Tyverier

Citat
”Der står en stor fodbold i papmaché under en af stolene i hjørnet, og han har for længst opdaget den. Han har ellers aldrig været særlig vild med fodbold. Han gik til det én gang i anden klase og scorede et selvmål, reglerne var som en hemmelighed, de andre havde sammen. Men nu står sangskjuleren alligevel der under en stol. Det er ikke sikkert, at man kender hinanden, bare fordi man er i familie, tænker han og kigger på dem alle sammen.”

”Tyverier”, s. 123.

I 15 kortere noveller hopper mennesker ud ad vinduer, lyver og stjæler. Måske fordi de ikke kan andet, måske fordi de synes, de har ret til det. Thomas Korsgaards ”Tyverier” fra 2019 samler karakterer, der er pressede udefra eller indefra, og som ikke altid lever op til samfundets eller familiens normer, men gør det så godt de kan. I ”En far” er Kim kommet ud af fængslet og skal passe den datter, han ellers aldrig ser. På legepladsen indleder han en samtale med en anden mor og øjner muligheden for på helt almindelig vis at møde et andet menneske. Men så indhenter fortiden ham i skikkelse af den fulde Steffan, som kommer forbi og får spoleret øjeblikket i sandkassen komplet. I ”Lasagne” er Rasmus på besøg hos sin gymnasieveninde Laura, som er flyttet i hus med døgenigten Daniel. Rasmus og Laura plejede at ryge joints og gøre oprør sammen, nu får han skældud for kun at tage osten på lasagnen. Det, de havde sammen, er spoleret af en ny kæreste. I begge noveller spiller fortiden en rolle, enten som noget, man ikke kan flygte fra eller noget, man ikke kan komme tilbage til.

47020638

Der er nogle rørende portrætter af en række lidt ensomme og sølle eksistenser: ham, der roder i en container for at finde mad til nytårsaften, ham der ikke kan finde ud af at begå selvmord og ham, der ikke vil lade sig indlægge på psykiatrisk skadestue, da han ser de andre patienter i venteværelset. De dialogbårne tekster er skrevet i både 1. og 3. person, og i netop dialogen ligger en stor del af karaktertegningen.

De mange klassemarkører viser en slidt og lurvet del af Danmark frem. Hjemme hos lille Malthe spiser man mazarintærte direkte fra pakken og smider sin jakke på gulvet. Hans klassekammerat Simon beholder både jakken og tasken på. Karaktererne lyver og stjæler og gør sig bedre, end de er. Fortælleren siger i titelnovellen, at han stjæler – også når han lytter – i en metafiktiv kommentar om at skrive: Han gør andres historier til litteratur, og forfatteren tager på den måske afstand til sine tidligere, autofiktive bøger. Her er i hvert fald fortællinger fra det man kan kalde underdanmark, hvor samme længsel efter at høre til og samme insisterende ensomhedsfølelse fylder som i resten af samfundet.