jens lapidus
Foto: Modtryk

Jens Lapidus

cand.mag. journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2011.
Top image group
jens lapidus
Foto: Modtryk
Main image
Lapidus, Jens
Foto: Jørgen Ringstrand

Indledning

Den unge topadvokat Jens Lapidus er svensk krimis nye wunderkind. Han har trukket en hårdkogt amerikansk fortællertradition ind i den skandinaviske litteratur og lanceret sin helt egen Stockholm-noir med klare hilsner til Raymond Chandler og det umiddelbare forbillede James Ellroy. Han skriver om bandekriminalitet, så de indsatte flår hans bøger ned af hylderne i fængselsbibliotekerne. Og han skriver om en kokainsniffende overklasse og adel, så han for længst er blevet ugleset blandt de gamle venner i det stockholmske jetset.

 

 

53875718

Blå bog

Født: 24. maj 1974 i Stockholm.

Uddannelse: Jurist.

Debut: Snabba Cash. Wahlström & Widstrand, 2006. (Cash. Modtryk, 2009.)

Priser: Ingen oplyst.

Seneste udgivelse: Top dog. Modtryk, 2018. (Top dogg, 2017). Oversætter: Agnete Dorph Stjernfelt. Krimi.

Inspiration: James Ellroy.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Godt. Narkotikaen går godt. Coken kører skide godt. Luderne går endnu bedre. Du har ingen ide om hvad svenske mænd har længtes efter i alle disse år med politisk korrekthed. De er parate til at betale hvad som helst. Og den her bøsselov med forbud mod sexkøb, den har kun styrket os. De indendørs bordeller er store som i Las Vegas, der er ludere til hver eneste herrekomsammen i Djurholm. Det er fantastisk.”
“Cash”, s. 330.

Jens Lapidus er født i 1974 og voksede op i en jødisk familie i Gröndal, en middelklasseforstad til Stockholm. Som ung festede han med jetsettet i Stockholms glamourøse minefelt, Stureplan. Lapidus har nok altid haft ordet i sin magt, men ingen forestilling om, at han skulle blive forfatter. Han skulle være forsvarsadvokat. Og det blev han. På et af hovedstadens tungeste advokatkontorer.

Intet havde dog forberedt ham på den verden, han trådte ind i som nyudklækket jurist i Tingsretten. Her mødte den unge pæne mand den stockholmske underverden befolket af drabsmænd, narkohandlere, bandemedlemmer og sager om grov vold og andre alvorlige forbrydelser. Han havde behov for at bearbejde kontrasten, begyndte at skrive om sine oplevelser og tog samtidig et skrivekursus på folkeuniversitetet. Halvandet år efter udkom den 487 sider lange krimidebut “Cash”, som blev en øjeblikkelig bestseller. Udgivelsen tillod ham samtidig at komme ud af båsen som advokat. Han kalder sig et bindestregsmenneske. Han vil ikke være noget bestemt. Han vil være både og. Både advokat og forfatter. I forbindelse med premieren på filmatiseringen af “Cash” formulerede han det således:

“Det er altid en balancegang at tilhøre en minoritetsgruppe. Men hvis der er nogen form for ambition, jeg har indset, jeg har, er det ikke at være noget bestemt. Billedet af en jurist kontrasteres af billedet af en forfatter. Billedet af en som følger love og forordninger kontrasteres af en som er kreativ. Jeg vil befinde mig i begge verdner. Jeg vil kunne beholde de juridiske traditioner og samtidig være så virksom som jeg overhovedet kan i det svenske samfund. Jeg vil kunne se på tilværelsen gennem Bandidos øjne og jeg vil være far med mit barn. Jeg vil modbevise alle mennesker som vil hegne mennesker ind, som tror at man er sådan eller sådan.” (Jeanette Gentle: Barnen går först for Jens Lapidus. svd.se. 2010-01-10.)

At ville være flere ting på en gang kræver naturligvis sit. Når dagen i retten er omme, og han har tilbragt aftenen med familien, er der en time tilbage. Det er den, han skriver sine romaner i. Men han har ikke tænkt sig at skrive på fuld tid. Det er det med at være både og. Han vil ikke bare være forfatter.

Jens Lapidus er gift med den adelige Hedda Stiernstedt. Parret har et barn sammen. Han blev kåret som Sveriges bedst klædte mand i 2008.

