simone de beauvoir
Foto:

Simone de Beauvoir

Else Lidegaard. 1985.
Top image group
simone de beauvoir
Foto:
Main image
Beauvoir, Simone de
Foto: POLFOTO

Indledning

Har skrevet feministiske, eksistentialistiske værker.
Simone de Beauvoir har ikke bare skabt litteratur, hun har i sjælden grad skabt sine egne normer, sin egen moral, sit liv, sig selv. Hun er det levende eksempel på den filosofi, eksistentialismen, som både hun og livsvennen Jean-Paul Sartre bekendte sig til. Den går ud fra, at Gud er død, og mennesket derfor ene og dømt til frihed til at vælge. Alle Simone de Beauvoirs bøger er udsprunget af denne livsholdning.

 

 

21692670

Blå bog

Født: 9. januar 1908 i Paris, Frankrig.

Død: 14. april 1986 i Paris, Frankrig.

Uddannelse: Studier i filosofi ved Sorbonne universitetet i Paris.

Debut: Quand prime le spirituel. 1936. Roman af løst sammenknyttede noveller. Bogen blev først udgivet i 1979.

Seneste udgivelse: Beloved Chicago Man : letters to Nelson Algren, 1947-64. 1998.

 

 

Artikel type
voksne

Livet

Simone de Beauvoir har ikke bare skabt litteratur, hun har i sjælden grad skabt sine egne normer, sin egen moral, sit liv, sig selv. Dermed er hun det levende eksempel på den filosofi, eksistentialismen, som både hun og livsvennen Jean-Paul Sartre bekendte sig til. Den går ud fra, at Gud er død, og mennesket derfor er ene og dømt til frihed til at vælge. Der er ingen menneskelig natur, ingen forud fastlagt skæbne, du er selv alene ansvarlig for dit liv, du bestmmer selv hvilket menneske du vil være. Enhver af dine handlinger skal kunne tjene som eksempel, ligesom du må kunne stå inde for konsekvenserne af dine valg. Det kan synes en streng og krævende filosofi, men dybest set er den optimistisk i sin fundamentale tro på mennesket. Det gør Simone de Beauvoir rede for i sit filosofiske skrift Eksistentialismen og den borgerlige snusfornuft.

Alle Simone de Beauvoirs bøger er udsprunget af denne livsholdning. Det er selvopgør og selvransagelse, og befrielse, når valget er truffet: "... der er kun eet gode, det er at handle efter sin samvittighed". Det har fået Simone de Beauvoir til at blande sig også i den politiske debat. Hun fordømte krigen i Algeriet, bl.a. som medudgiver af Djamila Boupacha, en dokumentarisk skildring af en ung algiersk pige, som blev tortureret af de franske soldater. Hun tog aktiv del i studenteropgøret i 1968 og er i dag en af de få franskmænd, der tager afstand fra Frankrigs atombombeforsøg i Stillehavet.

Døden

Eksistentialismen er en måde at leve på, men hvad skal man stille op med døden? I den tidlige roman Alle mennesker er dødelige kæmper Simone de Beauvoir sig ud af sin angst for at dø ved at vise, hvordan det er døden, der giver livet mening. Den ærgerrige fyrste Fosca drikker engang i det 15. århundrede en "udødelighedseleksir", og vi følger ham nu fra erobring til erobring, på slagmarken og blandt kvinderne.

22957414

Men hvad er vemod, hvis man ikke kan dræbes, og hvad er kærlighed, når den ene giver hele sit liv, og den anden kun en brøkdel af sit?
Ved at stille sig uden for menneskenes fællesskab, holder Fosca op med at være menneske og er derfor fundamentalt ensom. Og som århundrederne går, viser det sig, at sejrene er tomme, magten korrumperer, teknologien, der skulle hjælpe menneskene, bruges til ødelæggelse. Til sidst bliver alting ligegyldigt. Fosca har nok overvundet døden, men han har mistet livet.

