dea trier mørch
Foto: Steen Jacobsen / ritzau/scanpix

Dea Trier Mørch

cand.mag. Anne Vindum, Bureauet, februar 2018.
Top image group
dea trier mørch
Foto: Steen Jacobsen / ritzau/scanpix

Indledning

Sympatiske portrætter af kvinder i alle aldre går igen i Dea Trier Mørchs romaner. Det store gennembrud fik hun med kollektivromanen ”Vinterbørn” i 1976, og siden fulgte en række bøger, der med socialistisk bid udforskede kvinde- og kønsroller i sidste halvdel af 1900-tallet. Med forlæg i sin egen familie har Mørch skrevet en del af kvindernes kulturhistorie og illustreret den med sine ikoniske grafiske værker.

47018072

Blå bog

Født: 9. december 1941, København.

Død: 26. maj 2001, København,

Uddannelse: Kunstakademiets billedskole 1958-64, kunstakademier bl.a. i Prag og Warszawa.

Debut: Sorgmunter realisme. Sovjetiske raderinger. Rhodos, 1968. Rejsebeskrivelse.

Litteraturpriser: De gyldne laurbær, 1977. Statens Kunstfonds Livsvarige ydelse, 1985. Peter Sabroe-Prisen, 1987. Tagea Brandts Rejselegat, 1988.

Seneste udgivelse: Det grafiske værk. Louisiana, 2019.

Periode: 1970’ernes nyrealistiske prosa og bekendelsespoesi

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det gråner. Hospitalet vågner. Hospitalet er en myretue. En bikube. Et kollektivt skabt produkt. En stor levende organisme. En sum af de mennesker, der har deres daglige gang på stedet. En sum af de patienter, der ligger her på kortere eller længere sigt. En sum af bygninger, inventar og instrumenter. Af meninger der opstår og trives på stedet. En sum af de politiske beslutninger hospitalet er underkastet. Hospitalet vågner og begynder at leve.”

”Vinterbørn”, s. 10.

Dea Trier Mørch blev født i 1941 og voksede op som det ene af to børn med moderen Ibi Trier Mørch, der var arkitekt. Hun fik realeksamen fra Sortedam Gymnasium i 1958 og begyndte samme år, som 17-årig, på Kunstakademiets Billedskole. Herfra dimitterede hun i 1964, og i 1961 havde hun debuteret på Kunstnernes Efterårsudstilling. Mellem 1964 og 1967 studerede hun ved kunstakademier i Prag, Kraków, Leningrad, Beograd og Warszawa, og i 1968 debuterede hun med rejseskildringen ”Sorgmunter socialisme” med tekst og billeder fra Sovjetunionen.

Dea Trier Mørch var en del af et venstreorienteret kunstnermiljø i København og mellem 1969 og 1977 aktiv i kunstnerkollektivet Røde Mor, der med politisk brod bragte billedkunst, teater og rockmusik sammen. I årene 1977 til 1979 var hun gift med musiker Troels Trier, med hvem hun har tre børn. Sammen med datteren Sara Trier (f. 1975) har hun skrevet brevromanen ”Hvide løgne”. Sønnen, musiker Tobias Trier (f. 1973), har indspillet sangen ”Stille sne” til sin mor.

Gennem hele sit liv og virke var Dea Trier Mørch politisk engageret, blandt andet som medlem af DKP fra 1972 til 1982. Fra 1988 var hun aktiv som murmaler og aktionsmaler og mellem 1990 og 1993 medlem af kunstnergruppen ”Arte por la vida.” I 1998 malede hun bl.a. sammen med Sara Trier et vægmaleri på Stefansgade på Nørrebro i København med de første linjer af Inger Christensens digt ”Alfabet”. Det kunstneriske virke har også udmøntet sig i det skrevne forfatterskab, og hun har selv illustreret sine bøger og har som maler og grafiker udstillet verden over.

Fra debuten ”Sorgmunter socialisme” og frem gennem hele forfatterskabet hersker der en socialistisk grundtone. Værkerne afsøger individets forhold til og forpligtelse over for fællesskabet og større sammenhænge. Hendes vedholdende interesse for samfundsforhold både i Danmark og verden over kommer f.eks. til udtryk i ”Vinterbørn”, hvor der er en enestående lighed på hospitalet, hvor alle bliver behandlet ens uanset baggrund, klasse og økonomisk formuenhed.

Da ”Vinterbørn” udkom i 1976 fik Dea Trier Mørch sit folkelige gennembrud: bogen solgte over 100.000 eksemplarer og blev i 1978 filmatiseret af Astrid Henning-Jensen. Mørch var forkvinde for Dansk Forfatterforening i 1990-91. Hun døde af kræft i 2001.

