sjöwall og wahlöö
Foto: Forlaget Modtryk

Sjöwall og Wahlöö

cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2010.
Top image group
sjöwall og wahlöö
Foto: Forlaget Modtryk

Indledning

Maj Sjöwall og Per Wahlöös populære serie om kriminalkommissær Martin Beck er formentlig det meste betydningsfulde stykke moderne underholdningslitteratur i Norden. Det er her, den skandinavisk krimi grundlægges med sin karakteristiske blanding af spænding, humor, social bevidsthed og psykologisk drama. Eller med andre ord – uden Sjöwall & Wahlöö ingen Håkan Nesser, Arne Dahl, Jo Nesbø, Liza Marklund, Jan Guillou eller Leif Davidsen.

 

06518885

Blå bog

Født: Maj Sjöwall den 25. september 1935 i Stockholm.

Per Wahlöö den 5. august 1926 i Tölö, Sverige.

Uddannelse: Maj Sjöwall: journalistudlært.

Per Wahlöö: kandidat i litteratur fra Lunds Universitet, 1946.

Debut: Roseana, 1965 (Roseana. Forlaget Hasselbach, 1966).

Priser: Edgarprisen, 1971.

Sidste udgivelse i serien: Terroristerna, 1975 (Terroristerne. Spektrums paperbacks, 1975. )

Inspiration: Georges Simenon og Raymond Chandler.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Meget af det, han lærte fra sig, kan man ikke lære som teori. For eksempel hvordan man brækker et ben eller en arm eller knuser et strubehoved eller trykker to øjne ud med tommelfingrene. Man må gøre det i praksis på levende skabninger. Får og grise var velegnede. Vi afprøvede også forskellige slags ammunition på levende dyr, især svin, og der var sgu ikke noget med at bedøve dem først, som man gør nu om stunder.”
“Den afskyelige mand”, s. 69.

Maj Sjöwall og Per Wahlöö var begge etablerede journalister, da de mødtes i begyndelsen af tresserne i Stockholm. Per Wahlöö havde taget springet til fiktion og udgivet en håndfuld vel modtagede spændingsromaner. Han foreslog den ti år yngre Maj Sjöwall, at de skulle skrive sammen. Det var angiveligt et scoretrick. Han lod hende fuldføre et par passager i den bog, han var i gang med for at sikre sig, at det litterære arvemateriale var i orden. Det var det – hun bestod testen, og de blev det fuldkomne 68'er-par: relativt unge, smukke, skarpe, hippe, kritiske, marxistiske og revolutionære.

Vi var på værtshus i Stockholm og kom til at snakke om, at der i Sverige faktisk ikke fandtes politiromaner. Vi kunne lide de samme forfattere Raymond Chandler og Georges Simenon og så fandt vi på at lave nogle dokumentar- eller nogle mere realistiske romaner om politiarbejde, som samtidig skulle beskrive, hvordan samfundet så ud. Det sad vi så der og snakkede om, og så holdt Per fast ved, at vi skulle lave en bog.” (Katrine Sekjær: Krydsforhør af Maj Sjöwall. Information, 2010-07-13).

Sådan begyndte det. De opfandt et fælles projekt, ti krimier under overskriften “Roman om en forbrydelse”. Da det sidste bind i serien udkom i 1975, døde Per Wahlöö af kræft.

Maj Sjöwall udgav efter manden og makkerens død et par noveller, men så aldrig sig selv som forfatter og har hovedsageligt koncentreret sig om journalistik, oversættelser og konsulentarbejde på nogle af de mange filmprojekter, som serien har kastet af sig.

Roseanna

“Den allestedsnærværende Kollberg sad mageligt med den ene balle på kanten af skrivebordet og granskede en tegning af en lejlighed. Hammar sad, hvor han plejede, i sin stol med det tunge hoved støttet i hænderne. Begge så forundret på den indtrædende.
“Jeg har fået et telegram fra Kafka”
“Det var da en munter start på dagen”, sagde Kollberg.
“Det hedder han. Kriminalbetjenten i Lincoln i Amerika. Han har identificeret kvinden i Motola.””
Sjöwall & Wahlöö: “Roseanna”, side 53.

