Svetlana Aleksijevit
Foto: Margarita Kabakova

Svetlana Aleksijevitj

cand.mag. Troels Hughes Hansen, iBureauet/Dagbladet Information 2015. Opdateret i 2017.
Top image group
Svetlana Aleksijevit
Foto: Margarita Kabakova
Main image
Aleksijevitj, Svetlana
Foto: Ulla Montan / Scanpix

Indledning

Den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj modtog i 2015 Nobelprisen i litteratur for sit forfatterskab, der ifølge priskomiteen står som et monument over lidelse og mod i vor tid. Hun er uddannet journalist, men hendes bøger benytter sig af teknikker fra mange forskellige genrer i deres fremskrivning af det lille menneske fanget i den store historie. Hendes bøger udspringer af det tyvende århundredes store krige og katastrofer, og hendes værk synes at give en stemme til den vrimmel af skæbner, der ellers ville synke ned i glemsel under historiens brede penselstrøg.

 

54929153

Blå bog

Født: 31. maj 1948 i Ivano-Frankivsk i Ukraine.

Uddannelse: Journalist fra det hviderussiske statsuniversitet i Minsk, 1972.

Debut: U vojny ne zjenskoje litso. 1985.

Priser: Prix Médicis, 2013. Nobelprisen i litteratur, 2015.

Seneste udgivelse: Bøn for Tjernobyl. Lindhardt & Ringhof, 2018. Oversætter: Katja Hansen Volkova.

Inspiration: Ales Adamovitj, Fjodor Dostojevskij.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg ønskede ikke at slå ihjel, jeg var ikke sat i verden for at slå ihjel. Jeg ville gerne være lærerinde. Men jeg så, hvordan de brændte landsbyer ned… Jeg kunne ikke skrige, jeg kunne ikke græde højt: Vi var sendt ud på rekognoscering og var kommet forbi denne landsby. Jeg kunne kun bide mig i hænderne, og jeg har stadig ar på hænderne fra den tid, jeg bed dem til blods. Ned i kødet.”
”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”, s. 296.

Svetlana Aleksijevitj blev født i den vestukrainske by Ivano-Frankivsk d. 31. maj 1948, men voksede op i Hviderusland, hvorfra hendes far stammede. Faren var skolelærer, mens moren var bibliotekar, og den unge Aleksijevitj har altså helt fra barnsben haft bøger og lærdom tæt inde på livet. Hun begyndte også tidligt at skrive for egen fornøjelses skyld, og før hun søgte ind på den journalistiske linje ved universitetet i Minsk, havde hun også længe skrevet artikler for forskellige aviser og magasiner.

Efter endt uddannelse fik Aleksijevitj arbejde på en lokalavis og senere på et litterært magasin, hvor hun fik det redaktionelle ansvar for non-fiktion. Da Aleksijevitj efter længere tids søgen endelig syntes at have fundet en måde at skrive på, der kunne modsvare den virkelighed, hun ønskede at portrættere, løb hun for første gang panden mod det totalitære sovjetiske system. Hendes første bog ”Jeg har forladt min landsby” blev aldrig udgivet, men ødelagt af de sovjetiske myndigheder, fordi dens portrætter af folk, som havde forladt deres fødested, ansås for at være næret af en antikommunistisk holdning.

I det hele taget synes Aleksijevitjs litterære løbebane at være oversået med barrierer, der er stillet op af en paranoid totalitarisme. Hendes anden bog og egentlige debut, ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” (1985), sad fast på forlaget i to år, før den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov trådte til og indledte en opblødning af det sovjetiske diktatur. I 1985 kunne hendes første bog således udkomme i både Minsk og Moskva som led i fejringen af 40-året for Sovjetunionens sejr over nazismen.

