Dea Trier Mørch

Dea Trier Mørch blev født i 1941 og voksede op som det ene af to børn med moderen Ibi Trier Mørch, der var arkitekt. Hun fik realeksamen fra Sortedam Gymnasium i 1958 og begyndte samme år, som 17-årig, på Kunstakademiets Billedskole. Herfra dimitterede hun i 1964, og i 1961 havde hun debuteret på Kunstnernes Efterårsudstilling. Mellem 1964 og 1967 studerede hun ved kunstakademier i Prag, Kraków, Leningrad, Beograd og Warszawa, og i 1968 debuterede hun med rejseskildringen ”Sorgmunter socialisme” med tekst og billeder fra Sovjetunionen.

Dea Trier Mørch var en del af et venstreorienteret kunstnermiljø i København og mellem 1969 og 1977 aktiv i kunstnerkollektivet Røde Mor, der med politisk brod bragte billedkunst, teater og rockmusik sammen. I årene 1977 til 1979 var hun gift med musiker Troels Trier, med hvem hun har tre børn. Sammen med datteren Sara Trier (f. 1975) har hun skrevet brevromanen ”Hvide løgne”. Sønnen, musiker Tobias Trier (f. 1973), har indspillet sangen ”Stille sne” til sin mor.

Gennem hele sit liv og virke var Dea Trier Mørch politisk engageret, blandt andet som medlem af DKP fra 1972 til 1982. Fra 1988 var hun aktiv som murmaler og aktionsmaler og mellem 1990 og 1993 medlem af kunstnergruppen ”Arte por la vida.” I 1998 malede hun bl.a. sammen med Sara Trier et vægmaleri på Stefansgade på Nørrebro i København med de første linjer af Inger Christensens digt ”Alfabet”. Det kunstneriske virke har også udmøntet sig i det skrevne forfatterskab, og hun har selv illustreret sine bøger og har som maler og grafiker udstillet verden over.

Fra debuten ”Sorgmunter socialisme” og frem gennem hele forfatterskabet hersker der en socialistisk grundtone. Værkerne afsøger individets forhold til og forpligtelse over for fællesskabet og større sammenhænge. Hendes vedholdende interesse for samfundsforhold både i Danmark og verden over kommer f.eks. til udtryk i ”Vinterbørn”, hvor der er en enestående lighed på hospitalet, hvor alle bliver behandlet ens uanset baggrund, klasse og økonomisk formuenhed.

Da ”Vinterbørn” udkom i 1976 fik Dea Trier Mørch sit folkelige gennembrud: bogen solgte over 100.000 eksemplarer og blev i 1978 filmatiseret af Astrid Henning-Jensen. Mørch var forkvinde for Dansk Forfatterforening i 1990-91. Hun døde af kræft i 2001.

Dea Trier Mørch debuterede i 1968 med den illustrerede rejseskildring ”Sorgmunter socialisme”, der er optegnelser over livet som studerende på Kunstakademiet i det daværende Leningrad, nu Sankt Petersborg. Teksten følger den unge jegfortæller i en periode fra oktober til juni, fra hun først møder den let umyndiggørende tone på akademiet og på kollegiet. Langsomt vænner hun sig til det tvungne samvær og de andre studerendes mærkværdigheder, og venskaber knyttes på tværs af nationaliteter og kulturer.

Teksten er fortløbende som en dagbog med både kortfattede, deskriptive sekvenser fra hverdagen og længere forløb fra udflugter, fester og ture rundt i byen. Der er ikke noget konkret handlingsspor eller nogen dramaturgi, men sanselige og reflekterende beskrivelser af et ungdomsliv i ukendt terræn.

Blikket på verden er som en malers. Fortælleren nærmest kærtegner det, hun ser, og beskrivelserne er præcise, som var de malede: ”Dråberne falder tungt, farver jorden mørk okker, pletvis umbra, i visse plovfurer italienskrød”, som der står (s. 144). Hun tegner verden med sine ord. Samtidig er bogen illustreret af 26 af forfatterens egne værker i forskellige teknikker; tusch, koldnål, ætsning, tegning og oliekridt. Illustrationerne tilfører teksterne en stoflighed og vidner om en ekstrem sanselighed over for både medmennesker, arkitektur og politiske optog. På flere af de grafiske værker er der påskrevet tekst med både latinske og kyrilliske bogstaver, som en hengiven vej ind i den sovjetiske folkesjæl. Det er et nærværende, vågent og nysgerrigt menneske, der skriver og maler – og samtidig et indigneret og politisk bevidst menneske, der kæmper sig vej ind midt i en tæt bevogtet demonstration på Nevskij Prospekt og hellere siger sine professorer imod end at lade sig kue. Hun har en stærk fascination af det socialistiske samfund, men er heller ikke blind for bagsiderne.

Bogen er skrevet med en varm humor og en fintfølende selvindsigt hos den 24-årige kunstneraspirant, der ude i verden lærer om både det kendte og det ukendte. Hun beskriver i detaljer den beklumrede lugt i dårligt udluftede stuer, støjen i spisesale og varmen og badeskummet på den offentlige badeanstalt. Med slet skjult sarkasme omtaler hun de depraverede kapitalister på dollarbarerne, men er ikke for fin til også selv at drikke champagne på samme barer. Der er en grundlæggende sympati med fabriksarbejderen og det helt almindelige hårdtarbejdende menneske.