I foråret 1964 arbejder en mudderpram på at rense bunden op ved bølgebryderen ud for dæmningen på Borenskanalen ved Motola i Østergötland. Det er en varm dag, og inde på bredden standser forbipasserende og betragter synet af grabben, som læsser sin slaskede last af i prammens bug. Det er en af den slags hverdagsscener, som stemmer sindet med fred, men pludselig er der en, som får øje på noget, som stikker op af mudderet, og så er den første historie om Martin Beck, “Roseanna” fra 1965 (“Roseanna”. 1966), sparket i gang. Det er en arm, der stikker frem, og da liget bliver væltet ud på en presenning, viser det sig at være af en ung kvinde. Ahlberg fra det lokale politi i Motola forestår identifikationen og de indledende undersøgelser, for det er klart, at der ikke er tale om et ulykkestilfælde, men et mord, endda et mord, som involverer en brutal mishandling. Martin Beck bliver tilkaldt fra Stockholm. Hvem er kvinden, og hvor kommer hun fra? Ingen savnede personer i Sverige stemmer på hendes signalement.

Det viser sig, at hun er amerikaner, Roseanna McGraw fra USA. En 27-årig kvinde, som har realiseret drømmen om en rejse til Europa. Ved hjælp af en lokal strømer fra hendes hjemby i Nebraska danner Beck og hans kolleger sig efterhånden et billede af hende. Hun er selvhjulpen og selvstændig – også når det kommer til mænd. Hun vælger dem, hun vil, og binder sig ikke til nogen. Hun var ombord på en af de dampere, som ligger i rutefart på kanalen. Men hvordan kan hun være forsvundet uden, at nogen af hendes medpassagerer eller besætningen lagde mærke til det? Et møjsommeligt arbejde med at samle billeder ind fra medpassagerernes kameraer går i gang, og pludselig er der bingo. En høj mand viser sig ved hendes side på dækket, og den sidste klase af spørgsmål på vejen mod opklaringen melder sig: Hvem er han, og hvad er der med den knallert, som er på fordækket på et billede og ikke på det næste? Og hvad var det som fik en kvindelige steward til at gå under jorden, efter Martin Beck har forhørt hende om manden på billedet? Ud over Martin Beck introduceres læserne til chefen Hammar, kollegerne Kollberg, Melander og Rönn samt Becks kone, datter og søn, som alle vender tilbage i de følgende bind.

Manden på altanen

“Gunvald Larsson kastede sine otteoghalvfems kilo mod døren, let foroverbøjet og med venstre skulder forrest.
Døren fløj op med et brag, brudt fri af låsen og det øverste hængsel, og Gunvald Larsson fulgte efter den ind i værelset gennem en kaskade af tørre træsplinter. Martin Beck var kun en halv meter bag ham, let til bens og med tjenestepistolen hævet.”
Sjöwall & Wahlöö: “Manden på altanen”, side 82.

I 1963 blev to små piger lokket væk fra parken i Stockholm, hvor de legede, og blev misbrugt og myrdet. Byen var på den anden ende, og det udløste et mindre nationalt traume. Fire år senere behandlede og bearbejdede Sjöwall & Wahlöö sagen i “Mannen på balkongen” fra 1967 (“Manden på balkonen”, 1968).

De første fire sider er tilegnet titelfiguren og skildrer en navnløs mand, som står og ryger på en altan og stirrer ud i natten, indtil den bliver til dag. Det er Stockholms Summer of Sam. Hele byen sveder. Politiet er det sædvanlige skridt bagefter de kriminelle. En brutal røver har gokket den ene efter den anden ned i parken Vanadislunden, uden de kan få fat i ham, men da liget af pigerne dukker op det samme sted, bliver det pludselig ikke et spørgsmål om at kunne – de skal.

Parkrøveren kan have set noget, og for den sags skyld kan han også være morderen. Tidspunkterne for hans røverier udelukker det ikke. En intensiv menneskejagt går ind. Den brutale kommissær Gunvald Larsson entrer for første gang scenen. Han er en kæmpe af statur, en hidsigprop af temperament og en enspænder af natur. Martin Beck og hans kolleger er ikke meget for den nye efterforsker, men det er svært at komme uden om, at han besidder nogle redskaber, som kan speede enhver efterforskning op. For eksempel har han det med at glemme det der med en dommerkendelse, hvis man har brug for en hurtig ransagning, og hvis forbryderne ikke er samarbejdsvillige, kan han også forfalde til at ruske lidt i dem. Sammen med Melanders fotografiske hukommelse gør det det pludselig rigtig ærgerligt at være på den forkerte siden af loven i Stockholm. Gunvald smadrer døren ind til den lejlighed, hvor parkrøveren gemmer sig, knipser en maskinpistol ud af hænderne på ham og ligger sine omkring 100 kilo ned over ham, inden han spiller hoppebold med ham mod væggen. Og så er de pludselig et vigtigt skridt videre. Og det er læseren også. Martin Beck har for længst afsløret sig som en uforbederlig tørvetriller, der hele tiden er træt eller syg eller nedtrykt over familiebøvl. Og hans kolleger er heller ikke alt for spraglede. Gunvald Larsson tilføjer til gengæld serien et befriende strejf af ragnarok.

