Maj Sjöwall og Per Wahlöö var begge etablerede journalister, da de mødtes i begyndelsen af tresserne i Stockholm. Per Wahlöö havde taget springet til fiktion og udgivet en håndfuld vel modtagede spændingsromaner. Han foreslog den ti år yngre Maj Sjöwall, at de skulle skrive sammen. Det var angiveligt et scoretrick. Han lod hende fuldføre et par passager i den bog, han var i gang med for at sikre sig, at det litterære arvemateriale var i orden. Det var det – hun bestod testen, og de blev det fuldkomne 68'er-par: relativt unge, smukke, skarpe, hippe, kritiske, marxistiske og revolutionære.
“Vi var på værtshus i Stockholm og kom til at snakke om, at der i Sverige faktisk ikke fandtes politiromaner. Vi kunne lide de samme forfattere Raymond Chandler og Georges Simenon og så fandt vi på at lave nogle dokumentar- eller nogle mere realistiske romaner om politiarbejde, som samtidig skulle beskrive, hvordan samfundet så ud. Det sad vi så der og snakkede om, og så holdt Per fast ved, at vi skulle lave en bog.” (Katrine Sekjær: Krydsforhør af Maj Sjöwall. Information, 2010-07-13).
Sådan begyndte det. De opfandt et fælles projekt, ti krimier under overskriften “Roman om en forbrydelse”. Da det sidste bind i serien udkom i 1975, døde Per Wahlöö af kræft.
Maj Sjöwall udgav efter manden og makkerens død et par noveller, men så aldrig sig selv som forfatter og har hovedsageligt koncentreret sig om journalistik, oversættelser og konsulentarbejde på nogle af de mange filmprojekter, som serien har kastet af sig.