Annie Ernaux bliver ofte sammenlignet med den franske forfatter Simone de Beauvoir. Begge kvinder skriver inden for den selvbiografiske genre og opfattes som store, franske forfatterinder. Der er heller ingen tvivl om, at Annie Ernaux i sit forfatterskab har været inspireret af Simone de Beauvoir, som hun følte et slægtsskab med som kvinde. De to havde en brevveksling omkring Ernaux’ to første romaner, som Simone de Beauvoir roste. Selv har Ernaux beskrevet ligheden med de Beauvoir således: ”Ligesom hende ser jeg litteratur som en forpligtelse, et middel til handling på verden, kamp og ikke en hellig ting. Som de var for hende, er projektet med at leve og at skrive uadskilleligt i mig,” har hun sagt i forbindelse med en bog om Simone de Beauvoir. Teksten er gengivet på hjemmesiden annie-ernaux.org (egen oversættelse). Derimod adskiller de to forfattere sig i deres måde at skrive på, har Ernaux sagt.
Ernaux er tillige blevet sammenlignet med Marguerite Duras, der siges at have opfundet autofiktionen som litterær genre. Særligt er Ernaux’ ”Pigen fra ’58” blevet sammenlignet med Duras’ ”Elskeren” (1984) på grund af måden at skrive om sig selv på i tredje person og beskrivelserne af sex.
Af danske forfattere kan Ernaux sammenlignes med Tove Ditlevsen i sin måde at spejle egne oplevelser og erfaringer i beskrivelserne af kvindeliv. Selvom Ditlevsen skrev sine bøger, længe inden den selvbiografiske genre formelt var ”opfundet”, er hun også selvbiografisk og selvudleverende i sine tekster. Norske Karl Ove Knausgård skriver ligeledes autofiktion, og i ”Min kamp”-serien tager forfatteren udgangspunkt i sit eget liv fra barndom til voksen og reflekterer over livet på godt og ondt.