Brandbilen som forsvandt

“Uden tvivl ville han på et eller andet senere tidspunkt få en medalje, men både hans bedrift og tragedien var afsluttede kapitler og erindringen om Gunvald Larssons navn blegnede allerede i et fjernt hjørne af den offentlige bevidstheds baggård. Verden var ond og flød med forsidesensationer. Selvmord talte man nødigt om i svensk presse, dels af etiske årsager, dels fordi der var så afslørende mange, og en ildebrand med tre dødsofre er ikke et bolsje, man kan sutte særlig længe på. Desuden var der ingen grund til at bryde ud i de store klapsalver for politiet. Så længe de ikke kunne sætte en stopper for narkoelendigheden eller få hånd i hanke med de utallige demonstrationer eller garantere ganske almindelig ro og orden i gaderne. Og så videre.”
Sjöwall & Wahlöö: “Brandbilen der forsvandt”, side 134.

Det stiller sig så uheldigt for Gunvald Larsson, at der ingen mord sker i Stockholm i den sidste del af vinteren 68, derfor er han blevet sat i spidsen for et lille hold, som i “Brandbilen som försvann” fra 1969 (“Brandbilen som forsvandt”, 1970) har fået til opgave at overvåge en forbryderrede i en faldefærdig rønne i en forblæst krog af byen. Den 7. marts om aftenen tjekker han op på den betjent, som har vagten. Den unge mand fryser, så tænderne klaprer, og har stillet sig om bag nogle buske, hvor han er i ly for vinden, men til gengæld kun har et begrænset udsyn til huset. Gunvald Larsson giver ham en røffel og sender ham hen til den nærmeste politistation for at få varmen, mens han selv stiller sig op på den høj, hvor det var meningen, at den ulyksalige betjent skulle have stået. Her gennemgår han i tankerne klientellet i det hus, han kigger ned på. Ludere og småforbrydere fra en ende af. Fjorten i alt. Otte minutter, inden den unge betjent efter aftalen skulle være kommet tilbage, eksploderer huset for øjnene af Gunvald Larsson. Tre af beboerne går til, resten bliver reddet ud – af Larsson. Herefter følger et møjsommeligt teknisk arbejde. Alt peger på at det er en gasulykke. Alt på nær et par detaljer af den slags, som Beck og hans skarpe kolleger tillægger uhyre stor betydning. Og ganske rigtigt. Det var overhovedet ikke nogen ulykke. Det var en mordbrand. Begrebet er i sig selv uhyggeligt, og det bliver endnu mere uhyggeligt, da sporene fører ud til øde sommerhuse i de mørke svenske nåleskove og til Malmö og København, hvor en dansk kunstner kan bidrage med ikke uvæsentlig information. En stor og dødsensfarlig international narkoring er på spil. Nogle af de små fisk i Sverige var blevet for grådige, og så blev en arabisk lejemorder sat ind med sin diabolske sprængningsmekanisme fra løsrivelseskrigen i Algeriet og blæste dem til konfetti. Men vil de nogensinde få skovlen under ham? Eller den grusomme narkoring? Og hvorfor nåede brandbilen aldrig frem, da huset eksploderede?

“Brandbilen der forsvandt” går for en af de bedste Sjöwall & Wahlöö-romaner. Ifølge krimiforfatteren Leif G.W. Persson, som har skrevet forord til den seneste udgave, er det en af de bedste kriminalromaner overhovedet – uden han helt kan finde ud af hvorfor, for afviklingen er fredelig og rolig og adskiller sig ikke så meget fra de andre af krimiparrets romaner. Til det må man bare sige. Jo, den gør! Og forklaringen er enkel: Gunvald Larsson, som for første gang får rigtig plads.

Den afskyelige mand

“Sociologer var meget ildeset i politiet, især efter at de i de senere år var begyndt at beskæftige sig mere og mere med politiets holdninger og adfærd, og alle deres påfund blev betragtet med stor mistænksomhed fra højeste sted. (…) De fremdrog for eksempel det faktum, at man nu kun behøvede meget lave karakterer for at komme ind på politiskolen, eller at patruljebetjentenes intelligenskvotient nu var raslet ned til 93 i Stockholm.
“Det er løgn,” havde Malm råbt. “Og desuden er det ikke sandt. Og for resten er det ikke lavere end i New York.”
Han havde netop været på studietur i USA.”
Sjöwall & Wahlöö: “Den afskyelige mand”, side 49-50.

