Romanen ”Varme hænder” (2024) handler om pædagogen Camilla og de dilemmaer, der er forbundet med at være en omsorgsperson i sit professionelle virke.
Efter mange år i børnehaven Radisen mister Camilla glæden ved sit job efter en episode, hvor et øjebliks uopmærksomhed med barnet Lola ændrer hendes syn på sig selv. Hun siger op og ender hjemme på sofaen i selskab med et realityprogram, hvor mennesker med samlermani sander til i deres boliger. Hendes familie er derfor lettede, da Camilla får øje på et arbejde som handicaphjælper for forfatteren Mathilde, som især har brug for hjælp til at komme til og fra kulturarrangementer. Det er ”verdens nemmeste job”, som der står i jobannoncen. Det viser sig dog hurtigt ikke at være tilfældet.
138038092
Romanen er skrevet som en fremadskridende jeg-fortælling med indre synsvinkel, som af og til brydes af kommentarer om det videre forløb: ”Senere tænkte jeg, at det havde været et tegn.” (s. 10). I romanen går der ikke længe, før forholdet mellem Camilla, der altid ”har kunnet se mennesker med hjertet”, som hendes mor formulerer det (s. 204), og den krævende og manipulerende Mathilde bliver kompliceret og næsten gyseragtigt foruroligende. Camilla gør alt, hvad hun kan, for at leve op til Mathildes krav, men det er aldrig rigtig godt nok, og efterhånden stoler hun ikke på sin egen dømmekraft og virkelighedsopfattelse. Det er som at glide ind i ”den mørke, fortryllede skov” (s. 205) og alt fra visne planter, uforståelige fodtrin og møllarver i køkkenskuffen føles som urovækkende tegn på, at noget er helt galt.
Romanen tematiserer også de indbyggede problemstillinger, der kan ligge i at være en af dem, der betegnes ”varme hænder”. For måske udspringer den skævvredne virkelighed ikke kun fra Mathilde. Som et menneske, der arbejder med omsorg, bliver man let den altid anerkendende og nærværende, som skal bevare overblikket og skubbe sine egen behov til side. Derfra er der ikke langt til at få overskredet sine grænser.
I romanen fremhæves også den magtposition, der kan ligge i at være den, der altid stiller op: ”Jeg skulle være uundværlig. Der var en magt i at overkomme ting, inden andre overkom. At være der.” (s. 216).