 

 

Kvinden

Det krav Simone de Beauvoir stiller til mennesket om at tage ansvaret for sit eget liv og handle efter sin samvittighed, oplevede hun blev begrænset af visse kulturelle normer og vaner. Det førte hende til at skrive sin store modige og stærkt provokerende analyse af kvinden som Det andet køn, værket som mere end noget andet har været fundamentet for også den moderne kvindebevægelse.
Overrumplende nutidig og med talrige uafviselige eksempler er bogen et opgør med den traditionelle kvinderolle, et kampskrift, som vi langt fra er færdige med endnu, men som Simone de Beauvoir med lysende klarsyn lagde frem allerede i 1948-49. Temperamentsfuldt og erklæret subjektivt gennemgår hun de forhold - biologien, historien, myterne, opdragelsen - og de sociale sammenhænge - bl.a. ægteskabet og moderskabet - som forhindrer kvinden i at træffe sine eksistentielle valg frit. Som det er nu, er kvinden defineret af manden, for hvem hun er så nødvendig, at "hvis hun ikke eksisterede, ville manden opfinde hende. Han har opfundet hende", siger Simone de Beauvoir med et frit citat efter Nietzsche.
Værket er dog ikke et hadsk angreb på mændene, Simone de Beauvoir tager tværtimod afstand fra den del af den moderne kvindebevægelse der vil gøre manden til fjenden, kun sammen kan de føre frihedens herredømme til sejr.

Men hun undsiger ægteskabet, ikke fordi hun hylder flygtigheden, men fordi det indebærer ufriheden, dræber lysten og fører til trivialitet og kedsomhed: "Man gifter sig med en digter, og når man bliver hans kone, er det man lægger mest mærke til, at han glemmer at trække i snoren på toilettet". Selv skabte hun en anden model gennem sit livslange forhold til Jean-Paul Sartre, som hun elskede, men aldrig giftede sig med, ikke boede sammen med og endog havde en utroskabsaftale med.

Også moderskabets velsignelser satte Simone de Beauvoir spørgsmålstegn ved, i alt fald så længe man ikke gennem fri abort og retfærdig deling af arbejdet giver kvinden et reelt valg. Den vej hun anviser til større frihed for kvinden er først og fremmest arbejde, som både giver kvinden materiel mulighed for uafhængighed og en egen identitet, selv om spørgsmålet om udbytning endnu står tilbage at løse.

Bogen er ofte rabiat, og ikke alle vil kunne følge Simone de Beauvoir i alle hendes udfald, men som inspiration til at gå til angreb på de falske dogmer, på hykleriet og hjælpeløsheden er den uvurderlig.

Kærligheden

Efter at have gjort op med ægteskabet og med den kærlighed, der prisgiver den ene part, udsendte Simone de Beauvoir i 1954 sin store kærlighedsroman Mandarinerne. Den indbragte hende Frankrigs fornemste litterære pris Goncourt-prisen.
Bogens Anne lever heller ikke et sædvanligt tosomt ægteskab. Hun er en fri kvinde, psykiater, med sit eget selvstændige liv og tillader sig at elske mere end eet menneske. Det er bogens fortjeneste, at den også skildrer omkostningerne ved det åbne ægteskab, jalousien, prisen som tredjeparten betaler osv.
Romanen foregår i efterkrigstidens Frankrig med retsopgøret inden for den kolde krig lige udenfor, hvilket giver rig mulighed for at skildre de moralske valg, personerne stilles overfor, og som er romanens vigtigste tema: Skal man fortie en sandhed, hvis den vil skade en større sag? - helliger målet midlet? - hvad er vigtigst, ideologien eller det enkelte menneske?

Miljøet er det intellektuelle Saint-Germain og hovedpersonerne ligger tæt på Sartre, forfattervennen Albert Camus og Simone de Beauvoir selv. Måske er denne personlige nærhed til begivenhederne årsagen til den dirrende intensitet, der præger denne spændende og bevægende roman.