I Sjöwall og Wahlöös billede af det svenske politi udgør Martin Beck og hans lille gruppe af betjente i Rigsmordskommissionen den hæderlige undtagelse i en branche af grinagtige umuliusser, voldsliderlige psykopater, inkompetente bureaukrater og indspiste chefer. Det bliver klart med den voldsomt kritiske og agiterende “Den vedervärdige mannen från Säffle” fra 1971 (“Den afskyelige mand”, 1972).

På et hospital i Stockholm bliver politikommissær Nyman flænset og delt i to med en bajonet. I Martin Becks jagt på morderen tegner der sig et mere og mere afskyeligt billede af den myrdede, deraf bogens titel. Becks trofaste kollega Kollberg er gammel faldskærmsjæger og kendte Nyman fra militæret, hvor han uddannede rekrutter og tvang Kollberg til at slagte og tortere levende dyr, så han vidste, hvad det drejede sig om, når han stod over for mennesker, og at sluge sit eget bræk og afføring, så han ikke efterlod sig nogle spor, hvis han var på mission i fjendeland. Det var alt sammen påskud for en sadist til at få stillet sine lyster. Ved den mindste anledning afstraffede han soldaterne korperligt. Nyman fortsatte karrieren i politiet ligesom Kolberg, og viser det sig, med den samme sadisme som i militæret. Med andre ord. Der er ikke tal på hvor mange, der gerne ville have spiddet ham på en bajonet. Og Beck og hans folk står overfor en tilsyneladende umulig opgave. Men som de konstaterer i den problematisering af politiet, som er bogens ærinde, så er der masser, der er sluppet af sted med at myrde uskyldige mennesker, men endnu aldrig en politimorder, som er gået fri. Efter at have søgt i øst og vest falder deres opmærksomhed på en betjent, som fik sin afsked, efter han var gået i opløsning over tabet af sin kone. Hun var diabetiker og en dag, hvor hun dinglede omtåget rundt på gaden, fordi hun havde glemt at få sin insulinsprøjte med på arbejde, smider Nyman hende i brummen, hvor hun dør. Det viser sig oven i købet, at boligspekulanter har saneret den ejendom, den fyrede enkebetjent boede i, så han nu er havnet i en lejlighed, han ikke har råd til, hvorfor børneværnet mener, at han ikke er i stand til at tage vare på det eneste, han har tilbage i livet, sin datter, som bliver fjernet.

Genre og tematikker

Sympatien i Maj Sjöwall og Per Wahlöös krimiserie ligger hos den lille mand og hos Martin Beck og hans håndgangne mænd, fordi de kæmper hans sag, og fordi de i bund og grund er ham. Uhyret skulle i tidens ånd være kapitalismen, men seriens nerve- og eksistensberettigelse ligger i konflikten borger/administration og individ/system, hvor den politisk dimension af systemet identificeres med et magtfuldkomment socialdemokrati, der har mistet kontakten til folket og gemt sig bag en mur af bureau- og teknokrati. Resultatet er en samfundsmodel, som bliver ved med at avle nye former for elendighed; narko, selvmord, alkoholisme, betonslum, pornografi, depression og selvcensur – alt sammen tilbagevendende temaer i bøgerne.

Sjöwall & Wahlöös svar på elendigheden er kommunisme. Serien er konciperet som et litterært svar på en sovjetisk femårsplan. De første tre bind var madding til den almindelige krimilæser. I de næste tre bind skulle der skrues op for samfundskritikken og i de sidste fire bind fyldes på med egentlig kommunistisk indoktrinering. Som bekendt er god litteratur politisk og politisk litteratur dårlig. Dogmatikken fratager fremstillingen sin menneskelighed, karaktererne bliver ensidige, det gælder betjentene i “Den afskyelige mand” og det gælder virksomhedsejerne i “Polis, polis, potatismos!” fra 1970 (”Strisser, strisser”, 1971), og fortællingen mister troværdighed. Måske kommer forfatterparret selv i vildrede, da de i 1975 skal afrunde serien med den store titel “Terroristerna” (“Terroristerne”, 1975). Titelfigurerne fremstår i hvert fald påfaldende usympatiske, selv om de er ude i det i et kommunistisk perspektiv så ærværdige ærinde at nakke en ærkekonservativ amerikansk senator på besøg i Stockholm.

Det sammenlagt tretusinde sider store værk under overskriften “Roman om en forbrydelse” starter dog helt jordnært med en skildring af, hvor umuligt det er bare at få sat en mudderpram i gang med at grave en kanal op i det svenske virvar af offentlige instanser, som hele tiden skyder ansvaret fra sig. Scenen står med sin blanding af humor og samfundskritik ikke blot som præludium for “Roseanna” eller serien som helhed, men den skandinaviske krimi som sådan.

