Baggrund

Citat
Hun havde mærket med tungen, at der stak pigge ud af kuglen, at det var dem, der pressede mod ganen, mod det bløde kød i undermunden, mod indersiden af tænderne, mod drøblen. Hun havde prøvet at sige noget. Han havde lyttet tålmodigt til de uartikulerede lyde, som kom fra hendes mund. Han havde nikket, da hun gav op, og taget en sprøjte frem.”
“Panserhjerte”, s. 8.

Jo Nesbø (f. 1960) kommer fra en læsende og fortællende familie. Hans mor var bibliotekar, hans far tilbragte tiden efter arbejde med at læse og fortælle historier for sine børn, og Jo Nesbø selv demonstrerede i en tidlig alder sans for det dramatiske. Som syvårig trak han nobelprisvinderen William Goldings “Fluernes herre” ud af reolen og bad sin far om at læse højt – ikke fordi han havde en udviklet litterær smag, men fordi omslaget havde et bloddryppende grisehoved på en stage.

Samtidig var han begyndt at imponere sine kammerater i skolen med gruopvækkende spøgelseshistorier. Men den fortælling, som fascinerede Nesbø mest, var den, som blev skrevet på fodboldbanerne. Han var angiveligt et usædvanligt angrebstalent, der debuterede som syttenårig i den bedste norske række, inden korsbåndene røg i begge knæ og ændrede hans fodboldliv fra et eventyr til en tragedie. Hans studentereksamenskarakterer var i bund – han havde ikke kunnet se, hvad han skulle bruge den til, når han alligevel skulle være professionel i Tottenham – og alle de alternativer, han kunne forestille sig til fodbolden, var af samme grund udelukket. Det endte med, at hans far meldte ham til hæren, hvor Nesbø gjorde tjeneste i det mørkeste, nordligste Norge. Her knoklede han hver aften og weekend for at indhente det forsømte fra skolen, indtil han kunne gå op til studentereksamen og hente sig de topkarakterer, han skulle bruge. Nesbø påbegyndte et studie, som han selv kalder prestigiøst på Handelshøyskolen i Bergen, og indledte samtidig en karriere som musiker.

Nogle få år senere var han en ung, succesfuld børsmægler og rockstjerne i Oslo med flere hundredtusinde solgte plader bag sig som forsanger og tekstforfatter i bandet “de Derre”. Når fyraftenen begyndte for hans kolleger, tog Nesbø en taxa ud til lufthavnen og fløj derhen, hvor bandet nu spillede den aften – indtil han en dag opdagede, at det var et vist arbejdspres og tog et halvt år fri. I flyveren ned til Australien fik han en ide til en hårdkogt kriminalroman, hvor et brød af en fordrukken kriminalassistent ankommer til Australien for at undersøge mordet på en ung norsk pige. Da Nesbø vendte tilbage til Oslo fem uger senere, havde han skrevet den færdig – 350 sider, som siden blev prisbelønnet som årets bedste krimi i Norge og Norden.