simone de beauvoir
Foto: Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix

Simone de Beauvoir

cand.mag. Felix Rothstein, Bureauet, januar 2021.
Top image group
simone de beauvoir
Foto: Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix
Main image
Beauvoir, Simone de
Foto: POLFOTO

Indledning

Franske Simone de Beauvoir er en af det 20. århundredes vigtigste intellektuelle. Hendes forfatterskab, der spænder bredt over fiktion, erindringer og filosofi, gjorde hende til en central figur inden for både feminismen og eksistentialismen. Særligt hovedværket ”Det andet køn” (1949) har fået afgørende indflydelse på idé- og samfundsdebatten og står endnu som en skelsættende udgivelse. Temaer som frihed og ansvar, venskab og kærlighed, fremmedgørelse og eksistentiel angst er centrale. Forholdet til forfatteren Jean-Paul Sartre skygger ofte for, hvor betydningsfuldt Simone de Beauvoirs forfatterskab var og er.

 

48967035

 

Blå bog

Født: 9. januar 1908 i Paris, Frankrig.

Død: 14. april 1986 i Paris, Frankrig.

Uddannelse: Studier i filosofi ved Sorbonne-universitetet i Paris.

Debut: L'Invitée. 1943.
Litteraturpriser: Prix Goncourt, 1954. Sonningprisen, 1983.

Seneste udgivelse: De uadskillelige. Gyldendal, 2020. (Les inséparables, 1954). Oversat af Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen.
Inspiration: Jean-Paul Sartre, Marcel Proust, Friedrich Nietzsche, Albert Camus, Virginia Woolf, Colette, G.W.F. Hegel.

 


Interview med Simone de Beauvoir i TF1-programmet Questionnaire under overskriften ”Hvorfor jeg er feminist” fra 1975. På fransk med engelske undertekster.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Andrée var en strålende elev, jeg bevarede kun førstepladsen, fordi hun ikke nedlod sig til at besætte den; jeg beundrede hendes tvangfri måde at være på uden at være i stand til at efterligne hende. Men hun havde mistet frøkenernes gunst. De anså hende for at være sær, ironisk, hovmodig, de bebrejdede hende for at være negativ; det lykkedes dem aldrig at gribe hende i at være fræk, fordi Andrée var omhyggelig med at holde en vis afstand, og det var måske det der irriterede dem mest.”
”De uadskillelige”, s. 28.

Simone-Ernestine-Lucie-Marie Bertrand de Beauvoir blev født i 1908 i en konservativ familie, der var en del af Paris' velhavende borgerskab. Faren, Georges, var jurist og moren, Françoise, datter af en bankmand og from katolik. Selv da familien efter Første Verdenskrig mistede størstedelen af sin formue, kæmpede de for at fastholde overklassefacaden og sendte bl.a. den unge Simone og lillesøsteren Hélène på fornem klosterskole.
Men allerede i sine ungdomsår begyndte Simone de Beauvoir at se det borgerlige miljø som hyklerisk. Hun brød tidligt med sit miljø og blev venstreorienteret intellektuel, ligesom hun afsvor sig troen på gud. Fra teenageårene var hun en lige så overbevist ateist, som hun havde været overbevist katolik i barndommen.
Simone de Beauvoir studerede filosofi på Sorbonne-universitetet i Paris fra 1927 til 1929 og bestod som blot 21-årig – den yngste nogensinde – den prestigefyldte og konkurrenceprægede agrégation-eksamen, der gav adgang til at arbejde i det franske skolesystem. Efter sin eksamen arbejdede hun som gymnasielærer i en årrække, indtil hun kunne leve af sit forfatterskab alene.
Det var som universitetsstuderende, at Simone de Beauvoir mødte forfatteren Jean-Paul Sartre (der også læste op til agrégation), og de to var fra 1929 og indtil hans død i 1980 utroligt stærkt knyttede til hinanden som partnere. Simone de Beauvoir valgte aldrig at gifte sig eller bo sammen med Sartre, og hun fravalgte også at få børn. Det gav hende mulighed for at fokusere på at skrive, undervise og engagere sig politisk – og for at have elskere.
Sammen med Sartre indgik hun allerede i 1929 en pagt om at være hinandens livsledsagere men leve i et åbent forhold, fri for det borgerlige ægteskabs begrænsninger. Hendes forhold til den amerikanske forfatter Nelson Algren og til den franske filminstruktør Claude Lanzmann var blandt de mest betydningsfulde. Simone de Beauvoirs åbne forhold og affærer har i offentligheden dog ofte overskygget hendes vægtige skønlitterære og filosofiske forfatterskab.
Efter længere tids sygdom døde Simone de Beauvoir 78 år gammel i 1986 på et hospital i Paris.