Sorgmunter socialisme

”Man billetterer sig selv i de offentlige transportmidler, lægger fire kopek i et meget enkelt indrettet kasseapparat og trækker en billet. De to funktioner er ikke synkroniserede – man kan udmærket trække en billet uden at have lagt penge i kassen. Men det ville ingen drømme om.”

”Sorgmunter socialisme”, s. 18.

Dea Trier Mørch debuterede i 1968 med den illustrerede rejseskildring ”Sorgmunter socialisme”, der er optegnelser over livet som studerende på Kunstakademiet i det daværende Leningrad, nu Sankt Petersborg. Teksten følger den unge jegfortæller i en periode fra oktober til juni, fra hun først møder den let umyndiggørende tone på akademiet og på kollegiet. Langsomt vænner hun sig til det tvungne samvær og de andre studerendes mærkværdigheder, og venskaber knyttes på tværs af nationaliteter og kulturer.

Teksten er fortløbende som en dagbog med både kortfattede, deskriptive sekvenser fra hverdagen og længere forløb fra udflugter, fester og ture rundt i byen. Der er ikke noget konkret handlingsspor eller nogen dramaturgi, men sanselige og reflekterende beskrivelser af et ungdomsliv i ukendt terræn.

Blikket på verden er som en malers. Fortælleren nærmest kærtegner det, hun ser, og beskrivelserne er præcise, som var de malede: ”Dråberne falder tungt, farver jorden mørk okker, pletvis umbra, i visse plovfurer italienskrød”, som der står (s. 144). Hun tegner verden med sine ord. Samtidig er bogen illustreret af 26 af forfatterens egne værker i forskellige teknikker; tusch, koldnål, ætsning, tegning og oliekridt. Illustrationerne tilfører teksterne en stoflighed og vidner om en ekstrem sanselighed over for både medmennesker, arkitektur og politiske optog. På flere af de grafiske værker er der påskrevet tekst med både latinske og kyrilliske bogstaver, som en hengiven vej ind i den sovjetiske folkesjæl. Det er et nærværende, vågent og nysgerrigt menneske, der skriver og maler – og samtidig et indigneret og politisk bevidst menneske, der kæmper sig vej ind midt i en tæt bevogtet demonstration på Nevskij Prospekt og hellere siger sine professorer imod end at lade sig kue. Hun har en stærk fascination af det socialistiske samfund, men er heller ikke blind for bagsiderne.

Bogen er skrevet med en varm humor og en fintfølende selvindsigt hos den 24-årige kunstneraspirant, der ude i verden lærer om både det kendte og det ukendte. Hun beskriver i detaljer den beklumrede lugt i dårligt udluftede stuer, støjen i spisesale og varmen og badeskummet på den offentlige badeanstalt. Med slet skjult sarkasme omtaler hun de depraverede kapitalister på dollarbarerne, men er ikke for fin til også selv at drikke champagne på samme barer. Der er en grundlæggende sympati med fabriksarbejderen og det helt almindelige hårdtarbejdende menneske.

Vinterbørn

”En dejlig lang week-end ligger foran barselskvinderne. En week-end, hvor de bare ka passe sig selv, hygge sig med deres børn, få besøg af familien, gå i brusebad, læse ugeblade, snakke og sove. Der stilles ikke for store krav. Man respekteres som man er. Det er som at komme i paradiset.”


”Vinterbørn”, s. 224.

Dea Trier Mørch fik sit folkelige gennembrud med romanen ”Vinterbørn” fra 1976. Heri følger man 18 kvinder, der er indlagt på fødeafdelingen på Rigshospitalet i København fra midten af december til midt i januar 1975. Første del følger stue 0 på svangreafdelingen, hvor fem kvinder deler glæder og genvordigheder. Med fortløbende datoangivelser som kompositorisk princip skildres hverdagen minutiøst: der er morgenvækning kl. 06, morgenmad kl. 08, middagslur, besøgstid, aftenmedicin osv. Der er en høj detaljegrad, og når kioskdamen kommer forbi, remses alle hendes varer op, fra cigaretter til pornoblade. Løbende går kvinderne i fødsel, nogle bliver sendt hjem eller flytter afdeling.

Dea Trier Mørch skriver en usentimental roman om hospitalsstuen som billede på samfundet. Her mødes høj og lav, og alle har ret til den samme omsorg og pleje. Drømmen om det socialistiske samfund kan leves ud på hospitalsstuen. I graviditeten er alle lige, og det er først, når kvindernes mænd kommer på besøg, at man kan afkode deres klasse og rang.

