Aktuelt værk: Nøglebarn

Citat
”Jeg er ret sikker på, at min søn er bange for mig,” siger ingeniøren med et halvt smil på læben. ”Ved du, hvordan jeg kan vide det?” Annie står nølende og trækker tiden uden at sige noget. Hun tør nok ikke. Ingeniøren hoster lidt og banker sig selv på brystkassen. ”Fordi jeg kan genkende det blik, han har i sine øjne, når han ser på mig. Det er mit blik. Det blik, jeg havde over for min egen far.”
”Nøglebarn”, side 129.

I ”Nøglebarn” fra 2024 bevæger Morten Pape sig væk fra Amager og nordpå til de københavnske forstæder og samtidig tilbage i tiden i sin fars slægtshistorie. Romanen er autofiktiv og kan både læses som en forløber og en efterfølger til hans debut fra 2015, ”Planen”.

Den er udformet som en slags opdagelsesrejse, hvor forfatteren forsøger at finde ud af, hvorfor hans forhold til faren er så dårligt. Hvilke svigt havde hans far selv med sig i bagagen? Kan forfatteren ved at se tilbage lære at forstå ham?

Første del af romanen er tilegnet oldefaren, ingeniør Carl Holger Visby Pape, der bor med sin deprimerede kone i en villa i Emdrup, har tjenestefolk og et betydningsfuldt job som chefkemiker ved Københavns Vandforsyning.

138984109

Han er en fyrig og ambitiøs mand med sine meningers mod og en stor interesse for opera, men også med en markant mørkeside, hvor skuffelser og sorger hober sig op og gør ham indebrændt og urimelig. Ikke mindst hans voksne datters død har totalskadet forholdet til sønnen, Morten Papes farfar, der også hedder Carl Holger, og i bogen kaldes Chaufføren. Far og søn synes ude af stand til at mødes og tale ordentligt sammen. Af samme grund har Chaufføren ikke megen selvtillid, og med ham starter en deroute for Pape-familien.

Morten Papes farfar bliver køreskolelærer og går fra krise til krise, roder rundt med sin økonomi og har svært ved at være nærværende og stabil. Da han bliver skilt fra sine børns mor, mister han ofte kontakten til sine børn, hvoraf den yngste er Morten Papes far, Ole. I en særlig vanskelig periode sendes Ole på landet hos et kærligt landsmandspar, som han dog brutalt flyttes fra igen. Måske er det ikke så mærkeligt, at Ole selv bliver et skadet menneske.

Stilen i romanen er detaljeret, følelsesladet og socialrealistisk og udvikler sig til en dybt personlig og selvrefleksiv undersøgelse af, om forfatteren selv kan undslippe fortidens svigt, bryde forbandelsen og lykkes med det, som hans far, farfar og oldefar ikke magtede. Kan han ligefrem gøre så meget op med fortiden, at hans børn ikke kommer til at skrive de bøger, han selv skriver?