Portræt af Annie Ernaux
Foto: Catherine Hélie © Editions Gallimard

Annie Ernaux

journalist Martine Stock, Bureauet, april 2021.
Top image group
Portræt af Annie Ernaux
Foto: Catherine Hélie © Editions Gallimard

Indledning

Den selvbiografiske forfatter Annie Ernaux betragtes som en af sin tids vigtigste franske stemmer. Med afsæt i sit eget liv tegner hun et portræt af fortiden og samtiden. Hun skriver om pige- og kvindeliv, begær og skam, kønsroller og klassesamfund, tid og hukommelse og løfter sin egen historie til en fælles, europæisk fortælling. I sit hjemland har Ernaux længe høstet stor anerkendelse og priser for sine bøger, og de senere år har hun også nydt et internationalt gennembrud med ”Årene”, der anses for at være et hovedværk i hendes forfatterskab.

38808311

Blå bog

Født: 1. september 1940, Normandiet, Frankrig.

Uddannelse: Uddannet gymnasielærer ved l’Université de Rouen.

Debut: Les Armoires Vides, 1974.

Litteraturpriser: Françoise-Mauriac-prisen, 2008. Marguerite Duras-prisen, 2008. Den franske sprogpris, 2008. Télégramme’s læserpris, 2009. Premio Strega Europeo-prisen, 2016.

Seneste udgivelse: Årene. Gads Forlag, 2021. (Les Années, 2008). Oversættere: Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen.

Inspiration: Simone de Beauvoir.

 

 

Hør Annie Ernaux fortælle om ”Årene”. The Shakespeare and Company Bookshop, Paris, 2018.

Artikel type
faktalink

Baggrund

”Intet andet skriveprojekt forekommer mig om ikke lysende klart eller nyt, og slet ikke lykkeligt, så i hvert fald vitalt, i stand til at få mig til at leve hævet over tiden. Bare ”at nyde livet” er et uholdbart perspektiv, fordi ethvert øjeblik uden noget skriveprojekt ligner det sidste øjeblik.”
”Pigen fra ’58”, s. 15.

Annie Ernaux er en fransk forfatter, født i 1940 i Lillebonne i Normandiet. Da hun var et par år gammel, flyttede familien til den franske by Yvetot, hvor de kom til at eje en café og en købmandsbutik. Hun gik i en katolsk privatskole sammen med piger fra middelklassen og levede i det store hele en ret beskyttet tilværelse, har hun blandt andet beskrevet i den selvbiografiske bog ”Pigen fra ’58”.

Hun var 17 år, før hun for første gang var rigtig væk hjemmefra, da hun fik arbejde på en feriekoloni. Året var 1958, og de voldsomme oplevelser, hun fik den sommer på kolonien, er omdrejningspunktet for førnævnte roman. Et par år senere tog Ernaux til London for at arbejde som au pair, og da hun kom tilbage til Frankrig, startede hun på universitetet for at uddanne sig til gymnasielærer.

I sin roman ”Årene” beskriver Ernaux dét at skrive som en måde at undslippe frygten for at blive vanvittig. I 1974 udgav hun sin første roman, ”Les Armoires Vides”, om illegal abort og hendes bevægelse væk fra arbejderklassen til middelklassekulturen. Ernaux blev gift og fik to børn og opnåede i de følgende år litterær anerkendelse. Det var dog først i 2000, da hun gik på pension, at hun for alvor begyndte at skrive og hendes litterære karriere tog fart. I 2008 udkom ”Årene”, som betragtes som et hovedværk i hendes forfatterskab, og som blev hendes internationale gennembrud. Den varme modtagelse har overrasket Ernaux: ”Det var, som om læserne genopdagede, at de havde et liv bag sig. Et kollektivt liv, som før dem måske ikke havde haft nogen særlig betydning, men så opdagede de, at det havde det,” har Ernaux sagt (Carsten Andersen: Forfatter frygtede at dø, før hun fik skrevet sig ud af skammen over sin seksuelle debut. Politiken, 2021-03-19).

