Dea Trier Mørch debuterede i 1968 med den illustrerede rejseskildring ”Sorgmunter socialisme”, der er optegnelser over livet som studerende på Kunstakademiet i det daværende Leningrad, nu Sankt Petersborg. Teksten følger den unge jegfortæller i en periode fra oktober til juni, fra hun først møder den let umyndiggørende tone på akademiet og på kollegiet. Langsomt vænner hun sig til det tvungne samvær og de andre studerendes mærkværdigheder, og venskaber knyttes på tværs af nationaliteter og kulturer.
Teksten er fortløbende som en dagbog med både kortfattede, deskriptive sekvenser fra hverdagen og længere forløb fra udflugter, fester og ture rundt i byen. Der er ikke noget konkret handlingsspor eller nogen dramaturgi, men sanselige og reflekterende beskrivelser af et ungdomsliv i ukendt terræn.
Blikket på verden er som en malers. Fortælleren nærmest kærtegner det, hun ser, og beskrivelserne er præcise, som var de malede: ”Dråberne falder tungt, farver jorden mørk okker, pletvis umbra, i visse plovfurer italienskrød”, som der står (s. 144). Hun tegner verden med sine ord. Samtidig er bogen illustreret af 26 af forfatterens egne værker i forskellige teknikker; tusch, koldnål, ætsning, tegning og oliekridt. Illustrationerne tilfører teksterne en stoflighed og vidner om en ekstrem sanselighed over for både medmennesker, arkitektur og politiske optog. På flere af de grafiske værker er der påskrevet tekst med både latinske og kyrilliske bogstaver, som en hengiven vej ind i den sovjetiske folkesjæl. Det er et nærværende, vågent og nysgerrigt menneske, der skriver og maler – og samtidig et indigneret og politisk bevidst menneske, der kæmper sig vej ind midt i en tæt bevogtet demonstration på Nevskij Prospekt og hellere siger sine professorer imod end at lade sig kue. Hun har en stærk fascination af det socialistiske samfund, men er heller ikke blind for bagsiderne.
Bogen er skrevet med en varm humor og en fintfølende selvindsigt hos den 24-årige kunstneraspirant, der ude i verden lærer om både det kendte og det ukendte. Hun beskriver i detaljer den beklumrede lugt i dårligt udluftede stuer, støjen i spisesale og varmen og badeskummet på den offentlige badeanstalt. Med slet skjult sarkasme omtaler hun de depraverede kapitalister på dollarbarerne, men er ikke for fin til også selv at drikke champagne på samme barer. Der er en grundlæggende sympati med fabriksarbejderen og det helt almindelige hårdtarbejdende menneske.