Baggrund

Citat
”Cigaretten sad mast mellem knoerne. Det var, som om det onde kom op i ham. Jeg kunne mærke det på den måde, han kørte bilen på. Han var ikke i godt humør, og med et sæt rev han i rattet og lod bilen glide over i den anden vejbane. I det fjerne kunne man ane lyset fra en anden bil, der kom kørende mod os. Den blinkede advarende. Jeg skreg, vækkede mine søskende og var overbevist om, at vi alle ville dø i en grøftekant.”

”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, s. 86.

Thomas Korsgaard er født i Skive i 1995 og voksede op på en kvæggård i den lille flække Nørre Ørum. Efter et år i gymnasiet i Skive flyttede han som 17-årig alene til København i 2012 og begyndte i 2.g på Ørestad Gymnasiums journalistiklinje. Senere begyndte han at skrive for netmedierne Atlas og Zetland, og i 2017 udgav han debutromanen ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, hvis efterfølger ”En dag vil vi grine af det” udkom året efter. I 2021 udkom tredje og sidste del i serien, ”Man skulle nok have været der”.
Debuten vakte stor opsigt, da Korsgaard offentligt fortalte, at store dele af romanen byggede på hans egen opvækst og mistrivsel i en dysfunktionel familie. Selv om der står roman på forsiden, så er der for Korsgaard ikke langt mellem ham selv og titelpersonen Tue. I et interview i Politiken fortalte han om, hvordan hans egen familie lige som Tues kæmpede med gæld, hans fars temperament og morens periodiske depressioner (Simon Roliggaard: Lige om lidt kommer katastrofen. Lige om lidt eksploderer min far. Politiken, 2017-01-28). Ifølge Korsgaard var der ingen – hverken i skolen eller resten af familien – der reagerede på det åbenlyse svigt, han og hans søskende blev udsat for. Få uger senere fortalte Korsgaards bror i et interview i samme avis, at han ikke genkender forfatterens portræt af familien (Sofie Sørensen: Lillebror om debutantforfatter: »Det er usandt og for groft«. Politiken, 2017-02-09), hvilket mundede ud i en større diskussion om selvbiografisk litteratur og mediernes ansvar i formidlingen af den. 
Det tidlige ryk hjemmefra til hovedstaden har Korsgaard beskrevet som en nødvendig flugt: ”Til dels handlede det jo om det samme, som det gør for alle unge mennesker. Jeg ville være fri og have mit eget liv. Men i mit tilfælde handlede det også om at få Nørre Ørum og de mennesker, der var der, på afstand. Min mor spurgte, om jeg ikke bare kunne flytte til Viborg. Men så kunne jeg lige så godt være blevet hjemme. Det handlede om at komme så langt væk som muligt.” (Natalie Yahya Rosendahl: »Hvis folk ignorerer én, skal man bare insistere«. Information, 2017-02-04). Ved at skrive om sin barndom har Korsgaard forsøgt at nærme sig den, men har samtidig også for altid brudt med den. Og selv om mønsterbryder ligger først for som beskrivelse af ham, sætter han selv spørgsmålstegn ved mærkatet: ”Man kalder mig mønsterbryder, men er jeg det? Jeg er jo stadig mig selv, og jeg har det med at falde i og gentage mine forældres mønstre (…) Det er, som om der er spundet nogle tråde ud foran mig, og ind imellem vil jeg snuble i dem.” (Kasper Schütt-Jensen: Han skriver om forældre, der er dummere end deres børn. Jyllands-Posten, 2018-04-28).