Cash

“Men alligevel var der noget der manglede. Han så de svenske fyre. Hvor meget cash han end brugte ville han aldrig komme op på deres niveau. Jorge kunne mærke det. Hver eneste perker i hele byen kunne mærke det. Hvor meget de end kæmpede, puttede voks i håret, købte det rigtige tøj, havde æren i behold og kørte i toptjekkede biler – de hørte ikke til Dem. Ydmygelsen lå altid lige rundt om næste gadehjørne.”
“Cash”, side 333.

Handlingen i Jens Lapidus debutroman “Snabba Cash” fra 2006 (“Cash”, 2008.) har tre spor med hver sin forbryder som hovedperson.

Jorge er halvt chilener. Han sidder inde for narkokriminalitet i det næsten flugtsikre fængsel Österåker. Han er et dydsmønster, som udviser interesse for fængslets og den lokale egns historie. Han er så interesseret, at han får ledsaget udgang til Stadsbiblioteket, hvor han studerer geodætiske kort og luftfotografier af området omkring fængslet og køber nye løbesko. Nogle dage senere er han Legendariske Jorge, en af de få, som har forceret den syv meter høje mur og er sluppet væk. Jorge havde fået nok. Men jorden brænder under ham. Han mangler cash, han mangler et opholdssted. Han er paranoid.

27658156

Tingene kører heller ikke for serberen Mrado. Han styrer afpresningen af byens restaurationer og natklubber for den jugoslaviske mafia. Han har er solidt netværk. Han er konge af Fitness Centeret, et samlingssted for overtatoverede kæmper, som sludrer om biler og chicks og anabolske steroider i pauserne mellem passene. Men chefen Radovan er ikke tilfreds. Han stoler ikke på ham.

Johan Westlund, kaldet JW, er opvokset i provinsen. Han læser økonomi i Stockholm. Han hænger ud med en flok rigmandssønner på de dyre klubber på Stureplan. Han bliver den, som skaffer kokainen. Han bliver gruppens pusher. Han arbejder for overpusheren Abdulkarim. Han avancerer. Han bliver selv overpusher med småpushere under sig. Han dater den smukkeste jetset chick på Stureplan. Han lever livet deluxe. Samtidig kører han sin egen undersøgelse. Hans søster er forsvundet og har været det i et par år. Det eneste, han ved, er, at hun havde fundet sig en fyr med en gul Ferrari.

En kæmpe narkoladning er på vej ind i landet. Mrado, Jorge og JWs skæbner flettes sammen i et frodigt tableau af en svensk underverden i opbrud. Jugoerne er på toppen. Men presset fra HA, Bandidos, albanerne og fraktioner af skinheads og nynazister stiger.

Aldrig fucke op

“Det regnede ikke mere – sommeren var her igen. Måske den sidste chance for den der skønne udendørsbrandert, sommerknaldet, potoplevelsen. Amerikanerbiler på vej ned ad Sveavägen for at køre rundt, rundt, folk med underarmen hængende ud ad nedrullede vinduer, så suedi som kun en Svensson kunne være. De her kids var på vej fra stederne i Vasastan der snart ville lukke. Mission at komme ned til Stureplan og prøve at få lidt glamourfeeling. Mahmud: på vej til friheden.”
“Aldrig fucke op”, side 254.

Jens Lapidus’ anden roman “Aldrig fucka upp” fra 2008 (“Aldrig fucke op”, 2010.) fortsætter, hvor debuten slap med et sæt nye hovedpersoner og flere af de gamle hovedpersoner som bipersoner.

Mahmud er en pumpet araber fra forstadsghettoen Alby. Han er lige kommet ud af fængslet efter at have afsonet en dom for at pushe steroider. Han er klar til at “gribe Sverige om nosserne”. Men der mange, som har godt fat i Mahmuds egne kugler. Han snød en gruppe ikke særligt velintegrerede albanere, inden han røg ind. Nu er det regnskabets time. Han bliver gennemtævet, får sat en pistol for panden, pisser i bukserne og bliver sendt i byen for at skaffe penge til at betale sin gæld. Han forråder en araber-homie til jugoerne i håb om, at de vil hjælpe ham, men opnår ikke andet end at fordoble sine problemer.