52653215

Det er et enestående tidsbillede fra en tid med snak om kvindebasisgrupper, mænd i køkkenet og uro i Vietnam. Det kvindefællesskab, der opstår omkring graviditet og fødsel, er varmt og engageret, og den rørende skildring af det tætte forhold mellem patienter og ansatte fortæller historien om et hospitalsvæsen, der så anderledes ud i 1976, end det gør i dag. Kvinderne drager omsorg for hinanden – f.eks. laver den angstplagede Marie en ordbog til tyrkiske Habiba, der ikke taler dansk. Da Maries datter senere bliver indlagt på neonatal afdeling med dehydrering, kommer smedekonen forbi hendes seng med sin nyfødte basse af en søn, så Marie kan snuse lidt til en nyfødt, nu hendes egen er indlagt for sig selv. Romanen er en art kartotek over fødselshistorier, komplikationer og følelsesmæssige reaktioner på graviditet: der er en lille dreng uden fødder, en kvindes grundangst for (og snert af et ønske om) at få et misdannet barn, ødemer, dødfødte børn osv. Det hele bliver rummet af det kærligt professionelle personale, og alle kvinderne får den opmærksomhed, de har brug for.

Dea Trier Mørchs egne linoleumssnit pryder romanen, og de sort/hvide illustrationer tilføjer et sanseligt og nærværende element.

Kastaniealleen

”På meget varme og vindstille junidage slæber mormor en zinkbalje midt ud på græsset. Hun fylder baljen med vand, så solen kan skinne på det. Det blinkende og solopvarmede vand er dejligt at bade i. Græs og små kviste flyder omkring i overfladen. Somme tider padler en mariehøne tværs over vandspejlet med et alvorligt udtryk i mariehøneansigtet. Man skal bare passe på ikke at røre metalkanten, der rager op over vandet. For den er gloende varm. Mens græsset uden om zinkbaljen er vådt og køligt.”

”Kastaniealleen”, s. 48-49.

I 1978 udkom Dea Trier Mørchs roman ”Kastaniealleen”, der er en fortælling om livet hos mormor Julie, som det er set fra den seksårige Majas perspektiv. Sammen med sine to små brødre Malthe og Martin bor Maja hos mormor og morfar tre måneder om sommeren. Deres mor arbejder som væverske inde i København, og deres far har været indlagt med tuberkulose på sanatoriet Vejle Fjord i tre år. Uden dramaturgisk fremdrift afbilder romanen i små tableauer dagenes stilfærdige gang. Børnene ser mormor male, de får besøg af fætre og kusiner, de leger i haven og hjælper lidt til på gården. Det meste af tiden får de lov at passe sig selv og rumsterer rundt i landlig ubekymrethed.

Romanens anden del begynder til jul, hvor moren er med hjemme med de tre børn. Maja er startet i skole, men lider af rum-og-retningsforstyrrelse, der resulterer i ordblindhed, så hun skal blive på landet, indtil hun får plads på en ordblindeskole. Nu har hun endelig mormor for sig selv, og de to har det fineste parløb i en skæv dans med den lidt knarvorne forvaltermorfar, der nok synes, pigebarnet snart burde lære forskel på højre og venstre.

Portrættet af det ældre ægtepar og søskendeflokken er kærligt og detaljeret. Det lille husmandssted fremstår lyslevende i indretning, dufte og klamme senge med tunge dyner, og stemninger, lysfald og havens væsen er beskrevet nøje og præcist. I og med de retningsløse tableauer står tiden stille under læsningen. Romanen er også en fortælling om skaberkraft – når mormoren skriver eller cykler ud i det grønne for at male, har hun det bedst. Der – og kun der – skal børnene tie.

22046241

Tidens politiske strømninger præsenteres gennem moderen og hendes bror Lars – han holder af kapitalismen, hun af kommunismen; tidens mode vises frem af svigerinden Irene, der afholder sig fra at vælte rundt i udendørs leg, fordi hun har new look kjole på. Det gamle landbrugssamfund møder den moderne verden med mormor som den oplagte overgangskvinde, og alligevel er alting det samme til alle tider: glæder og sorger over børnene, lytten til vejrvarslerne og de daglige glæder slår igennem som eviggyldige værdier i et menneskeliv. Som mormor formulerer det ifølge Maja: ”Livets mening er den, at vi skal arbejde og leve og hele tiden sørge for at skaffe menneskene bedre kår her på kloden. Og så fryde os over alt det skønne.” (s. 156).

