Annie Ernaux

Annie Ernaux er en fransk forfatter, født i 1940 i Lillebonne i Normandiet. Da hun var et par år gammel, flyttede familien til den franske by Yvetot, hvor de kom til at eje en café og en købmandsbutik. Hun gik i en katolsk privatskole sammen med piger fra middelklassen og levede i det store hele en ret beskyttet tilværelse, har hun blandt andet beskrevet i den selvbiografiske bog ”Pigen fra ’58”.

Hun var 17 år, før hun for første gang var rigtig væk hjemmefra, da hun fik arbejde på en feriekoloni. Året var 1958, og de voldsomme oplevelser, hun fik den sommer på kolonien, er omdrejningspunktet for førnævnte roman. Et par år senere tog Ernaux til London for at arbejde som au pair, og da hun kom tilbage til Frankrig, startede hun på universitetet for at uddanne sig til gymnasielærer.

I sin roman ”Årene” beskriver Ernaux dét at skrive som en måde at undslippe frygten for at blive vanvittig. I 1974 udgav hun sin første roman, ”Les Armoires Vides”, om illegal abort og hendes bevægelse væk fra arbejderklassen til middelklassekulturen. Ernaux blev gift og fik to børn og opnåede i de følgende år litterær anerkendelse. Det var dog først i 2000, da hun gik på pension, at hun for alvor begyndte at skrive og hendes litterære karriere tog fart. I 2008 udkom ”Årene”, som betragtes som et hovedværk i hendes forfatterskab, og som blev hendes internationale gennembrud. Den varme modtagelse har overrasket Ernaux: ”Det var, som om læserne genopdagede, at de havde et liv bag sig. Et kollektivt liv, som før dem måske ikke havde haft nogen særlig betydning, men så opdagede de, at det havde det,” har Ernaux sagt (Carsten Andersen: Forfatter frygtede at dø, før hun fik skrevet sig ud af skammen over sin seksuelle debut. Politiken, 2021-03-19).

Tematisk kredser Ernaux’ bøger om seksualitet, skam og dét at være kvinde, både førhen og nu. Da #MeToo-bølgen ramte Frankrig i 2017, støttede Ernaux op om opgøret med magtudnyttelse og mandlig dominans: ”Jeg er helt enig med #MeToo. Der er bestemt overdrivelser, men det vigtige er, at kvinder ikke længere accepterer denne form for opførsel. I Frankrig hører vi så meget om vores forførelseskultur, men det er ikke forførelse, det er mandlig dominans. Misbruget er ikke kun i det seksuelle domæne - det er til stede overalt, også i litteraturen. Kvindelige forfattere fremsættes meget mindre til tv-programmer, hvor der er tre mænd til hver kvinde. Der er denne idé, at en kvinde er romanforfatter og en mand forfatter,” har hun fortalt til den engelske avis The Guardian (Kim Willsher: Annie Ernaux: I was so ashamed for Catherine Deneuve. The Guardian, 2019-04-06. Egen oversættelse).

Misbruget af magt har hun oplevet på egen krop og beskrevet i ”Pigen fra ’58”, der blandt andet handler om hendes seksuelle debut og skammen, der fulgte efter. Manden var leder, ældre og følelseskold og tænkte kun på sin egen nydelse og ikke den uerfarne og yngre pige foran ham. Hun betegner ikke selv oplevelsen som en voldtægt, men et overgreb, og i bogen reflekterer hun over det, hun kalder for ’mændenes selverklærede ret til at behandle hende dårligt’, fortæller hun i et interview: ”I min uskyldighed og uvidenhed fandt jeg mig pludselig liggende i en seng med et køn i munden. Men han forblev overbevist om ikke at have gjort noget som helst forkert.” (Carsten Andersen: Forfatter frygtede at dø, før hun fik skrevet sig ud af skammen over sin seksuelle debut. Politiken, 2021-03-19).