Tematisk kredser Ernaux’ bøger om seksualitet, skam og dét at være kvinde, både førhen og nu. Da #MeToo-bølgen ramte Frankrig i 2017, støttede Ernaux op om opgøret med magtudnyttelse og mandlig dominans: ”Jeg er helt enig med #MeToo. Der er bestemt overdrivelser, men det vigtige er, at kvinder ikke længere accepterer denne form for opførsel. I Frankrig hører vi så meget om vores forførelseskultur, men det er ikke forførelse, det er mandlig dominans. Misbruget er ikke kun i det seksuelle domæne - det er til stede overalt, også i litteraturen. Kvindelige forfattere fremsættes meget mindre til tv-programmer, hvor der er tre mænd til hver kvinde. Der er denne idé, at en kvinde er romanforfatter og en mand forfatter,” har hun fortalt til den engelske avis The Guardian (Kim Willsher: Annie Ernaux: I was so ashamed for Catherine Deneuve. The Guardian, 2019-04-06. Egen oversættelse).

Misbruget af magt har hun oplevet på egen krop og beskrevet i ”Pigen fra ’58”, der blandt andet handler om hendes seksuelle debut og skammen, der fulgte efter. Manden var leder, ældre og følelseskold og tænkte kun på sin egen nydelse og ikke den uerfarne og yngre pige foran ham. Hun betegner ikke selv oplevelsen som en voldtægt, men et overgreb, og i bogen reflekterer hun over det, hun kalder for ’mændenes selverklærede ret til at behandle hende dårligt’, fortæller hun i et interview: ”I min uskyldighed og uvidenhed fandt jeg mig pludselig liggende i en seng med et køn i munden. Men han forblev overbevist om ikke at have gjort noget som helst forkert.” (Carsten Andersen: Forfatter frygtede at dø, før hun fik skrevet sig ud af skammen over sin seksuelle debut. Politiken, 2021-03-19).

Pigen fra ’58

”I afdækningen af en fremherskende sandhed, som man søger med sin selvfortælling for at sikre sin persons kontinuitet, mangler der altid dette: at man ikke forstår det, man gennemlever, i det øjeblik, hvor man gennemlever det, at nutiden har en uigennemsigtighed, som burde gennemhulle enhver sætning, ethvert udsagn.”
”Pigen fra ’58”, s. 128.

Annie Ernaux’ roman ”Mémoire de fille” fra 2016 (”Pigen fra ’58”, 2018) tager udgangspunkt i året 1958 – nærmere bestemt sommeren 1958, der har været skelsættende for forfatterens liv, men som hun ikke tidligere har beskrevet i sine selvbiografiske bøger. Den pige, hun var dengang, har hun villet glemme, skriver hun, men pigen sidder fast i forfatterens hoved. Nu beslutter forfatteren sig for at skrive om hende for at fjerne den skam, der er forbundet med minderne, så hun kan komme videre og tegne et helt billede af sig selv. Forfatteren lægger distance til sig selv ved at omtale sig selv i tredje person, så hun derved lettere kan beskrive de voldsomme oplevelser, der overgik hende.

55121303

Annie, der dengang hed Annie Duschesne, er 17 år gammel, da hun med toget ankommer til en sommerkoloni i Normandiet, hvor hun skal arbejde som pædagog. Hun beskrives som hovmodig og begærlig, klodset og kejtet, og som en pige, der mangler sociale kompetencer: ”Hvis man skulle lave en liste over manglende sociale kompetencer, ville den blive uendelig lang,” skriver forfatteren om sig selv.

Dette selvportræt tilskriver forfatteren Annies indtil da beskyttede tilværelse, hvor hun ikke har været vant til at omgås så mange andre unge mennesker – og slet ikke drenge. Forfatteren husker, hvordan hun drømte om drenge og søgte en kærlighedshistorie, men desværre bliver Annies seksuelle debut en meget voldsom og overgrebslignende oplevelse. Annie bliver ikke desto mindre ulykkeligt forelsket i denne mand, ’H’, som også er ansat på feriekolonien, og som efterfølgende ydmyger hende sammen med flere af de andre unge.

Forfatteren reflekterer over særligt mændenes opførsel og deres ’selverklærede ret’ til at behandle hende dårligt. Annie gør dog ikke modstand, for hun vil gerne være en del af gruppen: ”Fordi lykken over at være med i gruppen er stærkere end ydmygelsen,” som hun skriver. Sommeren ’58 fortsætter med at påvirke hende lang tid efter, og da hun to år senere bor i London sammen med en veninde og arbejder som au pair, længes hun stadig efter H og udvikler en spiseforstyrrelse.

Gennem hele romanen forsøger forfatteren at leve sig ind i sit 17-årige jegs følelsesliv og beskriver bogen som ’hendes rejse for at lægge afstand til pigen fra ’58’ og hendes refleksion over, at man ikke forstår det, man oplever, mens man oplever det.