 

Erindringerne

Direkte har Simone de Beauvoir skildret sit liv i en række erindringsbøger, hvoraf to er oversat til dansk: En velopdragen ung piges erindringer og En skånsom død .
Simone de Beauvoir har aldrig delt skæbne med de mennesker, hvis sag hun kæmper for i sine bøger. Hun er født i et velhavende borgerligt miljø, af forældre der levede i et harmonisk ægteskab, og hun blev opdraget til at mene, at hun var "skabt af et bedre stof end andre". Det var ikke selvtillid hun manglede. Siden bryder hun dog med sit borgerlige miljø og især med sin katolske baggrund. Under sit universitetsstudium møder hun Sartre, men i stedet for at gifte sig, bliver de gymnasielærere i hver sin ende af landet. Da de senere mødes igen i Paris har Simone de Beauvoir opnået den personlige styrke, som sikrer hende en reel ligestilling blandt mandlige venner og forfatterkolleger resten af livet.

I erindringerne spiller skildringen af forholdet til moderen en stor rolle. En skånsom død er en nænsom og smertelig beskrivelse af, hvordan hun og søsteren Poupette slås med lægerne, som i misforstået professionel iver vil holde liv i den døende gamle kvinde. Simone de Beauvoir har med denne bog været med til at tage hul på debatten om retten til at dø.

Alderdommen

I det store værk Alderdommen , en pendant til "Det andet køn", fortæller Simone de Beauvoir dels om de gamles placering i forskellige samfund før og nu, dels om hvordan alderen opleves indefra. Bogen er en enestående eksempel- og citatsamling af høj underholdningsværdi, og Simone de Beauvoir undser sig ikke for at afsløre de mest pikante detaljer fra berømte menneskers liv. Men først og fremmest er det en knusende anklage mod det samfund, der lader alderdom og fattigdom følges, så de gamle mister muligheden for at leve et værdigt liv.

Hun kunne selv som 75-årig forekomme at være et levende dementi af det forfald hun beskriver. Forklaringen er sandsynligvis hendes egen påstand om, at også alderdommen er samfundsbestemt. Kun ved at lave livet om, ikke bare i alderdommen, men så vi alle i de produktive år har overskud til at være åbne og aktive ud mod verden, formår vi at give vor livsafslutning fylde og mening.

Sartre

Da Simone de Beauvoir var 18 år, skrev hun i sin dagbog: "Jeg siger alt, jeg vil sige alt", og de seneste år har hun brugt til udgivelser om Jean-Paul Sartre, som døde i 1980. Først kom en minutiøs beskrivelse af hans legemlige og åndelige forfald i La cérémonie des adieux. Bogen vakte stor forargelse i Frankrig, hvor man helst ville bevare et uantastet billede af den store åndspersonlighed. Simone de Beauvoirs hensigt har næppe været at detronisere det menneske hun satte højst af alle, men snarere hendes bestandige trang til at se realiteterne i øjnene.

Skildringen efterfølges af Entretiens avec Jean-Paul Sartre, som er en slags opslagsværk, hvor man kan finde Sartres mening om alt mellem himmel og jord. Senest i 1983 har Simone de Beauvoir udgivet en samling af hans private breve til hende Lettres au Castor et à quelques autres.
Samme år fik hun den danske Sonningpris for hele sit livsværk.

En del læsere vil have mødt Simone de Beauvoir gennem de films og tv-interviews, der har været med hende. Her er hun stadig på barrikaderne, for slaget er jo ikke vundet, og hendes franske tungefærdighed har undertiden kunnet have karakter af en maskingeværsalve. Har man haft det held at møde hende mellem slagene er hun åben, elskværdig, interesseret og med en søsterlig omsorg: "Deres næse er lidt blank lad mig lige pudre den lidt". Samtalen finder sted i det lille "studio" i to etager: en stue og et køkken, et soveværelse og et bad. Og en masse minder. Gennem det store ateliervindue ses Montparnasse-kirkegården, hvor Sartre ligger begravet. Uden ham ville både hendes liv og forfatterskab have set anderledes ud.
"Det ville hans også", siger Simone de Beauvoir.