Annie Ernaux’ roman ”Mémoire de fille” fra 2016 (”Pigen fra ’58”, 2018) tager udgangspunkt i året 1958 – nærmere bestemt sommeren 1958, der har været skelsættende for forfatterens liv, men som hun ikke tidligere har beskrevet i sine selvbiografiske bøger. Den pige, hun var dengang, har hun villet glemme, skriver hun, men pigen sidder fast i forfatterens hoved. Nu beslutter forfatteren sig for at skrive om hende for at fjerne den skam, der er forbundet med minderne, så hun kan komme videre og tegne et helt billede af sig selv. Forfatteren lægger distance til sig selv ved at omtale sig selv i tredje person, så hun derved lettere kan beskrive de voldsomme oplevelser, der overgik hende.

55121303

Annie, der dengang hed Annie Duschesne, er 17 år gammel, da hun med toget ankommer til en sommerkoloni i Normandiet, hvor hun skal arbejde som pædagog. Hun beskrives som hovmodig og begærlig, klodset og kejtet, og som en pige, der mangler sociale kompetencer: ”Hvis man skulle lave en liste over manglende sociale kompetencer, ville den blive uendelig lang,” skriver forfatteren om sig selv.

Dette selvportræt tilskriver forfatteren Annies indtil da beskyttede tilværelse, hvor hun ikke har været vant til at omgås så mange andre unge mennesker – og slet ikke drenge. Forfatteren husker, hvordan hun drømte om drenge og søgte en kærlighedshistorie, men desværre bliver Annies seksuelle debut en meget voldsom og overgrebslignende oplevelse. Annie bliver ikke desto mindre ulykkeligt forelsket i denne mand, ’H’, som også er ansat på feriekolonien, og som efterfølgende ydmyger hende sammen med flere af de andre unge.

Forfatteren reflekterer over særligt mændenes opførsel og deres ’selverklærede ret’ til at behandle hende dårligt. Annie gør dog ikke modstand, for hun vil gerne være en del af gruppen: ”Fordi lykken over at være med i gruppen er stærkere end ydmygelsen,” som hun skriver. Sommeren ’58 fortsætter med at påvirke hende lang tid efter, og da hun to år senere bor i London sammen med en veninde og arbejder som au pair, længes hun stadig efter H og udvikler en spiseforstyrrelse.

Gennem hele romanen forsøger forfatteren at leve sig ind i sit 17-årige jegs følelsesliv og beskriver bogen som ’hendes rejse for at lægge afstand til pigen fra ’58’ og hendes refleksion over, at man ikke forstår det, man oplever, mens man oplever det.

Den danske titel på Annie Ernaux’ bog fra 1983, ”La Place” (”Min far & Kvinden”, 2020), refererer til forfatterens far og mor og er en todelt fortælling om først farens og dernæst morens liv. Fortællingen tager afsæt i farens død, som beskrives i detaljer; kroppens forandring efter døden er indtruffet, de praktiske gøremål, morens anstrengelser for at holde sammen på sig selv og familiens forretning.

48808891

Gennem sine forældres liv tegner forfatteren et billede af datidens Frankrig på landet med fattigdom. Senere beskriver hun farens indtræden i militæret under Første Verdenskrig, industrialiseringens indtog og arbejdet på fabrikken, den langsomme opstigning fra arbejderklassen og drømmen om egen butik. Med et enkelt og nøgternt sprog indfanger fortællingen sorgen over tabet af deres ældste datter og det tragisk normale ved at miste børn dengang. Hun beskriver forældrenes oplevelse af Anden Verdenskrigs hærgen og senere livet i middelklassen, hvor forældrene fik råd til at gå til slagteren flere gange om ugen og var tilfredse med livet og samtidig håbede og higede efter mere end det, de kom fra.

Forfatteren beskriver den sociale underlegenhed, som både faren og moren bærer med sig, efter de har bevæget sig op i samfundslagene, og som gør dem ængstelige for at sige eller gøre noget, der kan afsløre dem som uuddannede. Forfatteren mærker, hvordan hun, der på grund af forældrenes hårde anstrengelser er opvokset i middelklassen med bedre muligheder, kommer længere og længere væk fra forældrenes udgangspunkt. Hun skammer sig lidt over sin fars og mors mangel på dannelse, mens faren mærker en voksende frustration over at føle sig underlegen i forhold til sin datter. Den stolte og temperamentsfulde mor vil give sin datter bedre muligheder, end hun selv havde, men ser også – fornemmer datteren – indimellem en ’klassefjende’ i sin datter.

