Svetlana Aleksijevitj

Artikel type
voksne
cand.mag. Troels Hughes Hansen, iBureauet/Dagbladet Information 2015.
Main image
Aleksijevitj, Svetlana
Foto: Ulla Montan / Scanpix

Den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj modtog i 2015 Nobelprisen i litteratur for sit forfatterskab, der ifølge priskomiteen står som et monument over lidelse og mod i vor tid. Hun er uddannet journalist, men hendes bøger benytter sig af teknikker fra mange forskellige genrer i deres fremskrivning af det lille menneske fanget i den store historie. Hendes bøger udspringer af det tyvende århundredes store krige og katastrofer, og hendes værk synes at give en stemme til den vrimmel af skæbner, der ellers ville synke ned i glemsel under historiens brede penselstrøg.

52031745

Blå bog

Født: 31. maj 1948 i Ivano-Frankivsk i Ukraine.

Uddannelse: Journalist fra det hviderussiske statsuniversitet i Minsk, 1972.

Debut: U vojny ne zjenskoje litso. 1985.

Priser: Prix Médicis, 2013. Nobelprisen i litteratur, 2015.

Seneste udgivelse: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt. Forlaget Palomar, 2015. Oversætter: Tine Roesen.

Inspiration: Ales Adamovitj, Fjodor Dostojevskij.

 

svetlana 

Baggrund

”Jeg ønskede ikke at slå ihjel, jeg var ikke sat i verden for at slå ihjel. Jeg ville gerne være lærerinde. Men jeg så, hvordan de brændte landsbyer ned… Jeg kunne ikke skrige, jeg kunne ikke græde højt: Vi var sendt ud på rekognoscering og var kommet forbi denne landsby. Jeg kunne kun bide mig i hænderne, og jeg har stadig ar på hænderne fra den tid, jeg bed dem til blods. Ned i kødet.”
”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”, s. 296.

Svetlana Aleksijevitj blev født i den vestukrainske by Ivano-Frankivsk d. 31. maj 1948, men voksede op i Hviderusland, hvorfra hendes far stammede. Faren var skolelærer, mens moren var bibliotekar, og den unge Aleksijevitj har altså helt fra barnsben haft bøger og lærdom tæt inde på livet. Hun begyndte også tidligt at skrive for egen fornøjelses skyld, og før hun søgte ind på den journalistiske linje ved universitetet i Minsk, havde hun også længe skrevet artikler for forskellige aviser og magasiner.

Efter endt uddannelse fik Aleksijevitj arbejde på en lokalavis og senere på et litterært magasin, hvor hun fik det redaktionelle ansvar for non-fiktion. Da Aleksijevitj efter længere tids søgen endelig syntes at have fundet en måde at skrive på, der kunne modsvare den virkelighed, hun ønskede at portrættere, løb hun for første gang panden mod det totalitære sovjetiske system. Hendes første bog ”Jeg har forladt min landsby” blev aldrig udgivet, men ødelagt af de sovjetiske myndigheder, fordi dens portrætter af folk, som havde forladt deres fødested, ansås for at være næret af en antikommunistisk holdning.

I det hele taget synes Aleksijevitjs litterære løbebane at være oversået med barrierer, der er stillet op af en paranoid totalitarisme. Hendes anden bog og egentlige debut, ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” (1985), sad fast på forlaget i to år, før den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov trådte til og indledte en opblødning af det sovjetiske diktatur. I 1985 kunne hendes første bog således udkomme i både Minsk og Moskva som led i fejringen af 40-året for Sovjetunionens sejr over nazismen.

Censur og chikane har dog været faste følgesvende for Aleksijevitj. Diktaturet stoppede nemlig ikke i Hviderusland med Sovjetunionens fald, og den hviderussiske præsident Viktor Lukasjenko er heller ikke begejstret for hverken politisk opposition eller kritiske forfattere, og Aleksijevitj så sig således nødsaget til at forlade Minsk i 2000 til fordel for forskellige byer i Europa, hvor hun kunne tale frit.

I udlandet har hun altid været mere læst end i sit hjemland, og denne interesse kulminerede, da hun i 2015 blev tildelt verdens mest prestigefyldte litteraturpris, Nobelprisen.

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt

”I 1943 fødte jeg en datter… Da havde min mand og jeg allerede sluttet os til partisanerne i skoven. Jeg fødte i en høstak, i et moseområde. Bleerne tørrede jeg på min egen krop, lagde dem hen over brystet, varmede dem og gav barnet dem på. Alt var i brand rundt om os, man brændte landsbyer af, sammen med de mennesker, der boede der. De blev jaget ind i skolerne og kirkerne… Så hældte man petroleum over… ”
”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”, s. 78.

Det er faktisk ikke en overvældende stor del af ”U vojny ne zjenskoje litso” fra 1985 (”Krigen har et kvindeligt ansigt”, 2015), der er skrevet af Svetlana Aleksijevitj selv i strengeste forstand. Bogen er ikke en klassisk journalistisk eller historisk beretning, som forfatteren har skrevet på baggrund af interview. Store dele af bogen er nedskrevne samtaler, som Aleksijevitj har haft med et væld af kvinder, der alle har kæmpet for Sovjetunionen mod nazisterne under Anden Verdenskrig eller på anden måde haft krigen tæt inde på livet.

Aleksijevitjs rolle i bogprojektet er dog langt fra så undselig, som det måske kan lyde. I løbet af disse samtaler har hun i høj grad fungeret som en lyttende ’fødselshjælper’, der med sin tilstedeværelse og sine spørgsmål har formået at få de talende kvinder til at åbne op for en helt anden vinkel på Anden Verdenskrig, end den, man normalvis hører om.

Det har fra begyndelsen været Aleksijevitjs projekt at skrive en kvindelig historie om Anden Verdenskrig. Den sovjetiske hær gjorde i udbredt grad brug af kvindelige soldater som snigskytter, piloter, mineryddere osv. Men disse kvinders beretninger fylder ikke specielt meget i den officielle og ’store’ historie om krigen, som den er udlagt i sovjetiske historiebøger.

52031745

Sovjetstatens entydige fokus efter krigen på den gloriøse og storladne sejr giver indtryk af en uhyre ensidig historiefortælling, som ikke giver plads til den enkeltes stemme.

Dermed skal den kvindelige form for historie ikke kun forstås konkret, men også i overført betydning som en bestemt måde at skrive historie på. En historie, der går nedefra og op. Fra de små skæbner, der ikke nødvendigvis står mejslet i sten som store sovjethelte, men som giver krigen et menneskeligt ansigt igennem deres personlige og følelsesladede beretninger. Den kamp- og materielorienterede historiefortælling kommer således aldrig til at stå alene, men støttes altid af mere menneskelige betragtninger og erfaringer, hvorfor ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” kommer til at virke som en utroligt helstøbt beretning, der giver et ansigt til dens hovedpersoner på en måde, som traditionelle historiebøger ikke formår.