Censur og chikane har dog været faste følgesvende for Aleksijevitj. Diktaturet stoppede nemlig ikke i Hviderusland med Sovjetunionens fald, og den hviderussiske præsident Viktor Lukasjenko er heller ikke begejstret for hverken politisk opposition eller kritiske forfattere, og Aleksijevitj så sig således nødsaget til at forlade Minsk i 2000 til fordel for forskellige byer i Europa, hvor hun kunne tale frit.

I udlandet har hun altid været mere læst end i sit hjemland, og denne interesse kulminerede, da hun i 2015 blev tildelt verdens mest prestigefyldte litteraturpris, Nobelprisen.

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt

”I 1943 fødte jeg en datter… Da havde min mand og jeg allerede sluttet os til partisanerne i skoven. Jeg fødte i en høstak, i et moseområde. Bleerne tørrede jeg på min egen krop, lagde dem hen over brystet, varmede dem og gav barnet dem på. Alt var i brand rundt om os, man brændte landsbyer af, sammen med de mennesker, der boede der. De blev jaget ind i skolerne og kirkerne… Så hældte man petroleum over… ”
”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”, s. 78.

Det er faktisk ikke en overvældende stor del af ”U vojny ne zjenskoje litso” fra 1985 (”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”, 2015), der er skrevet af Svetlana Aleksijevitj selv i strengeste forstand. Bogen er ikke en klassisk journalistisk eller historisk beretning, som forfatteren har skrevet på baggrund af interview. Store dele af bogen er bearbejdede samtaler, som Aleksijevitj har haft med et væld af kvinder, der alle har kæmpet for Sovjetunionen mod nazisterne under Anden Verdenskrig eller på anden måde haft krigen tæt inde på livet.

Aleksijevitjs rolle i bogprojektet er dog langt fra så undselig, som det måske kan lyde. I løbet af disse samtaler har hun i høj grad fungeret som en lyttende ’fødselshjælper’, der med sin tilstedeværelse og sine spørgsmål har formået at få de talende kvinder til at åbne op for en helt anden vinkel på Anden Verdenskrig, end den, man normalvis hører om.

52031745

Det har fra begyndelsen været Aleksijevitjs projekt at skrive en kvindelig historie om Anden Verdenskrig. Den sovjetiske hær gjorde i udbredt grad brug af kvindelige soldater som snigskytter, piloter, mineryddere osv. Men disse kvinders beretninger fylder ikke specielt meget i den officielle og ’store’ historie om krigen, som den er udlagt i sovjetiske historiebøger.

Sovjetstatens entydige fokus efter krigen på den gloriøse og storladne sejr giver indtryk af en uhyre ensidig historiefortælling, som ikke giver plads til den enkeltes stemme.

Dermed skal den kvindelige form for historie ikke kun forstås konkret, men også i overført betydning som en bestemt måde at skrive historie på. En historie, der går nedefra og op. Fra de små skæbner, der ikke nødvendigvis står mejslet i sten som store sovjethelte, men som giver krigen et menneskeligt ansigt igennem deres personlige og følelsesladede beretninger. Den kamp- og materielorienterede historiefortælling kommer således aldrig til at stå alene, men støttes altid af mere menneskelige betragtninger og erfaringer, hvorfor ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” kommer til at virke som en utroligt helstøbt beretning, der giver et ansigt til dens hovedpersoner på en måde, som traditionelle historiebøger ikke formår.

Zinkdrengene

”Når en kugle trænger ind i et menneske, kan man høre det, og det er en lyd, man ikke glemmer igen, et helt specielt vådt klask. En fyr, man kender, falder lige ved siden af én, med ansigtet nedad, på jorden, der er tør og bitter som aske. Når man vender ham om på ryggen, har han stadig den cigaret, nogen lige har givet ham, i munden. Cigaretten brænder stadig… Jeg var ikke parat til at skyde på et andet menneske, jeg var næsten lige kommet fra det civile liv. Fra et liv i fred.”

”Zinkdrengene”, s. 39.