Det andet køn

”Man fødes ikke som kvinde – man bliver det. Den skikkelse, menneskehunnen antager i samfundet, er ikke én gang for alle fastlagt af en biologisk, psykisk eller økonomisk skæbne. Det er hele kulturformen, der skaber denne mellemting mellem mand og en kastrat – kvinden. Kun ved andres mellemkomst kan et individ indsættes i rollen som den Anden.”
”Det andet køn”, bind 2, s. 15.

Simone de Beauvoirs største og mest betydelige værk er den banebrydende ”Le deuxième sexe” fra 1949 (”Det andet køn”, 1977/2019), der udkom til stor begejstring – og muligvis endnu større forargelse. Paven fordømte bogen, der samtidig blev et feministisk standardværk og fortsat betragtes som en af de allermest indflydelsesrige bøger, der er skrevet om kvinden – og hvordan hun historisk er blevet gjort til det andet køn i en verden, hvor manden selvfølgeligt har placeret sig som det første.

46506162
I ”Det andet køn” beskriver Simone de Beauvoir flere århundreders syn på kvinden i både biologi, psykoanalyse, litteratur, religion og filosofi, når hun udfolder en række af samfundets herskende forestillinger og om kvinder og kønsroller – og afslører at meget af det, man i 1949 (og måske også stadig) anså for kendsgerninger, i virkeligheden ikke var andet end konstruerede myter, der skaber både ulighed og undertrykkelse.
Det krav, Simone de Beauvoir stiller til mennesket om at tage ansvaret for sit eget liv og handle efter sin samvittighed, oplevede hun blev begrænset af visse kulturelle normer og vaner. Overrumplende nutidig og med talrige uafviselige eksempler er bogen et opgør med den traditionelle kvinderolle, et kampskrift, som vi langt fra er færdige med endnu, men som Simone de Beauvoir med lysende klarsyn lagde frem allerede for mere end 70 år siden. Temperamentsfuldt og erklæret subjektivt gennemgår hun de forhold – biologien, historien, myterne, opdragelsen – og de sociale sammenhænge (bl.a. ægteskabet og moderskabet), som forhindrer kvinden i at træffe sine eksistentielle valg frit.
Det var også i ”Det andet køn”, at Simone de Beauvoir lancerede sin berømte sætning: ”Man fødes ikke som kvinde – man bliver det.” Bogen var et skelsættende opgør med den historisk nedarvede sexisme og biologiske determinisme, der fastholdt kvinder i faste forestillinger – f.eks. som mor og hustru – og fratog dem muligheden for at leve et liv i frihed. Sætningen er et blevet valgsprog for den såkaldte 'konstruktivistiske' feminisme, der mener at kønnet er kulturelt tillært og ikke noget biologisk givet.

Mandarinerne

”Vi havde sagt nej til mindst tre af hendes invitationer; blandt de mennesker, jeg genkendte i vrimmelen, var der få, som jeg ikke havde en mere eller mindre dårlig samvittighed overfor. Man anså os for at være overlegne, misantroper eller krukkede. Den tanke, at det simpelthen ikke morede os at gå ud i selskab, strejfede ikke nogen af de mennesker, som ivrigt kom for at kede sig her.”
”Mandarinerne”, bind 1, s. 236.