27664008

Thomas er strømer. Han bliver kaldt ud til en ejendom, hvor en gammel mand er fundet død i kælderen. Der er ret meget blod. Mandens fingerspidser er nipset af. Hans gebis mangler. Han er svær at identificere. Thomas skriver rapport. Da han ser den igen, er vigtige informationer klippet ud. Det samme gælder retsmedicinerens rapport. Hvad er den af? Thomas ved, at han bare burde lade det fare, men ender med at stikke sin næse i noget, han skulle have holdt sig langt fra. Han bliver degraderet til færdselsbetjent og sælger ud af sine i forvejen medtagede idealer med bijob for jugobossen Radovan. Han får en mægtig fjende i den brutale og højreorienterede politichef Adamson og en uventet allieret i den regelrette kollega Hägerstrøm.

Niklas er tidligere jægersoldat og hjemvendt fra Irak, hvor han har virket som lejesoldat. Han har spillet halvdelen af sine penge op i Macau, for den anden halvdel køber han sig til en lejekontrakt på Stockholms sorte boligmarked og indleder et felttog mod kvindemishandlere. Han har set sin mor blive mishandlet som barn. Niklas starter med fyren i nabolejligheden, som tæver sin kæreste. Kæresten er Mahmuds søster. Mahmud synes, at Niklas er en syg Svensson, men han har reddet hans søster. Og så har Niklas brug for cash. Det har Mahmud også.

Efterhånden som tre nye, lapiduske skæbner fletter sig sammen, lægger handlingen spor bag ud i tiden til den altoverskyggende mordgåde i moderne svensk historie, Palme-drabet. Sideløbende vokser spændingerne i underverdenen til det sundhedsskadelige.

Bandekrig 145

“- Sådan noget svenssonpis at sige – tage stilling. Han kan lægge sig i en stilling, så han kan tage den i røven. Man kan lige så godt være forsigtig, både pansersvinene og de der andre bøsserøve gør nok alt hvad de kan nu. Jeg har dumpet den gamle mobil og simkort. Går ikke ud alene længere."
“Bandekrig 145”, side 66.

De to romaner “Cash” og “Aldrig fucke op” er de første bind i en trilogi, som afsluttes sommeren 2011 med “Livet deluxe”. Som et kuriosum udsendte Lapidus i 2010 den illustrerede “Gängkrig 145“ (“Bandekrig 145”, 2010) i samarbejde med tegneren Peter Bergting. Den har solgt forrygende for en grafisk roman og ligger på en suveræn førsteplads på de svenske fængselsbibliotekers udlån. Det er en bog, må man forestille sig, lige efter Mahmud og Jorge og Mrados hjerte. Ikke for mange ord, men masser af tegninger af nogle ordentlige syge klepperter som dem selv. Faktisk er Mahmud med. Det er strømeren Hägerstrøm fra “Aldrig fucke op” også. Det er de to hovedpersoner. Mahmuds anden søster Jamilla bliver voldtaget. Den ene af voldtægtsmændene er bror til Stockholms største voldspsykopat. Mahmud vil have hævn. Han trommer folk sammen.

28255497

En kæmpe bandekrig er under opsejling. Hagerström arbejder på højtryk for at forhindre den. Han får støtte af en smuk kollega og modstand fra en kynisk chef, som synes, det er helt fint, at forbryderne udrydder hinanden. Det geografiske centrum for handlingen er postnummeret 145. Bandekrig 145 er den titel, politiet har givet deres indsats for at standse bandekrigen.

 

 

 

 

Genrer og tematikker

Jens Lapidus skriver maskingeværsprosa. Sætningerne er hårde og korte. Afsnittene falder som tørre salver. Det er ikke whodunit krimier, men they are doing it-krimier. Hovedpersonerne agerer, det er dem, som skaber begivenhederne. Politiromanens mimrende opklaringsarbejde sparer forfatteren os for. Ingen drøvtyggende strømere her, ingen ventetid som fyldes ud med spekulationer og hverdagsregistreringer fra hjemmet og politistationen, mens retsmedicinerens rapport er undervejs, derimod handling og sceneskift og en tyk tekstur af ghettokultur, yuppieliv, våben, sex og stoffer.