Romanen er illustreret af Dea Trier Mørchs egne linoleumstryk af udsigter, detaljer og børneansigter.

Hvide løgne

”Kunsten er ikke en skødehund, der skal klappes, sagde vi til pressen: – Eller et værdipapir, der skal smides ind i en bankboks. Den er et våben i klassekampen på de svages side. Vores arbejde er et resultat af ungdomsoprøret. Vi er inspireret af majrevolten i Paris, de sorte pantere, de japanske studenteroprørere, latinamerikanske socialister.”

”Hvide løgne”, s. 50.

I et samarbejde med sin datter Sara Trier udgav Dea Trier Mørch i 1995 brevromanen ”Hvide løgne”, der er en brevveksling mellem en mor og en datter i løbet af det første halvår af 1993, hvor datteren Bella er i Kibbutz i Israel, mens moderen Julie er hjemme i huset i Kartoffelrækkerne i København.

Gennem brevskrivningen og den fysiske afstand imellem dem kan de for første gang komme ind på nogle af de episoder og mønstre, der har formet deres fælles liv. I de lange, personlige breve fortæller de deres version af de næsten tyve år, de har delt liv. Forældrenes skilsmisse og det mærkelige forhold, Bella har til sin far, bliver belyst fra begges side, lige som de begge forholder sig til moderens rolle og ansvar over for børnene, som ud over Bella også er brødrene Martin og Emil. De to kommer kun til orde i referat, men det er i høj grad også en roman om dem og de udfordringer, de har mødt i en opvækst med en mor, der var alene og begravet i arbejde og en far, der ikke rigtig var der. Faren Sylvester blev skilt fra Julie, da Bella var lille, og blev senere gift med den viltre Liva, der repræsenterede et helt andet og langt mere kaotisk verdensbillede end den ordentlige Julie.

21087947

Samtidig er det en fortælling om deres hverdag, hvor de bor og arbejder; Julie som arkitekt, Bella i kibbutzen, hvor stjernerne funkler og mændene smiler sødt. Og hvor bragene lyder fra Libanon hver aften. Der er en massiv politisk bevidsthed hos både mor og datter gennem romanen, og nogle af datterens anklager mod moderens manglende tilstedeværelse i barndommen skal måske rettes mod tidsånden lige så meget som mod moderen. Det var på mode at give børnene ansvar og frihed. Men det kunne også være en nem udvej fra en træt og travl mor. Udfordringerne ved at være alenemor og både ville og skulle udøve sit erhverv godt males tydeligt op, også med de omkostninger, det har haft for børnene.

Med kærlighed og respekt for hinanden går de to kvinder heftigt til værks i deres generationsopgør. De anklager hinanden for svigt og fejl, og rummer hinandens undskyldninger og bliver klogere på sig selv og hinanden undervejs. Hvordan man skaber et menneske og hvordan man (løbende) bliver sig selv er gennemgående tema i bogen.

Genrer og tematikker

Kvindelivet i alle dets faser og facetter er omdrejningspunkt i Dea Trier Mørchs forfatterskab. Graviditet og fødsel skildres i ”Vinterbørn”, forholdet mellem børn og bedsteforældre udfoldes i ”Kastaniealleen”, en ung kvindes ydre og indre dannelsesrejse illustreres i ”Sorgmunter socialisme”, en mor og hendes voksne datter gør boet op i ”Hvide løgne”, mens en søn tager afsked med sin kræftsyge mor i ”Aftenstjernen” (1982). Alle de væsensforskellige udgaver af kvinden er sympatisk og indsigtsfuldt beskrevet.

Fra det individuelle liv løfter Mørch blikket til at favne kvinden som sådan og i videre forstand kvinden i samfundet. Det er det, litteraturhistorien ynder at kalde ”kvindelitteratur” – litteratur skrevet af kvinder om kvinder og til kvinder. I Dansk litteraturhistorie står der således om perioden: ”Den ny kvindebevægelse er kendetegnet ved at se kvindeproblemer i socialt perspektiv og ved at samle det private stof til fælles billeder af en undertrykt samfundsrolle.” Det private er politisk, og litteraturen en art oplevelsens politik. (Dansk litteraturhistorie, bind 6., 1978, s. 270). I dag vil læsningen af Dea Trier Mørch nok lige så meget lægge vægt på de skarpe og selvrefleksive betragtninger af menneskelivet, de poetiske og politiske besyngelser af individ og hverdag og de enestående illustrationer, der tilfører værkerne et nærværende og præcist udtryk.