Bibliografi

Bibliografi

Beauvoir, Simone de:
Quand prime le spirituel. 1936. Roman af løst sammenknyttede noveller. Bogen blev først udgivet i 1979.
Beauvoir, Simone de:
L´invitée. 1943. Roman om et trekantsforhold set i eksistentialistisk lys.
Beauvoir, Simone de:
De andres blod. 1944. Le sang des autres. Roman om en ung mands ansvarlighed under den franske modstandskamp.
Beauvoir, Simone de:
Alle mennesker er dødelige. 1946. Tout les hommes sont mortels. Roman.
Beauvoir, Simone de:
Eksistentialismen og den borgerlige snusfornuft. 1948. L´existentialisme et la sagesse des nations.
Beauvoir, Simone de:
Det andet køn. 1949. Le deuxième sexe.
Beauvoir, Simone de:
Mandarinerne. 1954. Les mandarins. Roman.
Beauvoir, Simone de:
En velopdragen ung piges erindringer. 1958. Memoires d´une jeune fille rangée.
Beauvoir, Simone de:
Djamila Boupacha. 1962. Djamila Boupacha. Udgivet i samarbejde med Gisèle Halimi.
Beauvoir, Simone de:
La force de l´âge. 1960. Erindringer.
Beauvoir, Simone de:
Samvær med Sartre. 1966. Udvalgte afsnit fra La force de l´âge.
Beauvoir, Simone de:
La force des choses. 1963. Erindringer.
Beauvoir, Simone de:
En skånsom død. 1964. Une mort très douce. Erindringer om moderens sygdom.
Beauvoir, Simone de:
De skønne billeder. 1966. Les belles images. Roman om en moderne fransk kvinde, hendes ægteskab og elsker.
Beauvoir, Simone de:
La femmes rompue. 1967. Noveller.
Beauvoir, Simone de:
Alderdommen. 1970. Erindringer.
Beauvoir, Simone de:
Tout compte fait. 1972. Erindringer.
Beauvoir, Simone de:
La cérémonie des adieux, suivi de Entretiens avec Jean-Paul Sartre, Aout-Septembre 1974. 1981.
Beauvoir, Simone de:
Simone de Beauvoir i dag. Samtaler gennem 10 år. 1983. Interviews ved Alice Schwarzer.
Beauvoir, Simone de:
Lettres au Castor et à quelques autres. Sartres breve til Simone de Beauvoir i udvalg.
Beauvoir, Simone de:
En tvetydighedens moral. 1997. Pour une morale de l´ambiguité. Tre essays.
Beauvoir, Simone de:
Beloved Chicago Man : letters to Nelson Algren, 1947-64. 1998.

Om Simone de Beauvoir

Hansen, Liss:
Simone de Beauvoir. 1972. Kort introduktion til skolebrug.
Eiberg, Steen:
Den franske eksistentialisme. 1985.
Kønsrolleideer. Fra Platon til Simone de Beauvoir. 1981.
Thielst, Peter:
Den kønspolitiske tænkning. 1978. Om mandssamfundets kønsideologi fra naturfolkene til Simone de Beauvoir.
Francis, Claude:
Simone de Beauvoir. 1988.
Bair, Deirdre:
Simone de Beauvoir. 1992.
Moberg, Åsa:
Simone og jeg. Dialog med Simone de Beauvoir. 1998.
Kerte, Jens:
I sansernes vold. 2003. I: Politiken. 2003-06-30. Sommermagasinet, s. 3.
Arnold, Anastassia:
Smertefælden. Simone de Beauvoir og Nelson Algren - en kærligheds anatomi. 2006. (Biografisk roman).

Links

Kort introduktion til Beauvoir med et par links videre.
God portrætartikel på dansk med links til relaterede emner.
Portræt samt links til Guardians artikler om forfatteren.
Omfattende artikel om forfatteren

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Simone de Beauvoir