Fra 1979 til 1989 var det sovjetiske styre engageret som besættelsesmagt i Afghanistan, der skulle tjene som støtte for de nye kommunistiske magthavere. En bred folkelig modstand og krigeriske stammer med optimerede guerillataktikker gjorde dog helvede hedt for hæren, som til sidst måtte trække sig ud igen – lige omkring det tidspunkt, hvor hele Sovjetunionen kollapsede.

I sin bog ”Tsinkovje maltjiki”, 1990 (”Zinkdrengene”, 2016) forsøger Svetlana Aleksijevitj på samme måde som i ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” at trænge om bag officiel historieskrivning og nå ind til det enkelte, følende menneskes historie. Til sit bogprojekt har hun interviewet en lang række tidligere soldater og pårørende, især mødre til drenge og mænd, der vendte tilbage i en af de karakteristiske kister i zink, som bogens titel henviser til.

52723736

De små historier veksler imellem hårrejsende krigsbeskrivelser, fortællinger om det vanskelige ved at vende hjem til et forandret samfund og forældres sorg over deres tab. Som Aleksijevitjs andre bøger er ”Zinkdrengene” fyldt med smerte – et monument over lidelsen. Men det er en meget tvetydig lidelse, der nærmest er i kamp med sig selv om sin berettigelse. Modsat Anden Verdenskrig, hvor Sovjetunionen blev udsat for en skånselsløs invasion af Nazi-Tyskland, var russerne selv invasionshæren i Afghanistan med alt, hvad dertil hørte af brutalitet og overgreb mod civilbefolkningen. Derfor kæmper mange af soldaterne og mødrene da også med en ofte uudtalt, men meget følelig tvivl om krigen som sådan.

”Zinkdrengene” blander ubesværet forskellige genrer, og i en tilføjelse til bogen indføjer Aleksijevitj udskrifter fra den retssag, som blev ført mod hende af en række mødre og soldater, der var blevet interviewet, men følte sig fremstillet mindre patriotiske end de følte sig. Dermed demonstrerer hun raffineret, hvordan menneskelige grundvilkår som erindring, sorg og lidelse altid er i kamp med og under indflydelse af større fortællinger som nation og ideologi.

De sidste vidner

”Årene er gået… Jeg har læst mange bøger om den tid. Men jeg forstår stadig ikke ret meget mere om krigen, end jeg gjorde, da jeg var barn.”

”De sidste vidner”, s. 141.

Anden Verdenskrig var i hidtil uset grad en krig, der ikke kun gik ud over soldaterne i de kæmpende hære, men på systematisk og grusom vis udslettede store dele af civilbefolkningen. Særligt i Sovjetunionen, eftersom nazisterne opfattede alle kommunister som legitime mål og den ’slaviske race’ i det hele taget som underlegen. De tyske styrkers brutalitet på østfronten betød, at nærmest alle overlevende efter krigen havde mistet et eller flere familiemedlemmer, og at et hav af børn havde mistet deres forældre eller selv var blevet slået ihjel.

53366430

I ”Poslednie svideteli”, 1985 (”De sidste vidner”, 2017) sammensætter Svetlana Aleksijevitj på sin særegne måde en collage af vidnesbyrd fra netop den generation, som var børn under krigen. I lighed med kvindernes historie (som Aleksijevitj behandlede i ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” fra samme år) fyldte barnets blik på Anden Verdenskrig ikke det store i den sovjetiske udlægning af Stalins glorværdige hæres sejrsmarch mod Berlin. Men barnets verden er en vigtig følelsessfære for Aleksijevitj. Her er der adgang til et mere umiddelbart, naivt blik på katastrofen, som går tabt i studiet af troppebevægelser og knibtangsmanøvrer. I børnenes fortællinger fylder savnet, tabet, forvirringen, rædslen, følelsen af at være forladt.