Simone de Beauvoir debuterede allerede i 1943 med romanen ”L'Invitée”, men det var med udgivelsen af ”Les Mandarins” i 1954 (”Mandarinerne”, 1986), at hun opnåede størst anerkendelse, da romanen blev tildelt Frankrigs fornemste litterære pris, Prix Goncourt.
Romanen, der over tre bind skildrer Paris' intellektuelle miljø, er ofte blevet læst som en selvbiografisk roman baseret på hendes eget liv med Jean-Paul Sartre og deres venskab og forhold til forfatterkollegaen Albert Camus. Simone de Beauvoir afviste selv, at ”Mandarinerne” skulle læses som en nøgleroman, og bogen er først og fremmest en dirrende intens og bevægende fortælling om menneskelige relationer, der udforsker nogle af eksistentialismens grundtemaer: frihed og ansvar, fremmedgørelse og forholdet til den anden.

Romanen handler om de intellektuelles (titlens ’mandariner,’ efter lærde bureaukrater ved de gamle kinesiske kejserdynastier) voksende isolation og afmagt i det moderne samfund – men ”Mandarinerne” er også en klog og skarpt registrerende kærlighedsroman. Fortællingens synspunkt veksler mellem hovedpersonerne Henri Perron, forfatter, journalist og tidligere modstandsmand, psykiateren Anne Dubreuilh og hendes mand Robert Dubreuilh, en prominent venstreorienteret forfatter. I et nøgternt og ligefremt sprog spinder Simone de Beauvoir en kompleks og lidenskabelig fortælling, der med stor psykologisk dybde og indsigt både tegner billedet af ægteskab, af venskab, af erotiske forhold, forhold mellem forældre og børn – og forholdet mellem individet og fællesskabet.

”Mandarinerne” foregår i efterkrigstidens Frankrig mellem retsopgøret og den kolde krig. I lyset af de skelsættende historiske begivenheder og skarpt optrukne politiske fronter træder de moralske valg, personerne stilles overfor, frem som romanens vigtigste diskussioner: Skal man fortie en sandhed, hvis den vil skade en større sag? Helliger målet midlet? Hvad er vigtigst, kunst eller politik? Ideologien eller det enkelte menneske?

De uadskillelige

”'Jeg er Sylvie Lepage,' sagde jeg. 'Hvad hedder du?'
'Andrée Gallard. Jeg er ni år; hvis jeg ser mindre ud, er det fordi jeg er blevet brændt levende, og at jeg ikke er vokset så meget. Jeg måtte blive hjemme fra skole i et år, men mor vil have at jeg indhenter det forsømte. Vil du låne mig dine hæfter fra sidste år?'
'Ja,' sagde jeg.
Andrées selvsikkerhed og den hurtige og præcise måde hun talte på, forvirrede mig.”
”De uadskillelige”, s. 10-11.

I 1954, samme år som Simone de Beauvoir udgav ”Mandarinerne”, skrev hun ”Les inséparables” (”De uadskillelige”, 2020), en fortælling om et nært og afgørende venskab mellem to unge piger. Men romanen blev aldrig trykt, og der skulle gå hele 66 år, før den nåede læserne, da det genfundne manuskript i 2020 omsider blev udgivet. Romanen er en fiktionaliseret fortælling om Simone de Beauvoirs eget forhold til barndomsveninden Élisabeth Lacoin – kaldet Zaza – i de formative ungdomsår.

Titlens ”uadskillelige” er veninderne Sylvie og Andrée, der møder hinanden som klassekammerater i en katolsk skole. Allerede fra deres første møde fortrylles og fascineres fortælleren Sylvie af den smukke, selvsikre og lidt mystiske Andrée, der er ny i klassen. Hun beslutter sig for at gøre alt, hvad hun kan for at vinde den nye piges gunst og få hende til at gengælde den kærlighed, der er blusset op i Sylvie.

