portræt af Martha Christensen
Foto: Jens Dige

Martha Christensen

Johannes Fibiger. 2000. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, 2013. Blå bog og bibliografi opdateret 2015.
Top image group
portræt af Martha Christensen
Foto: Jens Dige

Martha Christensen har med sit vedholdende fokus på stille eksistenser fortalt historier om dem, som behandlingssystemet plejer at tage sig af. Hovedværket ”Dansen med Regitze” er en rørende skildring af et langt og kærligt ægteskab set i lyset af livstruende sygdom. Christensen havde en faglig baggrund i den sociale sektor, og et genkommende tema i forfatterskabet er netop forholdet mellem magtfulde plejere og pædagoger og sårbare og institutionaliserede individer.

 

54096380

Blå bog

Født: 12. juni 1926 i Holsted.

Død: 3. januar 1995 i Svanninge.

Uddannelse: Fritidspædagog, 1950.

Debut: Vær god ved Remond. Fremad, 1962.

Litteraturpriser: LO’s litterære kulturpris, 1979. Boghandlernes Gyldne Laurbær, 1988. Bog og Idé-prisen, 1989. 

Seneste udgivelse: Det store kolde. Klingbjerg, 2015.

 

Hør lydklip fra 'Borgmesteren sover'

 

 

Videoklip
Biografi om Martha Christensen, 2022. 

Artikel type
voksne

Baggrund

"– Ved du hvad du gør? Du tager helt fejl af denne rarhed. Det er taktik og ved du hvad den taktik går ud på – den går ud på at afrette og tilpasse dig og din dreng så I passer ind i deres system og den hopper du gladeligt på, for de er jo så rare. Jeg derimod – jeg trækker det ud af systemet jeg har brug for og det er forskellen mellem os.”
"En fridag til fru Larsen", s. 60-61.

At Martha Christensen skulle gå pædagog- og siden forfattervejen var ikke givet på forhånd. Hun blev født i 1926 i Holsted som datter af en smed, tog først en handelsskoleeksamen, læste dernæst på lærerseminariet, som hun dog opgav. I stedet uddannede hun sig til fritidspædagog, og som færdiguddannet arbejdede hun et års tid på et børnehjem i Norge.

Efter hjemkomsten slog hun sig ned i den idylliske landsby Millinge på Sydfyn og arbejdede som fritidspædagog på Svanegården i Odense fra 1952 til 86. Afvekslingen mellem det tænksomme liv i landsbyen og det turbulente i storbyen virkede befordrende for den hverdagsrealisme, der var hendes.

Allerede i 1950’erne begyndte Martha Christensen at skrive og fik publiceret enkelte noveller og digte, men sine tidlige romanmanuskripter fik hun retur fra forlagene. Først i en alder af 36 debuterede hun med romanen ”Vær god ved Remond” (1962).

I sin efterfølgende karriere etablerede hun et nært forhold til sin forlægger Per Kofod. Hver gang et manuskript var klart, sendte hun ham en brun kuvert med ordene: ”Hvis det er i orden, så lad os udgive det”. Det var det. I alt blev det til 20 bøger, alle prosaværker, og desuden en håndfuld sangtekster, sat i musik af Lasse og Mathilde.

Da Martha Christensen i 1991 blev opfordret til at holde et foredrag på Københavns Universitet, svarede hun bekymret i et brev: ”Angående mødet vil jeg så fortælle – stille og roligt – om mine bøger, og der skal nok blive tid til spørgsmål. Skulle der blive for megen tid, vil jeg gribe til oplæsning.”

Ordene taler for sig selv og viser en uakademisk forfatters frygt for universitetet. Da forelæsningen var vel overstået – der var spørgsmål nok – undlod hun at hæve honoraret. Hun syntes ikke, hun havde givet tilhørerne valuta nok for pengene.

Anekdoten viser en slående lighed mellem forfatteren og hendes fiktive personer. De er selvudslettende, stiller beskedne fordringer og repræsenterer et ”Udkantsdanmark”, der sjældent finder vej til de bonede gulve. Martha Christensen skildrer afvigere, som sjældent gøres til genstand for litteratur: kriminelle, evnesvage og handicappede. De, som overlades til professionelle behandlere, der nok tager sig af – men som ikke rigtigt holder af dem. Det er samspillet mellem afvigere og behandlere, ofre og plageånder, der er nerven i forfatterskabet. Bøgerne viser, hvordan personerne er ofre for et system, de måske nok kan gennemskue, men ikke undslippe.

Martha Christensen døde i 1995 efter lang tids sygdom, og hendes sidste roman, en børnebog og nogle efterladte noveller udkom posthumt.

Samvittighedsbøgerne

Martha Christensen delte sit forfatterskab op i forskellige temaer, og de såkaldte ”samvittighedsbøger” kortlægger motiverne bag den gode vilje og lokaliserer årsagerne til, at den, der vil det gode, ofte kommer til at gøre andre ondt. Med til gruppen af samvittighedsbøger hører bl.a. ”Som de vil ha’ dig”, ”Borgmesteren sover” og ”Manden som ville ingen ondt”.

”Som de vil ha’ dig” (1974) handler om gruppepres på et ungdomshjem for kriminelle, hvor en af lærerne, Anders, nægter at gå på kompromis med sine principper og følge kollegernes konfliktsky kurs. Som følge heraf bliver han hængt ud af såvel kolleger som de anbragte, der endog vil sætte trumf på ved kidnappe hans datter. Denne plan forpurres dog af en outsider i de anbragtes gruppe, Toni, der træder ud af rollen som medløber og røber forehavendet. Det etiske dilemma er klart: enten at blive som de andre eller at træde ud af fællesskabet for at være sig selv.

”Borgmesteren sover” (1979) står i dialog med Henrik Ibsens "Et Dukkehjem". Her tager den alkoholiserede borgmesterfrue sit liv op til revision og beslutter sig for at forlade sin hykleriske mand, hvis karriere hun har styrket ved at spille rollen som den perfekte hustru.

Også socialrådgiveren Daniel i ”Manden som ville ingen ondt” (1989) sættes i et dilemma, da han en dag lader en voldsramt kvinde med barn flytte ind hos sig. Kollegerne misbilliger denne sammenblanding af professionel rådgivning og privatliv, og det ender da også galt, da en ung voldsmand begynder at true ham og siden tager livet af hans højst elskede labrador. Endelig går der hul på den hjertensgode socialrådgiver, og han mærker hævntørsten blusse i sig: godheden har nået sin grænse og slår om i sin modsætning. ”Manden som ville ingen ondt” har været brugt på de socialpædagogiske seminarier som anskuelsesundervisning i behandlerens ansvar og dets grænser.