jo nesbø
Foto: Håkan Eikesdal

Jo Nesbø

Artikel type
voksne
cand.mag. og journalist Niels Vestergaard. iBureauet/Dagbladet Information, 2011.
Top image group
jo nesbø
Foto: Håkan Eikesdal
Main image
Nesbø, Jo
Foto: Terje Pedersen

Indledning

Jo Nesbø var børsmægler og rockstjerne, inden han skrev sin prisbelønnede debutroman “Flagermusmanden” og blev hårdkogt kriminalforfatter. Siden fulgte nyklassikeren “Rødhals” og den internationale bestseller “Marekors”, som også havde den velkonstruerede antihelt Harry Hole i hovedrollen. I dag er han en af Skandinaviens førende krimiforfattere. Men kun fordi han som nittenårig sprang korsbåndene i begge knæ. Ellers havde fodbolden formodentlig ført ham videre fra det norske ungdomslandshold til en stor klub i udlandet.

 

53045650

Blå bog

Født: 29. marts 1960 i Oslo, Norge.

Uddannelse: Civiløkonom fra Handelshøyskolen i Bergen.

Debut: Flaggermusmannen, 1997 (Flagermusmanden, Modtryk, 2000).

Priser: Rivertonprisen, 1998. Glasnøklen, 1998. Bokhandlerprisen, 2004.

Seneste udgivelse: Tørst. Modtryk, 2017. (Tørst, 2017. Norsk). Oversætter: Allan Hilton Andersen. (11). Krimi.

Inspiration: Sjöwall & Wahlöö.

Baggrund

Hun havde mærket med tungen, at der stak pigge ud af kuglen, at det var dem, der pressede mod ganen, mod det bløde kød i undermunden, mod indersiden af tænderne, mod drøblen. Hun havde prøvet at sige noget. Han havde lyttet tålmodigt til de uartikulerede lyde, som kom fra hendes mund. Han havde nikket, da hun gav op, og taget en sprøjte frem.”
“Panserhjerte”, s. 8.

I den eneste og sparsomme biografi om den norske krimiforfatter Jo Nesbø, den man finder på hans norske forlags hjemmeside, Aschehoug.no, fortæller Nesbø, at han kom fra en læsende og fortællende familie. Hans mor var bibliotekar, hans far tilbragte tiden efter arbejde med at læse og fortælle historier for sine børn, og Jo Nesbø selv demonstrerede i en tidlig alder sans for det dramatiske. Som syvårig trak han nobelprisvinderen William Goldings “Fluernes herre” ud af reolen og bad sin far om at læse højt – ikke fordi han havde en udviklet litterær smag, men fordi omslaget havde et bloddryppende grisehoved på en stage.

Samtidig var han begyndt at imponere sine kammerater i skolen med gruopvækkende spøgelseshistorier. Men den fortælling, som fascinerede Nesbø mest, var den, som blev skrevet på fodboldbanerne. Han var angiveligt et usædvanligt angrebstalent, der debuterede som syttenårig i den bedste norske række og nåede at spille på det norske ungdomslandshold, inden korsbåndene røg i begge knæ og ændrede hans fodboldliv fra et eventyr til en tragedie. Hans studentereksamenskarakterer var i bund – han havde ikke kunnet se, hvad han skulle bruge den til, når han alligevel skulle være professionel i Tottenham – og alle de alternativer, han kunne forestille sig til fodbolden, var af samme grund udelukket. Det endte med, at han meldte sig til hæren og gjorde tjeneste i det mørkeste, nordligste Norge, hvor han hver aften og hver weekend knoklede for at indhente det forsømte fra skolen, indtil han kunne gå op til studentereksamen og hente sig de topkarakterer, han skulle bruge. Nesbø påbegyndte et studie, som han selv kalder prestigiøst på Handelshøyskolen i Bergen, og indledte samtidig en karriere som musiker.

Nogle få år senere var han en ung, succesfuld børsmægler og rockstjerne i Oslo med flere hundredtusinde solgte plader bag sig som forsanger og tekstforfatter i bandet “de Derre”. Når fyraftenen begyndte for hans kolleger, tog Nesbø en taxa ud til lufthavnen og fløj derhen, hvor bandet nu spillede den aften – indtil han en dag opdagede, at det var et vist arbejdspres og tog nogle uger fri for at slappe af i Australien. I flyveren derned fik han en ide til en hårdkogt kriminalroman, hvor et brød af en fordrukken kriminalassistent ankommer til Australien for at undersøge mordet på en ung norsk pige. Da Nesbø vendte tilbage til Oslo fem uger senere, havde han skrevet den færdig – 350 sider, som siden blev prisbelønnet som årets bedste krimi i Norge og Norden. Hvad manden helt præcist mener med slappe af, melder historien ikke noget om.

Flagermusmanden og Kakelakkerne

Jo Nesbøs debutroman “Flaggermusmannen” , som udkom i 1997 (“Flagermusmanden”, 2000), tager læseren på en medrivende rejse gennem Australien med stop i Sydneys ’red light district’, Kings Cross, støvede flækker i provinsen og den rige aboriginale mytologi. Nesbø viser fra start af sans for den hårdkogte kriminalgenre med et højt spændingsniveau, et korrumperet persongalleri, nogle velsmurte dialoger og en velkonstrueret antihelt ved navn Harry Hole. Harry er fordrukken, kvindebedårende, traumatiseret, kontrær, notorisk antiautoritær og en naturlig darling hos anmelderne fra den dag, bogen udkommer. Nesbø selv kunne ikke få den gode modtagelse til at stemme med den tid, han havde brugt på at skrive bogen; “det havde jo været så let”, som han bemærker og forholdt sig skeptisk. Da han modtog Rivertonprisen 98 (prisen for den bedste kriminalroman i Norge), satte han sig til at gennemgå de krimiudgivelser, der havde været det år, og fandt frem til, at bedømmelsesudvalget ikke havde haft andre valg: Når man så bort fra alle, der havde fået prisen tidligere, eller havde fået dårlige anmeldelser, var der ikke andre tilbage end ham selv.

26701112

Da han kort efter fik Glasnøklen, som er prisen for den bedste nordiske krimi, besluttede han sig for bare at slappe af og nyde det. På det tidspunkt havde han allerede overført skabelonen fra “Flagermusmanden” til sin næste roman.

I “Kakerlakkene” fra 1998 (“Kakerlakkerne”, 2001) sender myndighederne i Norge Harry til Bangkok for at lægge låg på en skandale, der begynder, da den norske ambassadør bliver myrdet af en luder med speciale i at klæde sig ud som den amerikanske kunstskøjteløber Tonya Harding. Harry bevæger sig ind på en varm, fugtig, farvestrålende og stinkende scene fyldt med klamme sexturister, hensynsløse lejemordere, korrupte politikere, kyniske forretningsfolk og uigennemskuelige intriger. Historien vil nok aldrig få en pris fra det Thailandske turistråd, men anmeldelserne var endnu engang med Nesbø, som med “Kakerlakkerne” havde bevist, at “Flagermusmanden” ikke var et ’one hit wonder’.