48967027

Simone de Beauvoir skriver glasklart og nøgternt – og alligevel med en ulmende intensitet – når hun i ”De uadskillelige” giver et rørende indblik i ét af den slags barndoms- og ungdomsvenskaber, der gløder. Sylvie og Andrée udvikler et tæt venskab som hinandens fortrolige, men de finder sig også hele tiden i skyggen af Andrées stormfulde og lunefulde temperament, hendes forelskelser og ikke mindst hendes dominerende mor.
”De uadskillelige” er en roman om venskab. Men det er også en fortælling om kampen for frihed – og kampen mod samfundets og familiens snærende bånd. For mens Sylvie vender sig bort fra sin barnetro og mod tanken om det frie valg, der ikke er bestemt af religion og tradition, føler Andrée i stigende grad konservative konventioners begrænsninger. Sylvie forsøger at få hende til at kæmpe for det hun tror på, for kærlighed og venskab, men pludselig er det for sent.

Det skulle efter sigende have været Jean-Paul Sartre, der frarådede Simone de Beauvoir at udgive ”De uadskillelige” – han syntes ikke, at den havde de fornødne litterære kvaliteter. Men på flere årtiers afstand beviser den lille, stringente og spillevende roman, hvor stor en fejl det var.

Genrer og tematikker

Simone de Beauvoirs forfatterskab strækker sig over både skønlitteratur, erindringer, essaystik og filosofi – og en række af hendes værker bevæger sig gennem alle tre territorier. Selvom hun nok er mest berømt for det filosofiske hovedværk ”Det andet køn”, insisterede hun på at kalde sig forfatter og ikke filosof.
Ikke desto mindre spiller eksistentialismen og feminismen helt centrale roller gennem hele forfatterskabet – ligesom for Simone de Beauvoirs engagement som samfundsdebattør og offentlig intellektuel.
Med inspiration fra filosoffer som danske Søren Kierkegaard (1813-1855) og tyske Martin Heidegger (1889-1976) udviklede Simone de Beauvoir sammen med Jean-Paul Sartre den eksistentialisme, der blev en af de mest indflydelsesrige kulturstrømninger i de første årtier efter Anden Verdenskrig.

Eksistentialismen går ud fra, at Gud er død, og mennesket derfor er ene og dømt til frihed til at vælge: Den menneskelige natur er ikke givet på forhånd, skæbnen ikke fastlagt. Mennesket er selv ansvarlig for sit liv og tvunget til, selv at bestemme hvilket menneske det vil være. Enhver af dets handlinger skal kunne tjene som eksempel, ligesom det må kunne stå inde for konsekvenserne af sine valg. Det kan lyde som en streng og krævende filosofi, men dybest set er den optimistisk i sin fundamentale tro på mennesket og på menneskets evne til at træffe frie valg. Alle Simone de Beauvoirs bøger er udsprunget af denne livsholdning.

Forfatterskabets andet hovedspor er den feminisme, der mest tydeligt udtrykkes i ”Det andet køn”, men som også tegner tydelige spor i romaner som ”Mandarinerne” og ”De uadskillelige,” hvor kvinders sociale, økonomiske og intellektuelle position i samfundet og i familien diskuteres og tages op til revision. Simone de Beauvoir underkaster gældende normer og faste forestillinger et skarpt blik, når hun i fiktion såvel som filosofi, i tråd med sine eksistentialistiske tanker kæmper for en verden, hvor kvinder kan opnå reel og fuldstændig ligestilling og frigørelse fra det patriarkalske samfund.