”Min far & Kvinden” er en beskrivelse af en familie – der ligesom så mange andre familier i den periode – oplevede stor samfundsøkonomisk udvikling, men også interne sociale og kulturelle forskelle og uligheder.

I 2008 udkom Annie Ernaux’ roman ”Les Années” (”Årene”, 2021), der er et portræt af Frankrig fra Anden Verdenskrig, hvor forfatteren er født, frem til det nye årtusinde. ”Årene” er samtidig en refleksion over et liv, fra vi bliver født, til vi bliver gamle og dør.

Forfatteren genkalder gennem udvalgte billeder af sig selv tiden som barn af efterkrigstiden med rationeringer og høj børnedødelighed. Hun beskriver miljøet, stemningerne, menneskene, normerne, børneopdragelsen, sproget, kulturen og religionen, der var den officielle ramme om tilværelsen. Hvor arbejdsomhed, flid og viljestyrke var målestok for folks opførsel, og hvordan hun som barn og ung drømte om at blive voksen. Da hun bliver lidt ældre, mærker hun skammen, der var en konstant trussel for pigerne. Hun beskriver det som en ’samfundsovervågning’, hvor pigerne uafladeligt blev bedømt i deres måde at være og klæde sig på. Folk skulle nødigt snakke dårligt, og mændene skulle nødigt blive skræmt væk. Selv bliver forfatteren ’godt gift’ og får børn, hvilket medfører nye bekymringer og en ubehagelig konformitet. Hun bliver nervøs for at have ’svigtet sine mål’ og for at ”gro fast i dette rolige og komfortable liv, at have levet uden at være klar over det,” som hun skriver.

38808311

I 1960’erne kommer oprøret mod Vietnamkrigen, der varsler nye og mere frisættende tider. Strukturerne forandres, gamle samfundshierarkier opløses og bringer nye og revolutionære ideer med sig samt en frihedsbevægelse for kvinder. Forfatteren bliver skilt i 1980’erne og får følelsen af at få en fremtid tilbage; at have genoptaget sit ungdomsliv, hvor hun slap det. Hun føler samme begær, som dengang, men uden skammen, konstaterer hun. Hun reflekterer over, hvordan hendes børns barndom adskiller sig fra hendes egen, og hvordan de store, teknologiske fremskridt med computere, mobiltelefoner og internet tilbyder en overflod af informationer.

”Årene” skriver en fælles fortælling om dengang og nu, hvilket understreges ved, at forfatteren bruger ’vi’, ’de’, ’os’, ’han’ og ’hun’, men aldrig ’jeg’ til at beskrive oplevelser og strømninger i tiden. Forfatterens egne erfaringer flettes sammen med kollektive begivenheder til at danne et fælles billede af samfundsudviklingen gennem seks årtier med tiden som tematisk motiv. 

Annie Ernaux er kendt for at skrive inden for den selvbiografiske genre. Dog bruger hun sjældent ’jeg’, men i stedet ’hun’, ’vi’ eller ’os’. Dette er især kendetegnende for ”Årene”, der følger hendes liv fra barnsben frem til det nye årtusinde i kombination med den kollektive historie: ”Når jeg tænker på mit liv, ser jeg min historie siden barndommen og frem til i dag, men jeg kan ikke adskille den fra den verden, hvor jeg boede; min historie er blandet med min generation og de begivenheder, der skete med os. I den selvbiografiske tradition taler vi om os selv, og begivenhederne er baggrunden. Jeg har vendt dette. Dette er historien om begivenheder og fremskridt og alt, hvad der har ændret sig i 60 år af en individuel eksistens, men transmitteret gennem "vi" og "dem". Begivenhederne i min bog tilhører alle,” har hun sagt til The Guardian (Kim Willsher: Annie Ernaux: I was so ashamed for Catherine Deneuve. The Guardian, 2019-04-06. Egen oversættelse).

