Sjöwall og Wahlöö

Maj Sjöwall og Per Wahlöö var begge etablerede journalister, da de mødtes i begyndelsen af tresserne i Stockholm. Per Wahlöö havde taget springet til fiktion og udgivet en håndfuld vel modtagede spændingsromaner. Han foreslog den ti år yngre Maj Sjöwall, at de skulle skrive sammen. Det var angiveligt et scoretrick. Han lod hende fuldføre et par passager i den bog, han var i gang med for at sikre sig, at det litterære arvemateriale var i orden. Det var det – hun bestod testen, og de blev det fuldkomne 68'er-par: relativt unge, smukke, skarpe, hippe, kritiske, marxistiske og revolutionære.

“Vi var på værtshus i Stockholm og kom til at snakke om, at der i Sverige faktisk ikke fandtes politiromaner. Vi kunne lide de samme forfattere Raymond Chandler og Georges Simenon og så fandt vi på at lave nogle dokumentar- eller nogle mere realistiske romaner om politiarbejde, som samtidig skulle beskrive, hvordan samfundet så ud. Det sad vi så der og snakkede om, og så holdt Per fast ved, at vi skulle lave en bog.” (Katrine Sekjær: Krydsforhør af Maj Sjöwall. Information, 2010-07-13).

Sådan begyndte det. De opfandt et fælles projekt, ti krimier under overskriften “Roman om en forbrydelse”. Da det sidste bind i serien udkom i 1975, døde Per Wahlöö af kræft.

Maj Sjöwall udgav efter manden og makkerens død et par noveller, men så aldrig sig selv som forfatter og har hovedsageligt koncentreret sig om journalistik, oversættelser og konsulentarbejde på nogle af de mange filmprojekter, som serien har kastet af sig.

I foråret 1964 arbejder en mudderpram på at rense bunden op ved bølgebryderen ud for dæmningen på Borenskanalen ved Motola i Østergötland. Det er en varm dag, og inde på bredden standser forbipasserende og betragter synet af grabben, som læsser sin slaskede last af i prammens bug. Det er en af den slags hverdagsscener, som stemmer sindet med fred, men pludselig er der en, som får øje på noget, som stikker op af mudderet, og så er den første historie om Martin Beck, “Roseanna” fra 1965 (“Roseanna”. 1966), sparket i gang. Det er en arm, der stikker frem, og da liget bliver væltet ud på en presenning, viser det sig at være af en ung kvinde. Ahlberg fra det lokale politi i Motola forestår identifikationen og de indledende undersøgelser, for det er klart, at der ikke er tale om et ulykkestilfælde, men et mord, endda et mord, som involverer en brutal mishandling. Martin Beck bliver tilkaldt fra Stockholm. Hvem er kvinden, og hvor kommer hun fra? Ingen savnede personer i Sverige stemmer på hendes signalement.

Det viser sig, at hun er amerikaner, Roseanna McGraw fra USA. En 27-årig kvinde, som har realiseret drømmen om en rejse til Europa. Ved hjælp af en lokal strømer fra hendes hjemby i Nebraska danner Beck og hans kolleger sig efterhånden et billede af hende. Hun er selvhjulpen og selvstændig – også når det kommer til mænd. Hun vælger dem, hun vil, og binder sig ikke til nogen. Hun var ombord på en af de dampere, som ligger i rutefart på kanalen. Men hvordan kan hun være forsvundet uden, at nogen af hendes medpassagerer eller besætningen lagde mærke til det? Et møjsommeligt arbejde med at samle billeder ind fra medpassagerernes kameraer går i gang, og pludselig er der bingo. En høj mand viser sig ved hendes side på dækket, og den sidste klase af spørgsmål på vejen mod opklaringen melder sig: Hvem er han, og hvad er der med den knallert, som er på fordækket på et billede og ikke på det næste? Og hvad var det som fik en kvindelige steward til at gå under jorden, efter Martin Beck har forhørt hende om manden på billedet? Ud over Martin Beck introduceres læserne til chefen Hammar, kollegerne Kollberg, Melander og Rönn samt Becks kone, datter og søn, som alle vender tilbage i de følgende bind.