Morten Papes romaner er ikke direkte politiske, men kommenterer ofte indirekte på politik igennem samtaler og begivenheder. F.eks. når han i ”Planen” med afsæt i terrorhandlingen 11. september 2001 i New York skitserer de grundlæggende kulturforskelle, der hersker i klassen på Dyvekeskolen:
“(…) måske har han opfanget noget, som jeg ikke har fordi Perker-Pape har tilbragt for meget tid med sine venner, muslimerne, den nye fjende som det er blevet mere end legitimt at lægge for had, for mindre end en måned senere sender præsident Bush sine fly og soldater fra Guds eget land ud på korstog og invaderer og tæppebomber et af Guds ubetingede fattigrøvslande (…)” (s. 348).
Genremæssigt kan alle Papes bøger kategoriseres som udviklingsromaner, hvor hovedpersonerne gennemgår svig og smerte på bunden af samfundet. Selvrefleksioner og gentagelser bruges stilistisk til at forstærke indlevelsen i de udsigtsløse omgivelser og de mange svigt.
Debutromanen ”Planen” er autofiktion, men i de følgende udgivelser, “Guds bedste børn” og ”I ruiner”, bevæger Morten Pape sig væk fra det selvoplevede. De foregår dog ligesom debutromanen på Amager, hvor hovedpersonernes verden falder fra hinanden i afmagt og udsigtsløshed. Kriminalitet, arbejdsløshed og angsten for at være uden for er med til at presse dem ud over kanten. Som Pape udtaler i magasinet Dossier efter den tredje romanudgivelse: “For mig har det været en god taktik at begynde med det allerinderste og derfra dreje mig ud ad hullet.” (Geeti Amiri, Dossier, 2021).
I ”Nøglebarn” og ”Månebarn” drejer Pape sig dog ind i hullet igen med renlivet autofiktion. På ny fokuserer han med sin jeg-fortæller på en opvækst, hvor kolde og fraværende fædre skaber psykisk ustabilitet omkring dem.
”Nøglebarn” er en beskrivelse af, hvordan Papes fars slægt går fra at være overklasse til at blive underklasse, og hvordan det gør mændene til endnu dårligere fædre. I ”Månebarn” fortæller Pape om sin mor og mormor, der begge er skadet af hans voldelige morfar. De to psykisk sårbare kvinder ”redder” ikke desto mindre deres børn og børnebørn ved at dele ud af kærlighed og støtte. Kvinderne er i det hele taget ofte heltinder hos Pape, mens mændene ofte er er de store skurke.