Leif Panduro var en særdeles produktiv forfatter og udgav både romaner, noveller, skuespil, radiospil og film samt kronikker og artikler.
Skrivestilen er let, humoristisk og fuld af ironi, men den er også lidt gammeldags set med nutidens øjne. Humoren findes både på det sproglige niveau og i de beskrevne situationer, som når familien Thamms hest i ”De uanstændige” pludselig kommer vadende ind i stuen midt i en fest og drikker enorme mængder øl.
Et hovedtema i forfatterskabet er umuligheden af at definere sin identitet udenfor samfundets normer og regler. Det er en problematik, hovedparten af karaktererne bokser med, men uden at de lykkes med deres forehavende. De lykkes højest med at lave små ridser i normalitetens fernis, som da Thomas i ”De uanstændige” går op mod klippevægsansigtet (faren) og rent faktisk formår at ryste ham lidt i sin grundvold.
I forlængelse af normalitetstemaet spiller psykiatrien en central rolle. Både i værkerne ”Rend mig i traditionerne”, ”Fern fra Danmark” og ”Høfeber” fremstilles behandlerne karikeret og uden mulighed for at bidrage positivt til hovedpersonernes udvikling, og i sidstnævnte roman drager en psykiater ligefrem alle sine konklusioner om Dommeren (patienten) på baggrund af fordomme og nægter at lytte til ham.
Der er to oplagte vinkler at lægge på værkerne; en psykologisk og en socialkonstruktivistisk. Leif Panduro var inspireret af såvel Freuds psykoanalyse som af psykiater R.D. Laings ideer om galskabens strategier og muligheder for at udfordre samfundets normer og regler. Psykoanalysen er et klart baggrundstæppe, når Leif Panduro udstiller borgerskabets konstruktioner, børn der forventes at indordne sig og undertrykte seksualiteter. Især ”De uanstændige” er eksemplarisk, og hovedpersonen ender endog med at slå genstanden for både sit begær og sin jalousi ihjel. ”Rend mig i traditionerne” og ”Fern fra Danmark” er til gengæld eksemplariske for Laings teorier. I begge værker er hovedpersonerne indlagt på grund af psykiske sammenbrud og stiller spørgsmål til den virkelighed og de rammer for identitet, deres omgivelser giver dem. Selvom Leif Panduro ikke selv nåede at høre om socialkonstruktivisme, er det oplagt at arbejde med dens begrebsapparater og analysemetoder i mødet med Panduros karakterer, der – ligesom socialkonstruktivisterne påpeger – aldrig findes uden (andres) sprogliggørelse.