At Martha Christensen skulle gå pædagog- og siden forfattervejen var ikke givet på forhånd. Hun blev født i 1926 i Holsted som datter af en smed, tog først en handelsskoleeksamen, læste dernæst på lærerseminariet, som hun dog opgav. I stedet uddannede hun sig til fritidspædagog, og som færdiguddannet arbejdede hun et års tid på et børnehjem i Norge.
Efter hjemkomsten slog hun sig ned i den idylliske landsby Millinge på Sydfyn og arbejdede som fritidspædagog på Svanegården i Odense fra 1952 til 86. Afvekslingen mellem det tænksomme liv i landsbyen og det turbulente i storbyen virkede befordrende for den hverdagsrealisme, der var hendes.
Allerede i 1950’erne begyndte Martha Christensen at skrive og fik publiceret enkelte noveller og digte, men sine tidlige romanmanuskripter fik hun retur fra forlagene. Først i en alder af 36 debuterede hun med romanen ”Vær god ved Remond” (1962).
I sin efterfølgende karriere etablerede hun et nært forhold til sin forlægger Per Kofod. Hver gang et manuskript var klart, sendte hun ham en brun kuvert med ordene: ”Hvis det er i orden, så lad os udgive det”. Det var det. I alt blev det til 20 bøger, alle prosaværker, og desuden en håndfuld sangtekster, sat i musik af Lasse og Mathilde.
Da Martha Christensen i 1991 blev opfordret til at holde et foredrag på Københavns Universitet, svarede hun bekymret i et brev: ”Angående mødet vil jeg så fortælle – stille og roligt – om mine bøger, og der skal nok blive tid til spørgsmål. Skulle der blive for megen tid, vil jeg gribe til oplæsning.”
Ordene taler for sig selv og viser en uakademisk forfatters frygt for universitetet. Da forelæsningen var vel overstået – der var spørgsmål nok – undlod hun at hæve honoraret. Hun syntes ikke, hun havde givet tilhørerne valuta nok for pengene.
Anekdoten viser en slående lighed mellem forfatteren og hendes fiktive personer. De er selvudslettende, stiller beskedne fordringer og repræsenterer et ”Udkantsdanmark”, der sjældent finder vej til de bonede gulve. Martha Christensen skildrer afvigere, som sjældent gøres til genstand for litteratur: kriminelle, evnesvage og handicappede. De, som overlades til professionelle behandlere, der nok tager sig af – men som ikke rigtigt holder af dem. Det er samspillet mellem afvigere og behandlere, ofre og plageånder, der er nerven i forfatterskabet. Bøgerne viser, hvordan personerne er ofre for et system, de måske nok kan gennemskue, men ikke undslippe.
Martha Christensen døde i 1995 efter lang tids sygdom, og hendes sidste roman, en børnebog og nogle efterladte noveller udkom posthumt.
