Nøjsomheden

Citat
”Mona er ikke en klassisk skønhed, fødedygtige hofter, du er nemmere at hoppe over end at gå udenom, Mona har ben i næsen. Mona er god nok, ret ryggen, det slanker, men aldrig jeg længes efter dig. Hun knuger telefonen ind til brystet, broccolien koger tør i gryden.”
”Nøjsomheden”, s. 201.

Stine Askovs roman ”Nøjsomheden” (2022) har sin titel efter det boligkvarter, hvor det meste af handlingen foregår. Området er på den såkaldte ghettoliste og beboet af mennesker, der kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Bebyggelsen er dog også et sted, hvor man holder sammen og kender alt til hinandens udfordringer: ”I Nøjsomheden er det intet privatliv. Alle følger med i alles liv. Ingen ville kunne få lov til at falde døde om, uden nogen hørte det eller så det” (s. 107).

Hovedpersonen Mona er vokset op hos en psykisk syg mor, som i maniske perioder begraver sig i kulørte ugeblade, men hun har heldigvis også den handlekraftige og hjertevarme moster Tut i en nabolejlighed.

62186925

Mona er en pige, som drømmer sig væk i litteraturen, og Tut har skaffet hende et job i den lokale boghandel, hvor hun sælger bøger og udarbejder sine egne små boganmeldelser. Nu er Tut imidlertid på hospice, og den narkosælgende fætter Frederik er ikke til megen hjælp. Samtidig møder Mona den ranglede litteraturvidenskabsstuderende Nikolaj, som bor i en af de store villaer ned til Øresund.

Romanen er en socialrealistisk skildring af mennesker i et udsat boligområde, men i vanlig Askov-stil med humoren som et vigtigt element og med en særlig sans for at skildre de små nuancer i samspillet mellem mennesker. Fortællingen er ligeledes en kærlighedshistorie og en beretning om klasseforskelle. Som i andre Askov-romaner handler det også om at blive voksen gennem bevidstheden om, hvor man kommer fra, men også om modet til at vælge en anden vej end sin families. Gennem en tredjepersonsfortælling med indre synsvinkel kommer vi tæt på Mona og hendes problemer med at bryde de tillærte mønstre: ”Vreden mod Frederik kommer altid bagefter, aldrig imens, da kan hun kun gøre det, han siger, som en dresseret hund, som et forprogrammeret korn, der lægges i muldjord og pinedød må kæmpe sig op og bryde gennem overfladen.” (s. 216). Litteraturen betyder meget for Mona, og det understreges på finurlig vis i romanen med en navngivning af bogens kapitaler, der henviser til litterære værker. Kapitler, som fx hedder Brødrene Løvehjerte, Hærværk og Bølgerne.