Beslægtede forfatterskaber

Som pionerer var Maj Sjöwall og Per Wahlöö nødt til at kigge ud over landets og Nordens grænser for at finde inspiration til historierne. Opbygningen af politiromanen fandt de hos Ed McBain, som de også oversatte. Hovedpersonen Martin Beck har en amerikansk slægtning i Raymond Chandlers Philip Marlowe som manden, der må bære alle de fysiske og psykiske symboler på samfundets lidelser. I Sverige er det ikke ubændigt raseri eller blå mærker efter kølletæv i rendestenen eller et værkende hoved af for meget whisky i snaskede juke joints, men hængemule og snotnæse og ondt i mavsen og søvnløshed over for meget kaffe og arbejdspladsfnidder og dårligt ægteskab og en verden, som er institutionsgrå og leverpostejfarvet, uden Beck rigtigt kan se det, fordi han ikke kender andet.

Med afsæt i Sjöwall & Wahlöö har den skandinaviske krimi vokset vildt og frodigt og findes i dag i væsens forskellige udformninger fra den litterære metakrimi over femikrimien til den actionmættede spændingsroman, men hovedsporet tegnes stadig af journalister, som udlægger samfundet gennem en forbrydelse og dens opklaring. Selv om tempoet er sat i vejret, er der stadig få om nogen, der medriver som Sjöwall & Wahlöö, når de er bedst, fordi, formentlig, ingen har det samme på hjertet. Undtagelsen er muligvis Stieg Larsson, hvilket så igen kunne forklare, at han med sin Millenium-trilogi var den første til at matche Sjöwall & Wahlöös succes.

De ti bøger i serien er netop blevet genudgivet. Blandt de kolleger, som i forordene til de enkelte bind fejrer Den skandinaviske krimis stamfar og -mor og redegør for den betydning, de har haft for deres forfatterskaber, er ud over ovenfor anført Leif G.W. Persson, Håkan Nesser, Arne Dahl, Jo Nesbø, Liza Marklund, Jan Guillou, Leif Davidsen og Anne Holt.

Bibliografi

Romaner

Sjöwall, Maj & Wahlöö, Per:
Roseanna. 1966. (Roseanna. 1965).
Sjöwall, Maj & Wahlöö, Per:
Manden som gik op i røg. 1967. (Mannen som gick upp i rök. 1966).
Sjöwall, Maj & Wahlöö, Per:
Manden på balkonen. 1968. (Mannen på balkongen. 1967).
Sjöwall, Maj & Wahlöö, Per:
Endestation Mord. 1969. (Den skrattande polisen. 1968).
Sjöwall, Maj & Wahlöö, Per:
Brandbilen som forsvandt. 1970. (Brandbilen som försvann. 1969).
Sjöwall, Maj & Wahlöö, Per:
Strisser, strisser. 1971. (Polis, polis, potatismos! 1970).
Sjöwall, Maj & Wahlöö, Per:
Den afskyelige mand. 1972. (Den vedervärdige mannen från Säffle. 1971).
Sjöwall, Maj & Wahlöö, Per:
Det lukkede rum. 1973. (Det slutna rummet. 1972).
Sjöwall, Maj & Wahlöö, Per:
Politimorderen. 1974. (Polismördaren. 1974).
Sjöwall, Maj & Wahlöö, Per:
Terroristerne. 1975. (Terroristerna. 1975).

Andre bøger af Maj Sjöwall

Sjöwall, Maj:
Dansk intermezzo. 1989. Noveller. Sammen med Bjarne Nielsen.
Sjöwall, Maj:
Kvinden der lignede Greta Garbo. 1991. (Kvinnan som liknada Greta Garbo. 1990). Sammen Tomas Ross.

Andre bøger af Per Wahlöö

Wahlöö, Per:
Lastbilen. 1977.
Wahlöö, Per:
Der vokser ingen roser på Odenplan. 1979. (Der växer inga rosor på Odenplan. 1964).
Wahlöö, Per:
Høvdingen. 1980. (Himmelsgeten. 1959).
Wahlöö, Per:
Vinden og regnen. 1980. (Vinden och regnet. 1961).
Wahlöö, Per:
Generalerne. 1981. Generalerna. 1965).
Find Maj Sjöwall i:
Find Per Wahlöö i:

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Sjöwall & Wahlöö

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Sekjær, Katrine:
Krydsforhør af Maj Sjöwall. Dagbladet Information, 2010-07-13.