I begge romaner bæres fortællerstemmen af unge mænd/drenge, der føler sig i modsætning til deres omgivne samfund, og som kommer i psykiatrisk behandling, og i begge værker henvender fortælleren sig direkte til læseren. Også fortællerens akavede forhold til det andet køn går igen i de to værker, men mens humoren lyser stærkt i Panduros værk, er sproget hos Salinger berømmet for at være ’grimt’ og matche teenagerens oprørstrang.
Blandt mere nutidige forfatterskaber er det relevant at sammenligne med en forfatter som Peter Høeg, der ligesom Panduro er optaget af grænserne mellem det normale og gale – og i hvordan det anderledes eller gale kan udstille og udfordre normaliteten som for eksempel i romanerne ”De måske egnede” og ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”.