Det barnlige blik som litterært greb udnyttes meget kraftfuldt af Aleksijevitj på to måder. Først og fremmest forvrænger den barnlige naivitet krigsfortællingen, så den kommer til at fremstå meget anderledes og med nogle andre fikspunkter, der lader det uhyggelige træde frem i helt uventede situationer. Som når små drenge bruger frosne lig af tyske soldater som kælke på den lokale bakke.

Samtidig kommer Aleksijevitjs insisteren på at høre børnenes historier, der er fyldt med frygt og sorg, automatisk til at virke som et ideologikritisk projekt. Barnets uskyld annullerer ethvert forsøg på at retfærdiggøre dets lidelser med et højere politisk, økonomisk eller ideologisk mål.

Genrer og tematikker

Svetlana Aleksijevitjs forfatterskab tager form i spændingsfeltet mellem de store historiske begivenheder og det lille menneske, som på én og samme tid deltager i disse begivenheder og er offer for dem. Da Det Svenske Akademi tildelte Aleksijevitj Nobelprisen i 2015 var det netop for hendes ”polyfoniske bøger, der står som et monument over lidelse og mod i vor tid” (pressemeddelelse fra det svenske akademi, 2015-10-08).

Polyfoni betyder flerstemmighed, og det er netop kendetegnende for Aleksijevitj, at hun indlejrer et væld af forskellige stemmer i sin skrift. Hendes bøger behandler det tyvende århundredes krige og katastrofer, som f.eks. Anden Verdenskrig, den sovjetiske krig i Afghanistan op igennem 1980’erne og katastrofen ved det ukrainske atomkraftværk Tjernobyl, som nedsmeltede i 1986. Men i stedet for så at sige at anlægge det forkromede overblik oppefra og ned, foretager Aleksijevitj forud for skrivningen af sine bøger en omfattende research, hvor hun forsøger at danne sig et billede af begivenheden nedefra og op. Dermed bliver menneskeskæbnerne til det garn, hvoraf den store begivenhed langsomt spindes og pludselig træder frem.

Som Aleksijevitj selv formulerer det, er det ikke en skriveform, der nødvendigvis står i modsætning til historikerens, men snarere udbygger den: ”Jeg gør heller ikke en historikers arbejde, for alt begynder for mig, præcis hvor det slutter for historikeren: Hvad foregik der i menneskers hoveder efter Slaget ved Stalingrad eller reaktornedsmeltningen i Tjernobyl? Jeg skriver ikke kendsgerningernes historie, men menneskesjæles historie.” (Michel Eltchaninoff: ’Jeg skriver ikke kendsgerningernes, men menneskesjælenes historie’. Information, 2015-10-17).

Det stædige fokus på det lille menneske i den store historie gør på den måde også Aleksijevitjs skrift til grundlæggende ideologikritisk. De flere små stemmers frempiblen i hendes værker står som et kraftfuldt modsvar til den ensidige, ensrettede og enstemmige udlægning af historien, som til alle tider har været totalitære ideologiers adelsmærke.

Rent litteraturhistorisk er det sigende, at Aleksijevitj fik Nobelprisen netop i litteratur, da mange ville kalde hendes bøger for en blanding af journalistik, reportage, historie og skønlitteratur. Men det er netop den særegne blanding, som gør Aleksijevitj unik, og som i lyset af pristildelingen stiller spørgsmål ved rammerne for, hvad der kan karakteriseres som faktuelt forankret litteratur, og hvad som må henregnes udelukkende til det fiktives domæne.

Beslægtede forfatterskaber

Svetlana Aleksijevitj eksperimenterede i sine ungdomsår med flere forskellige genrer og stemmer, før hun fandt frem til sin foretrukne form. Denne litterære vækkelse tilskriver hun især læsningen af den hviderussiske forfatter Ales Adamovitj (1927-1994). Adamovitj skrev som Aleksijevitj selv fortrinsvis på russisk og indsamlede også mangfoldige vidnesbyrd forud for skrivningen af sine bøger om bl.a. blokaden af Leningrad og de tyske udrensninger under Anden Verdenskrig. Som hos Aleksijevitj træder fortællingen her ikke frem som den store historikers udlægning, men nedefra, igennem de mennesker, der oplevede, følte og sansede begivenheden.