Beslægtede forfatterskaber

Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre læste altid hinandens værker og havde fra begyndelsen af deres forhold stor indflydelse på hinandens værker – og debatten om præcis hvor stor og hvordan den indbyrdes indflydelse var, har i årtier været et omdiskuteret emne.
I de senere år har forskningen i Simone de Beauvoirs forfatterskab dog i stigende grad fokuseret på andre påvirkninger end Sartre, hvor hendes originale kritik af tyske filosoffer som G.W. Leibniz (1646-1716) og G.W.F. Hegel (1770-1831) er blevet fremhævet.
Sammen med Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre var forfatterkollegaen og vennen Albert Camus den mest fremtrædende eksistentialistiske forfatter. Selvom han nægtede at kalde sig eksistentialist, er særligt hans roman ”Den fremmede” (1942) blevet berømt som et klassisk eksempel på netop eksistentialismen. Og ligesom i Simone de Beauvoirs forfatterskab spiller også livets absurditet en hovedrolle i Camus', under indtryk af de religiøse, ideologiske, sociale og kulturelle brydninger i sin samtid.
I Danmark var særligt gruppen af forfattere omkring tidsskriftet ”Heretica” (1948-1953) inspireret af den franske eksistentialisme. Forfattere som Martin A. Hansen, Thorkild Bjørnvig, Frank Jæger, Tage Skou-Hansen og Paul la Cour skrev alle litteratur, der på forskellig vis tematiserede modernitetskritik, eksistentielle problemer og kunsten som udgangspunkt for et nyt livsgrundlag i det indre.
Simone de Beauvoirs indflydelse har været enorm, og særligt ”Det andet køns” betydning for udviklingen af feministisk teori og kønsstudier har i de senere år fået fornyet opmærksomhed i den danske litterære debat, hvor forfattere som Olga Ravn, Ida Marie Hede og Jonas Eika m.fl. har skrevet mere eller mindre eksplicit feministisk litteratur, der i kunstnerisk udfordrende og eksperimenterende værker også tematiserer kønsroller, ligestilling og opgøret med patriarkalske konventioner.

Bibliografi

Romaner

Beauvoir, Simone de: L’invitée. Éditions Gallimard, 1943.
Beauvoir, Simone de: De andres blod. Folmer Christensens Forlag, 1947. (Les sange des autres, 1944). Oversætter: Christian Diget.
Beauvoir, Simone de (sammen med Gisèle Halimi): Djamila Boupacha. Hans Reitzels Forlag, 1963. (Djamila Boupacha, 1962). Oversætter: Hans Hertel og Elsa Gress.
Beauvoir, Simone de: De skønne billeder. Vintens Forlag, 1969. (Les belles images, 1966). Oversætter: Bibba Jørgen Jensen.
Beauvoir, Simone de: Alle mennesker er dødelige. Gyldendal, 1981. (Tous les hommes sont mortels, 1946). Oversætter: H.M. Vejerbjerg (pseudonym for Dronning Margrethe og Prins Henrik).
Beauvoir, Simone de: Mandarinerne. Rævens Sorte Bibliotek/Forlaget Politisk Revy, 1986. (Les mandarins, 1954). Oversætter: Karen Mathiasen.
Beauvoir, Simone de: De uadskillelige. Gyldendal, 2020. (Les inséparables, 1954). Oversat af Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen.

Filosofi og essays

Beauvoir, Simone de: Eksistentialisme og den borgerlige snusfornuft. Vintens Forlag, 1965. (L'Existentialisme et la sagesse des nations, 1948). Oversætter: Bibba Jørgen Jensen.
Beauvoir, Simone de: Alderdommen. Fremad, 1981. (La vielliesse, 1970). Oversætter: Karen Nicolajsen.
Beauvoir, Simone de: En tvetydighedens moral: tre essays. DET lille FORLAG, 1997. (Pour une morale de l'ambiguïte, 1947). Oversætter: Lisbeth Skousen Pedersen og Poul R. Mørch-Petersen.
Beauvoir, Simone de: Det andet køn, 1-2. Gyldendal, 2019. (Le deuxième sexe, 1949). Oversætter: Karen Stougaard Hansen og Mette Olesen.