Et andet træk, der er typisk for Ernaux’ forfatterskab, er, at hun bruger selvportrætter til at fremkalde stemninger, følelser og en tidsånd. Sjældent skriver hun dog om sine egne eller andres følelser. Hendes beskrivelser er nøgterne; sproget enkelt og præcist. Selv har hun sagt, at hun ikke er en forfatter, der fokuserer på følelser.

Gennemgående for Ernaux’ forfatterskab er pige- og kvindeliv, hvor hendes egne oplevelser og erfaringer er til stede som lag i fortællingen. Siden hun var barn, har hun mærket den forsigtighed, som piger skulle bære sig med. At det var strengt forbudt at have sex før ægteskab, for ellers ville ingen mand have en – og det var jo det værste, der kunne overgå én – og de dobbeltstandarder, der eksisterede for mænd og kvinder dengang og til stadighed gør det i dag. At være ung kvinde og have et begær dengang var skamfuldt, men da hun er blevet ældre og fraskilt, reflekterer hun over, at det føles som om, hun har fået sin ungdom tilbage – bare uden skammen. Gennem sine egne oplevelser som pige, ung kvinde og senere moden kvinde portrætterer hun dermed også forandringer i tiden og i sig selv.

Et andet gennemgående tema i Ernaux’ forfatterskab er tid og sprog. Når hun beskriver oplevelser, er de ofte knyttet op på tid; en særlig tidsånd, en kultur, sociale forhold i tiden. Hun reflekterer også over, hvordan tid ændrer opfattelsen af begivenheder, som det for eksempel beskrives i ”Pigen fra ’58”. I ”Årene” spiller tiden hovedrollen, når hun beskriver samfundsudviklingen gennem seks årtier i Frankrig, og hvordan tiden samtidig forandrer hende. I ”Min far & Kvinden” har tiden også en afgørende rolle i hendes portræt af forældrenes liv, fra fødsel til død, sammenflettet med historiske begivenheder, der har været med til at gøre forældrene til de personer, de var.

Sproget er ligeledes et vigtigt tema; sprogets magt til at definere virkeligheden og skrive erindringer. Erindringer, der lever videre, efter man selv er borte, og som kan bevare noget af den tid, hvor man aldrig mere vil være, som forfatteren skriver i ”Årene”.

Annie Ernaux bliver ofte sammenlignet med den franske forfatter Simone de Beauvoir. Begge kvinder skriver inden for den selvbiografiske genre og opfattes som store, franske forfatterinder. Der er heller ingen tvivl om, at Annie Ernaux i sit forfatterskab har været inspireret af Simone de Beauvoir, som hun følte et slægtsskab med som kvinde. De to havde en brevveksling omkring Ernaux’ to første romaner, som Simone de Beauvoir roste. Selv har Ernaux beskrevet ligheden med de Beauvoir således: ”Ligesom hende ser jeg litteratur som en forpligtelse, et middel til handling på verden, kamp og ikke en hellig ting. Som de var for hende, er projektet med at leve og at skrive uadskilleligt i mig,” har hun sagt i forbindelse med en bog om Simone de Beauvoir. Teksten er gengivet på hjemmesiden annie-ernaux.org (egen oversættelse). Derimod adskiller de to forfattere sig i deres måde at skrive på, har Ernaux sagt.

Ernaux er tillige blevet sammenlignet med Marguerite Duras, der siges at have opfundet autofiktionen som litterær genre. Særligt er Ernaux’ ”Pigen fra ’58” blevet sammenlignet med Duras’ ”Elskeren” (1984) på grund af måden at skrive om sig selv på i tredje person og beskrivelserne af sex.  

Af danske forfattere kan Ernaux sammenlignes med Tove Ditlevsen i sin måde at spejle egne oplevelser og erfaringer i beskrivelserne af kvindeliv. Selvom Ditlevsen skrev sine bøger, længe inden den selvbiografiske genre formelt var ”opfundet”, er hun også selvbiografisk og selvudleverende i sine tekster. Norske Karl Ove Knausgård skriver ligeledes autofiktion, og i ”Min kamp”-serien tager forfatteren udgangspunkt i sit eget liv fra barndom til voksen og reflekterer over livet på godt og ondt.