Baggrund

Citat
“Godt. Narkotikaen går godt. Coken kører skide godt. Luderne går endnu bedre. Du har ingen ide om hvad svenske mænd har længtes efter i alle disse år med politisk korrekthed. De er parate til at betale hvad som helst. Og den her bøsselov med forbud mod sexkøb, den har kun styrket os. De indendørs bordeller er store som i Las Vegas, der er ludere til hver eneste herrekomsammen i Djurholm. Det er fantastisk.”
“Cash”, s. 330.

Jens Lapidus er født i 1974 og voksede op i en jødisk familie i Gröndal, en middelklasseforstad til Stockholm. Som ung festede han med jetsettet i Stockholms glamourøse minefelt, Stureplan. Lapidus har nok altid haft ordet i sin magt, men ingen forestilling om, at han skulle blive forfatter. Han skulle være forsvarsadvokat. Og det blev han. På et af hovedstadens tungeste advokatkontorer.

Intet havde dog forberedt ham på den verden, han trådte ind i som nyudklækket jurist i Tingsretten. Her mødte den unge pæne mand den stockholmske underverden befolket af drabsmænd, narkohandlere, bandemedlemmer og sager om grov vold og andre alvorlige forbrydelser. Han havde behov for at bearbejde kontrasten, begyndte at skrive om sine oplevelser og tog samtidig et skrivekursus på folkeuniversitetet. Halvandet år efter udkom den 487 sider lange krimidebut “Cash”, som blev en øjeblikkelig bestseller. Udgivelsen tillod ham samtidig at komme ud af båsen som advokat. Han kalder sig et bindestregsmenneske. Han vil ikke være noget bestemt. Han vil være både og. Både advokat og forfatter. I forbindelse med premieren på filmatiseringen af “Cash” formulerede han det således:

“Det er altid en balancegang at tilhøre en minoritetsgruppe. Men hvis der er nogen form for ambition, jeg har indset, jeg har, er det ikke at være noget bestemt. Billedet af en jurist kontrasteres af billedet af en forfatter. Billedet af en som følger love og forordninger kontrasteres af en som er kreativ. Jeg vil befinde mig i begge verdner. Jeg vil kunne beholde de juridiske traditioner og samtidig være så virksom som jeg overhovedet kan i det svenske samfund. Jeg vil kunne se på tilværelsen gennem Bandidos øjne og jeg vil være far med mit barn. Jeg vil modbevise alle mennesker som vil hegne mennesker ind, som tror at man er sådan eller sådan.” (Jeanette Gentle: Barnen går först for Jens Lapidus. svd.se. 2010-01-10.)

At ville være flere ting på en gang kræver naturligvis sit. Når dagen i retten er omme, og han har tilbragt aftenen med familien, er der en time tilbage. Det er den, han skriver sine romaner i. Men han har ikke tænkt sig at skrive på fuld tid. Det er det med at være både og. Han vil ikke bare være forfatter.

Jens Lapidus er gift med den adelige Hedda Stiernstedt. Parret har et barn sammen. Han blev kåret som Sveriges bedst klædte mand i 2008.