Baggrund

Citat
”At have børn er at genopleve sin egen barndom. (…) Verden begynder med at være magisk. Omverdenen er én selv. Træerne og tingene har følelser som én selv. (…) Senere trækker man følelserne indenfor, man begynder at bedømme omverdenen. Man begynder at forstå dens love, som er delvis uafhængige af ens egne love. Man bli’r et individ.”
”Av, min guldtand”, s. 28.

Leif Thormod Panduro blev født den 18. april 1923 på Frederiksberg. Hans mor var lærer, og hans far læste til cand.polit., men inden Leif fyldte et år, havde faren fundet en anden og forsvandt stort set ud af Leifs liv. Kort efter brød moren sammen og blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Nu startede en omflakkende tilværelse for den lille dreng, som blandt andet kom på børnehjem. Da Leif var seks år, blev moren atter indlagt på Statshospitalet i Nykøbing Sjælland, og nu for resten af livet (27 år i alt!). Leif Panduros morbror Gregers tog drengen til sig i sit hjem i Ringsted, hvor han ikke ligefrem blev overøst med kærlighed. Gregers mente ikke, at der var meget håb for Leif, som ifølge morbroren hverken duede til eller ville blive til noget. Men på trods af de negative forventninger klarede han sig så godt i skolen, at lærerne anbefalede, at han sprang 5. klasse over og gik direkte i mellemskolen, som det hed dengang. Gregers så nu sit snit til at slippe af med Leif og sørge for, at det varme forhold, der var opstået mellem Leif og den et år yngre fætter Rudi, blev saboteret. Leif blev sendt på kostskole i Birkerød, hvor han mistrivedes og klarede sig så dårligt, at han kun med nød og næppe bestod sin realeksamen i 1939.

I 1941 søgte han ind på Tandlægehøjskolen. I sin studietid var han aktiv modstandsmand, mens hans biologiske far i øvrigt var nazist og sidenhen blev likvideret af modstandsbevægelsen.

I 1947 afsluttede han sine tandlægestudier, og året efter giftede han sig med Ester Larsen, som han havde mødt på studiet. Sammen fik de to sønner.

Efter at have praktiseret som tandlæge i provinsen i både Sverige og Danmark debuterede Leif Panduro med romanen ”Av, min guldtand” i 1957, og fra 1965 kunne han lukke sin tandlægepraksis og hellige sig forfatterkarrieren. Selv om han kun blev 53 år, har han efterladt sig et bugnende oeuvre, og i sin samtid var han elsket for sine humoristiske personportrætter i den grad, at Ghita Nørby i forbindelse med hans død skulle have sagt: ”Hvem skal nu fortælle os, hvem vi er?”.