Det hele skåret op i en hård, kontant, filmisk klipning med en no bull shit sans for miljøerne og sprogets tunge og forskelligartede bevæbning. Jugoerne taler anderledes end araberne, som taler anderledes end Svenssonerne. Hver enkelt har sine tatoveringer, sine ritualer. De fleste af dem deler arkaiske æresbegreber og dummaskuline værdier. Alle er med i narkokulturen, og alle vil have fat i hurtige penge.

Jens Lapidus har med Mahmud og Mrado og Jorge introduceret den uædle vilde i svensk litteratur. Den nye perkerkultur giver en anden tilgang til den velpudsede svenskerkultur. Den er grim på bagsiden og kold på forsiden. Kombineret med en høj grad af genkendelighed i miljøerne og flere kendisser, der optræder under eget navn, herunder partyprinsessen Madeleine til en vild cokefest i “Cash”, har det skabt en modvilje mod Lapidus i de finere kredse, og han står efter sigende ikke øverst på listen, når de kongelige inviterer til bal på slottet.

 

Beslægtede forfatterskaber

Jens Lapidus' åndsfæller indenfor krimilitteraturen befinder sig i USA. Han skriver Stockholm-noir med klare hilsner til tredivernes hårdkogte vestkyst-forfattere Raymond Chandler og Dashiell Hammett og en helt åbenlys inspiration fra James Ellroy. Det er hos Ellroy, vi genfinder maskingeværsprosaen, de hårdkogte miljøer, den hurtige klipning og endda forlægget til et par af Lapidus' intriger: Den flossede strømer Thomas, som ender med at teame op med sin absolutte modsætning i korpset, Hägerstrøm, mod den brutale chef Adamson i “Aldrig fucke op”, er taget direkte ud af Ellroys “LA Confidential”. Forankringen af Palmemordet i den Stockholmske underverden er hentet i Ellroys behandling af Kennedy-mordet i “American Tabloid”. I det hele taget har inspirationen fra amerikansk popkultur været frugtbar. Niklas i “Aldrig fucke op” er modelleret over Travis Bickle fra Scorseses “Taxi Driver”. På det punkt adskiller forfatteren sig ikke så meget fra dem, han skriver om. Der er indslag af mellemøstlige popmelodier, men grundlæggende er det Tupac og svensk og amerikansk gangsta rap, som sætter lydsporet til bandernes færden.

Derimod er det svært at finde modstykker til Jens Lapidus i moderne skandinavisk krimilitteratur. Hans egen forklaring på, hvordan det kan være, virker plausibel:

“Udenlandske journalister spørger ofte om jeg har fået nogle efterfølgere. Nej, ingen har taget min måde at skrive på op. Måske oplever man det som for svært. Måske synes man ikke at det er interessant at skrive om narko og prostitution. Det skal være mord. Alle svenske krimier handler om mord.” (Jeanette Gentle: Barnen går först for Jens Lapidus. svd.se. 2010-01-10.)

Ikke at der ikke er mord i Lapidus univers, men de er del af handlingen, ikke afsæt for handlingen.

 

Bibliografi

Romaner

Lapidus, Jens:
Cash. Modtryk, 2009. (Snabba Cash. 2006).
Lapidus, Jens:
Aldrig fucke op. Modtryk, 2010. (Aldrig fucka upp. 2008).
Lapidus, Jens:
Bandekrig 145. Modtryk, 2010. (Gängkrig 145. 2009).
Lapidus, Jens:
Livet de luxe. Modtryk, 2012. (Livet deluxe, 2011).
Lapidus, Jens:
Vip-rummet. Modtryk, 2014. (Vip-rummet, 2014). Oversat af Iben Mondrup og Niels Lyngsø.
Lapidus, Jens:
Stockholm delete. Modtryk, 2016. (STHLM delete, 2015). Oversat af Andrea Fehlauer.
Lapidus, Jens: Top dog. Modtryk, 2018. (Top dogg, 2017). Oversætter: Agnete Dorph Stjernfelt. Krimi.

Fortællinger

Lapidus, Jens:
Mor prøvede. Modtryk, 2013. (Mamma forsökte, 2013). Oversætter: Niels Lyngsø.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jens Lapidus

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Gentle, Jeanette:
Barnen går först for Jens Lapidus. svd.se. 2010-01-10.