Farskibet

Citat
”S: det her er den første dag i resten af vores 14 liv på Kreta!!
S: er vi klar til at gå ud og gi den noget gas? Jeg skal bare ha en steak der sparker røv , eller musaka siger M , hun vil nemlig gerne være national”
”Farskibet”, s. 197.

Glenn Bechs debut ”Farskibet” er en 552-siders lang undersøgelse af erindringens form; hvordan minder viser sig i glimt, og hvordan de mest betændte minder ofte skal tales frem. Også derfor fremstår især starten af ”Farskibet” kaotisk i sin form, med massevis af afbrudte samtaler, der forsøger at nærme sig det betændte sår: Faren og hans selvmord. Undervejs i bogens tre dele anvendes skiftende tids- og stedsangivelser, og på forsiden ser man et manipuleret billede af faren som konfirmand.

38628593

Gennem de retningsløse dialoger, der anvender apostroffer om næsten alle navne, hører vi i første del bl.a. om, da lillebroren ’René’ som ung voksen fik et voldsomt angstanfald, og en kusine fik ’René’ hjem til storebroren, hvor han krøb sammen i brorens seng. Det bliver et vendepunkt for deres forhold som brødre, at storebroren får lov til at beskytte René og give ham omsorg. Vi hører også om, hvordan storebroren ved et uheld får trådt et glasskår ned i Renés ansigt, da han som barn gemmer sig i en skuffe under brorens seng. På den vis er ”Farskibet” også summen af de skader, som familien – og især børnene – har fået.

Senere, efter deres far har begået selvmord i familiens Volvo i den nærliggende skov, sker det, der ifølge forfatteren selv er den egentlige tragedie: Efter omkring halvandet år finder drengenes mor en kæreste, stedfaren Erik, der slår hende, når han er fuld. Senere træder den komiske figur ’Søren’ ind i familiens liv, og i anden del er en hel charterferievideo transskriberet med navneforkortelser. I bogens anden del er fortælleren ung og stor teenager, hvor han bl.a. bruger tid på computerspil – og overvejer at begå selvmord.

”Farskibet” indledes med dedikationen ”Fra Glenn på vegne af Far, til Mor, Glenn og René, og fra Glenn, på vegne af Mor, Glenn og René, til Far” og er dermed rettet både som farens forsøg på at forklare selvmordet og finde tråde til den giftige maskulinitet, der omtales direkte flere gange, og som et sammensat billede af den efterladte familie til ham, der forlod dem frivilligt. Som Glenn Bech skriver: ”Med dit selvmord slog du børnene, vi lige havde været, ihjel” (s. 45).