Erindringer

Beauvoir, Simone de: La force de l'âge. Éditions Gallimard, 1960.
Beauvoir, Simone de: La force des choses. Éditions Gallimard, 1963.
Beauvoir, Simone de: En velopdragen ung piges erindringer. Vintens Forlag, 1966. (Mémoires d'unes jeune fille rangée, 1958). Oversætter: Bibba Jørgen Jensen.
Beauvoir, Simone de: Samvær med Sartre. Steen Hasselbalchs Forlag, 1966. (udvalgte afsnit fra La force de l'âge, 1960). Oversætter: Jørgen Breitenstein.
Beauvoir, Simone de: En skånsom død. Vintens Forlag, 1971. (Une morte très douce, 1964). Oversætter: Karen Mathiasen.
Beauvoir, Simone de: Tout compte fait. Éditions Gallimard, 1972.
Beauvoir, Simone de: La cérémonie des adieux, suivi de Entretiens avec Jean-Paul Sartre, Aout-Septembre 1974. Éditions Gallimard, 1981.

Noveller

Beauvoir, Simone de: La femmes rompue. Éditions Gallimard, 1967.
Beauvoir, Simone de: Quand prime le spirituel. Éditions Gallimard, 1979 (oprindeligt skrevet i 1936).

Breve

Beauvoir, Simone de: Lettres au Castor et à quelques autres, 1-2. Éditions Gallimard, 1983.
Beauvoir, Simone de: Beloved Chicago Man: Letters to Nelson Algren, 1947-64. Gollancz, 1998.

Om forfatterskabet

Artikler

Jacobsen, Rune: Simone de Beauvoir – eksistentialismens sandhedsvidne. Information, 1964-07-22.
Stangerup, Henrik: Mænd og kvinder er to universer – interview med Simone de Beauvoir. Politiken, 1965-05-23-05.
Kähler, Runa J.: Simone de Beauvoir og kvindekampen. Kristeligt Dagblad, 1975-12-23.
Backe, Lone: Hvordan har Sartre det, madame? Politiken, 1979-05-06.
Lidegaard, Else: Farvel til Simone de Beauvoir. Weekendavisen, 1986-04-18.
Levinsen, Niels: Vær glad for Jeres kultur – interview med Simone de Beauvoir. Jyllands-Posten, 1983-04-17.
Visby, Børge: Kvindens dobbeltarbejde er den store skandale – interview med Simone de Beauvoir. Politiken, 1983-04-21.
Lidegaard, Else: Jeg er feminist, men –. Berlingske Tidende, 1999-02-06.
Kerte, Jens: I sansernes vold. Politiken, 2003-06-30.
Sperling, Anna von: Pigen der havde hjerne som en mand. Information, 2008-01-11.
Västerbro, Magnus: Omstridt forfatter blev feministikon. Alt om Historie, nr. 4, 2015.

Bøger

Hansen, Liss: Simone de Beauvoir. Gjellerup, 1972.
Thielst, Peter: Den kønspolitiske tænkning: en undersøgelse af mandssamfundets kønsideologi fra naturfolkene og oldtidens filosoffer til Simone de Beauvoir. Gyldendal, 1978.
Schwarzer, Alice: Simone de Beauvoir i dag. Samtaler gennem 10 år. Fremad, 1983. (Simone de Beauvoir heute, 1983). Oversætter: Birgitte Brix.
Francis, Claude: Simone de Beauvoir. Cicero, 1988. (Simone de Beauvoir, 1987). Oversætter: Pernille Bramming.
Bair, Deirdre: Simone de Beauvoir. Gyldendal, 1992. (Simone de Beauvoir, 1990). Oversætter: Hanne Tang.
Moberg, Åsa: Simone og jeg. Dialog med Simone de Beauvoir. Munksgaard/Rosinante, 1998. (Simone och jag, 1996). Oversætter: Susanne Vebel.
Arnold, Anastassia: Smertefælden. Simone de Beauvoir og Nelson Algren – en kærligheds anatomi. Politikens Forlag, 2006.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Simone de Beauvoir