Gennem læsningen af ”Hvide løgne” støder man på skildringer af episoder og karakterer, der er kendt fra det øvrige forfatterskab. Da Julie fortæller Bella om hendes fødsel og den første sårbare tid på hospitalet med kuvøse og underernæring, ligner det til forveksling skildringen af Marie i ”Vinterbørn”. Og Julies ophold hos sine morforældre, da hun som seksårig ventede på at komme på Ordblindeinstituttet ligner til forveksling historien om pigen i Maja ”Kastaniealleen”. Det levede liv binder værkerne sammen.

Beslægtede forfatterskaber

Dea Trier Mørch skriver personlige romaner, hvor fokus i høj grad er på kvindens rolle og stilling i samfundet samt de politiske strømninger, der indvirker på et menneskes liv. Altid har hun et sympatisk blik på mennesker, og der er en grundlæggende tillid til både verden og individer i forfatterskabet. Kollektivromanen ”Vinterbørn” er nærmest en socialistisk utopi om det lige samfund med ens rettigheder og muligheder for alle. Andre forfattere, der har skrevet kollektivromaner er f.eks. Hans Kirk, der med ”Fiskerne” fra 1928 og ”Daglejerne” fra 1936 har skildret mødet mellem den satte og den fattige. H.C. Branners ”Legetøj” fra 1936 tager fat i angst og magt i handelshuset Kejserboderne, og Jakob Ejersbos ”Nordkraft” (2002) giver stemme til en flok drømmende og destruktive eksistenser i 1990’ernes Aalborg. Den tyske forfatter Alfred Döblin har i sit hovedværk ”Berlin Alexanderplatz” (1929) et virvar af tyske borgere til at befolke romanen lige som han har et vedholdende politisk fokus i sit forfatterskab.

Moderskab, familieliv og brudte relationer fylder meget i Dea Trier Mørchs værk, og en forfatter som Tove Pilgaard har i sine romaner også italesat de udfordringer, det giver for en kvinde både at være mor, hustru og skabende kunstner – det skisma, som Mørchs romaner udspiller sig i.

Martha Christensen er også rundet af en social indignation i sine socialrealistiske værker som f.eks. ”En fridag til fru Larsen” fra 1977, hvor sympatien ligger hos dem, der ikke lever op til samfundets krav om at ”klare den”. Anne Marie Løn har i flere af sine tidlige værker været optaget af kvindens position i et mandsdomineret samfund og altid talt de svages sag.

Bibliografi

Rejsebeskrivelser

Mørch, Dea Trier: Sorgmunter realisme. Sovjetiske raderinger. Rhodos, 1968.
Mørch, Dea Trier: Polen. Rhodos, 1970.
Mørch, Dea Trier: Da jeg opdagede Amerika. Vindrose, 1986.

Romaner

Mørch, Dea Trier: Vinterbørn. Gyldendal, 1976.
Mørch, Dea Trier: En trekant. Brøndum, 1977.
Mørch, Dea Trier: Kastaniealleen. Gyldendal, 1978.
Mørch, Dea Trier: Den indre by. Vindrose, 1980.
Mørch, Dea Trier: Aftenstjernen. Vindrose, 1982.
Mørch, Dea Trier: Morgengaven. Vindrose, 1984.
Mørch, Dea Trier: Skibet i flasken. Vindrose, 1988.
Mørch, Dea Trier: Landskab i to etager. 1992. Brevroman.
Mørch, Dea Trier og Sara Trier: Hvide løgne. Gyldendal, 1995.
Mørch, Dea Trier: Esteban Murmaler. Gyldendal, 2001.

Øvrige udgivelser

Mørch, Dea Trier: Ind i verden. Gyldendal, 1977. Fødselshåndbog.
Mørch, Dea Trier: Kunst og kommunisme. Dagbladet Information, 1982-03-29. Essay.
Mørch, Dea Trier: Barnet uden navn. 1990. Debatbog.
Mørch, Dea Trier: Pengene og livet. 1990. Billedbog.
Mørch, Dea Trier: Doras dagbog. Et spil om en gruppe unge jøderes flugt over Øresund oktober 1943. Monolog med dokumenter. Gyldendal, 2001.
Mørch, Dea Trier: Det grafiske værk. Louisiana, 2019.

Kilder citeret i portrættet

Brostrøm, Torben og Jens Kistrup: Dansk Litteraturhistorie. Fra Morten Nielsen til Kløvedal Reich. Politikens Forlag, 1978.