I sin særegne blanding af historie og skønlitteratur står Aleksijevitj også i forlængelse af vidnesbyrdlitteraturen. Denne litterære genre associeres som oftest med ofrene for nazisternes koncentrationslejre, som forsøgte at give deres oplevelser en litterær form efter befrielsen. Vidnerne til koncentrationslejrene skrev også litteratur med det iboende paradoks, at alt var sandt og oplevet, men at de stærkeste vidnesbyrd også lånte flittigt fra mere klassiske skønlitterære genrer og i øvrigt gjorde rig brug af æstetiske virkemidler og litterære figurer.

Den store forskel er selvfølgelig, at vidnerne havde oplevet det, de skrev om, på egen krop, hvor Aleksijevitj som den skrivende påtager sig at videreformidle andres historie med sit eget udtryk. Men faktisk er der tilsvarende tematikker på spil i vidnesbyrdlitteraturen, hvor det enkelte vidne jo ofte vidner på vegne af et kæmpemæssigt og tavst flertal, som gik under i lejrene.

Ud over Adamovitj og vidnesbyrdlitteraturen kan Aleksijevitj også med fordel læses ind blandt forfatterskaber, der balancerer på kanten mellem journalistik og skønlitteratur. Da den amerikanske forfatter Truman Capote skrev ”Med koldt blod” i 1966 var det også i forsøget på at nå ind til det menneskelige aspekt af et koldblodigt mord begået i Kansas i 1959. Capotes metode var journalistisk, men hans bog har mere til fælles med skønlitteraturen, og det er det samme ønske om at nå bag om en tilsyneladende brutal og ensidig begivenhed for at finde det menneskelige, som driver hans skrift fremad.

Endvidere må nævnes den polske mesterjournalist Ryszard Kapuściński, som også med sine reportager fra overalt i verden, og især fra krigsområder, havde blik for den opåbnende effekt et litterært greb kan have på en i udgangspunktet journalistisk tekst. 

Bibliografi

Romaner

Aleksijevitj, Svetlana:
Poslednie svideteli. 1985.
Aleksijevitj, Svetlana:
Tsinkovje maltjiki. 1991.
Aleksijevitj, Svetlana:
Satjarovanje Smertju. 1993.
Aleksijevitj, Svetlana:
Tjernobylskaja molitva. 1997.
Aleksijevitj, Svetlana:
Vremja sekond khend. 2013.
Aleksijevitj, Svetlana:
Krigen har ikke et kvindeligt ansigt. Forlaget Palomar, 2015. (U vojny ne zjenskoje litso, 1985). Oversat af Tine Roesen.
Aleksijevitj, Svetlana: Zinkdrengene. Lindhardt og Ringhof, 2016. (Tsinkovje maltjiki. 1990). Oversat af Jan Hansen.
Aleksijevitj, Svetlana: Secondhand-tid. Forlaget Palomar, 2016. (Vremja sekond khend. 2013). Oversat af Tine Roesen.
Aleksijevitj, Svetlana: De sidste vidner. Lindhardt og Ringhof, 2017. (Poslednie svideteli. 1985). Oversat af Jan Hansen.

Faglitteratur

Aleksijevitj, Svetlana: Bøn for Tjernobyl. Lindhardt og Ringhof, 2018. Oversat af Katja Hansen Volkova.

Om forfatterskabet

Web

Svetlana Aleksijevitjs egen hjemmeside med biografi og et væld af andre informationer.
Nobelprisens hjemmeside med masser af materiale om Svetlana Aleksijevitj.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Svetlana Aleksijevitj

Kilder citeret i portrættet